Læsetid: 9 min.

LÆSERBREVE

Debat
13. maj 2006

Vi har brug for mere RUC

Eva Sørensen m.fl. bruger en hengemt retorik når de den 9. maj siger, at RUC består af en lejr, der ønsker at fremme forskning, og en anden lejr, der ønsker at fremme undervisningen. Vis mig én forsker på RUC, der ikke taler for at fremme forskningen.

Som universitetsansatte har vi en sund forståelse af, at vi skal levere fremragende undervisning baseret på fremragende forskning. Men rammerne for forskning og undervisning er RUC ved at ændre. Heldigvis, for vi trænger til at ruske op i de gamle dogmer - også det dogme at halvdelen vil forske og halvdelen vil undervise, sådan noget pærevrøvl.

Kritikken på RUC går især på den tilgang, rektor har til at gennemføre forandringer. En kommunikation, der tager udgangspunkt i visionen for det nye RUC - i stedet for i elendighederne ved det nuværende - ville være ulig meget bedre. Jeg har ikke talt med en eneste på RUC, der er negative overfor at formulere vores ønsker til fremtiden. Men jeg har talt med mange, som er såret og fortørnet over, at vores høvding fremlægger et negativt billede af RUC. Behovet er, at høvdingen kommunikerer et lysende billede af det nye RUC. Vi skal skabe forandringer, fordi det vil give et bedre liv for RUC.

Rektor slog ved det første møde på RUC en smuk tone an, som lød, at RUC skal satse mere på at dyrke de fordele, vi har, og styrke de områder, hvor vi har brug for det. RUC skulle tro på sine egne kvaliteter, synes jeg, han sagde, og også: Vi har brug for mere RUC.

Det er et RUC, der satser på vores unikke undervisningsformer, og som bruger de fordele, vi har i at være mange forskere samlet på samme mark, til at skabe interessant, tværfaglig forskning. At vi har brug for forsknings- og undervisningsledelse, der faktisk kan lede, sådan at ledelse bliver et reelt tilskud til forskning og undervisning. Det var en rigtig tone, og vi vil gerne være med til at spille resten af melodien.

Anita Mac
lektor, RUC

Euforiens højder

Information bringer den 9. maj to læserbreve, der respektivt omhandler nydelsen af en flaske vin, og en joint.

Henning Sørensen (HS), lader sig støde af Søvndals opfordring til at fejre et vel overstået årsmøde med at åbne en flaske vin. HS går faktisk så vidt, at han omtaler åbningen af en flaske vi som en barbarisk drikkeskik!

På næste side i avisen kan vi så læse Jakob Schmidt-Rasmussens (JSR) syn på hash. JSR påviser (?), at unge hashrygere er en belastning for samfundet.

Begge herrer har unægteligt forstået en del af problematikken omkring indtagelsen af euforiserende stoffer, men af en underlig årsag vælger de kun at fokusere på de negative historier, og ingen sag - disse inklusiv - er udelukkende gjort op af dårlige sider.

En stor del af den danske befolkning nyder ofte alkohol ,og en mindre gruppe benytter sig af hash. På trods af hvad HS og JSR tror, er der mennesker, som ikke har behov for at flygte fra noget, men tværtimod har overskud til ikke altid at skulle holde tilværelsen i stramme tøjler.

På den ene side har jeg ondt af mennesker som HS og JSR, men mere sigende er jeg til tider bange for dem, der er så opsatte på kontrol, at de ikke tør give slip. Det må jo være fordi, de ved, at der er sider af dem selv, de ikke kan styre eller vil have frem.

Asger Sams Granerud
Frederiksberg C

Naivitet nytter ikke

Hvordan kan man skrive en så uvidende 'analyse' som Peter Mogensens forskønnelse af amerikanernes holdning til indvandrere i Information 9. maj?

Når USA igen og igen fremhæves som idealet for håndtering af etniske grupper, så glemmer man igen og igen to fundamentale forhold. I USA er mindstelønnen så lav, at stort set ingen er så ringe kvalificerede, at arbejdsgiverne ikke kan tjene penge på dem. Den ulykkelige arbejdsløshed blandt indvandrere i Danmark kunne afskaffes i morgen, hvis vi var villige til at afskaffe vores mindsteløn. Men hvem er villige til det? Især ikke de, der tjener det halve eller en tredjedel af Peter Mogensen.

For det andet betyder den voldsomme opdeling i etniske subkulturer i USA, at USA aldrig har haft noget, der blot ligner en magtfuld venstrefløj. Der er nemlig ingen - hverken i USA eller andre lande - der er glade for at dele deres goder med befolkningsgrupper, som de ikke kan identificeres sig med - eller ligefrem forholder sig negativt til.

Når vi er nået så langt med sociale goder i mange europæiske lande, så hænger det netop sammen med, at vi føler et minimum af solidaritet med dem, der modtager de sociale ydelser. Jeg skal ikke hermed gøre mig klog på, hvordan vi kommer ud af problemerne, uden at det kommer til at gå voldsomt ud over det velfærdssamfund, som vi har kendt hidtil. Men ét er sikkert, med naivitet kommer vi ingen vegne.

Hans Meltofte
København Ø

Overraskelse - to gange

I sin anmeldelse af Naja Marie Aidts nye novellesamling Bavian i Information den 4. maj, afslører Lilian Munk Rösing flere helt essentielle pointer, læseoplevelsen kaster af sig. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at Rösing netop ser en af Aidts store kvaliteter i hendes evne til at overraske.

Al logik taler imidlertid for, at det er svært at lade sig overraske to gange, og det havde været rart om Rösing havde udvist lidt pli og ladet overraskelseselementet være en sag mellem Aidt og læseren.

Kasper Schødt
Københavnm K

Hvad har Peter Høeg gjort?

I Information den 6. maj skriver Mikkel Fyhn Christensen (MFC) en artikel under rubrikoverskriften kulturjournalistik.
Man læser, hvad en pr-mand, Christian Have, mener om Peter Høegs markedsføring af sig selv, hvad andre mediefolk har gisnet om ham, hvor smart det i virkeligheden er for opmærksomheden om Peter Høeg, at han har holdt sig væk fra mediernes lys så længe osv.
Jeg kan ikke begribe, at MFC ikke forholder sig til det, der faktisk blevet sagt i det lange interview i Deadline på DR 2, når Peter Høeg åbenbart er så væsentlig en person. Eller sætter sig ind i, hvad Peter Høeg har beskæftiget sig med i de sidste 10 år – for slet ikke at tale om de bøger han har udgivet. I stedet løber MFC med på den latterlige lummerjournalistik, som vi ellers har rigeligt af i disse tider.
I Deadline uddybede PH, dels hvilke tanker han havde gjort sig om det, han kalder ’det spirituelle’, dels erfaringer med den lange arbejdsproces med den nye roman; var det ikke noget for Informations læsere? Oftest går journalister på Information seriøst til værks; derfor er denne artikel så overraskende plat.
Det provokerende og forbudte ved Peter Høeg er, at han i mange år har holdt sig langt væk fra medierne. Hvad han så i øvrigt har beskæftiget sig med, finder MFC det ikke umagen værd at oplyse om. Og som læser føler jeg mig snydt.

Anne Grete Nielsen
Åbyhøj

Højskoler har gode muligheder

Troels Mylenberg (den 1. maj) og Simon Emil Ammitzbøll (den 5. maj) får frit løb til at tale om drabet på højskolerne (Ammitzbøll) og min manglende indsigt i, hvad der foregår (Mylenberg).
Højskolernes tilskud pr. årselev er et af de højeste i hele undervisningssektoren, 100.000 kr. til undervisning samt 25-30.000 kr. til andre udgifter pr. elev. Fem elever ekstra er nok til at betale en ekstra lærer. Intet andet sted i Danmark eller i verden har man en lignende økonomi og frihed. Og det forringes ikke. Tværtimod øges nu skolernes frihed til at gå nye veje og tilbyde visse enkeltfag, som eleverne mangler for at få en uddannelse. Samtidig med at de frit kan dyrke deres specialer og tilbyde alt muligt, som ingen andre uddannelser kan tilbyde. Op til halvdelen af de tilskudsudløsende elever kan være udlændinge. Hvortil nu kommer 16 mio. ekstra fra Integrationsministeriet.
Skolernes problemer skyldes alene den frie etableringsret, som hele tiden fører til oprettelse af nye skoler. Endvidere de faldende ungdomsårgange fra 90.000 efter krigen til godt 50.000 pr. årgang i 1983. Og især overfloden af job og uddannelser og verdens højeste SU samt masser af muligheder for at rejse og uddanne sig i udlandet.
Det er konkurrencen fra alle de andre tilbud og ikke regeringen, der er problemet. Det er i virkeligheden en kæmpesucces, at højskolerne på trods af dette i dag tæller 79 skoler mod kun 60 for 40 år siden. Eleverne kommer, fordi de kender nogen, der har haft en god oplevelse, og som anbefaler skolen til andre. Sådan vil skolerne også i fremtiden kunne overleve og fortsætte den stolte danske folkeoplysningstradition.

Bertel Haarder
undervisningsminister (V)

Klaus og pave Poul

Man tager sig unægtelig til hovedet når Klaus Rifbjerg i sin kronik den 28. april opererer med et John Wayne-univers, hvor kampen står mellem de frigjorte med deres sunde fornuft og humor – og det store forkrampede befolkningssegment der tror på Gud og har dårlig smag. Bag selv det mindste pip om sammenhænge, der er større end det enkelte individs selvudfoldelse, lurer en falangistisk dødsdyrkelse, der truer det mest oplyste, der nogensinde er opstået i Danmark, arven fra den evigt aktuelle PH.
Hvad angår dette ikon, kan man ikke frakende ham et overbevisende talent som lampe-og visemager. Men at udnævne ham til et evigtgyldigt orakel er en fæl gang fundamentalisme. Mandens forfatterskab var bundet til det dagsaktuelle ( for adskillige årtier siden). Hans horisont var temmelig begrænset, og han var ikke nogen dyb tænker.
Ud over at påpege større og mindre skæverter kan man med rette anholde, at mandens forhold til den store emancipatoriske fortælling, han selv deltog i, er præget af en total mangel på refleksion. Hans prosaproduktion lider under en stærk hang til banaliteter og bliver dertil serveret i et kønsløst sprog, der er som støvsuget for humor.

Stefan Brixtofte Petersen
lektor cand. mag., Gentofte

Lusede amatører

I Information den 9. maj skriver Bo Jacobsen en påtale og et svar til Sisse Fagt under titlen »En sag om vilje«.
Jeg er enig i, at man ikke kan få bedre kvalitet til den samme eller lavere pris, eller at man skal bruge flere penge på madvarer for at få bedre kvalitet. Jeg er også af den holdning, at hvis man er klogere på et område, så er det kun godt at dele ud af sin viden, så andre kan få glæde af den. Men det er irriterende at blive bortvist fra debatten, blot fordi man er amatør.
Bo Jacobsen er tilsyneladende træt af amatører, og han kalder diskussionen for »amatørbefængt«, og sammenligner dermed i mine øjne debatterende amatører med skadedyr, der skal udryddes. Det mener jeg er udemokratisk og forkert. Alle skal have lov at blande sig i debatten – både professionelle og amatører. Hvis man er træt af amatører, så findes der vel fora kun for professionelle, f.eks. i kokkenes fagblad, og så kan man jo debattere der.
Men man må finde sig i, at den offentlige debat er »befængt« med os andre, der ikke har en kokkeuddannelse, og at man må besvære sig med at argumentere for sine synspunkter.

Michael Sander
pædagog, København V

Plastikpålæg

’Fødevareskandalen’ handler om gammelt mad med mug på. Men hvad med alt det mad, der nærmest ikke mugner. Omdefiner fødevareskandalen, så skandalen handler om den mad, der ikke kan mugne eller rettere ikke har nogen næring i sig.

P. Henriksen
Odense C

Venstre-logik

Ligesom der kun er kontanthjælpsmodtagere i Danmark, fordi socialrådgiverne holder på dem for at bevare sine job – altså ifølge Jens Vibjerg og Claus Hjort Frederiksen (begge Venstre og uimodsagt af Anders Fogh) – er det nærliggende at antage, at samme parti vil mene, at asylansøgere i Danmark kun er her for at forøge antallet af selvmordsforsøg.

Ib Jensen
Søborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her