Læsetid: 6 min.

LÆSERBREVE

Debat
5. november 2005

Verbalt overfald i DR

Det var et meget ubehageligt verbalt overfald, som en overfrisk journalist i DR Søndagsmagasin den 30. oktober foretog på imam Abdul Wahid Petersen i anledning af den verserende terrorsag. Det må kunne bruges på landets journalistuddannelser som et glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal gøre, hvis man vil have noget at vide.

Det var et ubehjælpsomt forsøg på at lege skrap forhørsdommer og fremstille terrorsagen som et udtryk for et personligt svigt begået af denne imam.

Han klarede det imidlertid fint og fremstod som et hæderligt og ansvarligt menneske, hvad der vist ikke helt var meningen. Men det er, hvad der som regel altid sker, når en interviewer ikke kan styre sine aggressioner.

Landets muslimer fik endnu en bekæftelse på, at medierne anser deres religion for at være af det onde. Og seerne gik glip af en oplagt mulighed for at få en dybere forståelse af, hvad der rører sig i det danske muslimske miljø fra en mand, der kender det indefra. Og som gerne ville fortælle og forklare.

Men som kun fik begrænset mulighed for det, fordi journalisten udelukkende var interesseret i en tilståelse af hans medskyld i en foreløbigt hypotetisk terrorisme

Jan Krag Jacobsen
lektor, Farum

Statsborgerskab

Regeringens og Dansk Folkepartis chikane overfor nydanskere har nu nået et højdepunkt med det ny forslag om stramning af betingelserne for at opnå statsborgerskab.

Fra nu af er det ikke engang nok for at blive statsborger, at man kan sin Danmarkshistorie bedre end Søren Krarup og taler så fuldendt dansk som Poul Reumert. Man skal have haft fast arbejde i de sidste fem ud af seks år. Det er et krav som titusindvis af gammeldanskere - heriblandt undertegnede - heller ikke kan opfylde. Og det får groteske konsekvenser.

Hvis en indvandrer i 25 år har knoklet på arbejdsmarkedet, men har været arbejdsløs de sidste 2 år - ja, så er han udelukket fra statsborgerskab. Og en nydansker, som har vilje og evne til at tage en højere uddannelse, kan heller ikke blive dansk statsborger under studiet.

Når den studerende så er færdiguddannet, kan hun som f.eks. nyuddannet læge få lov til at sætte vores brækkede ben sammen og hjælpe vores børn til verden. Men hun skal have faret op og ned af hospitalsgangene i 5 ud af de sidste 6 år, før hun blot kan søge om statsborgerskab. En politik som denne lukker flere og flere indvandrere ude af samfundet. Vi må ikke undre os, hvis vreden og frustrationerne blandt især de unge vokser og skaber flere potentielle terrorister.

Kai Otto v. Barner
Solbjerg

Kristensen og voldtægterne

Når nu Kenneth Kristensen fra Dansk Folkepartis Ungdom den 3. november mener, at "voldtægter begået af fremmede skal registreres som racisme-idet mange af disse utvivlsomt er foranlediget af ofrenes danske etnicitet", giver det anledning til følgende spørgsmål: I hvilken kategori mener du så, at voldtægter begået af mænd med din oprindelse skal kategoriseres?

John Jakobsen
Valby

Ikke et ord om Guantanamo

Tortur og tilbageholdelse på ubestemt tid i hemmelige fængsler uden lov og dom i terrorismebekæmpelsens hellige navn. (Jvf. Information den 3. november).

Tjah, hvad skal man sige: Slyngelstreger fra CIA!

Søren Blaabjerg,
Hørning

Foghs naivitet

Det er sjældent, at jeg må give Pia Kjærsgaard ret - men det må jeg i dette tilfælde. Anders Fogh er utrolig naiv.

Når man vælger på en nations vegne at være aggressor i en krig baseret på et tvivlsom grundlag, ville det forekomme utroligt, hvis alle andre handlede mere korrekt end vores statsminister og hans regering.

Så Ritt Bjerregaard har ret i, at det ikke er usandsynlig at andre kunne komme til at kæde Danmarks aggression i Irak med egen frustrationer og dermed udsætte Danmark for terror. Hvis disse betragtninger ikke er indgået i statsministerens overvejelser, inden han træf det endelig beslutning, er jeg bekymret for grundlaget for alle regerings beslutninger.

Michelle Nielsen
Frederiksberg C

Sikke noget vrøvl

Du vrøvler, Troels Lund Poulsen, når du i tv påstår, at Ritt Bjerregaard med sin konstatering af, at tryk avler modtryk har argumenteret for, at "man kan bombe sig til politisk indflydelse".

Når hun, som du udtrykker det, "godt forstår, det får uhyrlige konsekvenser at være med i Irak", siger hun jo kun, hvad de fleste danskere ifølge nylige meningsmålinger anser for en sandsynlig konsekvens af vores krigsindsats.

Og ret beset kan du vel heller ikke være interesseret i, at S-ledelsen "kalder hende til orden". For hvis S ligesom V ender med at blive et parti, der slet ikke tillader nogen partisoldat at udtrykke et selvstændigt standpunkt, der påvirker neningsmålingerne i en for partiet negativ retning, risikerer du jo, at S og den øvrige opposition udkonkurrerer jer ved næste valg!

Per H. Christiansen
Frederikssund

Hvad er modstand?

Debatten har bølget frem og tilbage om Kulturministerens arkiv over tidligere modstandsfolk.

Hvem kan siges at være modstandsmand - de der ydede aktiv modstand? Hvad så med de, der var ved at forberede modstand mod tyskerne, men som aldrig nåede at udføre denne modstand aktivt? Og hvad er modstand, skal det være målbart, f.eks. jernbanesabotage? Er det ikke også modstand, når danskere, så som embedsmænd, skjulte dokumenter, der ikke burde falde i tyskernes hænder?

Kulturministeren mener, at det skal være organiseret modstand, men organiseret modstand fører ikke automatisk til aktiv modstand. Det er muligt for en enkelt mand at plante bomber på en jysk jernbane. Og blot fordi de er to, er de så nødvendigvis organiseret? Man var ikke mere organiseret, end det var nødvendigt for at yde aktiv modstand.

Mange mindre modstandsgrupper har aldrig fået netop deres historie fortalt, og nu er det 60 år siden, hvorfor mange er døde. De kunne derfor fint risikere ikke at komme med i en evt. database.

Kulturministeren finder det jo for omfattende at "pløje" biografier og erindringer igennem for omtalte personer. Mange modstandsfolk har aldrig skrevet deres personlige erindringer ned, de er blot omtalt i andre erindringer, og på samme måde forholder det sig med mange modstandsgrupper.

Henrik Sommerlund
historiestuderende, Odense

Skal vi betale for at være frivillige?

I Loppeshoppen, der har til huse på Diaonissestiftelsen på Frederiksberg, og som drives af denne og Folkekirkens Nødhjælp, taler vi om det urimelige i at betale moms af de penge, der bruges til driften af shoppen.

Retfærdigvis skal det siges, at vi ikke betaler moms af det daglige salg. Men vi har lige fået renoveret vore to afdelinger for et meget stort beløb, og her skal der altså betales 25 procent i moms af materialer og arbejdsløn.

Hvem betaler de penge? Til syvende og sidst er det de frivillige, ulønnede medarbejdere i shoppen, selvfølgelig.

I øvrigt undrer vi os over, hvordan man kan forhandle om finansiering af indsamlede penge, hvis beløb man ikke kender størrelsen af. Det skal man åbenbart ifølge Venstres finansordfører Peter Christensens udtalelse i Kristeligt Dagblad den 22. oktober.

Hvad ville der for resten ske, hvis de frivillige nedlagde arbejdet? Der ville ikke være en krone at forhandle om! Hvis vi så endda kunne øremærke momspengene til syge, gamle eller enlige mødre i det danske såkaldte velfærdssamfund, men det kan man altså ikke.

I Loppeshoppen er vi vrede over, at vi faktisk betaler penge for at få lov til at udføre vort ulønnede, frivillige arbejde. Hvis den danske stat vil have frivillige til at udføre mange af de opgaver, den ikke selv magter, må den behandle os rimeligt.

Så er det sagt!

Birthe Foersom
på vegne af medarbejderne i Loppeshoppen på Frb.

Kære Brian Mikkelsen

Hvis jeg nu fortæller dig, at jeg engang har set Louise Frevert danse mavedans (hvilket er sandt), og at jeg har aftjent mine søstøvler i Søværnet (hvilket også er sandt) - kunne du så ikke lige sende mig 250.000 kr?

Jeg skal så sporenstregs bygge en model af fregatten Niels Ebbesen i forholdet 1:35.Jeg sejlede selv med skibet under Den Kolde Krig, og vi kunne godt fornemme Den Kolde Krigs kulde på banjerne om vinteren i Nordatlanten (hvilket også er sandt). Hvis du nu ikke har råd til de 250.000 kr, er det også fint, hvis du finder 25.000 kr. Så bygger jeg den bare i forholdet 1:350. Adressen finder du i telefonbogen.

Ole Kropp
Bagsværd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her