Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

29. april 2006

Hæderværdig selvmordsaktion.

Medierne gør meget ud af splittelsen hos S på trods af, at den stort set glemte splittelse hos K dels er langt større rent ideologisk, dels betyder langt mere for den førte politik.

For ikke at miste venstrefløjsvælgere til f.eks. de radikale, illuderer man ubehag ved samarbejdet med DF. Det er ægte nok for venstrefløjen, men for højrefløjen er DF intet problem, og Anders Fogh er den Alfa-han, disse konservative betragter som deres naturlige leder. De to venstrefløjs-gidsler Per Stig og Connie Hedegård må påtage sig hele ansvaret for det nuværende DF-regimente. Her kunne en 'selvmordsaktion' være hæderværdig.

G. Petersen
Hornslet

Den gode ældrebyrde

Ældrebyrden er ofte forfejlet blevet betegnet som eb byrde for samfundet. For mig at se er det snarere en fornuftig måde for samfundet at lave en god opsparing og en god fordeling af pengerigeligheden, hvorved vi undgår inflation og overforbrug.

Ældresektoren betyder, at de ældre bruger deres egne penge fornuftigt ofte til indenlandsk forbrug. De mange lavtlønnede indenfor ældre sektoren bruger ligeledes hovedparten af deres penge med omtanke på indenlandsk forbrug. Både de ældre og de mange ansatte er med til at holde inflationen og lønstigningerne i ave.

Hvis vi som i USA valgte at lade middelklassen bruge penge, som de lyster, og lade de ældre leve, som de nu bedst kan, mange under fattigdomsgrænsen, ville vi også i Danmark opleve overforbrug i bestemte dele af befolkningen med inflation og rentestigninger til følge. Middelklassen ville købe større biler, bruge mere benzin og energi herunder anskaffe sig aircondition m.m.

Jeg tror, at vi er blevet er rigt land med et fornuftigt forhold til energi og lav inflation netop på grund af vores store ældresektor. Så længe vi har næsten fuld beskæftigelse indenfor mange sektorer, bør vi fastholde den store ældresektor, og ved god planlægning kan vi sikkert også udvide den og ansætte flere i sundhedsektoren, der skal sætte fokus på et langt liv sundhed og helse til glæde for alle alders grupper.

Mere ældrebyrde, tak. Ikke mindre.

Ulf Torlyn
Århus V

Naive nazister

At det er godt, vi har filosofferne til at tænke nuanceret, vidner Geoffrey Cains læserbrev den 25. april endnu engang om. Cain kritiserer, at året Sonningpris-modtager, den ungarske filosof Agnes Heller, i et interview i Deadline på DR 2 skulle have sagt, at marxisme ikke har noget med Gulag at gøre, og at islamisk terror ikke skulle have noget med islam at gøre.

Hvad Heller sagde, var imidlertid, at islamisterne bruger islam til at skabe en totalitær ideologi, som Stalin brugte Marx - og Hitler Nietzsche og Wagner. Pointen er altså, at islam, Marx, Nietzsche og Wagner kan bruges til at skabe totalitære ideologier, men at de ikke er totalitære ideologier.

Den relevante parallel til Cains naive nazist er derfor ikke disse, men de mange der blindt støttede Stalin, Mao og alle de andre kommunistiske diktatorer, der erklærede, at de byggede på Marx. Men at sige, det er den eneste måde at læse Marx, svarer til at give Jesus skylden for korstogene og alle andre forbrydelser begået i kristendommens navn.

Hvad angår nazismen, så var der tidligt også blandt topnazister forsøg på at 'løse jødeproblemet' ved at deportere jøderne til Palæstina eller sågar Madagaskar. Først senere påbegyndte man jødeudryddelserne. Men nazismen byggede hele vejen igennem på en afskyelig racistisk tankegang om jøderne som en underlegen race. En naiv nazist er derfor uanset hvad, en der støtter disse teori. Men man bliver ikke nødvendigvis nazist af at læse Nietzsche eller høre Wagner.

Jon Rostgaard Boiesen
Århus C

Nye tilbud til nye lyttere

P1 sender en del programmer mere end én gang - og det kan opfattes som en fordel eller en ulempe, alt efter lyttervaner og temperament. Karen Syberg oplever det som tortur (Information den 24. april).

P1 har i dag 50 selvstændige redaktioner, der udkommer med i alt 100 helt nye programmer ugentligt. Genudsendelserne er et tilbud til de travle lyttere, der har brug for mere end én chance til at høre et godt program - derfor genudsender vi mange programmer i et forholdsvis fast mønster, valgt efter at så få lyttere som overhovedet muligt skal møde det samme program mere end en gang. Vi skriver faktisk i programoversigterne, når der er tale om genudsendelser, og hvornår de blev sendt første gang, men oplysningerne forsvinder ofte, når programoversigterne kommer i avisen.

Karen Syberg kritiserer også genbrug af stof i P1 Morgen. Men P1 er helt ærlig med den elektroniske morgenavis. Den uddeles i tre opdaterede, varierede og versionerede udgaver kl. seks, syv og otte - og lytterne får dermed et relevant timelangt aktualitetsbillede, uanset hvornår de står op om morgenen.

P1 ønsker at tilfredsstille lytterne bedst muligt - alt taget i betragtning. Og hvis vi skærer væsentligt ned på antallet af genudsendelser af de større programmer (til ulempe for rigtigt mange lyttere), så er der kun to mulige scenarier: At reducere budgetterne for de enkelte programmer voldsomt til skade for programkvaliteten - eller at P1 gøres helt tavs i en del af døgnet.

Begge dele ville dæmpe lytternes lyst til at vælge kanalen i meget stort omfang og slå den ihjel på meget kort tid. Derefter ville der hverken være noget at sende - eller genudsende.

Anders Kinch-Jensen
P1-redaktør, DR

Hva’ nu?

Hvad skal der nu ske for at løse vores problemer med immigrationen, der som alle ved, virkelig trænger til et løft ud over det almindelige. Vi har intet hørt fra regeringens side, efter at vandene har lagt sig; også den verbale tone.
Det er jo langt fra nok med møde på Marienborg, at udsendse en ambassadør til Mellemøsten, dannelsen af Demokratiske Muslimer, eller den (desværre) lidt kiksede Michelles Mission, endsige Georg Metz’ glimrende indlæg i programmet Asmaa og Adam på DR2.
Mange mange danskere regner da med, at regeringen, uanset de kommende velfærdsforhandlinger, snart kommer med et langsigtet udspil, der hurtigt og effektivt får sat overordnede programmer i gang. Også selv om statskassen skal på vid gab. Ellers kunne man let få den tanke, at den sanmlede regering, står bag Dansk Folkepartis ikke-danske adfærd over for indvandrerne hertillands.

Birk Keller
Nørrebrø

Diplomatisk kortslutning

Det er et fremskridt, at Gorm Winther den 26. april nu erkender, at der står fageksperter bag kritikken af regeringens vildledende fremstilling af ambassadørbrevet til statsministeren, som han imidlertid fortsat har mistet konteksten bag.
Imidlertid fremturer han atter med sin paranoia om masseødelæggelsesvåben og hævder, at jeg skulle ønske »forsoning« med »mørke kræfter« – og så er vi ovre i bodega-retorikkens Star Wars-univers igen.
Her betyder dokumentation af statsministerens kortslutning af diplomatiet, at man har forskrevet sig til The Dark Side of The Force og tilskrives »forsoning« med islamiske regimer, der bruger »tortur, voldtægt og barbariske henrettelsesmetoder« (sic!).
Winther er desværre symptomatisk for de fundamentalistiske islamofober på venstrefløjen, der i lighed med Dansk Folkeparti fuldkommen sammenblander globale konfliktscenarier med de basale bestræbelser på at få det danske samfund til at fungere på en gensidigt hensynsfuld måde.
I dansk sammenhæng er Muhammed-karikaturerne et propagandistisk angreb på et trængt mindretal og en gave til Dansk Folkeparti – i det globale spil er det en tåbelig håndsrækning til anti-vestlige islamister. Det førstnævnte var Jyllands-Posten i sin ret til, hvor usympatisk det end var, det sidstnævnte kunne den danske regering have undgået gennem en smule diplomatisk professionalisme – men døren blev smækket i.
Derved hånede man på samme tid de muslimer, som ønsker menneskerettigheder og bekæmper autoritære regimer i den islamiske verden, som man forærede islamisterne en helt unødvendig propagandatrumf. Det er dér, hunden ligger begravet.

Rune Engelbreth Larsen
Højbjerg

Atomvagthunde

SF ønsker ifølge Anne-Grete Holmsgaard (Information den 27. april), at det Internationale Atomenergiagenturs ’dobbeltrolle’ skal indskrænkes, så IAEA ikke længere skal promovere a-kraft.
EURATOM har samme dobbeltrolle. Skal den så ikke også indskrænkes – ja, helst fjernes fra EU-traktaten?

Geo Horn
Gandrup

Bøllebank uden omtanke

Under overskriften »Information giver tæsk« går det den 27. april igen ud over Borgernes Dagsorden, som er den hjemlige hovedaktivitet i EU’s tænkepause. Og samtidig et af de projekter vi i Nyt Europa har investeret ganske mange kræfter i at få op at stå. Netop derfor er vi da mindst lige så frustrerede over, at de investerede skattekroner og de mange kræfter ikke har kastet mere Europadebat af sig, end det har været tilfældet!
Mangt og meget skulle have været gjort anderledes, så langt er vi enige med Information. Men derfra og til at drage den slutning, at alt har været spildt og overflødigt – det er bøllebank uden omtanke. Tag f.eks. debatmødet med Jeremy Rifkin og Per Stig Møller, som Information (!) og Nyt Europa arrangerede sammen med DIIS og International debat, vel at mærke inden for rammerne af Borgernes Dagsorden. Der var flere end 300 i salen og interview med Rifkin i Information, Politiken, Jyllands-Posten, Lettre, Orientering og Deadline. Ja, sågar også på EUObserver.
Kritik er godt, især hvis hensigten er at bygge noget bedre op. Information er her inde på en anden kurs. Pludselig handler det om at tæske løs på de i forvejen meget skrøbelige bestræbelser på at etablere en debat, der rækker højere end toppen af Pia Kjærsgaards flagstang. Og det tilmed endnu engang uden at komme med skyggen af alternative forslag. Altså lige bortset fra, at det hele kan være lige meget.

Steen Gade
Formand, Nyt Europa

Danmarks image

Ét er, at man som dansker dagligt i tv skal både se og høre på politikere fra Dansk Folkeparti, når de udbreder sig med deres syge, inhumane indvandrerpolitik. Det er slemt nok i sig selv. Men endnu værre er det at følge tilstrømningen til DF. Det er rystende læsning. Folk myldrer jo til. Pinligt.
For hele Danmark er det nedslående, at efterhånden som disse hadske toner gennem den internationale presse siver ud til andre lande, så bliver danskere over en bred kam karakteriseret som racister og dumme svin.
Det er naturligvis et ekstremt dårligt image at have, som forstærkes af, at vi pt har en følelseskold regering, der ligger tæt op ad Dansk Folkepartis syn på flygtninge. Og det vil tage mange år at slette det stempel, vi har fået internationalt. Mange år.

Karl Nielsen
kerteminde

Brænd det slidte flag

Det seneste nummer af det gratis blad IdeNyt bringer en artikel om flag og flagstænger. Her kan man læse, at det ikke er god tone at smide et slidt og udtjent Dannebrog i skraldespanden. Det korrekte er at brænde det. Her ligger der en mulighed for en eksportsucces, der samtidigt kan befri os fra det triste syn af brændende, ukorrekte Dannebrog i tv.

Jan Krag Jacobsen
Farum

VU er revolutionære

Venstres Ungdom opfordrer til at arbejde sort. Det er civil ulydighed imod en uretfærdig skattlovgivning. Det minder om de venstreorienterede i 1960’erne, som kæmpede imod verdens uretfærdighed ved bl.a. at smadre magtens tilranede goder.

P. Henriksen
Odense C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu