Læsetid: 6 min.

LÆSERBREVE

Debat
4. februar 2006

Ytringsfrihedens kvadratrod

Statsministeren fastslår, at han ikke kan eller vil bestemme, hvad Jyllands-Posten trykker.Den argumentation er jo rigtig. Men at det er en avis, der ytrer sig, gør ikke selve tegningerne uangribelige. Heller ikke for en statsminister.

Hvis statsministeren mener, og siger, at "regeringens holdning er, at tegningerne er krænkende", ja så bruger han sin ytringsfrihed til at berette om regeringens syn på tegningerne, og ikke til at blande sig i, om tegningerne skulle have været trykt eller ej.

Statsministeren har da også ved en tidligere lejlighed sagt sin klare mening, om dét en avis valgte at trykke. Det skete da blandt andet en journalist fra Information i 2004 blev tildelt Cavlingprisen for Informations artikler om Danmarks deltagelse i krigen i Irak.

Fogh sagde i sin tale til prismodtagerne: "Jeg er ikke enig i jeres synspunkter". Men han tilføjede - frit efter Voltaire - ytringsfrihedens kvadratrod, nemlig at selv om han var uenig, så ville han til det yderste forsvare journalisternes ret til at fremføre det, de gør.

Jens Langergaard
København NV

Mere Muhammed, tak

Tak til JP for at værdisætte ytringsfriheden. Tak til Anders Fogh for altid at gennemtvinge dialogen - om nødvendigt med våben. Tak til Per for at hjælpe ham. Tak til Søren Krarup for at definere danskheden så klart. Tak til Brian Mikkelsen for kanonerne. Tak til Erik A. Nielsen for at hjælpe ham.

Tak til Jesper Langballe for at gøre det muligt at sige, at kristendommen er som en pest over verden. Respekt.

Tak til muslimerne for latteren.

Tak til Berlingske Tidende for den endnu ikke offentliggjorte tegning af den tornekronede Jesus iklædt amerikansk krigsudrustning, der truer Muhammed, mens han lidende skriger "Tilstå dine synder, din nar.".

Tak til Information for at bringe dette.

Anders Skov
Silkeborg

Ytringsfrihed og eliten

Det postuleres, at sagen om Muhammed-tegningerne har at gøre med ytringsfrihed. Hvad denne sag virkelig drejer sig om er, at JP som notorisk talerør for regeringen vil cementere sin position og provokatorisk vise dens nationalliberale racistiske agenda: Vi vil skide på jer.

Ytringsfrihed, terrorisme og 'den frie verden' omtales som absolutter, der fundamentalistisk dyrkes som Gud, Kristus eller Muhammed. 'Sandheden' har altid været brugt til undertrykkelse.

For 1800-tallets nationalliberalisme gjorde det muligt at tale om universelle menneskerettigheder og samtidig basere sin økonomi på imperialisme: Ikke europære var ikke mennesker, synspunkter der grundlagde fascismen. Den vestlige verdens kulturelt iboende racisme genopstår i VKO-regimets neonationalliberalisme. Et kritisk tænkende menneske ved, at ytringsfriheden er underlagt den elite, der styrer økonomien. I kapitalismens totalitære regime er politik underordnet økonomi og massemedierne fastholder den højeste sandhed: BNP er Gud.

Bendt Ulrich Sørensen
København N

Information og opbakningen til JP

JP er ikke ligefrem kendt for at tage svage grupper i forsvar. I denne sammenhæng tænker jeg på de hårdt pressede muslimske samfund i Mellemøsten. Lige fra det krigsplagede Irak til de palæstinensiske flygtningelejre.

Ordentlig og anstændig opførsel er der generelt mangel på i alle samfundslag. Det har intet med politik at gøre, men det har derimod noget at gøre med god opdragelse. At tage svage grupper i forsvar er ikke just Jyllands-Postens kop te. Her viser Information i langt højere grad et socialt ansvar.

Derfor er det med stor forundring at jeg ser Information, i en bagsideleder den 30. januar, give JP fuld opbakning med hensyn til ikke at give en undskyldning. Her blander Information ytringsfrihed og moral sammen. Jeg synes, at Information undervurderer den krænkelse der er sket for ikke at antaste den 'hellige' ytringsfrihed.

Povl Sørensen
Viby J

Informations musketer-ed

I Informations forvrøvlede optik er ytringsfrihed noget særligt fint noget, som kun en håndfuld chefredaktører besidder - og det er knapt tilladt at kritisere Jyllands-Postens misbrug heraf. Den samme storladne holdning til ytringsfrihed gælder ikke for muslimske præster.

Som følge af denne medieejer-ytringsfrihed har vi et mediebillede, som ligger langt, langt til højre for befolkningen. Information kunne være en modpol, men slægtskabet med JP rækker jo længere end til denne skingre musketer-ed: Forsidehistorierne skriger et desperat "Jeg vil i radioen - jeg vil i fjernsynet". Og det forudsætter jo vinkler som JP.

Niels Henrik Hjøllund
Århus V

Imamer bør uddannes i Danmark

Måske er tiden inde til, at man genovervejer om det ikke var en ide at få en imam-uddannelse i Danmark.
Jeg syntes at Muhammed-sagen med al tydelighed viser, at det er nødvendigt at få taget hul på denne debat. Den seneste tids tumult har jo bevist, at nogle imamer i Danmark overhovedet ikke forstår eller ikke vil forstå, hvordan dette samfund fungerer.
Der er visse imamer, der simpelthen nægter at acceptere, at det danske samfund er frit og demokratisk og har et andet syn på ytringsfrihed, kvinders stilling i samfundet, samt at man også gerne må gøre grin med religion. Det kan ikke være rigtigt, at disse mellemøstlige mørkemænd, skal havde så stor en indflydelse på det danske muslimske samfund; de gør ikke integrationen nemmere, tværtimod.
Jeg tror, at en imam-uddannelse her i Danmark, vil kunne være et væsentligt bidrag til integration og forståelse af det muslimske samfund i Danmark, det ville være et godt tilbud til muslimer, der er født og opvokset her i landet og bedre forstår en dansk kontekst.
Det vil også i længden begrænse en mellemøstlig middelalderlig indflydelse på det muslimske samfund i Danmark, hvis det bliver grebet ordentligt an og i en positiv ånd.

Kent Broe Rasmussen
Hobro

Misinformation

I sin tale til de arabiske folk i DR den 2. februar bedyrede statsministeren, at vi her i landet har en lang tradition for, at regering og erhvervsliv ikke er pot og pande.
Bare de arabiske befolkninger nu ikke finder ud af, hvem der skriver statsministerens nytårstaler.

Ib Jensen
Søborg

Ulidelig dansk chauvinisme

Jyllands-Posten forsvarer sin bevidste Muhammed-provokation med ytringsfriheden.
I 1984 jublede avisen over kravet om at fjerne et vægmaleri på Birkerød Station, der viste Jesus med stiv penis. Og i 2004 støttede Jyllands-Posten, at en israelsk ambassadør smadrede en palæstinensisk udstilling i Sverige, der viste en selvmordsbomber. Jyllands-Posten hykler.
Danmark har netop sendt flere besættelsestropper til Afghanistan og forlænget deltagelsen i USA's oliekrig i Irak. Danmark besætter, med Jyllands-Postens fulde støtte, muslimske lande, myrder muslimer og spotter deres profet, mens Danmarks magthavere mener, at den muslimske verden er "misinformeret" om Danmark. Gid den var.
Så længe Danmark er med i "Krigen mod terror", USA's krig for verdensherredømme, og herigennem deltager i FN-stridige angrebskrige som i Irak, er Danmark en kriminel stat og en boykot værdig.
Det er ikke den muslimske verdens skyld, men de kriminelle danske politikere, der har gjort Dannebrog til en stjerne i det amerikanske flag.

Carsten Kofoed
København N

Foghs fuck-finger

"I Danmark er ytringsfriheden absolut," har vor statsminister proklameret for alverden. Så er det altså igen tilladt at vise statens repræsentanter, politiet, en fuck-finger uden at blive sanktioneret.
Eller er statens repræsentanter stadig hellige og ukrænkelige i det verdslige samfund, og skal ikke tåle ydmygelse og provokation?

Robert Refby
Vanløse

Retfærdighed

I mange lande bliver ytringsfriheden brugt til at tale undertrykkede minoriteters sag, i Danmark til at svine muslimer til.
I Teheran, Bagdad og til og med på den Arabiske Halvø findes en række kirker. Danmark har, som et af de sidste lande i Europa, endnu ikke givet tilladelse til opførelse af nogen moske landet. Og ingen jordejer har ønsket at sælge jord, der kan bruges til en muslimsk kirkegård.
Men nu, efter at have krænket en milliard mennesker, er der enkelte røster, der taler om bygningen af en moske i København. Som et plaster på såret kan man sige.
Den største skam er dog, at de danske regeringspartier har givet Dansk Folkeparti regeringsmagt i landet. En helt utænkelig situation i flere andre lande. Og Socialdemokraterne bøjer sig igen og igen for højrepopulistiske krav, ikke mindst angående udlændingepolitikken, der også har gjort Danmark verdensberømt.
Danmark deltager også, som eneste nordiske repræsentant, ivrigt i USAs ulovlige okkupation af Irak. Hvilke værdier og idealer er i virkeligheden styrende i Danmark i dag? Den danske udenrigspolitik er også reduceret til en svag kopi af USA's interesser og verdensbillede bag et par intellektuelle briller.
Nu må der snart komme en modreaktion imod denne nedbrydende tendens i dansk politik.

Firouz Gaini
Torshavn, Færøerne

Flov
Jeg er flov over
jeg er stolt af
jeg er dansker

Jakob Johannsen
Kongens Lyngby

Apropos ytringsfrihed

Dem der sidder lavt på strå
er det let at pisse på.

Asger Albjerg
Helsingfors

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her