Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
30. december 2005

En bedrøvelig ridder

"Politik er forsvar," sagde Søren Krarup i Deadline på DR2for nylig. Jo, det sagde han virkelig, og man kunne tilføje, at det bedste forsvar jo er angreb, og måske bedre forstå hans mange aggressioner i Information på det seneste.

Som en anden Don Quijote går han på sin gamle Rosinante til angreb på vejrmøllerne med lanse og sværd og sender ind i mellem ømme breve til den skønne Dulcinea uden at opdage, at det er malkepigen Pia, der ligger i høet med sin røgter Anders.

Desværre mangler han sin følgesvend Sancho Panza til at hjælpe med at bringe hans fiktive verdensbillede i bedre overensstemmelse med den virkelighed, vi andre danskere lever i.

Desværre er der nok ingen i hans parti, der kan påtage sig rollen, så måske skulle han som sin navnefælle Søren Brun lægge vejen forbi Trines lille bod med "Psykologhjælp 25 øre".

Svend E. Petersen
Køge

Er Tyrkiets ambassadør også på vej?

Som alle vil vide, har Ægyptens ambassadør Mona Omar Attias været primus motor for de muslimske ambassaders forargelse og protester over Jyllands-Postens tegninger af profeten - og samtidig stået i spidsen for den fælles henvendelse til vor statsminister.

Denne fremfærd viser med al tydelighed, at de muslimske ambassadører, til trods for at adskillige har været i Danmark i mange år, ikke har den ringeste forståelse for, hvorledes et moderne, frit, vestligt demokrati fungerer.

Vor statsminister gjorde det eneste rigtige, han manifesterede, at i dette land er ytringsfriheden ikke til diskussion eller debat. Måske har staten Ægypten erkendt dette - og derfor nu pludselig forflyttet fru Attias til en anden ambassadørpost i et fjernt afrikansk land, langt væk fra EU.

Nu bliver det spændende at se, om EU-ansøgerlandet Tyrkiet påtænker en lignende foranstaltning for deres repræsentant i Danmark, der jo var en lige så ivrig deltager i kritikken af det land, hun om nogen burde respektere.

Jørgen Bülow Hansen
Helsinge

Tidstanker ved årsskiftet

Forfatteren Mario Vargas Llosas udsagn: "En kollektiv identitet er en ghetto, en koncentrationslejr, hvor individet i al hemmelighed er klonet for at opretholde fiktionen om en homogenitet, som aldrig har eksisteret," (Information den 4. januar 2005) er gyldigt overalt, hvor der stilles krav om ensretning

Det er en lige venstre til regeringen, så længe den forholder sig ukritisk til sit støttepartis nationalistiske projekt.

Som magtstrukturen er i det politiske liv, er realiteten den, at man for at beholde magten, indgår alliancer, der kræver passende betaling for sit fundament, og der ses ikke umiddelbart nogen udsigt til, at regeringen vil tage afstand fra dette partis mest outrerede ytringer. Det magter den ikke, for da mister den jo magten.

Adda Lykkeboe
forfatter

Forståeligt men tragisk, Krarup

Forståeligt, men tragisk, at hr. kulturel magthaver Søren Krarup fra DF i sit indlæg i Information den 27. december vælger at fokusere på, at venstrefløjen og midten er indignerede over ikke at have magten. Dermed trækkes debatten om integrationen væk fra de reelle ofre for regeringens og DF's integrations- og udlændingepolitik.

Her vil jeg især pege på den gruppe af danskere, der tilfældigvis har forelsket sig i en person udenfor EU og Skandinavien, hvad end denne person er fra Canada eller Cairo. En del af disse mennesker er lige nu tvunget i faktisk eksil i for eksempel Sverige eller Tyskland, eller de lever i frygt for at måtte tage dette skridt.

Den eneste forbrydelse, de har begået for deres landsforvisning kan være, at deres ægtefælle er under 24 år gammel. Det er usmageligt, umenneskeligt og for mange, når man beretter om det, simpelthen utroligt, at denne lov er blevet indført i Danmark.

Søren Krarup skal dog gives dette, at han endelig trækker DF ud af den til kedsomhed overspillede offerrolle. I det nævnte indlæg indrømmer han at repræsentere "de politiske og kulturelle magthavere". Det er jo som bekendt disse magthavere, der bestemmer, hvad der er politisk korrekt. Og Georg Metz skal have et stort tillykke og et tak for på imponerende vis at få ord til at passe præcist til virkelighed.

Martin Bentzen
ph.d.-stud., Odder

Tavshed

Kære medabonnementer og -læsere af Information.

Efterhånden har en pæn del af os haft lejlighed til at konstatere, at Søren Krarup generelt vælter det samme vitterlige vås ud, som han altid har gjort. Må jeg på den baggrund foreslå følgende: Vi holder simpelthen op med at læse hans ævl.

Det vil naturligvis ikke afholde Søren Krarup fra forsat at sende indlæg, men hvis vi ikke læser dem, vil vi naturligvis heller ikke kommentere dem, hvorfor vi kan reducere Søren Krarups spalteplads med ca. 50 procent, idet det vel er, hvad han bruger til at replicere på vore indlæg.

Den sparede spalteplads kan anvendes til interessantere indlæg (det skulle ikke være svært at finde).

Altså nytårsfortsættet for 2006: Mød Søren Krarup med rungende tavshed.

Lars Simonsen
Dyssegaard

Velfærdskommissionens skønne spildte kræfter

Anders Fogh Rasmussens afvisning af at anvende resultaterne fra den Velfærdskommission, han selv har medvirket til at nedsætte, sender mindelser om en gammel sentens: Da Fanden ville intet skulle ske, nedsatte han den første komité.

Annette Schlätzer-Larsen,
København S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her