Khader som onkel Tom
Det måtte jo komme. For hvordan kan man være muslim og samtidig være enig med Naser Khader? Sharia er en del af islam, og der er stor forskel på, hvad Sharia vil sige.
Så Hadi Khan havde ret i at fastholde Sharia som en del af sin overbevisning, ligesom han bør vælge tilhørsforhold hos Kritiske Muslimer anført af den ligeledes radikale politiker Sherin Khankhan. Saa kan Naser Khader gå i sin helt egen moske med Asger Aamund og andre ligesindede.
I min optik er Naser Khaders klassisk Onkel Tom. Vær dog muslim, mand.
Eller lad være.
Torben Holleufer
p.t. Tanger, Marokko
For meget Quortrup
Hvorfor skal Henrik Qvortrup i tv-programmet Jersild og Spin have lov til at fylde seerne en halv time hver lørdag med egne politisk meldinger?
Særligt provokerende og tydeligt er det blevet med Muhammed-krisen. Her lader hans malende ord om Statsministerens håndtering og oppositionens manglende stillingtagen ingen tvivl tilbage.
Udtryk som "laden os hundse rundt af de der regimer," "Foghs ynkelige falden på knæ for de arabiske stater,", "jeg tror nok størstedelen af Danmarks befolkning er enig med mig når jeg siger", "den hårde Fogh er kvinderne ikke meget for, men jeg tror nok de fleste danskere er enige, når han siger". Ja, jeg kunne blive ved.
Qvortrup er rigtig dygtig til at fortælle os, hvordan Foghs interiør ser ud, men at han skal have lov til at dosere sine egne politiske holdninger nærmest uimodsagt hver eneste lørdag aften er ubegribeligt. Han bruges også rask væk på DR1 til at kommentere enhver politisk kommunikation.
Det er til at brække sig over denne forfladigelse af enhver politisk tilkendegivelse, og det er temmelig ensidigt, at så meget skal ses og tolkes gennem Qvortrups stærkt farvede briller.
Hvorfor inviterer Jersild ikke nogle af landets mange andre dygtige politiske kommentatorer ind i studiet, så vi kunne få lidt frisk luft og lidt mindre gratis venstrespin på en public service kanal.
Bente Hansen
Jelling
Glade gedekid
Støttekoncerten Børn hjælper børn til fordel for Red Barnet og børn i Pakistan i koncertsalen i Tivoli i lørdags var et flot opsat show med en række af Danmarks største barnestjerner, der havde stillet deres talenter til rådighed - men oplevelsen af tilskuerne stod næsten mål med børnene på scenen.
Salen var fyldt med forventningsfulde børn i fantasifuldt festtøj. De skreg og hvinede deres begejstring ud både før og efter hvert nummer. En spontan, umiddelbar glæde sprudlede i salen. Hver gang der fra scenen blev fortalt , hvor mange varme huer, sokker eller trøjer, man kunne købe til børnene i de kolde bjerge for de indsamlede penge, steg børnenes glade hujen atter til imponerende decibel.
Ærgerligt at showet ikke blev tv-transmitteret. Det ville have været en anderledes udsendelse end de sædvanlige støttekoncerter, der bliver vist - og ærgerligt at nogle sponsorer havde trukket sig 'på grund af flagafbrænding'. Hvor er sammenhængen, og hvad eller hvem var de bange for? Ja, selvcensur kan udøves på mange måder.
Men tak til Red Barnet for en saltvandsindsprøjtning af ungdommelig livsglæde og generøsitet. Jeg så hverken bukke eller får - men en masse glade gedekid
Birte Nyholm
Kbh. N
Talvoldtægt: 40 = 33 = 25
Den 15. marts vil Hanne Willert forsvare, at Karen Syberg anvender 14-16 år gamle tal om andelen af indvandrere/efterkommere blandt voldtægtsdømte: en ud af fire, mener Syberg, altså 25 procent.
Willert henviser til året 2002, hvor 25 af 63 voldtægtsdømte er indvandrere eller efterkommere. Det får Willert til, at to ud af tre voldtægtsmænd er 'indfødte' danskere. Omregnet til procenter giver det, at 33,3 procent er indvandrere eller efterkommere efter indvandrere. Korrekt regnet er procenten imidlertid lidt under 40; og for året 2000 er den lidt over 40.
Willert hævder dernæst, at hendes (fejlagtige) talangivelser hænger udmærket sammen med Sybergs (forældede) tal, idet man må forvente en variation fra år til år. Det sidste er sandt. Deraf kan man dog ikke slutte, som Willert lægger op til, at der ikke er sket en øgning i indvandreres og efterkommeres andel siden 1992. Tallene for både 2000 og 2002 peger netop i den retning.
Der er, for almindelig regning, forskel på 25 procent, 33 procent og 40 procent. Og uanset om procenten af indvandrere/efterkommere blandt de voldtægtsdømte er stigende eller ej, så er denne gruppe under alle omstændigheder voldsomt overrepræsenteret. Og overrepræsentationen kan ikke bortforklares, med mindre man på forhånd - og uden saglig grund - har besluttet at nogle indvandrergruppers kvindesyn ikke spiller en rolle.
Hvad er det, der gør, at Karen Syberg, Hanne Willert og Marianne (Jelved), etc. ikke vil tåle, at fakta kommer frem i denne sag? Mener de, det gavner bekæmpelsen af voldtægter og dermed kvinders sag, at man ikke må vide hvilke grupper, der er stærkt overrepræsenterede i voldtægtsstatistikken? Mener de, at tavshed og bortforklaringer gavner det særdeles store flertal af indvandrere/efterkommere, der under ingen omstændighed kunne finde på at begå voldtægt?
Henning Bech
professor, dr. scient. soc.
Børn får Pihl galt i halsen
Mandag er min favoritaften foran tv især på TV 2 med Station 2 som det absolutte trækplaster. Sådan er det stadig, men mandag aften fik jeg lejlighed til at spise hele TV 2s kriminelle kage, om jeg så må sige. Der er ingen tvivl tilbage. Alle rygter om en ny familieserie på TV 2 er manet i jorden. Den på en gang hårdtslående og bløde betjent Pihl appellerer nok til en række kvindelige seere, men bestemt ikke til børn. Eller burde ikke gøre det. Flere gange måtte fjernbetjeningen i brug for at mine børn skulle undgå at få den redigerede virkelighed galt i halsen.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at Station 2 kun er for voksne, men at man vil kalde Anna Pihl for en familieserie er hårdt overdrevet. Samtidig synes jeg, det er stærkt problematisk, at serien ligger så tæt knyttet sammen med et tilsvarende dokumentarprogram. Når der tilmed i serien henvises til en virkelig begivenhedsom Cafe Rust-sagen, bliver det en uklar cocktail. Det giver selvfølgelig serien liv, men man må ikke glemme, at serien er ren fiktion.
Egentlig er jeg nok mere til rejseholds-fiktion end Anna Pihl-fiktion. Måske fordi jeg er mand. Mine børn er hverken til det ene eller det andet efter mine bedste vurderingsevner.
Jens Kr. Lynderup
næstformand i Kirke og Medier
Skyd ikke på forskeren
»Forskere forsker for karrieren, ikke for samfundet,« lød overskriften på forsiden af Information den 15. marts. En opsigtsvækkende nyhed. Det modsatte havde været mere overraskende. Universitetsforskere bliver i stigende grad målt på deres publicering i internationale tidsskrifter. Mange artikler er vejen til fast ansættelse, medens manglende publicering fører til fyring. Man kan med god ret diskutere, om sådan publicering er et relevant kriterium. Det ville givetvis øge den samfundsmæssige nytte, hvis der blev lagt mere vægt på formidling, men man kan dårligt bebrejde forskerne, at de udfører det arbejde, som deres arbejdsgiver betaler dem for, og som de bliver målt på. Det ville være mere passende at kritisere den måde, forskningen styres på. De fleste forskere vil hellere end gerne lave formidling og samfundsrelevant forskning. Som systemet er skruet sammen, er formidling uden for den universitære offentlighed imidlertid stort set ikke meriterende og må derfor foregå i fritiden. Det er, som om der gælder helt andre moralske standarder for universitetsansatte end for andre lønmodtagere. Det forventes, at arbejdet er drevet af ren idealisme, og et ønske om at gøre karriere er åbenbart lidt suspekt.
Morten Falch
lektor DTU
Forbud mod bher
Til Vibeke Manniche, der sammenligner tørklædeforbud med rødstrømpernes bh-brændinger i 1960erne: Tror du, rødstrømper ved deres fulde fem ville være gået ind for et statsligt forbud mod bher? Og tror du, det ville have fremmet det bh-bærende flertals forståelse for sagen?
Per Vadmand
Ringsted
