Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Kritikkens svære kunst I sin påtale den 9. januar kritiserer Christian Christiansen min kronik "Godnat til Sandheden" bragt her i bladet den 5. ja...
Debat
14. januar 2006

Tal dansk

Når vi jævnligt i tv ser og hører Islamisk Trossamfunds overhoved, imam Ahmed Abu Laban, udtale sig - er det altid på engelsk.

Da alle vi dansklærere landet over i flere år og lige nu knokler med at lære de mange indvandrede muslimer dansk - bl.a. fordi mange kræver, at man skal kunne tale dansk for at klare sig godt i Danmark - og det vitterlig lykkes at lære mange dansk - så er det altså nedslående for både dansklærerne og vores overvejende flinke og villige muslimske elever gang på gang at høre, at deres overhoved, imamen, konsekvent taler engelsk.

Er der ikke en venlig sjæl, der tør hviske Ahmed Abu Laban i øret: "Tal dog dansk, mand - vi er i Danmark."

Karl Nielsen
dansklærer, Kerteminde

Dansk agro-klientelisme

Så fik vi endnu et bevis for, at udviklingen i Danmarks landdistrikter minder om den i en bananrepublik.

Den tidligere minister for landbrug, nuværende EU-kommissær og stedse -godsejer havde ved en af de store danske landbrugsorganisationers årsmøde i 2003 lovet midler til to regerings-venlige ungdomsorganisationer. Det blev fremstillet overfor ministeriets embedsmænd som en rimelig erstatning for en støtteordning, der nu bortfaldt. Noget for noget.

Midlerne blev herefter lagt i en pulje, som kun disse to ungdomsorganisationer havde reel mulighed for at søge.

Den nuværende minister for landbrug, partifælle med sin forgænger, beklager - efter nu at være blevet præsenteret for en juridisk redegørelse fremprovokeret af arbejderbevægelsen - at hændelsesforløbet har fundet sted. Det er sket uden hans vidne. Men der er rettet op fejlen.

En ny formulering har muliggjort et bredere felt af ansøgere. Tidsfristen for nye ansøgninger er dog kort. Der skal, for nu at bruge en af ministerens egne favoritvendinger, være 'skub i udviklingen'.

Det er jo stadig storbøn-dernes pædagogik, der hersker i ministeriet: 'først til mølle får først malet'. Og glemt er nu alt om, hvem der sidder med aben...

Tao Kongsbak
Frie Bønder - Levende Land

Et nyt Social-demokrati om vi må bede

Hvorfor er der ingen i dette gamle parti, der går tilbage til 1960'erne og støver planen om et fritids samfund af?

Denne glimrende køreplan for et Danmark med ny teknologi, hvor alle havde tid til børn, famillie og fritid, fordi der nu højst var fire timers arbejde til hver. En arbejdslettelse vi naturligvis i det sociales navn alle skulle dele.

Nu har vi blot en million folk, der intet har at lave, og resten har så meget for meget, at de knap kender deres kone og børn.

For lidt og for meget fordærver som bekendt. Nu må der da komme en udbrydergruppe af dette såkaldte social-demokratiske parti, der forstår at gøre Danmark til en ægte social fritidsstat med maksimum fire timer s arbejde til alle, og hvor alle er indraget.

Det er så let som fornuftig husholdning: Hvad sker der laves? Hvor mange hænder har vi? Der skal være lidt til alle, selv til lille Palle.

Utopia? Nej, ikke længere, blot den sidste udvej først lokalt, så globalt.

Pernille Schiøtz
Ry

Arbejdsgivernes eneret er krænkende

Efter bekendtgørelsen af dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som rummer et angreb på eksklusivaftaler, udtaler beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, den 11. januar i TV-Avisen, at han altid har fundet eksklusivaftaler krænkende. Angiveligt fordi en eksklusivaftale pålægger medarbejdere i en virksomhed, der er omfattet af aftalen, at være medlem af en bestemt fagforening.

Men arbejdsgiverne, der har eneret til at lede og fordele arbejdet, opstiller suverænt en lang række vilkår, som en medarbejder skal opfylde for at opnå og fastholde ansættelse i virksomheden.

Eksempelvis kan arbejdsgiverne pålægge ansatte, at de skal fungere under ledere, der er socialt inkompetente. Hvis ikke medarbejderne accepterer dette, bliver de fyret. Alle de vilkår, arbejdsgiverne har ret til at pålægge medarbejderne, finder Hjort Frederiksen - uanset hvor urimelige de er - acceptable. Hjort Frederiksen accepterer samtlige de krænkelser af den enkelte, der udspringer af arbejdsgiverne eneret til at lede og fordele arbejde.

Når Hjort Frederiksen finder netop og kun eksklusivaftaler krænkende, er det i virkeligheden fordi, disse aftaler indskrænker - eller "krænker" - arbejdsgivernes autoritære eneret til at bestemme over medarbejderne.

Ole Thorbek
Vanløse

Tordenfætrene og folkekirken

Jeg meldte mig ud af folkekirken den 6. januar. Min begrundelse er en anden end Jens Rohdes.

Jeg er hverken læge, psykolog eller forfatter - tilhører vel nærmest gruppen af helt almindelige danskere, som Anders Fogh Rasmussen så ihærdigt forsøger at appellere til, og jeg vil ikke være medlem af en forening, som også kan rumme præsterne i dansk folkeparti - og Mogens Camre.

Hvis Hr. Krarup og Hr. Langballe bliver smidt ud af folkekirken, eller når regeringspartierne begynder at sige fra over for tordenfætrene m.fl. - hvad der så end kommer først - ja, så melder jeg mig ind igen.

Bente Melgaard
Vanløse

Respekt

Man kan godt respektere mennesker, selvom man ikke siger ja og amen til deres dumheder.

Leif Grage,
Valby

Æblet og stammen

Nu har statsministerens videnskabsminister, Helge Sander, også lært at vildlede folketinget.

Venstre ved vi stadig, hvor vi har.

Ib Jensen,
Søborg

Kritikkens svære kunst

I sin påtale den 9. januar kritiserer Christian Christiansen min kronik "Godnat til Sandheden" bragt her i bladet den 5. januar. Christian Christiansen fremfører, at min sammenstilling af USA under mccarthyismen med datidens Sovjet er enten "et retorisk fejlgreb" eller "en propagandistisk løgn".

Nu er jeg af den opfattelse, at sandhed ofte, men ikke altid, er et relativt begreb, og at kalde sammenstillingen for en løgn ville for mig at se kræve en anden baggrund end kritikerens forfejlede syn på kronikkens indhold. Man kunne indlade sig på en diskussion omkring afstaliniseringen overfor mccarthyismens mål og metoder. Det vil jeg dog overlade til historikerne.

Hvad, der er mere interessant, er påtalerens kritik af min opfattelse af "en eklatant mangel på kritisk journalistik". I kronikken hævder jeg imidlertid ikke, at kritisk journalistik ikke findes. Men ser man på eksempelvis John Murtha-sagen, er det tydeligt, at det nuværende debatklima præges af intolerance overfor andres synspunkter, og at langt størstedelen af journalisterne på de store medier ikke stiller spørgsmål ved denne for dem ellers så vigtige begrænsning. Reaktionerne på Murthas berømte tale til Kongressen sidste år viste med al ønskelig tydelighed, hvordan Bush og andre opfattede deres position i det offentlige rum som urørlig.

At denne absurditet så ikke overlevede og Murtha til en vis grad blev 'rehabiliteret' i disse kredse, markerer muligvis en ændring i opinionen, muligvis blot at man gik for langt i sine anklager på et for tidligt tidspunkt.

Bjarke Hartmeyer Christiansen
København S.

Sex, ret og pligt

Leths bog, og diskussionen om at lovgive mod prostitutionskunderne, har jo efterhånden givet plads til mange holdninger på debatsiderne. Jeg synes bare, at vi mangler at blive enige om, at sex ikke er en ret.

Ved at gøre sex til en ret, gør man andre pligtige til at levere, hvis man ikke selv kan skaffe sig adgang til sex. Den enes ret bliver den andens pligt.

På et plejehjem har jeg hørt en ældre mand kræve af den ansatte, at hun skulle tage sig af hans erektion, som hun jo også skulle tage sig af hans andre fysiske fornødenheder. Dette nægtede hun, men henviste til, at hun kunne ringe efter en prostitueret. Hun ville bestemt ikke selv have sine grænser overskredet.

Ved at gøre sexuel lyst til et krav om behovtilfredsstillelse, retfærdiggør man at (for)bruge et andet menneske. At man betaler for det, gør ingen forskel: Den ene betaler med sit overskud, den anden sælger pga underskud, som ingen burde kunne tage fra hende: Kroppen, en krop der ikke har lyst til sex, hvorved sexualakten bliver et overgreb.

Mon ikke mange mennesker har prøvet at leve i kortere og måske endda længere tid i cølibat, frivilligt eller ufrivilligt? Og mon ikke at de allerfleste, der har prøvet et længerevarende ufrivilligt cølibat, har gjort dette uden at begå overgreb på andre mennesker?

Britt Levinsen
Genève, Schweiz

Privatisering i den blå luft.

I tre artikler (den 6. og 10. januar) har Information beskæftiget sig med udlicitering. Strukturreformens hovedformål er jo at åbne for store private firmaers indtrængen på det offentlige område. Det er ejendommeligt at se Information på lederplads med nævnelse af mange eksempler på udliciteringens fiasko gå ind for flere udliciteringer i de kommende år.

På den ene side får vi generelle udsagn om, at undersøgelser viser, at man kan spare penge ved udlicitering. Ja, det kan der, hvis man samtidig sænker kvaliteten, hvilket mange kommuner sikkert vil kunne blive tvunget til. Og hvad er det for offentlige områder, hvor man med de samme midler kan sikre sig en højere kvalitet? Hvordan gik det med lønudbetalingen i Københavns kommune for nylig?

Og på den anden side tales der om en smertefri proces uden ideologiske overtoner, hvor tidligere ansatte trygt skal imødese deres job fortone sig, mens private firmaer og aktieejere skal sikres en god forrentning.

Bew's udliciteringsmodel er vist et fata morgana, som ikke kan realiseres i den virkelige verden, men det vil da være trist, hvis Information nu skal tages til indtægt for at ville fremskynde en udliciteringsbølge, som stensikkert vil byde på nye katastrofer i den offentlige service.

Johan Keller
Lyngby

Som i de gode, gamle dage

Det er en god, borgerlig regering, vi har os, med gode, borgerlige kerneværdier, og derom skal der helst ingen tvivl herske blandt rabiate anderledes-troende, affældige kulturradikale eller andre terrorister.

Det danske land ønskes ført tilbage til en forestillet biedermeiersk idyl fra før det hele gik af lave, så selvfølgelig skal voldene om København føres tilbage til deres udseende i 1600-tallet (Information den 9. januar). Dengang Christiania stadig var noget, der hørte ind under kongeriget, og hippier, anarkisme og frihed slet ikke var opfundet.

Vi må bare håbe, at de gode, borgerlige magthavere i det mindste vil vise sig konsekvente i deres genskrivning af historien, således at også Rådhuspladsen føres tilbage til dens oprindelige udseende uden neonreklamer. Og at Indre By gøres bilfri; at Operaen på Dokøen såvel som kontorhelvedet langs Kalvebod Brygge lægges i grus, og Amager Fælled igen får lov at brede sig i fuldt flor.

Der kan vel ikke finde forskelsbehandling sted i en god, borgerlig retsstat?

Jon Albjerg Ravnholt
Kbh S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her