Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Hvem er analfabeter? Jacob Sejer Pedersen og Maria Skov gentager begge i Duellen den 24. februar den uhyrlige påstand, at 17 procent af eleverne ...
Debat
1. marts 2006

Undersættelse

Så er den igen gal med evnen til at læse engelsk - eller viljen. Her er, hvad Kofi Annan sagde forleden:

(Tegningerne) "were first published in a European country which has recently acquired a significant Muslim population, and is not yet sure how to adjust to it."

Dansk Folkeparti var ikke længe om at udlægge teksten sådan, at Kofi Annan forlangte at danskerne skulle tilpasse sig det muslimske mindretal og forlangte på den baggrund, at statsministeren straks satte Annan på plads.

Nu er det naturligvis ikke nyt for statsministeren at modarbejde FN og Kofi Annan, og regeringen hopper og springer fortsat for Pias mindste vink, men denne gang sendte han Per Stig Møller i byen: "Det er naturligvis ikke Danmark, der skal tilpasse sig det muslimske mindretal, men det muslimske mindretal, der skal integreres i Danmark," udtalte han artigt.

Men hvad sagde Annan egentlig? Engelsk har kun ét køn, og stedordet "it" kan derfor i denne sætning enten henføre til "den muslimske befolkningsgruppe" eller til den situation, at der er kommet en større muslimsk minoritet. Når man oversætter sætningen til dansk, må man imidlertid vælge. Og der er en afgørende forskel på, om vi skal tilpasse os den (nemlig den muslimske befolkningsgruppe) eller det (nemlig den ny situation).

Valget smitter igen af på ordet "adjust," som f.eks. kan oversættes til "tilpasse" i begge sammenhænge - men med helt forskellig klang. Vi tilpasser os jo nye situationer dagligt - vi skal lære at håndtere nyt hele tiden, det er f.eks. det, der indgår i regeringens plusord som livslang læring.

Men hvad gjorde DF og regeringen? De valgte den oversættelsesmulighed, der gav dem anledning til at score billige politiske point på Annans bekostning.

Hvad laver egentlig de dygtige embedsmænd i Udenrigsministeriet? Tvungen afspadsering? Lad os få dem tilbage.

Kirsten Arup
Arden

Svar fra en "liderlig hykler"

David Rehling forklarer i Informations Udsyns-klumme den 24. februar, hvorfor han har det svært med Indre Mission. Det har noget at gøre med, at hans mor og moster som unge piger blev befamlet under bordbønnen, og at han som 18-årig en søndag i sydstaterne i USA blev lokket med i en hel søndags fromhedsliv.

Rehling fortæller, at han til trods for dette har "søgt at tilkæmpe mig en respekt for dem, der tror, men jeg bliver utilpas, når troen giver sig larmende udtryk." Jeg vil gerne hjælpe Rehling i hans bestræbelser. Han har nemlig ikke fået fat i, hvad der skete, da Jens Rohde engang foldede sig ud under Folketingets åbningsgudstjeneste. Rehling skriver:

"Så slap Indre Mission helvede løs og tvang Rohde til at skifte valgkreds." Jeg kan berolige David Rehling med, at Indre Mission ikke har nogen som helst magt over Venstre, og heller ikke søger at have det. Reaktionen kom fra partiforeningen, og selv missionsfolk han vel lov til at engagere sig politisk? Der var for øvrigt afvisende reaktioner mod Rohde fra mange, som ikke ville kaldes missionsfolk.

Hvis David Rehling har dokumentation for sin påstand om, at Indre Mission som organisation har forsøgt at styre Venstre i den eller i andre sager, vil jeg meget gerne se den.

Jørgen Hedager Nielsen
Børkop

Når forsvar bliver angreb

Det bedste forsvar er et angreb. Den taktik har statsministeren nu igen anvendt, når han retter anklager mod sine hovedfjender "de venstreorienterede" og de "kulturradikale" om ikke at forsvare ytringsfriheden i tilstrækkelig grad.

Lad mig fortælle statsministeren, at jeg udmærket godt ved, at jeg har retten til at fornærme og forhåne. Jeg kan også gå rundt og række tunge ad folk hele dagen lang, hvis jeg har lyst, men det synes jeg er uklogt og tåbeligt. Min ytringsfrihed skal bruges sådan, som den var tænkt:

Til at kritisere de magtfulde og ansvarlige, når de vanrøgter deres embede - f.eks. til at kritisere en statsminister, der siden sin indsættelse har haft meget travlt med at rette skyts mod "de venstreorienterede" etc., men som selv er skyldig i en magtbrynde og en selvgodhed, som har bragt Danmark i den første krig siden 1864, oven i købet på et usandfærdigt grundlag og med et håbløst efterspil. Og derefter tilvejebragt og billiget en tone og et debatniveau, som har bragt Danmark i fokus i den værste internationale krise siden Anden Verdenskrig og derved aktivt bidraget til en situation, der sætter verdensfreden i fare. Det er dén slags forhold, min ytringsfrihed skal bruges til at kritisere og fordømme - ikke til hetzkampagner og småracistisk lømmelvirksomhed.

Signe Jacobsen
Risskov

Kulturel forsnævring

Som svar på Johannes Adamsens læserbrev, i Information den 24. februar anfører redaktionen, at Camilla Dahlgren anmelder klassisk musik, og at Karl Åge Rasmussen indimellem skriver om klassisk musik og portrætterer komponister.

Det var dog et tyndt svar, især når man ser på Informations prioritering af musikstoffet. Se blot på Weekend udgaven af Information den 25-26 februar: To hele sider om rockmusik, side 16 og 17.

Sådan er billedet faktisk uge efter uge. Sådan er det generelle billede af Informations dækning af musikstoffet. Den klassiske musik bliver en sjælden gang kommenteret. Det samme gælder for jazzmusikken. Den musik, der ligger uden for disse kategorier, er simpelthen ikke eksisterende for Information.

Erik Jespersen
statsprøvet musikpædagog, Frederiksberg C

Spørgsmål til Søren Krarup

Jvf kronik den 25.-26. februar; hvis Søren Krarup mener, at islam er nutidens største totalitære trussel, hvorfor er han så med til at gøre islam den store tjeneste at stille danske troppestyrker til rådighed for islams magtovertagelse i Irak?

Peter Kocsis,
Holte

Tak

Når magthaverne forsvarer ytringsfriheden ved at kalde kritik mod magthaverne for landsskadelig virksomhed - som magthaverne skal kunne straffe - hvad siger man så?

Sternberg,
København V

Hvem er analfabeter?

Jacob Sejer Pedersen og Maria Skov gentager begge i Duellen den 24. februar den uhyrlige påstand, at 17 procent af eleverne ifølge PISA forlader den danske folkeskole som funktionelle analfabeter.

Myten bliver gentaget igen og igen af politikere og journalister, og bruges som begrundelse for at gennemføre de grundlæggende forringelser af folkeskolen der er til behandling.

Når der laves en "præstationsprofil" fra PISA, deler man de samlede besvarelser op i fem lige store kategorier. Der er altså per definition 20 procent i den dårligste gruppe af læsere. Sidste gang var der 17 procent af de danske deltagere i den kategori. Er det en national katastrofe? Det siger ikke noget om, hvor gode de er. Kun at de er i den dårligste kategori.

Socialforskningsinstituttet fulgte gruppen af læsere fra dårligste kategori ved forrige PISA-undersøgelse, og dokumenterer, at det kun er en femtedel af gruppen, der ikke fik en ungdomsuddannelse. Det vil sige en femtedel af 17 procent, og det er kun 3,4 procent, og ingen ved, hvad der er deres begrundelse for "fravalg" af uddannelse.

Der var en af PISA-forskerne, der kom til at kalde den gruppe af unge for funktionelle analfabeter. Og fortalelsen er for længst trukket tilbage og beklaget. Disse unge mennesker kan godt læse en avis og fortælle, hvad der stod i den.

Jørn Kokkendorff
lærer, Århus V

Jeg har lidt ondt af Søren Krarup

Søren Krarup (kronik den 25.-26. februar) har åbenbart læst min kronik den 15. februar, hvori jeg skriver, at "Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti de sidste 10 år målrettet har arbejdet på at skabe den atmosfære af forurettelse og had, der har været det åndelige grundlag for, at Jyllands-Posten-sagen overhovedet kunne opstå".

Disse ord har haft en vis effekt, men har ikke anfægtet ham. Naturligvis ikke. I Krarups tidehvervsfundamentalistiske optik er jeg, 'lektoren i mediefag', selve inkarnationen af 'den herskende klasse' og 'det kulturradikale borgerskab'. Trods 'systemskiftet' i 2001 dyrker Krarup som bekendt stadig billedet af sig selv som rebellen, der aftjener sin 'nationale værnepligt'.

Men hvornår vil Krarup erkende, at han er det nye establishment,og at jeg er dissidenten? Egentlig har jeg lidt ondt af Søren Krarup. Han trives bedst i modvind. I en kronik i Kristeligt Dagblad (den 18.februar) skriver Bent A. Koch: "I årevis havde de (Krarup og Langballe) i deres præstegårde og i den snævre akademiske cirkel, der hedder Tidehverv, støbt deres kugler, men sikkert aldrig drømt om, at de skulle komme til at fyre dem af og blive bannerførere for en højreradikal kulturpolitisk falanks."

Tilværelsen havde nu engang mere fylde, dengang de talte magten midt imod. Det var deres finest hour.

Mikael Busch
Kolding

Skyld med skyld på

Små børn får stress og infektioner af at være i vuggestue, men vi lukker øjnene for det i ligestilligens navn, skriver Kit Louise Strand i'Etisk Talt' den 25.-26. februar.

Men hun glemmer desværre mangt og meget i sin argumentation. Ikke mindst hvordan realiteterne var i fortidens langt mindre ligestillede samfund, hvor ungerne stod og hylede i kravlegården, mens mor ordnede storvasken.

Derfor kan vi selvfølgelig godt bestræbe os på at gøre det bedre i dag. Men hvorfor det netop er mødrene - som allerede tager langt størstedelen af orlov og sygedage - og f.eks. ikke fædrene, som skal stå for det? Det fremgår ikke af Strands indlæg.

Hun glemmer også, at mange forældre trives dårligt som hjemmegående. Det gør dem ikke til onde, egoistiske mennesker eller dårlige forældre. Det er helt normalt at mistrives med at arbejde helt alene, uden løn og med meget lidt variation i arbejdsopgaverne.

Så frem for at give kvinder mere skyld, så lad os hellere arbejde for mere kvalitet i vuggestuerne - og i øvrigt glæde os over de undersøgelser, der viser, at børn klarer sig bedre i skolen, hvis de har været i vuggestue og børnehave, end hvis de har været hjemme.

Og lad os ikke mindst holde fast i, at børn som udgangspunkt har to forældre, som er lige ansvarlige for børnenes velfærd.

Lotte Ruby
København S

Gradbøjning af ytringsfriheden

Hvad er det dog man læser i Information den 27. februar, hvor Rasmus Willig citeres for at: "princippet om den universelle ytringsfrihed er underlagt det kontekstuelle princip om, at talefriheden er på forudsætning af, at man ikke krænker andre".

Hvem er de andre? Det må vel være alle andre, men hvis man alene kan bruge talefriheden under forudsætning af, at man ikke krænker andre, så har man da virkelig fået mundkurv på.

Prisen for ytringsfrihed må vel indebære accepten af, at andre har lov til at sige noget, der krænker mig, det værende sig indenfor religion, seksualitet, politik, etc. og som i sagens natur opfattes forskellig fra befolkningsgruppe til befolkningsgruppe og individ til individ.

Det er derfor også forståeligt og til en vis grad acceptabelt, at reaktionerne er så voldsomme fra lande, der ikke har ytringsfrihed, og hvor den for os almindelig dagligdags kritik af mange opfattes som uacceptabel og krænkende.

I lyset af Rasmus Willigs udtalelser kan man jo også vælge at gå bort fra at sige tingene direkte og pakke meningerne ind i dobbeltbetydninger, som det traditionelt praktiseres i Østen. Ville vi være bedre tjent med det?

Kan ytringsfrihed gradbøjes kontekstuelt, og hvem skal stå for det og fortælle os andre, hvor grænsen går rundt om i verden?

Claus Rolff Ji
Hong Kong

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her