Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

4. januar 2006

Ny kreativitet

Med statsministerens opbagning af gode gamle venstrefløjsværdier som ytringsfrihed, respekten for det enkelte menneske, gensidig respekt og forståelse, manglende autoritetstro, kritisk debat, ligestilling mellem kvinder og mænd, sondring mellem politik og religion, at mennesker er frie samt frihed til forskellighed - må al snak om 'kreativ bogføring' nu være slut.

Ivan Gullev
Frederiksberg

Den døende opposition

Mens Foghs tidligere nytårstaler har været de reneste liberalistiske kampskrifter skrevet af topchefer i Dansk Industri, var den seneste temmelig tandløs.

I fokus stod Danmarks velstand, lykke og enorme giverglæde til udlandet. Det går godt i Danmark, kunne statsministeren som sædvanligt konstatere, hvorpå der ikke var stort at tillægge. Hans synspunkter i debatten om fremtidens velfærd står stadig lige så fast som skattestoppet. Tryghed er blevet Foghs mærkesag, og den giver ham måske håb om fire nye år i stolen.

Det, der er mest skræmmende i dagens Danmark, er den døende opposition. Foghs kontraktpolitik har sejret, og partierne til venstre for Venstre har stoppet med at sige, hvad de egentlig mener, fordi de også er blevet så bange for vælgerne. Manden, der engang talte om socialstat og slavesind, er blevet sammenhængskraftens bedste ven. Det er ingen kursændring, det er blot pragmatisme.

Visionernes tid er forbi, det danske projekt er lykkedes, og det spiller ikke længere nogen rolle, hvem der har kasketten på - tror vi.

Magnus Breder Birkenes
Oslo, Norge

Den herlige lille forskel

Christian Bierlich kritiserer den 29. december DR's Den lille forskel for at fremhæve de mange små og store forskelle, der er mellem kønnene. Jeg finder tvært imod serien aldeles herlig og oplysende.

Den illustrerer på en fin humoristisk måde, at mange af forskellene er medfødte. For det er jo netop ikke videnskabelige eksperimenter, der laves i udsendelserne, men små illustrationer af hvad hundreder af kontrollerede videnskabelige undersøgelser har vist især de sidste 10-15 år: Der er masser af genetisk fikserede kønsforskelle, mens mange andre forskelle selvfølgelig skyldes kultur og miljø.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor de mange indlysende biologiske forskelle skulle undertrykkes. Hvorfor er det ikke en berigelse og en værdifuld mangfoldighed, at vi er forskellige? Alle, der vil vide mere om dette dybt fascinerende univers, bør læse biologen Kåre Fogs bog To køn - tre sandheder, som er det grundigste værk på dansk. Det er en ganske kontroversiel debatbog, men den er baseret på 50.000 siders faglitteratur.

For mig at se bør vores fælles bestræbelser bestå i at modarbejde misbrug af de mange grundlæggende forskelle mellem kønnene - ikke at fornægte dem, som det er sket i mere end et halvt århundrede i Vesten.

Hans Meltofte
dr. scient., København Ø

Hvad Fogh glemte

Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, glemte i sin nytårstale til nationen om det stigende forbrug, som for alt i verden skal forblive at stige, naturligvis ikke at omtale miljø- og klimaspørgsmålene. For naturligvis kan han ikke glemme noget, som han af naturlige årsager ikke evner at huske.

Er naturen noget billigt skidt for nogen, så står Anders Fogh Rasmussen bestemt i forreste række. Det skyldes ikke som sådan, at manden er mindre begavet. Han ejer blot ikke den personlige naturlighed, som er en forudsætning for at besidde en oprigtig miljøforståelse. Desuden kan han ikke gøre for, at mange ligesindede med deres stemmeret netop fremmer denne type politikere i Folketinget.

Dette sagt på et tidspunkt, hvor man i det ganske land i den grad fremhæver demokratiets fortræffeligheder. Vi forholder os således ikke blot retten til at sige dét vi har lyst til. Men også retten til netop at indvælge de mennesketyper, som alene taler til tegnebogen, og ej til fornuften. Må Gud i den forbindelse velsigne naturligheden, Anders Fogh Rasmussen og lokalpsykiatrien.

Bjørn Holmskjold
Ørbæk

Kunsten ifølge den selv

Jeg tillægges motiver og konklusioner i en kommentar af Anders Werdelin den 29. december, som ikke fremgik af min kronik den 22. december.

Jeg skrev hverken om "at udvide kunstbegrebet" eller nødvendigvis for kunstneren Uwe Max Jensens interventioner på f.eks. ARoS. Det ærinde, som jeg var ude i, angår den kommende retssag i forbindelse med værket Midlertidigt Gavlmaleri.

Hvis et værk, der som kunstnerisk virkemiddel gør brug af en overskridelsens dramaturgi (i Uwe Max Jensens tilfælde at lave et gavlmaleri af sin egen urin), og dette værk alene bliver opfattet som forstyrrelse af den offentlige orden, så kan det danne præcedens for andre kunstnere, der arbejder med kunst inden for den samme tradition.

Internationalt set kan man pege på sagen om den amerikanske kunstner Steve Kurtz fra Critical ArtEnsemble. En kunstner kan tillægges kriminelle, terroristiske motiver for sit arbejde, mens kunstneren i sin egen selvforståelse er ude i et kunstnerisk ærinde.

Inden dommen fældes over et kunstværk, er det vigtigt, at de mennesker, der i retsprocessen skal tage stilling og fælde dommen, har kendskab til den genre og de æstetiske greb, som en kunstner benytter sig af.

Hvordan skal de ellers kunne tage stilling til, hvad de står over for?

Gritt Uldall-Jessen
happening-kunstner

Alsidighed på alle områder ønskes

Jeg er principielt enig med Palle Weis i spørgsmålet om plads til forskellige synspunkter (Information den 31. december):
Naturligvis skal forskellige holdninger have spalteplads i en avis – selv Søren Krarups misantropiske domsafsigelser over sine medmennesker. Men der må da være andre med provokerende og udfordrende holdninger, der kunne få ordet i avisen – Krarup skriver jo snart i Information hver anden dag, og det er faktisk ikke særlig alsidigt.
Jeg ser i øvrigt frem til, at denne redaktionelle ambition om alsidighed snart vil brede sig til EU-stoffet. På dette område lader Information stort set kun de erklæret EU-begejstrede komme til orde.

Eva Brøcher
Frederiksberg

Flere skarpe penne

I Informations leder den 30 december opremses en række argumenter for, at Søren Krarup (SK) fortsat bør tildeles rigeligt med spalteplads i avisen: Spids pen, han udfordrer vores forhånds antagelser, undgår at avisen bliver et menighedsblad for særligt indviede, havkatten i hyttefadet, etc.
Fint – så tag dog konsekvensen af dette synspunkt: Lad os få skarpe penne i avisen, der ønsker korporlig afstraffelse af børn genindført, skarpe penne der er holocoast-benægtere, skarpe penne der ønsker dødsstraffen genindført, skarpe penne der mener, at jøderne er roden til alt ondt, skarpe penne der ser tortur som naturlig kommunikation i et ulige forhold, osv.. Kort sagt: hvad venter vi på? Lad os få noget [Kursiv]hate speech[Normal], så det virkelig rykker i klokkeværket.

Morten Andersen
Åbybro

Rungende tavshed

Hermed indmeldelse i "Klubben for renselse af Information for de Krarupske skraldespande" – og tak til tidligere indlæg, men helt aktuelt fra Niels Henning Klausen den 29.december, Martin Bentzen og Lars Simonsen den 30. december – og endnu større tak til Georg Metz og Bent Vinn Nielsen for heldigvis mange tilkendegivelser om den sorte præst og hans lige så sorte fætter.
SK's eget læserbev den 31. december viser, at han jo må have et ganske velorganiseret arkiv over ikke bare egne ordgyderier, men også over andres reaktion derpå, da han med dags varsel kan citere fra et læserbrev om ham fra 24. februar 1976. Han er stadig ultrareaktionær. Mange bliver klogere og mildnes med alderen.
Til Lars Simonsen: Jeg har allerede i nogen tid praktiseret undladelse af at læse SK's trivielt ens skrivelser – og til Information: Det er klart, at censur er udelukket, men der må vel kunne fastlægges en slags kvoteordning – gerne med meget lange intervaller.
Til slut et stort ønske: At man fremover, hver gang Søren Krarups skraldespande trykkes, undlader at bringe billedet af hans ansigt med de vrede, hadske øjne. Man har det dårligt lang tid efter at have set og hørt både ham og fætteren.

Inge Hald
Bøjden

'Fru Almindelig'

Først må jeg lige slå fast; jeg er fru Almindelig, jeg er parcelhusejer og jeg synes hr. Henrik Qvortrup ytrer sig ualmindelig overlegent og ubehageligt (den 30. december), og det er han desværre ikke alene om.
Os 'almindelige' har ikke noget talerør, hvor vi kan give udtryk for, hvad vi mener om den tone i debatten, som de sidste år har præget medierne, og pressen er stort set ikke interesseret i at få ændret den. Vi er dog en del almindelige, som synes, at den retorik, der føres af det hold, der mener, at jo grovere man kan formulere sig jo bedre, er konfliktskabende og deprimerende. Man bliver lige nedslået hver gang og tænker, at det kan ikke passe, at nogle mener sig i deres gode ret til sådanne ytringer.
Hvornår har man nogensinde kunnet løse problemer med hån og grove beskyldninger? Ytringsfriheden er basal, der er mange måder at udtrykke sig på, men det er som om, at alt skal afprøves uden tanke på, at det er mennesker, det drejer sig om. Man mærker hensigten, selv fra folk som rent intellektuelt må være begavede, men medmenneskelige begavede samfundsborgere er de ikke.
Kan man håbe på, at der efterhånden er så mange, på trods af hr. Henrik Qvortrups opfattelse, som synes, at nu er det nok, og bruger deres stemme derefter. Godt nytår forhåbentlig.

Lykke Jensen
Rude

Ordbog i nysprog nødvendig

Tak til Georg Metz for præcis eftervisning af "Sammenhængskraftens dunkle spor" i Information den 31. december-1. januar.
Ordet sammenhængskraft er en flittigt slidt glose i det nysprog, der som råd breder sig i mange politikeres udredninger af egne visioners fortræffelighed. I samme nysprog hedder det f.eks. ikke længere "nedskæring", men "privatisering", ikke "nedlæggelse" men "justering eller tilpasning", ikke "forringelser", men "reformer", ikke "tvang", men "aktivering", ikke "fattige", men "udsatte grupper", ikke "tilpas dig eller skrid", men "integration".
Følgelig vokser behovet for en ordbog i nysprog hurtigt. Den vil gøre det lettere at forholde sig til politisk, ikke "retorik", men "plattenslageri". (I øvrigt dokumenterer selve den overhåndtagende brug af glosen, at sammenhængskraften er et fantom. Havde den været en realitet, ville evindelig snak om den været utænkelig).

Jørgen M. Andersen
Risskov

Atomplaner og kendsgerninger

Jeg har ikke hævdet, som Leopold Galicki skriver den 28. december, at det er en kendsgerning, at "Irak ikke havde en atomplan før 1981," blot at vi ikke har beviser for en sådan, og at Osirak ikke kunne have været et led i et eventuelt atomprogram.

Uffe Kaels Auring,
København NV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu