Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
9. december 2005

Vaginal akupressur

Lad nu være med at smide et sundt og velskabt barn ud med badevandet, selv om Søren Ventegodt har...skal vi sige, forurenet det. Hans tone skurrer godt nok i mine ører, som er trænet af mine år i Psykoterapeutforeningens etiske udvalg. Men da vi ikke har de uklippede tv-optagelser at henholde os til, må det indtil videre blive ved mistanken.

Derimod er det vigtigt at gøre opmærksom på, at når Søren Ventegodt henviser til Freud og Jung som de store autoriteter, må det være mod bedre vidende. De interesserede sig som bekendt for seksualiteten, men det var for dens psykiske side.

Det var Wilhelm Reich der langt senere fandt frem til, at der til enhver psykisk, følelsesmæssig spænding svarer en kropslig, mu-skulær spænding. Og at man kan arbejde direkte med den spænding i stedet for at henvise folk til årelange monologer på divanen. Det var ham, der gav de kroniske kropsspændin-ger den berømte betegnelse kropspansret.

De muskelspændinger, der vedrører seksualiteten, kan vise sig mange steder i kroppen, inklusive i endetarmen og naturligt nok også (måske især) i skeden. Derfor er der også behandlere i Danmark, der ikke har brug for at seksualisere deres relation til klienten, men arbejder sobert og på fuldt forsvarlig vis med vaginal akupressur. Det skal ikke gå ud over de seriøse behandlere, at teknikken (eller bare ordet) misbruges af en enkelt person.

Maria Marcus
forfatter og psykoterapeut, København N

Hvor David købte øllet?

Øldrikning anbefales kun få steder i Bibelen, det har symbolforsker Uwe Max Jensen ret i (Information den 3.-4. december). Men helt ukendt er det nu ikke:

Reglerne i Femte Mosebog 14,26 for betaling af afgift til helligdommen siger:

"Giv pengene ud på alt det, du har lyst til, køer og får, vin og øl, alt hvad dit hjerte begærer, og hold så måltid for Herren din Guds ansigt, og glæd dig sammen med din familie".

Det lyder da næsten som en julefrokost?

Søren Holst
Valby

Misvisende anmeldelse

I Nikolai Thyssens anmeldelse af Kapitalen.com den 24. november anklages forfatteren for at basere sine teser på "tilfældigt anekdotisk materiale" og "nedslag i The Financial Times."

Det passer ikke. Bogen bygger på et omfattende studie af udviklingen i produktionen indenfor industri, servicesektor og i den offentlige sektor (akademiske udgivelser, rapporter fra arbejdsgiverorganisationer og tænketanke, dokumenter fra EU, OECD o.l.)

"Nyberg generaliserer ud fra løse rygter," skriver Thyssen, ved påpegningen af at CIA støttede Jackson Pollock og den abstrakte ekspressionisme som et led i en større kulturkamp under Den Kolde Krig. Det er ikke løse rygter, men tværtimod konsensus i nyere hi-storieforskning.

Kapitalen.com indeholder ingen påstande om, at kapitalister er onde, men går tvært-imod i rette med en sådan forestilling. Bogen udgør ikke et konservativt forsvar for velfærdsstaten i 1950'erne, sådan som Thyssen giver indtryk af. Den er et opråb om at forsvare de gode elementer i velfærdsstaten overfor de nyliberale angreb, for derved at åbne rum for en progressiv kritik af velfærdsstaten.

Det virker i bedste fald som om, at Thyssen har misforstået den del af bogen, han har læst, og ikke har gidet at læse resten.

Dino Knudsen
oversætter af Kapitalen.com

Åbning til gavn for ulandene

EU's handel med ulandene er præget af protektionisme, jvf. Michael Friis Jensen indlæg den 2. december om frihandel. Høje toldsatser på forarbejdede produkter, og produkter vi selv laver, har gjort de fattigste ulande afhængige af eksportkvoter på nogle få uforarbejdede råvarer. En markedsåbning i EU vil betyde, at disse lande skal konkurrere med mere konkurrencedygtige ulande, samtidig med at deres import af fødevarer bliver dyrere. Men derfor skal vi da ikke lade være med at åbne vores markeder!

Situationen minder om dengang, man frigav slaverne: Mange led økonomisk tab, fordi deres 'ejere' bare lod dem i stikken. Tilsvarende vil de fattigste ulande stå magtesløse overfor en total liberalisering, hvis de ikke får hjælp. Afvikling af EU's landbrugsstøtte vil give os rigeligt med penge til at hjælpe dem videre. Udover støtten skal de have ret til at beskytte deres markeder i en periode, så de kan opbygge deres økonomi og efterhånden klare sig i konkurrencen. I-landene skal derimod åbne deres markeder helt, så vi omsider lever op til ideen om frihandel.

Margrete Auken
MEP for SF, Den Grønne Gruppe

Sig dog undskyld

I himlens navn hr. statsminister, så sig dog undskyld. For de dumme danskere der tror, at man kan svine en kæmpe på over 60 lande til, uden at det får konsekvenser.

Danmark er ingen David, og selv om vi har en lovgivning, der giver lov til både at angribe andre lande og genere deres helligste, har andre altså lov til at slå igen, og det gør de naturligvis.

I forvejen er det ikke længere nemt at rejse i verden som dansker, og nu har sådan en flok tegnedrenge gjordt det vildt farligt for os alle.

Hvordan kan man tro, at det ikke vil få følger, når man tegner ondskabsfulde tegninger af et ansigt, ingen har tegnet i 60 lande i 1700 år. Det er flovt og skamfuldt at være dansker, og muslimerne skal vide, at ikke alle danskere er ens, og at det aldrig er kristent at angribe andre.

Må vi være dele af det danske folk, der beder om forladelse - undskyld.

Pernille Schiøtz
Ry

Vældfærd

Har lige set Vældfærdskommissionen fremlæggelse - og vil her gerne takke for, at vi der har vores på det tørre, kan få det endnu bedre. Tak, tak, tak - for at de også hjælper os med at holde fattigrøvene på afstand.

Kjeld Ammundsen,
København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her