Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Hybris Vort land stander i våde. De onde ler, de gode græder. Vor civilisations grundliggende orden, som vi kender den fra oldtidens græske trag...
Debat
4. marts 2006

Grib chancen

Inden Anden Verdenskrig nåede Hitler at melde Tyskland ud af Nationernes Forbund (det, der dengang svarede til FN idag), som USA forresten aldrig tilsluttede sig.
Efter Kofi Annans udtalelser for nylig har vores følsomme statsminister al mulig anledning til at kræve en uforbeholden undskyldning fra FN - eller at melde Danmark ud.
Nu må vi have klare linjer. Vi gungrer ikke nok endnu.

Tørk Haxthausen
Majenfors

Hvis konservative kunne tale

Jeg bilder mig ind, at det er de konservatives stemme, jeg hører, når en række erhvervsledere tager til genmæle mod Anders & co’s fjollede anklager.
Jeg mener selv at tilhøre venstrefløjen og er uenig med de konservative i mangt og meget, men har altid bildt mig ind, at der var nogle helt grundlæggende områder, hvor vi var på bølgelængde. Jeg tænker her på betydningen af ord som »anstændighed« og »god opførsel«.
Har de konservative bemærket, at Per Stig Møller netop nu er kommet i en situation, hvor han på EU-plan forventes at indgå alliancer med racistiske partier i andre EU-lande ?
Et er at lade sig kujonere rundt i manegen af Anders og Pia (det klæder i øvrigt Per Stig bedre end, det klædte Connie Hedegård, som mange havde troet ikke ville finde sig i hvad som helst), men er der ikke en grænse et eller andet sted ?
Men konservative; vær ikke bekymret – dette er selvfølgelig bare en venstreekstremists forsøg på at så splittelse i en velfungerende borgerlig regering.
Jeg håber, at I fortsat sover godt om natten, og vi kan jo tilsyneladende kommunikere gennem landets erhvervsledere (spiritisme?).

G. Petersen
Hornslet

Regeringen bør gå af

Fogh Rasmussen bør gå af, fordi han systematisk vildleder offentligheden i sagen om karikaturerne. Men hans vicestatsminister skal ikke stå unævnt.
I TV-Avisen kl. 18.30 den 1. marts spillede Bendt Bendtsen med på den falske melodi, da han i direkte interview sagde: »... denne her sag var ingen sag, før de (de danske imamer) rejste til Mellemøsten og satte brand i gaden«.
Fra den dag – den 21. oktober 2005 – Fogh Rasmussen afslog at mødes med ambassadørerne, var der ’en sag’.
Måske taler Bent Bendtsen mod bedre vidende. Måske er han bare ude i et forsøg på at score billige point med sine ideer om at fratage folk et dansk statsborgerskab. Måske er det helt banalt et forsøg på at dreje opmærksomheden væk fra regeringens ansvar for eskalationen?
Mens DF og de konservative konkurrerer om at få oprettet et undersøgelsesudvalg om ’u-dansk virksomhed’, må vi andre forlange at regeringen træder tilbage - ikke som en indrømmelse til nogen, ikke som en undskyldning – men som konsekvens af dens mangel på anstændighed, mangel på realitetssans og dens systematiske vildledning af offentligheden.

Dines Boertmann
København Ø

Muhammed-krisen?

Ifølge de danske medier er vi midt i »Muhammed-krisen.« Ifølge den internationale, engelsksprogede presse er Danmark midt i »the cartoon controversy«, altså (karikatur)tegninger-kontroversen. Denne sproglige forskel er en illustration af den mangel på refleksion, der præger mange danske medier.
Hvad hvis konflikten i stedet blev betegnet »JP-krisen«, »Intolerance-krisen« eller sågar »Regeringskrisen«? Kunne man tænke sig, at vi danskere have opfattet indholdet af konflikten anderledes?
Sproget er ikke neutralt. Sproget skaber bestemte opfattelser af virkeligheden. Begrebet »Muhammed-krisen« indebærer (indirekte) forestillinger om, at Muhammed (dvs. muslimer), er årsag til konflikten. Begrebet »Muhammed-krisen« gør det derfor lettere for politikere at fastholde påstanden om, at det er en gruppe imamers rejse til Mellemøsten, der er skyld i krisen.
Ligesom det er nemmere at hævde, at konflikten er udtryk for et sammenstød mellem islam og Vesten eller mellem muslimer og ytringsfriheden, når man kalder den »Muhammed-krisen« frem for »Regeringskrisen«.
Der mangler desværre en større refleksion i Danmark om, at vi – og vores medier – er med til at skabe virkeligheden.
Den refleksion kunne passende begynde nu.

Rikke Andreassen
København N

Polemik

Piet Hein skrev:
En yndet form for polemik
består at det probale trick,
at dutte folk en mening på,
Hvis vanvid alle kan forstå!
Hvis nogen påpeger, at antiterrorlovgivningen overskrider fundamentale rettigheder, ved at registrere mistænkte i hemmelige registrer uden kontrol, svarer regeringen, at du forsvarer altså terrorisme.
Hvis nogen påpeger, at man skal respektere folk, der tænker anderledes, svarer regeringen, at du går altså ikke ind for ytringsfrihed.
Det værste er, at meget af debatten kører på et så overfladisk niveau, at de kommer godt fra det.

Ole Jacobsen
Beder

Hybris

Vort land stander i våde. De onde ler, de gode græder.

Vor civilisations grundliggende orden, som vi kender den fra oldtidens græske tragedier, er brudt - statsministeren begik hybris, da han hånede medløberne under krigen. Ate, forblindelsen, blev kastet over ham så han ikke forstod de elleves brev, nemesis er at han skal ydmyge sig for alverden og hykle afbigt.

Det må han gøre eller nedlægge sine hverv. Hvis fader Zosima ville træde ud af Dostojevskijs univers og komme til byen, ville han knæle for ham og kysse hans fødder.

Mogens Jensen
Allerød

Venstre og ytringsfriheden

Hvorfor kan statsministeren og Venstres top ikke høre - høre at det ikke lader sig gøre at forsvare de håbløse udtalelser, statsministeren er kommet med.

Når Anders Fogh siger, at man ikke kan lide Dansk Folkeparti og ikke lide Jyllands-Posten, og at fårene nu må skilles fra bukkene, så siger han jo i den anledning, at det er dem, der er enige med Jyllands-Posten og DF, der står for ytringsfriheden. Dermed fordrejer han hele sagen. Når han så samtidig går til angreb på Politiken og andre kritikere (hvilket han er fuldt berettiget at gøre), så gør han det endnu mere klart, hvilken side han mener, man skal vælge for at stå på ytringsfriheden side.

Men ytringsfrihed består ikke i at kunne lide DF eller Jyllands-Posten, men i at tillade sig at udtale sin mening både som buk og som får. Det er jo heller ikke ytringsfriheden, der har været i farezonen.

Netop som vi troede, at statsministeren var ved at optræde som statsmand, der ville forsvare hele landet, træder han så frem som en lavpandet politiker, der kun er ude på at drive partipolitik.

Det er vel ikke det, der er brug for nu i den situation, landet står i. Hvem vil herefter påtage sig at hele det brud, han til stor skade har forvoldt ?

Kurt Kristensen
Kerteminde

Foghs frie fald

Hvorfor er det nu lige, at Fogh som statsminister ikke kunne beklage eller være modstander af JP's Muhammed-tegninger, når han nu kan anklage dele af erhvervslivet og dele af medie- og kultukredse for deres holdninger? Taler han med to tunger?

Nej, logikken er klar. Fogh's såkaldte kamp for ytringsfrihed er blot et ideologisk skalkeskjul for at forsvare regeringens og DF's førte udlændinge- og integrationspolitik.

Hvis Fogh havde ment noget med sine forsøg på mægling og dialog med den muslimske verden, så kunne han have fyret minister Brian Mikkelsen for udtalelsen om et felttog mod muslimerne og afbrudt samarbejdet med DF for racismelignende udtalelser. Et parti, der nu nærmest optræder som et stikkerparti, når de anklager ledende danske politikere for landsforræderi.

Dansk reaktionær nationalisme er med til at sætte dele af verden i brand. Hvem tør i fremtiden tilbyde Fogh en international topstilling?

Bruno de Paoli
Brønshøj

En samlingsregering, tak

Dette er en appel fra en bekymret borger som fornemmer, at det danske demokrati er truet indefra.

Politikere fra alle hæderlige partier (dvs. alle minus Venstre og Dansk Folkeparti), forén jer. Det politiske klima rutcher mod Tony Blairs spin og den engelske parlament-debat-kultur. Konservative, træd i karaktér. Giv jeres regering et velfortjent mistillidsvotum og dan en bred regering til ægte gavn for velfærdsstaten og resterne af dansk demokrati og debatkultur.

Det er sidste chance. Vejen videre ad det nuværende spor peger umiskendeligt mod 'demokratier' som USA's og Englands, hvor det kun bliver penge og spin, der skaber vore politikertyper. Den eneste reelle modspiller til den uhæmmede egoisme og liberalisme, den hæderlige politikertype, er død. Medmindre vi får en samlingsregering nu.

Pia Kjærsgaard vil det ægte danske. Du er for længst blevet overhalet, Pia. Højre-om.

Jørgen Bjerring
Vissenbjerg

Så til søs

TV2 Nyhederne den 2.marts havde et indslag om, at de internationale skibsrederier med Mærsk i spidsen havde hævet taksterne for containertransport fra det fjerne østen. Der varinterview med en forarget importør af damelingeri. Journalisten sluttede med at oplyse, at manhavde henvendt sig til Mærsk for at få en forklaring på prisstigningerne, men Mærsk ønskede ikke at udtale sig.

Men hvorfor egentlig spørge Mærsk om det? Enhver herhjemme ved da at Profit Macht Spass. Og Operaen skal jo også betales.

Kjeld Chr.Krarup
København Ø

Forlad regeringen

Det bedste, de konservative kan gøre, er at forlade regeringen. Et flertal for landsskadelig virksomhed er dermed pist forsvundet. Nu må nok snart være nok.Udsæt ikke pinen

Knud Held-Hansen
Aalborg SØ

Fat mod

Fat mod, dansk industri. Foghs måde at tale til jer på kender vi offentligt ansatte. Envejs og uden tvivl på egen fuldkommenhed. En dag vil hans amokløb være ovre, og moderne tiders samtale genopstår. Amen.

Mogens Clausen
Glesborg

Apropos ytringsfriheden

Ytringsfriheden er ukrænkelig. Undtagen herfor er ytringer om ytringsfriheden.

Jakob Johannsen
Kgs. Lyngby

En definition

Når man nu må erkende, at Dansk Folkeparti forsøger at få en social profil og samtidig kan fastslå, at partiet er nationalistisk, betyder det så at man kan kalde partiet for nationalsocialistisk?

Hans Bredahl
Roskilde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her