Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Far Fogh farer videre Den strenge, farlige far Fogh farer bare videre uden antydning af faderlighed. Bjørn Hernes, koncertproducent
Debat
17. marts 2006

Michelinstjerner

I rubrikken Folk skriver Bent Winther (den 15. marts), at en Michelinstjerne til en restaurant gør det muligt »at fordoble priserne på menukortet og praktisere en uforskammet betjening.»
Det er da en interessant teori. Kan Bent Winther dokumentere den? Eller tager han blot for givet, at en Cavlingpris-modtager fremover kun skriver dårlige artikler, en Bodil-vinder praktiserer elendigt skuespil, og at en redaktør-ansættelse automatisk medfører, at man bliver en ignorant?

Claus Tingstrøm
præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi

Hættemåge er skønt

At ordet hættemåge kan udløse en retssag virker komplet hysterisk. Sprog er noget levende, i stadig forandring og udvikling. Vores verden står jo ikke stille!
Vi er så vant til, at man på hjemmeplan, i skoler, på gaden, i cafeer og diskoteker, på arbejdspladser, ja, overalt, finder på nye benævnelser, smådriller hinanden med ord og talemåder, som ikke er andet end pjank og pjat. Som man bare skal grine af eller lade gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Kælenavne, tilnavne, øgenavne, svenske soldaternavne, kronjyder, kvabjyder og molboer – jamen, det har ingen ende. Kraniemuffe og hattedamer. Der er skrevet tykke bøger om sprogblomster. Lad dem blomstre.
Danskere har altid haft let ved spontant at skabe nye ord, som med begejstring er blevet optaget i sproget, fordi det har ramt plet. Skal Danmark ændres til en bedemandsforretning med alvorlige miner? Først da bliver de sjove ord til fornærmelser og hverdagen uudholdelig.
Billedet af hættemågen er da skønt! Hvordan kan man blive fornærmet over en måge? Lad dog den fugl flyve!

G. Johnsen
Kvarnaholm, Sverige

Jantelovens lejesvende

Dansk Håndbolds ledelse har set sig gal på Anja Andersen, fordi hun er en ener, der både som spiller var og som træner er bedre og mere original end de fleste. Hun har været og er en afgørende aktør for løftet af dansk kvindehåndbold fra kedeligt og ideforladt til spændende og underholdende håndbold i verdensklasse. Tak til Anja Andersen for det.
Hvorfor vælger DHF at forfølge hende med sanktioner, der er ude af proportion med den forseelse, hun har begået, for i stedet at holde hånden over elendige dommere? Dermed forringer DHF standarden for spillet og respekten for dommerkendelser.
DHF agerer som jantelovens sorte og maskuline lejesvende, når egne patriarkalske regler, autoritet og disciplin sættes højere end forståelse, tolerance og glæden ved håndbold. DHF har et problem, når sanktioners karakter og omfang er ulige og determineret af køn. DHF’s dispositioner kan meget nemt medføre afvikling af dansk kvindehåndbolds nationale og internationale kvaliteter.
Man kan håbe: at sportens og ligestillingens ministre griber ind overfor den ulige behandling og afvikling af elitehåndbold, at der sker udskiftning og demokratisering af DHF’s ledelse, at der sker opkvalificering af dommerstaben inkl. indlæring af empatiske kompetencer, og ikke mindst at sponsorer, spillere og tilskuere boycotter DHF, indtil sanktionerne mod Anja Andersen er ophævet.

Tom T. Kristensen
lektor i sociologi

Står danskerne sammen?

Ja, når det gælder fodbold og håndbold, så står danskerne sammen! – Vi giver penge til EU, FN, NATO og til ulandshjælp. Men gælder det penge til fattige kommuner i Danmark – ikke tale om!
Regeringspartierne, DF plus R har netop vedtaget en udligningsreform, der i stigende grad skal hjælpe fattige kommuner fortrinsvis i Jylland. Protester er der mange af – ikke uventet fra Socialdemokratiske borgmestre, men også fra de 19 borgmestre i Frederiksborg Amt, der samlet sendte en protestskrivelse til regeringen.
Vi har større leveomkostninger, og boligudgifterne er enorme i forhold til Jylland, siges der. Jamen leveomkostningerne og boligudgifterne er slet ikke med i reformen! Det er kommunernes økonomi, der er taget hensyn til, ikke leveomkostninger og boligudgifter, der hører under skattesystemet.
Udligningsreformen skal styrke fattige kommuners muligheder på skoleområdet, i ældreplejen, med veje, osv. Det er for at afhjælpe, at uddannelsesniveauet og fagligheden i jyske kommuner ikke falder i forhold til Østdanmark.
Som noget nyt og væsentligt bliver penge ikke givet som bloktilskud, men vil blive udbetalt i forhold kommunerne indbyggerantal, og det gør, at Indenrigsministeriet kan overvåge, at pengene ikke bliver anvendt til luksusprægede ting som svømmehaller, byforskønnelser etc.
Så kære borger, vær med til at styrke svage kommuner. Det vil betyde, at vi danskere vil få en ensartet uddannelse, og at ældre får den pleje, de har krav på, altså til gavn for alle danskere.

Knud Bredbjerg
arkitekt

Ny sygdom?

Hensynsfuldhedsbetændelse. Denne sygdom har ifølge Jyllands-Postens chefredaktør angrebet Uffe Elleman Jensen. Sygdommen er ikke optaget på WHO’s officielle liste over infektionssygdomme. Kan den forveksles med andre alvorlige lidelser som f.eks. velopdragenhed, høflighed, empati, tolerance og venlighed? Kan den mutere, så den eventuelt vil kunne angribe Venstre og Dansk Folkeparti og Jyllands-Postens redaktion?

Jan Krag Jacobsen
lektor

Far Fogh farer videre

Den strenge, farlige far Fogh farer bare videre uden antydning af faderlighed.

Bjørn Hernes
koncertproducent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her