Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
9. marts 2006

Abu Fogh og Jens Laban

Statsministeren sagde i Al Arabiya den 2. februar i Jyllandspostens gengivelse: "Jeg ville personligt aldrig fremstille religiøse figurer på en måde, der ville såre andres følelser," men tre uger senere anklagede han erhvervs- og kulturlivet for principløshed over en bred kam, fordi man ikke havde stået fast på ytringsfriheden. Det kan man da kalde tvetungethed.

Jens Rohde valgte helt uforståeligt at bryde en fortrolighed med de 12 bladtegnere, som jeg tror alle, uanset politisk standpunkt, håber snart kan få normaliseret deres tilværelse. Rohde gjorde en fjer til fem høns og misinformerede den samlede danske offentlighed live i TV-Avisen. Seks piger fra 6. kl. blev til 12 muslimske mænd. En gammel konflikt mellem piger fra to naboskoler blev til et anslag mod ytringsfriheden fra dens muslimske fjender. Det kan man da kalde misinformation.

Tilbage står, at Fogh og Rohde har gjort sig skyldige i samme synd som flere islamistiske imamer anklages for. Og fortjener den samme utvetydige kritik.

Tvetungethed og misinformation er måske nok rummeligt inden for ytringsfriheden, men moralsk forkasteligt. Der er fortsat ytringsfrihed i Danmark, Men hermed følger moralske forpligtelser i anvendelsen af den. Derfor burde Abu Fogh og Jens Laban nok feje for egen dør, inden de igen gør sig til dommere over andres principløshed.

Morten Østergaard
integrationsordfører (R)

Krarup og spin

Søren Krarup spørger, om de kulturradikale overhovedet har læst bøger i almindelighed og i særdeleshed Hartvig Frisch-Pest over Europa. Det har nok en del. Fred være med dem og det. Men tilsyneladende kan Krarup slet ikke komme af med al sin lykke over at en deltager i Jersild og Spin tilsyneladende ikke har læst bogen, og så må han, som det er blevet almindeligt på det sidste, gøre brug af håneretten: Jeg har læst mere, end I har! Spørgsmålet er: hvordan kommer Krarup fra en deltager i Jersild og spin til 'De Kulturradikale'. Det er da en spændende følgeslutning, og da Krarup har læst mange bøger, så ved han jo nok, hvordan man argumenterer. Men kæden er sprunget af for min del. Jeg kan ikke følge med. Jeg mangler en mellemregning.

Jeg har forsøgt. Udsendelsen bliver produceret af DR. Ja - der siger man jo, at der er en masse kulturradikale. Men ved Krarup, at Jersild er en sådan? Han argumenterer ikke for det. Nu var det jo også en 'deltager'. Er Henrik Qvortrup nu pludselig sprunget ud som kulturradikal? Er Lotte Hansen? Der er jo ikke andre muligheder. Er et program, der ikke analyserer politiske holdninger eller værdier, men som tværtimod eksplicit retter sig mod at vurdere politikernes strategiske og kommunikative evner og performancevalue overhovedet i nærheden af at kunne kaldes kulturradikalt? Jeg er i vildrede. Er der nogen, der kan hjælpe?

Morten Yde
København V

Koreanske tilstande fra USA

Simon Espersen fra Copenhagen Institute svarer på mit indlæg (den 6. marts), hvori jeg foreslår, at man forbyder rygning i børnefamiliers hjem ligesom fysisk afstraffelse af børn også er forbudt. Han går så langt som til at påstå, at jeg agiterer for nordkoreanske tilstande, men der tager han fejl, for bølgen af rygeforbud kommer faktisk fra USA.

Simon Espersen må mene, hvad han vil om, hvorvidt børnene skal være forældrenes 'ejendom' eller ej. Men har børnene ikke nogen ret i denne sammenhæng - f.eks. retten til at slippe for at blive forgiftet med forældrenes tobak? Der er ingen, der vil forbyde forældre at ryge, og jeg taler kun for at se på den passive røgforgiftning i hjem med børn. Fra mine skoledage husker jeg klassekammerater komme i skole med en aura af bodega omkring sig - røgen var der hele tiden. Derfor burde passiv røgforgiftning i denne sammenhæng måske blive gjort til en lige så alvorlig forbrydelse, som fysisk vold er det.

Helgi Breiner
København Ø

For meget støj

Det forekommer mig, at der er alt for meget støj, og at der påstås alt for mange irrelevante og ikke-eksisterende konflikter i debatten om Muhammed-tegningerne. Kampen er ikke en kamp mellem Islam og kristendom, om ytringsfrihed eller ej, mellem mindretal og flertal eller mellem indvandrere og danskere - det er en kamp mellem demokrater og ikke-demokrater, uanset hudfarve, religiøst eller nationalt tilhørsforhold eller partipolitisk ståsted.

F.eks. er en unavngiven anklage mod presse, kulturpersoner og erhvervsliv bekymrende uforenelig med demokrati. Den eller de, der anklages, skal iflg. demokratiske spilleregler have mulighed for at tage til genmæle. Desuden er det ligeså bekymrende uforeneligt med demokratiske spilleregler, at man som statsminister gør sig til moralsk dommer over borgernes gøren og laden.

En sådan fremfærd hører andre styreformer til.

Jeg håber inderligt, at den samlede danske presse snarest vil sætte grundig og konkret fokus på demokrati, demokratisk adfærd og spilleregler, så både vores hjemlige situation og vores opfattelse af vores omverden kan komme til at fremstå klart og tydeligt, uden støj og kamuflage.

Ernst O. Olsen
psykolog

Statsstøttede terrorister ?

Ser på Jægerkorpsets hjemmeside, at de skal kunne gennemføre "operationer under dække bag fjendens linier". Hvad var nu lige forskellen på en soldat, en "ulovlig kombattant" og en terrorist ?

G. Petersen
Hornslet

Her svigter Nyrup

Poul Nyrup har med sit indspark i Muhammed-debatten sat sig midt i gruppen af kræfter, der ønsker respekt for religion frem for respekt for demokrati. Nyrup bakker i princippet ytringsfriheden op. Men den frihed bliver ikke sikret med principielle falbelader og teoretiske forsikringer. Det sker ved at tage de konkrete slagsmål, når politiske kræfter ønsker ytringsfriheden sat ud af kraft.
Her svigter Nyrup og opfordrer oven i købet alle regeringer til ikke at støtte offentliggørelse af ting, der krænker folks tro. Det lyder som et råb fra middelalderen.
Der vokser en sær ’nypuritanisme’ frem, hvor religioner pludselig skal pakkes ind i vat. Jeg ved ikke, om det skyldes frygt for konflikter med diktaturstater. Eller om det skyldes den vildfarelse, at man bør se alle mindretal som religiøse mindretal og opretholde to standarder for ytringsfrihed for at sikre integrationen.
Jeg er sikker på, at det store flertal af danskere – muslimer såvel som ikke-muslimer – er enige i, at alt skal kunne diskuteres og karikeres. Og jeg er sikker på, at de samme er enige i, at vi ikke skal krænke hinanden som mennesker, men kunne kritisere hinandens religioner, ligesom vi kritiserer hinandens politiske ståsteder og foretrukne fodboldhold.
Beskyt levende mennesker mod overgreb, tortur, fattigdom og diskrimination i stedet for at forsvare religiøse dogmer!

Morten Homann
MF for SF

I(h) guder!

Det har længe været kendt, at præsidenten for verdens stærkeste militærmagt fører jævnlige samtaler med Gud! Under en sådan samtale skulle han være blevet pålagt at gå i krig mod Irak. Forleden læste jeg, at Blair nu også har fortalt, at han fik den samme besked fra selvsamme Gud!
Det bliver nu spændende at vente på Foghs konfession, for vil han – af reverens – fortælle, at han fik sin vision fra Allah?
Eftersom de, der tror på ‘Gud’ og de, der tror på ‘Allah’, hævder, at der kun er en eneste af den slags, må det logisk set være den samme, de har fået åbenbaringen fra!
Det kunne være spændende at høre det kommenteret af danske politikere. Især af Fogh!

Ole Kropp
Bagsværd

Besættelse før og nu

Selv om statsministeren og udenrigsministeren kongenialt skulle besinde sig på, hvilke værdier vi i dag skal lægge i demokrati og ytringsfrihed, står deres 5. maj-opgør med den gamle besættelse stadig som et grimt og grumt eftermæle for gamle modstandsfolk med en anden politisk historieerfaring. Da regeringen skabte sit eget sindbillede af en verdenskrig, der skulle danne nationalt samlingsmærke for en ny besættelse, vakte regeringen tvætimod den sindelagsforvirring til live, som den gamle besættelse var udtryk for, en nation i splid med sig selv. Vi var atter blevet uforsonlige modstandere.
Nationalismen dengang var en skizofren tilstand, en vendekåbemyriade, der satte varige spor af vankelmod. Statsministerens anakronismer manede til undskyldninger over for et religiøst mindretal, hvilket til gengæld i dag er landsforræderi, og udenrigsministeren havde i sin politiske besættelseslitteratur forsvaret den udbredte danske vaklen mellem diktatur og demokrati med en tilsvarende religiøs forudsætning. Det kunstige billede af en national enhed skabte en fatal modsætning til modstandsfolk på venstrefløjen, der i sin tid havde ofret liv og lemmer netop for politiske mindretal, demokrati eller ytringsfrihed, måske forgæves.
Traumet fra den gamle besættelse blev grundlaget for den ny – vores krig og vores gulag. Ugræs fyger ustandselig ind og ud over hegnet, mens de raske med retten til riget står og vifter med et dannebrogsflag.

Per Diepgen
Halskov

Smager medicinen dig, Jørgen?

Midt i det groteske i, at BaneDanmark har forbudt reklamer om en islam-bog, er det da umådelig morsomt – helt ubetaleligt – at det netop er Jørgen Bæk Simonsen, som nu bliver ramt af forbuddet. Den mand, som mere end nogen anden i de seneste måneder har opfordret til, at man endelig ikke må bruge sin ytringsfrihed. Den mand, som mere end nogen anden dansker igennem 30 år har fedtet for islamismen. Nu smager Jørgen Bæk Simonsen sin egen medicin. Håber, den smager dig, Jørgen…

Søren Espersen
MF for DF

Sund følelsesdebat

Midt i trætheden over den megen snak og kævl om den islamiske dagsorden, sniger der sig alligevel noget positivt ind i debatten. Som dansker tvinges vi jo alle til at gradbøje vore egne forudfattede meninger og tage stilling til, om vi har en klar holdning til religion, demokrati og statsafmagt, ytringsfrihed og tolerance. Og Information skal have ros for at bringenogle af de bedste indlæg blandt andet Carsten Jensens klart begrundede opfordring til Anders Fogh om at finde sig et andet job.
For ikke at tale om Mihail Larsens kronik den 6. mart, en sjælden velskrevet og fint opbygget analyse af gabet mellem religionernes urimelige krav om respekt til en enhver tid og det almindelige sekulære demokrati, der bygger på lighedstanker og medmenneskelighed.
Når andre tramper på vort flag, fornuft og følelser, og vi skal døje med en snæversynet stædig regeringsleder, der taler med flere tunger, er det befriende, at vi har både en Jensen og og Larsen blandt os.
Tak!

Kjeld Hoff Olsen
Søborg

Historiens store mænd

Mao Tse-tung samlede Kina. Robert Schuman samlede Europa. Og Anders Fogh Rasmussen samlede den arabiske verden.

Jakob Johannsen
Kgs. Lyngby

Den varme grød

Man er færdig med at gå uden om den varme grød, når man opdager, at man har den oppe i hovedet.

Leif Grage
Valby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her