Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
25. april 2006

Danmarks omdømme

I den norske avis Dagsavisen den 20. april står følgende kommentar til at den norske inkluderingsminister Bjarne Håkon Hansen og hans kollega likestillingsminister Karita Bekkemellem har været på studietur i Danmark - "Europas mest indvandringfjendtlige land" - for at studere indvandringspolitik:

"Det er som og rejse til Hviderusland - Europas sidste diktatur - for at studere demokrati."

Jens Andersen,
dansker i eksil i Norge

Forbudsfeminisme

Når Paw Hedegaard Amdisen (PHA) benævner feminisme "forbudsfeminisme" (den 19. april), er det endnu en glad anledning til at understrege, at feminisme stadig er et frigørelsesprojekt:

Hvis lige mange mænd som kvinder var prostitueret, og hvis halvdelen af alle pornofilm centrerede sig om kvindens udløsning alene, ville den feministiske kritik af prostitution og porno bortfalde. Så ville der "kun" være en social bekymring tilbage.

Feminisme handler om at omfordele magt, ressourcer, muligheder og indflydelse i samfundet. Feminisme handler om at udvide viften af mulige identiteter for både mænd og kvinder:

Fordi man skal kunne gå med joggingbukser, tørklæde eller bar mave som det passer én uden at blive kaldt kedelig, kysk eller udfordrende; fordi man skal have lige løn for arbejde, der er lige meget værd; fordi man skal have mulighed for at gøre karriere som kvinde eller passe børn som mand uden at der ses skævt til én. Derfor er feminisme et frigørelsesprojekt.

Camilla Burgwald,
budgetordfører for SF i København og feminist

Hele lægeforeningen bag kritik

Regeringen og Dansk Folkeparti har endnu engang indgået forlig om stramninger af udlændingelovgivningen.

Således kan torturofre trods specialistdokumenteret post traumatisk stress syndrom( PTSD) ikke længere søge dispensation for danskkundskaber og få indfødsret selvom øvrige krav er opfyld. Folketingets indfødsretsudvalg vil ikke længere vurdere specialisters undersøgelse og erklæring, og traumatiserede torturofre kræves på lige fod med andre at lære det danske sprog.

I Information bragtes den 18. april et interview med læge Mogens Elmer, der er initiativtager til indsamling af 1.625 underskrifter fra læger i protest mod regeringens udlændingepolitik. I koordinationsgruppen sidder repræsentanter fra hele lægestanden og underskrifterne er afleveret til Folketinget i februar.

Allerede den 16. januar skrev lægeforeningens etiske udvalg en leder i Ugeskrift for Læger, hvor lægeforeningen tager afstand fra stramningerne af udlændingelovgivningen. Det kritiseres, at torturofre med PTSD ikke længere kan søge dispensation for at lære dansk, og at speciallægeerklæringerne ikke respekteres af Indfødsretsudvalget.

Der er således en samlet protest fra hele lægestanden mod regeringens udlændingepolitik.

Paul Gram-Hansen,
læge, Odense

Religiøsitetens inderste kerne

Det må være muligt ved hjælp af kvantemekanikkens formler at bevise, at Big Bang blev skabt af et væsen med en intelligenskvotient eksakt lig nul. Herefter kan der udstedes et verdensomspændende forbud mod alle former for religiøsitet (russerne var godt i gang). Alle kirker kan rives ned, og folk der har svært ved at acceptere den nye tilstand, kan tilbydes psykologhjælp eller pædagogisk behandling mht. at forstå formlernes gyldighed.

Det minder mig om en drøm, jeg engang havde. Jeg drømte, jeg var vågen, men havde en svag mistanke om, at det kunne være en drøm. I drømmen mødte jeg andre, der havde det som jeg. Sammen opsøgte vi et universitet, hvor professorerne holdt lange foredrag, der havde til formål at bevise, at dette var virkelighed - altså ikke nogen drøm.

Jeg husker argumenterne var gode - så gode, at jeg lige nåede at blive overbevist, inden jeg vågnede fra drømmen.

G. Petersen,
Hornslet

Tågesnak

Informations chefredaktør Palle Weis introducerer nogle nye redaktionelle tiltag den 21. april. Hvis Lotte Folke Kaarsholms store og indsigtsfulde interview-artikel om kulturradikalismen i samme nummer er et eksempel på det nye, så lover det godt.

Et konkret eksempel på nye tiltag er ifølge Weis, at Bent Winther regelmæssigt vil skrive en politisk weekendkommentar. Derfor læste jeg med særlig interesse Winthers kommentar om "den lalle-tolerante venstrefløj". Sjældent har Information udsat bladets læsere for et så underlødigt og forvrøvlet indlæg. Næsten halvdelen af teksten var et personligt angreb på Tøger Seidenfaden som "en mand i krig", afsluttet med en absurd påstand om, at han og andre "krigere" ikke skulle være i stand til både at kritisere muslimske ekstremister og Dansk Folkeparti. Følger Winther overhovedet ikke med i den danske debat?

Winther fortsætter i samme stil ved at påstå, at "den danske venstrefløj og omegn" ikke skulle være i stand til både at tage afstand fra muslimsk kvindeundertrykkelse og Dansk Folkepartis menneskesyn. Uden at definere, hvem hans danske venstrefløj er.

Jeg har faktisk aldrig mødt nogen i den 'omegn', der ikke er i stand til at tage afstand for begge dele på én gang. Hvis ikke Weis kan finde mere kvalificerede politiske kommentatorer til sit nye tiltag, vil jeg foreslå, at han dropper den del af bladets nydannelse.

Niels I. Meyer,
Hørsholm

Lykkelig skilsmisse

Med Socialdemokraternes nye visionspapir, er det endelig lykkedes Helle Thorning-Schmidt at markere en reel ideologisk kant til regeringen.

Oplægget kommer netop, som Det Radikale Venstres folketingsgruppe har valgt at pege på Marianne Jelved som partiets statsministerkandidat. En beslutning, som aviserne straks har udlagt som et farvel til Helle Thorning og goddag til Anders Fogh, men som i virkeligheden bygger på den dybere sandhed, at hvis Socialdemokraterne og de radikale nogensinde skal finde sammen igen, kræver det en skilsmisse her-og-nu.

Der skal luftes ud i forholdet og vendes op og ned på samlivsstrukturen, før Socialdemokraterne og de radikale atter kan køre parløb. Indtil det måske sker en dag, må vi skabe rene linjer, så uenighederne kan få afløb i saglig kritik i stedet for kold luft og surmuleri. Men rene linjer indebærer også, at vi skal vise vilje til at samarbejde om det, vi faktisk er enige om.

Jeg læser derfor det socialdemokratiske visionspapir som en invitation til et samarbejde om et mere socialt retfærdigt Danmark. Det forudsætter en massiv indsats mod den sociale udstødning, som hvert år rammer hundredtusindvis af mennesker i form af lavt selvværd og dårlig livskvalitet. Men det kræver også mod til at gøre op med den fuldstændigt usaglige fredning af boligejerne. Den er ikke social retfærdig.

Zenia Stampe,
Landsformand for Radikal Ungdom

Utilitarismefælden

Ole Espersen spørger mig den 20. april, om vi ikke skal mindske antallet af kriminalitetsofre mest muligt. Dernæst spørger han, om vi ikke bør følge den kriminalpolitik, der bedst fører til dette mål.

Udgangspunktet er mit læserbrev den 11. april, hvor jeg søgte at betone retfærdigheden som en vigtig del af retsvæsnet. Det liberale samfund er præget af utilitarisme (nyttetænkning). Nytte i kriminalpolitik betyder at mindske kriminaliteten. Her overfor fastholdt Kant retfærdigheden, der er en værdi i sig selv. Straf kan begrundes med retfærdighed. Men retfærdighed kan ikke begrundes med nytte.

Desværre gav redaktionen mit læserbrev overskriften "drop nyttetænkningen". Faktisk opfordrede jeg ikke til at droppe nyttetænkningen, men til at rehabilitere retfærdigheden.

Hvis folk udtrykker ønsker om at straffe forbrydere, affærdiges det af kriminologer som primitiv hævntørst eller diffus retsfølelse. Selv straftilhængerne henviser til folks 'retsfølelse'. Retfærdigheden gøres usynlig af utilitarismen og af diffus snak om retsfølelse.

Derfor er det let at falde i utilitarismefælden, dvs begrunde med nytte når man mener retfærdighed. Ole Espersen søger listigt at lokke mig i utilitarismefælden. Jeg siger nej tak. Vi skal nemlig have både nytte og retfærdighed.

Jean Fischer,
Sorø

Socialdemokratisk politik - af VK

Når oliepriserne stiger, så stiger også statens indtægter fra afgifter på benzin etc., da afgifterne samt momsen er proportionale med varens pris. Disse indtægter stammer fra befolkningens private økonomi og bruges til at forbedre statens økonomi bla. i forhold til den offentlige sektor, som således vokser, hvilket det relle skattetryk også gør.

Er konsekvensen ikke, at den borgelige regering i praksis fører en traditionel socialdemokratisk politik - og hvis ikke, hvorfor?

Anders Johansen,
Humlebæk

Venstrefløj lig antistalinisme

I sit portræt af Agnes Heller den 19. april skriver Preben Kaarsholm, at Hellers synspunkt - om at de østeuropæiske samfund ikke kunne demokratiseres gennem reformer, men kun gennem et revolutionært sammenbrud - gav anledning til kontroverser med den danske venstrefløj.

Ifølge Kaarsholm var der her nogen på venstrefløjen, der skulle have ment, at vi i Vesten skulle koncentrere os om kampen mod kapitalisme og amerikansk imperialisme og så overlade opgøret med diktaturet til den lokale opposition i Østeuropa.

SF og VS vendte sig - som de eneste - imod undertrykkelsen i såvel Øst som Vest. SF og VS støttede den antistalinistiske opposition i Østeuropa. Protesten mod Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet i 1968, Charter 77 og Solidaritet er blot tre eksempler. Ligesom de borgerlige var blinde over for USA's forbrydelser mod menneskeheden, var DKP blinde ift. Sovjetunionens forbrydelser, og DKP bekæmpede den lokale, demokratiske opposition i Østeuropa og forsvarede diktaturet.

Vil Kaarsholm ikke godt fortælle os, hvem der på venstrefløjen mente, at man ikke skulle støtte kampen for demokrati i Østeuropa, men overlade denne kamp til den lokale opposition?

Ole Thorbek,
Værløse

Blev nazismen misbrugt?

Endnu et smukt vidnesbyrd om, at det er filosofferne, der forstår denne verden allermindst, fik vi fra den ungarsk-fødte Agnes Heller i Deadline søndag aften. Marxisme har ikke noget med Gulag at gøre, og islamistisk terror har ikke noget med islam at gøre, betroede hun Jes Stein Petersen.

Han kunne have spurgt hende, om det også gjaldt nazisme, da der sikkert var mange velmenende nazister, der ikke mente, at arisk dominansvar ensbetydende med barabariskmassemord. Måske har disse naive nazister senere følt, at Adolf Hitler havde misbrugt nazismen på samme måde som Stalin og Lenin misbrugte Marx og terrorister misbruger islam? Det var Jes Stein Petersen dog for høflig til at spørge om.

Geoffrey Cain,
Hellerup

Sort er kaffen

Bendt Bendtsen har inviteret Pia Kjærsgaard på kaffe, der har kvitteret invitationen med at bede om en sort kaffe og ikke caffè latte, som man drikker hos de radikale. Men hvad med daggammel kaffe, der har stået og gæret på kaffemaskinen en halv dags tid? Det er vel den kaffe de fleste 'almindelige' mennesker drikker dagen lang ude omkring i Danmark.

Helgi Breiner,
Kbh. Ø

Dyr og børn

Søren Krarup er medlem af og bannerfører for et parti, der sætter trivslen for dyr under transport højere end trivslen for børn af afviste asylansøgere. Det er da rart at vide.

Jesper Sørensen,
København Ø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her