Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
15. april 2006

Det åh så tolerante Danmark

Adskillige DR2 seere glæder sig utvivlsomt til snart at skulle opleve den nye tæt indpakkede studieværtinde frk. Asmaa Abdol-Hamid på skærmen, men de færreste har sat sig ind i, hvad der gemmer sig bag de sofistikerede gevandter.

F.eks. nægter frk. Asmaa at give hånd til vantro danske mænd eller i det hele taget komme i berøring med mænd. I den totalitære samfundsorden, hvori frk. Asmaa befinder sig, skelner man stringent mellem det rene og det urene. Ved at iføre sig specielt dette tørklæde i vort demokratiske samfund, signalerer frk. Asmaa med al tydelighed, at hun underkaster sig de strenge love, som bl.a. accepterer flerkoneri (hvor muligt), afklapsning af ulydige koner, stening for utroskab, halv arveret for piger, contra drenge, o.s.v..

Frk. Asmaa har på det seneste som medlem af Enhedslisten udmærket sig ved at medvirke i politiske aktiviteter, hvor hendes forståelse for demokrati og ytringsfrihed kan diskuteres. Bl.a. var hun én af frontfigurerne for de 11 muslimske organisationer, som i oktober 2005 indgav politianmeldelse mod Jyllands-Posten, i protest mod et par harmløse tegninger. For et par dage siden var hun primus motor for de muslimske organisationer, som anlagde civilt søgsmål mod JP's chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose, i samme anledning.

Altså en dame som i mistænkelig grad tilslutter sig muslimsk fundamentalisme og samtidig er ekstremt politisk engageret. Kan en sådan person som studievært forenes med radiolovens principper om politisk alsidighed og uafhængighed? Og endvidere, er der overhovedet nogen, som har spurgt de tvangsindlagte danske licensbetalere, om de samtykker i at bidrage til totalitær muslimsk propaganda på den tv-kanal, de selv financierer?

I Tyrkiet tillades brugen af tørklæde i offentlige institutioner eksempelvis ikke, hvorimod i lille Danmark bestemmer kultureliten åbenbart grænserne for tolerancen på samtlige borgeres vegne.

Jørgen Bülow Hansen
Helsinge

Vand til alle

Leonardo Boff er en velmenende mand (Information den 30. marts); han vil skaffe rent og gratis drikkevand til alle mennesker på jorden - en god og retfærdig sag. Men når han taler om 50 liter om dagen eller mere pr. person, overdriver han.

Her i Salvador kan man ikke stole på postevandet. En hjemløs druknede i det centrale vandtårn og sivede lige så langsomt ud til byens fire mio. indbyggere; vandkvalitetskontrollen opdagede intet. Rørledningssystemet er læk masser af steder, hvor spildevand kan trænge ind og forurene brugsvandet. Og i mange huse opbevares dette i frønnede vandtanke af eternit fra en tid, hvor man ikke tog notits af faren fra asbestfibre.

Så vi, der har råd, køber rent vand i 20 liters balloner som dem, man har på danske kontorer. Vand til madlavning, the, kaffe, juice og til at drikke rent: Alt kommer derfra, og med stabile 30 grader i skyggen går der noget til. Men mere end 15-20 liter om dagen har vi - fem mennesker plus diverse besøgende - aldrig været oppe på at bruge. Uden overdreven sparsommelighed.

Opgaven at sikre rent, gratis drikkevand til alle er altså mindre titanisk, end Boff tror. Men måske ikke af den grund lettere at sætte igennem imod stærke koncerner, der ønsker at kapitalisere verdens vandressource og deres håndgangne økonomer i diverse internationale organisationer, som i høj grad dikterer fattige lande deres politik.

Therkel Stræde
Salvador/Brasilien

Påske

Påskeblødt og sort

når arbejdsdagene kommer til kort

skal du sidde til bords med himlen i håret

og snuse til lammestegen med en summen i

låret

amen.

Rolf Steensig

Umenneskelig behandling

At smide børn ud af deres hjem er både forkasteligt og umenneskeligt. Boligretten i Århus bestemte i torsdags, at Brabrand Boligforening godt må sætte en mor og hendes syv børn på gaden med henvisning til, at et af børnene har begået kriminalitet. På den måde får boligforeningerne lov til at straffe en hel familie og heriblandt børn pga. et af børnenes kriminalitet.

At sætte en enlig mor og hendes små børn på gaden, fordi hun ikke magtede at holde styre på sine børn, er både forkasteligt og umenneskeligt. Ingen forældre ønsker, at deres børn bliver kriminelle. Kriminalitet blandt børn og unge skyldes bl.a. de sociale forhold, børnene lever under. Mange af de børn og unge kommer fra familier, hvor forældrene ikke har ressourcer nok til at tage sig af børnene og deres behov. De familier og børn har brug for støtte og hjælp i stedet for at blive straffet.

Hvis hverken kommunen, de socialmyndigheder, politiet mv. har kunnet komme kriminalitet til livs blandt børn og unge i området, hvad hjælper det så at straffe børnenes ressourcesvage forældre og deres små søskende? At smide en enlig mor og hendes mindreårige børn ud på gaden er imod ethvert barns tarv. Aarhus Kommune og andre myndigheder har et ansvar for kriminelle børn og unge. De skal leve op til deres ansvar og tage hånd om kriminelle børn og unge og deres familier. De skal ikke lade boligforeningerne straffe disse familier ved at gøre dem hjemløse. Det er en fuldstændig umenneskelig behandling af de børn og unge, som i hele deres opvækst er blevet svigtet. Det kan det danske samfund ikke være bekendt.

Nahid Riazi
socialpædagog, kvinde - og børnesagsaktivist

Miljøforbedringer i rette perspektiv

Godt skjult af Muhammed-krisen udkom DMU’s miljøtilstandsrapport. Rapporten konkluderede, at det går bedre indenfor mange miljøområder. Derfor konstaterede Eyvind Vesselboe (V) naturligvis omgående, at regeringens nedskæringer har været uden betydning for Danmarks natur og miljø.
Eyvind Vesselboe glemmer imidlertid tidsperspektivet. Hovedparten af forbedringerne skyldes jo tiltag, som blev besluttet længe før regeringen kom til f.eks. røggasrensning på kraftværker, katalysatorkrav til biler, blyfri benzin, bedre spildevandsrensning, de første vandmiljøplaner osv.
Vi høster således frugterne af tidligere regeringers miljøpolitik – først i de kommende årtier vil vi mærke de fulde effekter af den siddende regerings miljøpolitik. Derfor er Vesselboes ræsonnement forkert. Tværtimod er regeringens miljøpolitik langt fra tilfredsstillende.
Justitsminister Lene Espersen har hidtil saboteret forslaget om miljøzoner med filterkrav til tunge køretøjer i København. Dette på trods af at miljøzoner hvert eneste år ville spare ca. 400 dødsfald, tusindvis af bronkitistilfælde, titusinder af astmaanfald, samt hundredetusinder af sygedage eller dage med begrænset aktivitet på arbejdsmarkedet. De udførte samfundsøkonomiske beregninger viser, at miljøzoner ville give en årlig gevinst i milliardklassen, helt uden at belaste erhvervslivet.
Transportminister Flemming Hansen nægter hårdnakket at tillade kørselsafgifter - ikke engang på forsøgsbasis, så den hastigt stigende CO2-forureningen fra transportsektoren kan tæmmes.
Dette er ellers særlig aktuelt, efter at Det Europæiske Miljøagentur igen dumpede den danske Kyoto-indsats for at nedbringe CO2-forureningen. Transportsektoren er endda helt fritaget fra Folketingets aftale om energispareindsatsen fra 2005.
Skatteminister Kristian Jensen og Finansminister Thor Pedersen har endnu ikke fået differentieret afgifterne, så Danmark kan fremme energiøkonomiske biler og indføre alternative brændstoffer. Dette kunne ellers løsrive vores velfærd fra benzinpriser fastsat af Mellemøstens ustabile regimer.
Miljøminister Connie Hedegaard har endnu ikke formået at indføre et krav om, at hele landbrug skal miljøgodkendes på lige fod med anden industri. Dette er ellers en forudsætning for at opnå mest miljø og natur for pengene. Connie Hedegaard fortsætter dog bravt kampen.
Resultatet af den utilstrækkelige natur og miljøbeskyttelse ses direkte af, at kun få vandløb, søer og fjorde har ’en god økologisk tilstand’ og derved lever op til EU’s Vandrammedirektiv. Det skyldes i høj grad forureningen fra landbruget. Samtidig har regeringen bremset/forsinket udbygningen af vindmølleparker og den folkelige inddragelse i miljøaktiviteter forsvandt med Den Grønne Fond.
Det er i hovedtræk korrekt, at det går bedre indenfor de områder, hvor miljø og natur prioriteres, hvilket netop understreger, at det betaler sig at investere i miljø og natur. Men hovedindtrykket er forsat, at der er alt for mange områder, hvor landets miljø og natur forsømmes. Dette er ikke kun et udfald af den nuværende regerings miljøpolitik, men regeringens voldsomme nedskæringer inden for miljø- og naturområdet har bestemt ikke gavnet sagen.

Kåre Press-Kristensen
miljøkonsulent, Det Økologiske Råd

Vedrørende væbnet jihad

I artiklen »Tilbage til rødderne« den 11. april af Charlotte Aagaard blev jeg citeret for at have sagt:
»Mange folk, som har samme opfattelse som bin Laden, kalder sig salafister, men i praksis er de inspireret af den revolutionære tænker Sayid Qutb, der forsvarer væbnet jihad.« Den sidste sætning i citatet er ikke formuleret af mig og må derfor tillægges journalistens forkerte sammenkædning af terroraktioner og jihad.
At der findes legitim, væbnet jihad i islam, er der ingen tvivl om. Denne form for kamp er dog styret af mange regler og betingelser og er kun tilladt, når den ledes af en islamisk legitim militærleder, og det er op til de islamiske lærde at fastlægge, hvornår en sådan jihad kan træde i kraft.
Der er med andre ord faste regler i islam for jihad, og det er ikke op til den enkelte muslim at erklære den, i modsætning til hvad qutbisterne siger.
Det som Qutb, og de som bærer hans tankegang, forsvarer, er selvmordsaktioner, drab af sagesløse civile og oprør mod muslimske regenter, noget som ikke har noget med jihad at gøre og som islam ikke tillader, og vi som salafister derfor ikke går ind for.

Abu Zakariya Saeed bin Gunnar Bak
Odense NØ

Not fade away

The Rolling Stones blev til deres første koncert på det kinesiske fastland pålagt ikke at fremføre visse af deres sange fra deres helt enestående bagkatalog. Det er ikke første gang Rolling Stones udsættes for censur og indskrænkning i deres ytringsfrihed såvel i koncert- som i albumsammenhæng.
For os andre er det endnu et konkret eksempel på de kinesiske magthaveres krænkelse af ytringsfriheden. Men for Rasmus Bang Petersen er det ikke krænkelsen af ytringsfriheden, der er bemærkelsesværdig, men derimod at Rolling Stoene »gerne lægger bånd på sig selv for at tjene en skilling eller to.« (Folk den 11. april ).
At mistænkeliggøre den krænkede parts motiver er en noget besynderlig tilgang til kampen for ytringsfriheden, ikke mindst for en avis.

Jørgen Christian Wind Nielsen
Hellerup

Apropos påske

Påskeevangeliet – en fortælling på de høje nagler.

Uwe Max Jensen
kunstner, Egå

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her