Læsetid: 6 min.

LÆSERBREVE

29. marts 2006

Skjult dagsorden

En algeriskfødt fransk journalist, Mohamed Sifaoui, har gennem nogen tid udspioneret og aflyttet danske imamer for at fremme egne økonomiske interesser og muligvis handlet under beskyttelse fra højere sted. Det er lykkedes ham at afsætte stumper af sine hemmelige aflytninger til såvel DR1 som TV 2, og som den dygtige forretningsmand, han tydeligvis er, har han solgt sine oplysninger bid for bid til højestbydende.

Først solgte han imam Akmed Akkaris angivelige dødstrusler mod Naser Khader. Dernæst ventede han et par dage, hvorefter han solgte imam Abu Labans angivelige oplysninger om en forestående terroraktion. Det bør ikke overraske, såfremt Mohamed Sifaoui skulle vise sig i stand til at hale endnu flere "afslørende optagelser" ud af ærmet - så længe der er kunder i butikken. Men dødstrusler og terroraktioner er alvorlige sager, og Sifaoui har uden skrupler tilbageholdt sine oplysninger i over en måned, mens han afventede det gunstigst mulige tidspunkt til at sælge dem. Naser Khader og sagesløse personer kunne for længst ligge bombesprængte og lemlæstede , mens Sifaoui hemmeligholdt sin viden.

Det kan undre, at både dansk politi og danske politikere har valgt at lade denne kyniske forretningsmand drive sit spil i fred. Selv pressens vagthunde har alle som en lydigt rettet ind og holdt tand for tunge. Ingen Meier Carlsen, Tøger Seidenfaden eller Hans Engell har mælet et ord. Selv dagbladet Information har lydigt rettet ind.

Og dog har de alle været gjort bekendt med sagens rette sammenhæng. Undertegnede har nemlig søgt at råbe offentlighed og øvrighed op, dels ved indgive politianmeldelse mod Sifaoui for tilbageholdelse af oplysninger, dels ved at udsende pressemeddelelser om hans farlige dobbeltspil. Også folketingets medlemmer er via mails blevet gjort bekendt med sagen.

Men ingen har reageret. Hvorfor?

Peter Eliot Juhl
Valby

Akkari er en Paulus

Der fortælles om Akkari, at han har et had-kærligheds-forhold til Danmark, er en islamist uden rødder i den traditionelle religion og af sit anstrengte forhold til vesten har gjort islam til en aggressiv ideologi.

På samme måde havde en af kristendommens grundlæggere Paulus det.

Han var jøde og skriftlærd, men blandt andet via sin gerning i den romerske hær, kunne han ikke blive en del af det jødiske fællesskab og udviklede derfor et had-kærlighedsforhold til jødedommen og skabte derfor en 'aggressiv ideologi' - cocktailen af politik og religion - romersk magtbegær og jødedom: kristendommen.

Akkari blander vestlig arrogance og magtbegær. Akkari er en farlig mand, ligesom Paulus var det.

P. Henriksen
Odense C

Dialogisk nulpunkt

Medlem af Globaliseringsrådet professor Nina Schmidt siger, at statsministeren og regeringen ikke har lyttet til Globaliseringsrådets medlemmer. "Jeg ved ikke, hvor hun har det fra", var Anders Fogh Rasmussens svar i Information den 20. marts.

Jan Krag Jacobsen
Farum

Drømmen er en kalkuleret film

Kære Lis og Per Hellung-Larsen! Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og jeg er da kun glad for, at Niels Arden Oplevs Drømmen for jer var en positiv filmoplevelse. I er selvsagt i jeres gode ret til helt at se bort fra min overvejende negative anmeldelse af samme film (Information den 28. marts), som jeg dog ikke mener er uforståelig eller fattig på begrundelse, sådan som I hævder.

Således skulle jeg mene, at det klart fremgår, at Oplev i min personlige vurdering modarbejder sin films seriøse grundtone ved en uheldig brug af farceagtige figurer, eksempelvis Steen Stig Lommers karikerede lærer Olsen. Ligeledes argumenterer jeg for, at instruktøren - mod filmens slutning - falder for fristelsen til at overdramatisere sit stof via konflikter, som forekom mig meget iscenesatte og derfor skurrede mod filmen som en realistisk skildring af en genkendelig dansk virkelighed.

Modsat jeres opfattelse af Drømmen som en 'ærlig' film, var mit indtryk altså, at den af 'en personlig film' (Oplevs egne ord) at være til tider fremstår temmelig kalkuleret. Oplevs brug af meget forskelligartede og svært forenelige virkemidler resulterede altså, i min vurdering, i en 'konfus' film. Venlig Hilsen

Jonas Varsted Kirkegaard
filmanmelder

Skyd ikke på unge forskere

I tillæg til lektor Morten Falchs læserbrev den 20. marts, som kommenterer på artiklen om selvviske forskere, vil jeg gerne supplere med at påpege det urimelige i at især de unge forskere anklages for at forske for karrieren. Inden for naturvidenskaberne er forskningsverdenen utrolig hierarkisk opbygget med mange fine titler. Først bliver man kandidat, så ph.d, så doktor, etc. Det er der en grund til. For at forske kræves der rimeligt nok som minimum erfaring, da man har brug for et laboratorium med hardcore udstyr og en masse penge. Derfor kan man ikke bare som ung sige "nu vil jeg forske inden for et givent område," for man sidder ikke bare derhjemme og skriver på den fede forskning. Man skal ligeledes rimeligt nok have erfaring og kunne doukmentere det, hvis andre skal finansiere forskningen. Oven i dette faktum vil jeg så lige henvise til et andet, men syllogistisk faktum, nemlig at mange nyuddannede har svært ved bare at få et job og endnu sværere er det, hvis der er tale om et fedt forskningsjob.

Søren Falk
nyuddannet biokemiker

Respekt for Naser Khader

Vi i Dansk Zionist Forbund vil gerne udtrykke vores dybe beundring og respekt for Naser Khaders virke og mod. Samtidig ønsker vi at meddele vores støtte og sympati til Naser Khader i denne for ham og hans familie, så svære tid.
Vi vil, i lighed med så mange andre, gerne opfordre Naser Khader til at fortsætte sit uvurderlige politiske arbejde for et demokratisk Danmark og ikke lade sig kue af politisk motiveret vold. Vi opfordrer alle til at tage afstand fra vold, trusler og terrorisme som politisk virkemiddel, i alle sammenhænge og i alle afkroge af verden.

Max Meyer
formand, Dansk Zionist Forbund

Information og billedkunst

Jeg bemærker i forbindelse med artiklerne om kunstfondens 40-års jubilæum, at det bliver nævnt, at den største trussel mod kunsten er ligegyldighed. Når det gælder billedkunst, fører Information an som nummer et. Helt suverænt.
I løbet af det sidste par måneder har der sammenlagt været to artikler om samtidig billedkunst.
Aldrig har der været så stor aktivitet rundt om i landskabet, på alle niveauer, og aldrig er det blevet ignoreret så voldsomt. Vi snakker om konkrete aktiviteter i den virkelige verden. Det er folk, der gør noget. Det var sgu da noget, som journalister burde kunne forholde sig til. I stedet svulmer pågældende avis over med den ene ukonkrete metaartikel efter den anden. Den ene bekymrede akademiker efter den snakker ukonkret og svævende om emner der ikke står helt klart.
Det ville måske være på sin plads at rømme noget af den plads for de helt konkrete forslag til at se på verden og bo i den, som billedkunsten temmelig tit kommer med. Og hvis det så skulle ske, ville det være virkelig rart, hvis der blev udfoldet en relevant kritisk virksomhed og ikke al det der bedøvede mikrofonholderi, som præger artiklerne om de bekymrede akademikere.

Cristian Schmidt-Rasmussen
billedkunstner

Søstersolidarisk kavalergang

Her gik jeg og troede, at kvindekampen udover at bekæmpe chauvinisme, handlede om at give kvinder muligheden for at definere sig selv uden at skulle tænke på, om hun lever op til et samfundsskabt ideal. I Information (den 17. marts) sår Vibeke Manniche tvivl om denne opfattelse. Hun påstår, at et tørklæde er undertrykkende, da det er en fast beklædningsgenstand. Hertil bliver jeg nødt til at spørge om det også er ’kvindeundertrykkelse’ at kvinder ikke viser sig offentligt med bar overkrop? Hvis man er for blufærdig til det, har man således heller ikke mulighed for at fravælge at have en bluse på, som jo stammer fra et religiøst påbud.
Må muslimske kvinder ikke vælge at have et tørklæde på, hvis de føler at deres blufærdighed kræver det? At forbyde en muslimsk kvinde at have et tørklæde på i kvindekampens navn, svarer til at kvinder skal tvinges til at vise kavalergang i søstersolidaritetens hellige ærende. Er det ikke chauvinistisk og deterministisk, ved jeg ikke, hvad er.

Mads Munch Hansen
Slagelse

Oliefingre

David Gress mener den 18.-19. marts, at de, der tror, Irak-krigen »handlede om olie,« heriblandt Hans Blix i samme avis, må forklare, »hvorfor amerikanerne har ofret 300 milliarder dollar på at få fingre i en ressource, som aldrig kan betale den udgift.« Jeg mener dog, at folk som Hans Blix først bør forklare dette, når David Gress har forklaret, hvilke amerikanske fingre der er i olien, og hvilke amerikanske lommer, der har betalt for det.

Uffe Kaels Auring
København NV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu