Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

25. februar 2006

Hjortens flugt

Jeg græd af rørelse over i Information den 22. februar at læse, at Venstrepolitikeren Claus Hjort Frederiksen (manden der hader socialrådgivere) i 100 år har forsvaret ytringsfriheden og det tolerante Danmark. Indtil jeg kom i tanke om, hvad det er Venstre ikke har ytret, og hvad partiet har tolereret i disse 100 år.

De talte ikke mod nazismen. De talte ikke mod apartheid, før kort tid før ANC havde vundet. De råbte ikke op om CIA's rolle i kuppet i Chile. De har aldrig fordømt USA's krig i Vietnam. Ministeren har mig bekendt heller aldrig ytret sig offentligt om sin statsministers fiflerier med regnskaberne under Schlüter. Om Guantanamo. Om Abu Graigh. Om...

Tværtimod brugte og bruger Venstre og Claus Hjort Frederiksen ytringsfriheden til at holde kæft om alle de uhyrligheder, de tolererer. Som rigtige tolerante danskere, ik'?

Ib Jensen
Søborg

Hjorts fornemmelse for ytringsfrihed

Et par præciserende kommentarer til den forståelse af ytringsfrihedens ukrænkelighed, som Claus Hjort Frederiksen citeres for den 22. februar.:

Der er en afgørende forskel på at lægge bånd på sine ytringer og at lægge bånd på ytringsfriheden. Man lægger ikke bånd på ytringsfriheden, blot fordi man en gang imellem behersker sig eller tænker, før man taler. Det gælder både for imamer og kulturministre. Det har Uffe Ellemann-Jensen allerede for længst pointeret.

Det betyder på den anden side selvfølgelig ikke, at man helt skal ophøre med at ytre sin mening i misforstået respekt for ytringsfriheden. Heller ikke selv om man er statsminister.

Endelig er der flere måder at undertrykke folk på end ved at undertrykke ytringsfriheden. Og tolerance ytrer sig som meget andet end ytringsfrihed, ligesom intolerance viser sig i andet end ytringer. Men friheden til at ytre sin kritik kan indiskutabelt forebygge kvælningsfornemmelser. Så ytringsfriheden kan ikke være til diskussion.

Hans Dorf
Odense

Spindoktor Hjort Frederiksen i aktion

Nu gælder det om at fastholde, at den aktuelle krise på ingen måde handler om statsministeren og hans amatøristiske håndtering af krisen.

Nej, nej og atter nej. Det handler om ytringsfriheden, ytringsfriheden og kun ytringsfriheden. Den er jo truet og i den forfærdeligste fare. I denne nødens stund må vi rykke sammen og støtte helten fra Anden Verdenskrig, Anders Fogh Rasmussen. Alle mand på dæk, Honnør for flaget. Honnør for ytringsfriheden.

Men,øhh....hvordan var det nu, det gik en vis direktør i Udenrigsministeriet, da han på et tidspunkt brugte sin ytringsfrihed? Var der ikke noget med, at han mistede sin stilling, da han gjorde gældende, at Statsministeriets overtagelse af større og større dele af udenrigspolitikken var problematisk, fordi statsministeren kunne tænkes i for høj grad at lade sig styre af kortsigtede (indenrigspolitiske) interesser til skade for landets langsigtede udenrigspolitiske interesser?

Se, det var da for øvrigt i grunden profetisk tale.

Olaf Tehrani
København Ø

Ukritisk journalistik.

Den 22. feb. bringer Information ved Michael Børsting og Sandy French et interview med venstremanden, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Ikke ét kritisk eller dybdeborende spørgsmål, men oven i købet en rygklappende omtale der fortæller os, at nu skal vi møde ikke Venstres chefstrateg men hans hjerteblod, ytringsfriheden, som hans hjerte siden en åbenbaring i studietiden for 30 år siden har banket for.

Hele interviewet er jo netop et eksempel på - i øvrigt - fremragende strategisk planlægning, som Børsting&French sluger råt. Hvis Mohammedsagen kan reduceres til en sag om ytringsfriheden, har Venstre en sikker vindersag.

Hvis reaktionerne i Mellemøsten derimod skal ses som en konsekvens af, at Anders Fogh har meldt Danmark ind i krigen mod Irak - som professor Ove K. Pedersen skrev i Information den 21. februar - har Venstre i bedste fald ingen sag og i værste fald en tabersag.

Og hvis de samme reaktioner skal ses som en konsekvens af, at statsministeren i første omgang behandlede sagen ud fra indenrigspolitiske hensyn, har Venstre en decideret tabersag. Så ja, det ser ud til at chefstrategen har været på banen, og at det også er lykkedes ham at snøre Børsting&French.

Det må kunne gøres bedre på "den mindst ringe".

Erling Bjerreskov
Odense M

Færøiske Carl Nielsen

Da jeg i 1991 som nytilflyttet til Danmark stiftede bekendtskab med Carl Nielsens lille orkesterouverture Rapsodic Ouverture med undertitlen "Fantasirejse til Færøerne", var jeg ikke i tvivl om, at han havde en forkærlighed for Færøerne og deres natur og kultur.

Men senere fandt jeg ud af, at han aldrig havde været på øerne eller havde nogen speciel interesse for dem. Han havde såmænd kun slået op i den danske Højskolesangbog og fundet en færøsk folkemelodi Påskeklokken kimed' mildt og lavet en fantasirejse til øerne ved at tilføre den nogle fuglelyde og lidt kædedans. Man må sige, at han virkelig havde potentiale som færøsk nationalkomponist.

Helgi Breiner
klassisk musiker

Er det løgn alt sammen?

I middags radioavisen den 22. februar hørte jeg, at Human Right Watch havde interviewet nogle tidligere Guantanamo fanger vedrørende behandlingen af dem i fangenskabet, herunder en meget brutal tvangsfodring.

Forelagt dette udtalte fangelejrens ansvarlige amerikanske general, at man ikke kunne regne med, hvad de tidligere fanger sagde, for de var alle trænede i at fabrikere løgnehistorer.

Så er det jeg tænker: Mon George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh har haft den samme træner? Og kan vi i bekræftende fald nå at advare Per Stig Møller om denne famøse træner, eller har han allerede været hos ham ?

Leif Sørensen
Otterup

Moderate vs ekstremister

I Danmark tegnes billedet i al for høj grad af ekstreme muslimer på den ene side og ekstreme danskere på den anden. Samtalen - dialogen - forsvinder og frygten for hinanden øges. Det er skidt for alle.

Lad os få fakta på bordet. Af de 200.000 herboende muslimer er måske 90-95 procent moderate. Men tilsyneladende er der ingen, der ved, om de sekulære, moderate muslimer er langt de fleste. Vi mangler fakta. Hvorfor gennemfører regeringen, Socialdemokraterne, aviserne, universiteterne eller andre, der har råd, ikke en analyse af proportionerne i den sammensatte gruppe af 200.000 muslimer, så vi kan slippe for, at det alene er de ekstreme kræfter på begge sider, der tegner billedet.

Med fakta som basis kan vi støtte moderate og sekulære kræfter i deres forståelse og selvforståelse af egen rolle, fremme dialog og afmontere den fortsatte dæmonisering af flertallet af muslimer. Og selvfølgelig bør de ekstreme muslimer, der ikke anerkender, at retsstaten, grundloven m.v. står over de religiøse love m.v., finde sig et andet sted end Danmark.

Sidst men ikke mindst: Hatten af for Naser Khader og hans initiativ med at starte Moderate Muslimer, og hatten af for Asger Aamund, der fremmer økonomisk støtte til moderate kræfter.

Jørn Jensen
Måløv

Den engelske sætning - om igen

David Young har valgt at stille op som overdommer i tolkningen af ambassadørernes omdiskuterede sætning (Information den 22 februar).

Han gør det ved at skære halvdelen af sætningen væk ("take those responsible to task"), hvorefter han tilskriver anden halvdel ("under the law of the land") betydningen 'retsforfølge'. Det er en usaglig, forkert tolkning.

Det er chokerende, at Young påstår, at indfødte englændere nødvendigvis er bedre kvalificerede end en dansk ekspert på området engelsk juridisk sprogbrug. Min kollega har ret i, at "to take someone to task" ikke er et fast begreb i den angelsaksiske jura. Det er et dagligdags udtryk, som betyder påtale.

Tanken om at indfødte engelsktalende har patent på engelsksproglig viden er arrogant og etnocentrisk. Den minder om Jane Tellers analyse (Information den 20 februar) af dansk mangel på selverkendelse. Desværre er både Young og statsministeren lige intolerante.

I øvrigt er den famøse sætning dårligt konstrueret. De to citerede dele hænger ikke godt sammen. Men det gør ikke statsministerens håndtering af sagen eller bortforklaringer bedre.

I øvrigt, hvis nogen mener det har relevans, så kommer jeg fra England, har studeret jura i Cambridge, og er professor i engelsk, dr.phil.

Robert Phillipson
Trønninge

Nej til betalingsuddanelser

Videnskabsministeren vil ikke indføre betaling for universitetsuddannelser, men han vil heller ikke formulere en strategi, der sikrer, at universitetsuddannelser fortsat vil kunne være gratis for danske studerende.

Det er rystende. Selv om ingen politikere endnu har talt for at indføre brugerbetaling på landets universiteter, er der flere tegn i internationale sammenhænge på, at det kan blive en realitet i Danmark.

Lande som Storbritannien, Holland, Frankrig, Spanien og Schweiz har for længst indført studentergebyrer for deres nationale studerende, og for nylig forudså en rapport udarbejdet på vegne af Danske Studerendes Fællesråd, at betalingsuddannelser var nærmest uundgåelige. I den situation er ministerens passivitet grotesk.

Meget tyder på, at ministeren vil fremprovokere en situation, hvor det internationale pres og universiteternes mangel på ressourcer skal 'tvinge' os til at acceptere betalingsuddannelser. Dette kan kun forhindres ved en aktiv politisk indsats.

Per Clausen
MF, universitetspolitisk ordfører for Enhedslisten

Fjendens medier

Mon ikke det er gået op for Helle Thorning, at vi har en borgerlig presse her til lands? Mon det går op for resten af partiet?

Skønt ingen gad læse Aktuelt, havde dets blotte tilstedeværelse en opdragende virkning på den borgerlige presse. S havde et talerør - de var ikke magtesløse som nu, hvor mediechikanen ingen grænser kender. Uanset hvem de vælger til formand, vil vedkommende blive afsløret som håbløs klovn.

Havde Socialdemokraterne i ramme alvor forestillet sig, at fjendens medier ville hjælpe dem med at bevare positionen som Danmarks største parti ?

G. Petersen
Hornslet

43 ting der gør livet værd at leve

Nr. 43: Mennesker med et livssyn som Klaus Lynggaard, og hans artikel i Information den 24. februar. Læs dér om de andre 42 ting. Sådan. Find flere.

Peer Høgsberg,
Randbøldal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu