Læsetid: 5 min.

Tyrannens triste endeligt

Milosevic døde ensom i sin celle. Som en hund. 'Måtte skammen overleve ham', skriver Slavenka Drakulic
Debat
14. marts 2006

INTERNATIONALT

af Slavenka Drakulic

Det er en grå og kold lørdag, og jeg glæder mig over, at jeg ikke behøver at gå udenfor. Så hellere hygge mig med en god bog og en kop varm te, tænker jeg. Men så ringer telefonen, og dens insisterende kimen gennemborer min rolige dags stilhed. Slobodan Milosevic ser ud til at være død. Ser ud til? Jeg tjekker straks Beograd-radiostationen B92 og internettet. Der er ikke noget endnu. Meldingen om, at han er fundet død i sin celle i forvaringscentret i Sheveningen er ikke bekræftet. Jeg er i vildrede. Aner ikke, om jeg skal tro på det eller ej. Alt, hvad jeg kan gøre, er at vente.

Jeg husker nøje, da jeg første gang så Slobodan Milosevic i virkeligheden. Det var for fire år siden i Haag-tribunalets retsal. Selvfølgelig havde jeg set hans ansigt en million gange i forvejen - det var jo at finde i alle medier det årti, da han som præsident for Serbien og Jugoslavien var den politiske hovedfigur bag opblusningen af nationalisme og krige i Kroatien og Bosnien - Vukovar, Sbrerenica, Dayton-aftalen osv. - og indtil han endelig kom til at figurere som tiltalt for ved Den Internationale Domstol for Krigsforbrydelser i Eks-Jugoslavien. Som person måtte han forekomme større end livet, hvis man som jeg og alle andre fra det gamle Jugoslavien er vokset op med en personkults-tradition. I årene efter Titos død i 1980 var et populært og ofte gentaget slogan i det jugoslaviske socialistparti: "Efter Tito - Tito!" At Tito var død, hindrede ikke personkulten omkring ham i at leve videre. I en vis forstand blev Milosevic arvtageren til netop denne kult. Som om jugoslaverne ikke var i stand til at leve uden en faderfigur, blev dette nøjagtig, hvad han forsøgte at træde i karakter som.

Som et spøgelse

Da jeg så ham sidde der, opfyldtes jeg af blandede følelser. Det var dels lettelse og tilfredshed over, at det trods alt også kunne lade sig gøre, at drage en sådan person til retligt ansvar, men det var også en art ærefrygt. Milosevic sad syv-otte meter fra mig bag skudsikkert glas. Iklædt en mørkeblå blazer, hvid skjorte og trikoloreslips kiggede han søgende ud på publikum. Måske spejdede han efter et velkendt ansigt, måske forsøgte han bare at opgøre, hvor mange journalister, der var kommet for at følge hans optræden. Dette var ved selve begyndelsen af hans retssag, da hele verdenspressens opmærksomhed samlede sig om ham. Jeg husker, at jeg stirrede på ham, som om han var et farligt spøgelse, ikke en person. Jeg husker, hvor forbavset jeg blev, og hvor vred jeg blev på mig selv. Det er, hvad der kan ske med en person, der er vokset op i et autoritært styre - at man har svært ved at tro, at en sådan person kan stilles for en domstol.

Fra begyndelsen var han arrogant, skrydende og selvsikker. Selv hans kropssprog røbede ikke, at han var en nederlagets mand. Her optrådte tydeligvis en skuespiller, der var vant til at dominere scenen. Dommeren havde da også sit hyr med at kontrollere Milosevics udbrud og hindre ham i at afbryde vidner under afhøringerne. Meget hurtigt stod det klart, at Milosevic gik efter et ganske klart mål: At overbevise om, at hans rolle i det serbiske folks historie var at være helten, som havde stået i spidsen for et forsvar for nationen. Krigen i Bosnien? Den havde han ikke blandet sig i. Krigsforbrydelser? Dem havde han intet at gøre med. Det virkede snarere, som om han anså sig selv for at være en slags serbisk Che Guevara.

Trist dag at dø

Men efterhånden som hans retssag trak ud, og andre begivenheder tiltrak sig opmærksomhed, blev han stadig mindre interessant for medierne. Krigen i Irak og terrorismen fik søgelyset til at rykke væk fra Balkan og dets problemer. Selv Kosovo havde ikke længere høj prioritet. Og også i Serbien havde befolkningen nok af andre pr0blemer at bekymre sig om, f. eks. hvordan man skal overleve i et samfund, hvor fattigdom og korruption florerer. Alligevel opgav Milosevic ikke kampen. Han førte sit eget forsvar og gjorde sig stor umage. Hans kone, Mira Markovic, måtte imidlertid snart flygte til Rusland, efterlyst af politiet for meddelagtigthed i drabet på politikeren Ivan Stambolic. Det må have været et alvorligt slag for Milosevic. Altid havde hun været hans store støtte, både i livet og i politik. Hun kunne nu ikke længere besøge ham i Scheveningen. Hvor må han have følt sig alene!

Jeg skulle ikke vente længe på at få hans død bekræftet. Slobodan Milosevic var ganske rigtigt død, i en alder af 64. Hvilken trist dag at dø og hvilken trist måde at dø på. Alene i en fængselscelle. Som en hund. Var det et hjertetilfælde? Eller var det måske et selvmord? Tanken faldt mig et kort øjeblik ind, hvorefter jeg afviste den kategorisk. Ingen, som så denne mand i levende live, vil kunne tro på, at han ville begå selvmord. Dertil satte han sit eget liv for højt. Og ydermere havde han en stor opgave foran sig: i at bevise, hvad han så som sandheden om sig selv selv over for historiens domstol, over for hele verden. Nu vil andre kunne dømme ham, uden at han kan gøre indsigelse - præcis, hvad han ønskede at undgå.

Blodigt kapitel

Mens jeg følger reaktioner og kommentarer i fjernsyn og på nettet, kan jeg mærke at jeg langsomt optændes af vrede. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor kunne retfærdigheden - den menneskelige retfærdighed, ikke den guddommelige om hvilken vi intet ved - dog ikke ske fyldest? Er Gud barmhjertig over for krigsforbrydersigtede? Eller ønsker Han måske at fratage dem chancen for at forsvare sig selv? Hvorom alting er, ville det for serberne have været langt bedre at kunne følge afslutningen på hans retssag. At opleve ikke blot Milosevic blive idømt livsvarigt fængsel, men frem for alt selv at blive konfronteret med sandheden og ansvaret for krigen og de krigsforbrydelser, deres egne landsmænd og soldater begik i Srebrenica, Kroatien, Bosnien og Kosovo. Og måske at finde styrke og visdom til at afslutte dette dystre, blodige kapitel i deres historie, hvis fremmeste symbol var denne magtfuldkomne, skruppelløse politiker.

Slavenka Drakulic er kroatisk forfatter. Hendes seneste bog, der er oversat til dansk, er De ville ikke gøre en flue fortræd. Krigsforbrydere for retten i Haag

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her