Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
17. januar 2006

Apropos tonen i debatten

Jeg er generelt ikke enig i Informations politiske linje, men læser avisen lejlighedsvis og anerkender en normalt professionel tilgang til stoffet. Forsidehistorien "Et samfund hævet over al kritik" den 13 januar er dog under al kritik. Her sidestilles dagens debat og kritikniveau - kontrolleret af de "politiske maghavere" - med Weimartyskland og fremkomsten af Nazityskland.

Hvordan passer en sådan primitiv fremstilling med den øvrige dækning af tonen i debatten?

Steen Palvig
Birkerød

Gruppeeksamen - igen.

Diskussionen af gruppeeksamen fortsætter. Mærkværdigvis.

Der er ingen undersøgelser, som viser, at denne eksamensform er særlig problematisk, argumenterne er private følelser og fornemmelser, undervisningsminister Bertel Haarder bruger som argument, at det står i regeringsgrundlaget, og videnskabsminister Helge Sander siger, efter at have trådt i spinaten, noget lignende.

Sagen er i virkeligheden ligetil. Undervisningsformer og eksamensformer har udviklet sig parallelt i vekselvirkning gennem tiden. Vi har mundtlig eksamen, skriftlig eksamen, projekteksamen, individuel eksamen og gruppeeksamen med hver deres karakteristika som betinger deres anvendelse.

Dansk stil egner sig bedst til individuel, skriftlig eksamen og engelsk konversation til mundtlig eksamen. Et gruppeprojekt kan egne sig til individuel eksamen eller til gruppeeksamen afhængig af arten. Det er let at fortsætte, hvis man kender til undervisning.

Hvorfor ikke lade de enkelte uddannelser bestemme, hvilken form der er bedst og så anføre på eksamensbeviset hvilke eksaminer, der har været individuelle, og hvilke der har været gruppevis? På samme måde som det anføres hvilke der har været skriftlige, og hvilke der har været mundtlige.

Så kan brugerne af eksamensbeviser se, hvordan indehaveren har opnået sine resultater og få den type ansatte, de gerne vil have. Det vil da være simpelt, smukt, fornuftigt, anvendeligt og liberalt.

Leif Henriksen
pensioneret underviser, Gistrup

Nytteløst at slikke på dronningen

Jeg har altid foretrukket dronningen, fordi der er mindre at slikke på, så den ubehagelige eftersmag minimeres. Efter slikningen får hun så et tryk med tommelfingeren, og så sidder hun godt fast.

Lige indtil hun efter nytår steg i pris, 4,75 pr. stk., to ark til 950 kr. Så var eftersmagen pludselig forsvundet, for der var ikke lim på bagsiden. Op på det lokale Post Danmark og bytte.

Nej, de havde kun dronningen, større og mere farvestrålende mærker var ikke ankommet. Hjem igen, men med to nye ark. Igen ingen lim på bagsiden. Op igen på posthuset, men nu skulle jeg pludselig have haft kvitteringen med, for "mærkerne er måske købt på et andet posthus". Og hvad så? Et frimærke er vel et frimærke og jeg har med garanti ikke købt dem i Netto.

Så havde hun fået nok af mig og gav mig en limstift gratis, så jeg kunne få sat dronningen på de mange breve jeg havde med. Tak for venligheden, men ingen beklagelse over den limløse dronning. Og mon én limstift er nok til 200 dronninger?

Bent H. Claësson
København Ø

Fordomme og fakta

Her et halvt år efter gymnasiereformens ikrafttræden er kritikken så massiv, at det er svært at opdrive en ærlig hard-core tilhænger blandt fodfolket.

Større held har man, hvis man søger blandt konsulenter, rektorer og generalerne i undervisningsministeriet, der har det tilfælles, at de kan nøjes med at forholde sig til visioner og systemtænkning.

Senest udtaler rektor Karl-Henrik Jørgensen her i avisen (Information den 13.januar), at reformkritikken alt i alt bygger på rygter og fordomme, mens man i TV-Avisen kunne høre en anden rektor reducere problemet med stress og mismod til at dreje sig om et for dårligt samarbejde mellem lærerne.

Vi skal med andre ord lære at samarbejde. Om hvad - kunne man spørge? Reformens grundlæggende systemfejl? Og ét spørgsmål mere:

Hvis det er sandt, at kritikken bygger på fordomme, hvordan forklarer man så, at opråbet blandt lærerne er steget voldsomt efter reformens implementering?

Leif Vangdrup
gymnasielektor, København V

Skal vi virkelig finde os i det?

Nå, så skete dét, som jo måtte ske - de involverede partiers politiske observans taget i betragtning.

Den borgerlige, liberale fløjs sidste bastion mod flere forringelser på pensions- og efterlønsområdet, DF, viste sig ligesom S og V parate til at løbe fra de løfter, de højt og helligt afgav, før danskerne valgte dem ind.

Først kom Nyrup, så Thorning, siden Velfærdskommissionen, fulgt af Fogh og hr. Dahl, der alle tilhører dén lange række af DJØF'er, hvis højeste prioritet er at være loyale over for det førende nationaløkonomiske paradigme. Ifølge hvilket markedskræfterne og menneskets behov for økonomiske incitamenter er evige - dvs. uomgængelige eller basalt adfærdsregulerende - naturlove på linie med tyngdekraften.

Man kan vælge at lade sig bedrage, dvs. blive ved med at tro dem. Man kan også sige: Nok er nok, hvis blot man er mange nok, der er kloge nok.

Per H. Christiansen
Frederikssund

FN-soldater til Afrika

Der skal ikke herske tvivl om statsministerens engagement i Afrika – siger statsministeren.
Nu er der en aktuel lejlighed til at virkeliggøre dette engagement, da FN beder om omgående hjælp til at sende 20.000 soldater til Darfur, hvor selvbestaltede militser hærger, plyndrer og dræber civilbefolkningen, hvoraf flere millioner er på flugt.
Der er gode chancer for at samle et bredt flertal i Folketinget, som helt selvstændigt kan forhøje FN-kontingentet uden at vente på en EU- beslutning. De Grønne er ovenud tilfreds med, at Danmark, der lykkeligvis har en undtagelse fra EU's militære samarbejde, således er i stand til hurtigt og effektivt at træffe denne vigtige beslutning. Det kan ikke gå hurtigt nok, hr. statsminister.

Ruth Dalsgaard
De Grønne

Skatteministeren har mistet troen.

Skatteminister Kristian Jensen forsvarer i Information den 14. januar skattestoppet. Det er ikke overraskende, og der er heller ikke noget overraskende i, at Venstre monotont nægter at forholde sig til, at der eksisterer flere former for skattestop eller -loft. Det overraskende – eller sørgelige – består i, at skatteministeren helt har mistet troen på, at mennesket kan administrere politisk frihed.
Skatteministeren bygger nemlig sin argumentation på en analogi mellem demokratiet og rygeren: Rygeren kan ikke administrere sit forhold til tobak, og på samme måde kan demokratiet ikke administrere den frihed, der består i at kunne ændre noget som helst(!) i skattepolitikken. Som politisk væsen er mennesket morfinist og må derfor underkastes blinde, automatiske mekanismer – et helt rigidt skattestop – i stedet for den frihed, det nu engang ikke kan administrere.
Det kan skatteministeren muligvis have ret i. Jeg tror det ikke, men der er da et moment af ærlighed i, at skatteministeren åbent erkender, at Venstre ikke tror på, at demokratiet kan adminstrere frihed, og Venstres politik derfor helt logisk er: Mindre frihed – mere system.

Claus Christoffersen
Frederiksberg C.

Sammenbidt tandlæge

Det udvidede EU og globaliseringen udgør en udfordring for bl.a. den danske tandlægestand. Dens monopol på danske tænder er truet. Tandlægen Stephen Vestbirks (SV) kronik "Set fra tandlægens side af boret", den 6. januar, demonstrerer desværre, hvor sammenbidt forsvaret af de danske tandlægers truede interesser kan være.
På hvilket grundlag fremfører SV den påstand, at "kvaliteten af behandlingerne i Danmark er betydelig højere end både i Polen, Tyskland og Tyrkiet, og ja, det er min påstand at selv Sverige halter efter dansk kvalitet"?
I regi af en hjemmestrikket research af kvalitetsforskelle mellem Danmark og de andre lande har SV bl.a. stillet et retorisk spørgsmål til én af sine patienter, om hun ville lade sin nye bil servicere og reparere i Polen. "Det ville hun ikke, for hvad kunne man ikke risikere, men hun havde altså ikke noget imod at rejse ud for at få ordnet sine tænder" – fremstiller SV resultatet af sin selvbestaltede research. Men netop bil-serviceringen er ifølge en række undersøgelser temmelig mangelfuld herhjemme og derfor ganske sandsynligt bedre i Polen.
I stedet for at være væbnet til tænderne med konstruktive forslag til at forbedre de danske tandlægers konkurrencedygtighed, fremfører SV fordomme. Sammenbidthed formørker ofte tankegangen, også hos tandlægerne.

Leopold Galicki
København Ø

Fra foragt til ikke foragt

I Information den 9. januar uddyber Kasper Wrang/Rico Busk begge Institut for Miljøvurdering(IMV) deres synspunkter om klimaforandringerne og Kyoto-protokollen. De helt centrale og klare budskaber i deres indlæg er, at "Klimaforandringer er en realitet og er menneskeskabt", "Kyoto-aftalen et vigtigt første skridt", og "Vægten af de videnskabelige beviser er overvældende". Dette markerer en markant kovending.
Det er dobbelt glædeligt med denne kovending, idet IMV blev oprettet som et statsligt, ideologisk institut vendt mod miljøbevægelserne. Det er et paradoks, at regeringen hævder at være en liberal regering samtidigt med, at den benytter de metoder, Sovjetstaten brugte til at udøve ideologisk kontrol med dets borgere.
Der er en reel mulighed for, at IMV kan blive nedlagt, idet instituttet ved at skifte fra ideologi til videnskab kan være kommet i modvind hos regeringen, jf. Dansk Folkeparti og Venstre. Der kan være en trøst for IMV, at vurderingen af IMV i miljø-/forskerkredse måske er ændret fra 'foragt' til 'ikke foragt'.

Klaus Flemløse
cand.scient., Espergærde

Foregangsland

Ifølge Kristeligt Dagblad fra den 10. januar har The New York Times udnævnt Danmark til den førende aktør i en kulturkamp mellem Vesten og islam.
Søren Krarup beskrives som "den ledende stemme", hvilket han – hvis man skal tro Kristeligt Dagblads artikel – er ikke så lidt stolt af: "Danmark er blevet et foregangsland med sin frie debat".
For ikke så længe siden var Danmark kendt som foregangsland – på miljøområdet. Efter fire år med Dansk Folkeparti som regeringsbærende og dagsordensættende er vi så blevet frontlinjestat i den verdensomspændende religionskrig. Så jo, det går da forrygende godt i fædrelandet.

Ralf Andersson
Frederiksberg

Berøringsangst

Ord bliver ved at falde ud,
ord som hader tings nærværelse

Rolf Steensig

Det store teater

Den danske statsreligion står ikke tilbage i underholdningsværdi for den muslimske. Nu her sidst den fynske biskops fatwa mod en splejset landsbypræst.

Ivan Gullev,
Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her