Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
20. februar 2006

Weber og kaldet

Det er altid givende, når den tysk sociolog Max Weber bliver kaldt ind til en aktuel diskussion om videnskab, politik, og religion.

Anni Greve (indlæg den 17. februar) inddrager Weber i sin kritik af den rene "pop professor", en professor som har deltaget i offentlig meningsdannelse, men ikke i videnskabelig forskningsarbejde. At være lærer på universitet betyder desuden, at man ikke virke burde som en standup-komiker. Greves indvending mod underholdning i universitetslokalerne bliver på denne måde blandet sammen med at være politisk, ikke videnskabelig.

Max Weber holdt to forelæsninger i München i 1919 til de studerendes faglige organisationer. Den ene handlede om videnskab som kald, den anden om politik som kald. Tyskland var efter nederlaget i Første Verdens Krig meget politisk oprørt, og Weber selv var politisk aktiv for at opbygge en forfatning og et parlamentarisk, grundlag.

Webers to taler om politik og videnskab var ment som "idealtyper (Webers eget begreb), ikke som ren empiri. Politik og videnskab var kald med forskellige målsætninger og midler. Weber var selv vidne til, at de to kald kunne være tilstede i den samme person. I dag vil vi hellere sige "identiteter" end "kald".

Weber talte imidlertid ikke om populæritet,men om karisma. Det er ikke tabu for en forsker at være karismatisk. En videnskabelig ildsjæl brænder for sagen i den fri forsknings navn. Her er en slags politik, der savnes i dagens Danmark.

Jonathan Schwartz
lektor emeritus, pt. lærer på Krogerup Højskole

Unuanceret kritik

Claus Holm fra DPU rammer den 13. febaruar helt forkert med sin kritik af, at flere universiteter tilknytter adjungerede professorer. Holm kalder tendensen for en "stjerne-for-en-aften" effekt.

Med de eksempler, som Claus Holm nævner, illustrerer han sådan set selv, hvor respektløs og ubegrundet hans kritik er. At f.eks. tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, skulle være en ren reklamefigur, virker absurd. Nyrup er derimod et forbilledligt eksempel på en adjungeret professor: Han har den nødvendige faglighed og en kæmpe portion erfaring at give af. Det samme gælder for de øvrige personer, Claus Holms nævner.

At danske universiteter antager gæsteprofessorer med praktisk og virkelighedsnær erfaring i bagagen, er efter min opfattelse helt nødvendigt. Det bygger bro mellem den akademiske viden, der erhverves på universiteterne, og verdenen uden for. Hvis disse gæsteprofessorer tilmed skaber engagement, videbegær og deltagelyst, har jeg meget svært ved at se, det skulle være en ulempe. Men måske man opfatter det sådan på DPU.

Rasmus Prehn
MF., forsknings- og videnskabsordfører (S)

Større statsrefusion

Lederen om kommunal udligning den 13. februar af Torben Krogh argumenterer for at staten selv burde supplere de fattige kommuner op frem for at kræve kommunal solidaritet. Jeg er meget enig, og Enhedslisten har foreslået, at staten refunderer kommunernes udgifter til overførselsindkomster med 100 procent.

Vi synes, det er ulogisk, at mens staten betaler arbejdsløshedsdagpenge og fuldt ud refunderer kommunernes udlæg til folkepension, så får kommunerne kun 35 procent af udgifterne til førtidspension og 50 procent til kontanthjælp.

Lave refusionsprocenter er ok, når kommunerne har mulighed for at variere standard og selv bestemmer, hvordan de vil løse opgaverne. Vi bifalder den kommunaløkonomiske grundsætning om, at kompetence og økonomisk ansvar skal følges ad. Men borgerne skal have samme forsørgelsesgrundlag, uanset hvor de bor, og det skal ikke være kassetænkning, der afgør, hvad de får. Kommunerne kan jo ikke sikre borgerne gode arbejdsforhold, der ikke nedslider dem, slet ikke når mere og mere privatiseres, og der skal løbes stærkere og stærkere.

Den lave refusion idag øger uligheden både mellem kommuner og mellem borgere. Det er urimeligt, at kommunerne mangler penge til at sikre ordentlige velfærdsydelser, mens pengene fosser ind i statskassen

Line Barfod
MF for Enhedslisten

Reparér eller kassér

Det er besluttet i EU, at medlemslandene kan fremme bestemte trængte erhverv med en lavere momssats. Men den danske regering vil ikke benytte sig af muligheden. Det kunne der ellers være god grund til.

En af de ting, der omfattes, er småreparationer. I forvejen er det svært at gøre reparation konkurrencedygtigt, hvis der er tale om varer, der produceres med meget lave lønninger. Hvis f.eks. en ghettoblaster til 1.000 kr får en simpel skavank, bliver den ofte smidt ud.

Her kunne det hjælpe, hvis man havde en lav momssats for reparation. Danmark har en målsætning om at nedbringe affaldsmængderne, men disse stiger konstant, uden at der i praksis gøres noget.

Her kunne man beslutte at fremme reparation af f.eks. elektronik, møbler, sko og tøj. Der er ingen grund til at medtage f.eks. bilreparation, som fungerer fint allerede - eller hårde hvidevarer, hvor det kunne forlænge levetiden på nogle, der bruger for meget strøm.

Men der er en indgroet modvilje imod forskellige momssatser i Danmark. Ofte får man det svar fra økonomer, at så ville det være bedre at lave en støtteordning. Fint, så lad os gøre det. Men hidtil har svaret i realiteten bare været at lade stå til, så vi får mere og mere affald.

Christian Ege
formand for Det Økologiske Råd

Venstres rygefatwa mod privatsfæren

Den 8. februar kunne man i dagspressen læse, at "Venstres folketingsgruppe vil forbyde rygning på restauranter, caféer, butikscentre, banegårde og i lufthavne og idrætshaller". Baggrunden er et forslag fra sidste år fra en række sundhedsorganisationer, der vil forbyde rygning i det, man kalder "det offentlige rum". Imidlertid er de fleste rum nævnt ovenover private. De fleste restauranter er privatejede. Det gælder ligeledes caféer, butikscentre og lufthavne.
Således diskuteres det ivrigt om ytringsfriheden skal underordnes imamers følelser, mens Venstre i al ubemærkethed planlægger at afvikle den private ejendomsret.

Simon Espersen
København Ø

Apropos Jane Austen

Tillad mig at komme med et par kommentarer til lektor Peter Mortensens Jane Austen-kronik den 17. februar 2006:
Til "... den i filmmæssig sammenhæng oversete sidste roman Persuasion" kan jeg oplyse, at der for nogle år tilbage blev lavet en fremragende, smuk filmatisering af Persuasion med bl.a. Amanda Root, Ciaran Hinds og Corin Redgrave i hovedrollerne (ren britisk – uden de sædvanlige amerikanske idoler, som efterhånden ofte sniger sig ind i de fleste britiske filmklassikere).
Filmen, som jeg synes er en af de mest vellykkede Jane Austen-filmatiseringer på niveau med BBC's Pride and Prejudice, blev vist i Grand og fås på video.
For god ordens skyld gør jeg opmærksom på en lille unøjagtighed i beskrivelsen af den uovertrufne tv-version af Pride and Prejudice fra 1996, hvor "godsejerhelten Darcy i Colin Firths appetitligt pjaskvåde skikkelse åbenbarer sig for Bennet-søstrene Elizabeth og Janes beundrende blikke". I den scene er Elizabeth Bennet ledsaget af sin onkel og tante under besøget i Pemberley's park i Derbyshire, mens søster Jane holder skansen hjemme på Longbourn.

Helle Lykke Jacobsen
København K

Lovelock og GMO-løgnen

Gaia-ideologen James Lovelock (Information den 11.-12. februar) ser jorden som en organisme. Det gør jeg også.
Lovelocks løsninger fra a-kraft til GMO udgør imidlertid en Hegelsk mekanisme: Visse kræfter skaber et problem, der enten er pure opspind eller er nået at blive et fysisk problem, og derefter serverer de os løsningen.
Flere af hans præmisser bygger dels på mangler, dels på en grundidé som fører til mere unødvendig global magtcentralisering, hvad enten den er såkaldt uafhængigt institutionel eller overladt til markedet.
For nu at tage GMO-afgrøderne, så er det en af historiens største løgne, at de skulle være nødvendige mod sulten. Vi producerer mad til en tredjedel flere, end vi er. Det, der skal styrkes, er fordeling og adgang til mad, samt de jordbrug i Syd som er svage.
Her ignorerer Lovelock og mange andre den videnskabelige revolution, der er sket de seneste 15-20 år i tropeøkologiske forsøg – robuste metoder med stærkt øgede udbytter uden gifte og GMO. Støt dog dém i stedet.

Magnus Falko
Vanløse

Strudsepolitik eller "laden stå til"

Det er forløsende at læse Jørgen Dragsdahls indlæg i Information 15. februar, hvor han trækker linier til den obskure "folkelige" tone i debatmiljøet. Repræsenteret ved den folkelige kulturminister Brian Mikkelsens optræden ved det "folkelige" konservative partis landsråd, omhandlende det indirekte formål med indførelsen af en kulturkanon, at en sådan skulle modvirke en udvikling af et parallelsamfund, hvor "minioriteter praktiserer deres mideralderlige normer og udemokratiske tankegange" – og så frem til Jyllands-Postens offentliggørelse af de famøse tegninger.
Samme dag hørte jeg Orientering på DR P1, hvor Torben Krogh i sin analyse, kom ind på samme problemstilling. Spændt var jeg, da DR1-TV annoncerede, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ville være aftenens gæst i udsendelsen Profilen. Ville intervieuveren bore i dette? Jeg blev skuffet.
Nok blev problemet perifert berørt, men statsministeren blev ikke substantielt forelagt problemstillingen. Kan en ansvarlig statsminister blot stilsigende acceptere, at en af hans resort-ministre mere eller mindre indirekte giver anledning til, at et dagblad, for at "provokere", offentliggør i muslimske øjne anstødelige tegninger, mere eller mindre på ministerens opfordring? Og kan et dansk public service-medie som DR undlade at konfrontere den siddende statsminister med en sådan påstand?
Jeg mener, det er for slapt gået af DR, og håber Information vil forfølge denne sag, for jeg mener det er den essentielle årsag til, at de muslimske landes reaktion på de stødende tegninger, som regering og støtteparti indirekte sanktionerer, er gået fuldstændig ude af kontrol.
Den bagvedliggende årsag til den eskalerende konflikt er den skingre tone i den danske udlændigedebat, som både Dansk Folkeparti og øvrige partier inklusive Socialdemokraterne praktiserer både verbalt og faktuelt i form af vedtagne lovforslag. At herboende danskere med etnisk baggrund i Mellemøsten eller Asien informerer deres tidligere landsfæller om denne i bund og grund nedladende holdning, og derved påvirker deres meningsdannelse, synes fuldt acceptabelt ud fra mit synspunkt. At dette skaber antipati overfor Danmark, og at vores statsminister ikke på nogen måde finder det opportunt at beklage dette, er fuldstændig uforståeligt. Men sådan er demokrati vel også.

Stig B. Ladefoged
Århus N

Bodsgang

Dannebrog er i for mange år blevet så tilfedtet af Pia Kjærsgaards omklamring, at det kun føles rigtigt, at unge mennesker i de varme lande foretager en rituel afbrænding.

Ivan Gullev
Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her