LÆSERBREVE

RUC's ledelse i splid med sig selv

"Personalet skal løbe hurtigere og lærerne skal undervise noget mere". Sådan har formanden for RUC's bestyrelse Dorte Olesen udtalt i anledning af, at der mangler en væsentlig del af de millioner, som centret har måttet betale tilbage til de udenlandske studerende, der var blevet opkrævet ulovlige studiegebyrer.

Centrets bestyrelsesformand har valgt at orientere sit personale om vigtige ændringer i arbejdet i pressen. Det kan man da kalde synlig ledelse. Og så er det vel rimeligt, at personalet svarer igen i samme kanal.

Sangen om mere hurtigløb og mere undervisning har været en fast ingrediens i RUC-livet de sidste 20 år, hvor ressourcerne ikke har fulgt med det stigende antal studerende pr lærer. Denne udvikling har betydet en kraftig underprioritering af den forskning, som alle lige fra statsministeren til os på gulvet mener bør styrkes. Og hvis nogen tror, at en voldsom vækst i antallet af studerende pr lærer ikke skader kvaliteten af undervisningen, må de tro om igen.

Man kunne have sine tvivl, da RUC's nyudnævnte rektor Poul Holm ved sin tiltrædelse i marts erklærede, at nu skulle forskningen prioriteres højt. Specielt fordi dette fromme ønske ikke umiddelbart så ud til at blive bakket op af midler, som kunne skabe en rimelig balance mellem forskning og undervisning.

Og nu bliver rektor offentligt modsagt af sin bestyrelsesformand, der ifølge pressen prioriterer undervisning og administration over forskning, fordi der mangler penge i kassen. Sådan har det altid været på RUC og sådan skal det åbenbart blive ved med at være. Men som ansat kan man ønske, at vores nymoderne synlige ledelse, kan blive enige med sig selv om, hvad der skal ske.

Jan Krag Jacobsen
lektor, RUC

Islamofobi i dagens Europa

I deres iver for at skabe debat skaber Henning Bech og Mehmet Necef ureflekteret socialvidenskab. (Fakultet den 5. maj).

I aktør baseret sociologi er der mulighed for, at nogle personer påtager sig en offerrolle. "Vi er ofre" er en sproghandling for indignation. Det er et paradoks, som kan fremkaldes af magtforhold i et samfund.

"Det er samfundets skyld," har jeg hørt fra seks årige børns læber . Er dette udsagn et udtryk for aktiv engagement eller en stakkels passivitet?

Bech og Necef angriber forskere og behandlere. Min forskning er sikkert i denne bunke; at påpege racisme som en af kilderne til konflikter i Danmark, og for resten i mange andre samfund. Når Necef siger, at "mange akademikere mener, at Danmark er et racistisk og islamofobisk samfund," hvem af os har han så i tankerne? Kom med navne og tekster, Mehmet, så vi kan få en ordenligt, flerdimensioneret debat igang.

Mit oplæg vil tage udgangspunkt i følgende: Racisme, både som social arv og som nutidsideologi, kan og bør belyses i kritisk samfundsvidenskab. Projektet er langt fra afsluttet .

"Muslimer er ikke Europas jøder" er jeres overskrift. Hvis jeg kan huske (vores) jødernes historie, så var vi ikke en homogen masse i diaspora. Nogle var meget integreret i Budapest, Vilnius, og Wien, hvor mine bedsteforældre levede, før de emigrerede til USA. Da Hitlers regime ankom var alle jøder (integreret samt isoleret) taget med til you know where. Det var total racisme, og hvis nogle af os fornemmer bare en lille smule genklang i dagens islamofobi, så bør vi ikke tie stille.

Jonathan Schwartz
lektor emeritus, KU

Registrer hate crimes

Mange bøsser taler om bøssebank, vold og hatecrimes, fordi det er noget, vi møder i vores omgangskreds, eller fordi vi måske selv har mødt bank, vold og hate crimes.

Hate crimes er både verbale chikanerier på arbejdspladsen som fysiske overfald på gaden. I Danmark må man ikke udøve racistisk eller politisk vold, men der er stadig ingen regler mod seksuelt orienteret vold. Det er bare vold.

Ifølge Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er hate crime i Sverige primært baseret i et stærkt højreorienteret miljø, hvor det i England er båret af radikale kræfter i fodboldkulturen. I Danmark er det bredt mere ud og udøves af både den fulde, hvide dansker, den pæne middelklassemand til firmafesten og af etniske danskere. Der er derfor et klart og tydeligt behov for, at der bliver mulighed for at forholde sig til en konkret viden på området.

I Danmark registrerer man ikke seksuelt orienteret vold, og hate crimes bliver derfor registreret som almindelig vold. At mange bi- eller homoseksuelle stadig ikke ønsker at være åbne omkring deres seksualitet - og derfor ikke anmelder overgrebene - gør ikke overblikket nemmere.

Der er et tydeligt behov for, at seksuelt orienteret vold bliver registreret som vold mod en gruppe, som i nogle sammenhænge selv efter mange års kamp for ligestilling fortsat er udsat. Københavns Politi har udtalt, at ud fra deres statistikker, og de sager som de har haft, har de ingen begrundelse for at konstatere, at problemet er særligt udbredt og udtaler, at "ud fra vores statistikker og de sager, som politiet har haft, er der ingen begrundelse for at konstatere, at problemet er særligt udbredt."

I Danmark er det et gammelt princip, at tvivlen kommer den skyldige til gode. Der er derfor kun klare og sunde bevæggrunde for at begynde med at registrere den del af den anmeldte vold, som er vold over for etniske og seksuelle minoriteter. Kun på den måde kan vi effektivt komme volden til livs.

Ole Benny Nielsen
København V

Fest og mindedage ifølge HUR

Lørdag den 29. april var der flag på busserne i HT-området og igen den 4. maj. Den 4. maj ved vi alle hvorfor, det er Danmarks befrielse, der bliver fejret og det med rette. Men hvorfor blev der flaget den 29. april? Fordi det var prinsesse Benediktes fødselsdag. Der er sikkert en del af vores befolkning, der ikke ved, hvem det er, eller hvorfor der skal flages på hendes fødselsdag.
Og så er der en tredje dag, hvor der plejer at blive sat flag op på busserne, men som i år ikke havde fortjent denne ære. Mandag den 1. maj begyndte mange af buschaufførerne at sætte flag på deres busser, som de var vant til at gøre. Men der kom besked helt fra oven, fra bestyrelsen af Hovedstaden Udviklingsråd (HUR), at flagene skulle pilles ned igen. Man havde ændret reglerne og følger nu kun den officielle kalender for flagdage, og der er den 1. maj ikke med.
Men hvad var så den 31. marts? Der var der også flag på busserne. Det var Københavns Kommunes Dialogdag, der blev fejret.
Mit spørgsmål er nu: Er den 1. maj, arbejderbevægelsens fest- og mindedag, virkelig så ubetydelig, at man hellere skal spare den smule energi, det koster at køre med flag på? Kan man nægte, at det rent faktisk er arbejderbevægelsen, der har sørget for, at Danmark og hele Europa ser ud som den gør i dag? Tænk på alle de rettigheder som vi er så stolte af her i Danmark, og som vi forsvarer mod hele verden, hvis det skulle være nødvendig.
Faktum er jo, at buschaufførerne i dag er nogle af de mest udsatte arbejdere her i landet. De bliver hurtigt slidt ned, både psykisk og fysisk. Det er heller ikke tilfældigt, at nogle af de seneste arbejdskampe er blevet udkæmpet lige præcis mellem buschaufførerne og busselskaberne som Arriva eller Connex.
Under en 1. maj-demonstration spurgte jeg nogle af de medmarcherende buschauffører, hvorfor de ikke bare havde ladet flagene hænge på busserne. Svaret var ret enkelt. Man var bange for at blive fyret. I dag bruger busselskaberne alle muligheder til at fyre de gamle buschauffører med overenskomstløn. Det er jo meget billigere at ansætte nye buschauffører i job med løntilskud. Så sparer man nemt en del af lønomkostningerne.
Er det mon et sammentræf, at ændringen i rutinen, hvad angår flagningen på den 1. maj, finder sted, mens HUR’s formand hedder Mads Lebech, borgmester i Frederiksberg Kommune for de konservative?

Nikoline Ziemer
medlem af SF, Valby

Vi har en umenneskelig regering

De umenneskelige forhold for børnene på de danske asylcentrer har været genstand for flittig debat på det seneste. Således også i Folketingssalen, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen for nylig sagde, at det er forældrene, der har ansvaret for, at børnene helt åbenlyst lider under landets umenneskelige asylpolitik.
»Det er forældrene, der har ansvaret for at vende tilbage, så børnene kan vokse op under andre forhold,« sagde han. Andre forhold. Den lader vi lige stå et øjeblik, for hvilke forhold taler statsministeren om? Taler han om en tilværelse i dyb armod og fattigdom eller et liv, hvor far må leve i frygt, fordi han mener noget andet end magthaverne.
Nu kunne man jo være fristet til at mene, at alt andet ville være bedre for et barn end Sandholmlejren, men man kan ikke lægge ansvaret over på forældrene, når de fleste har en helt forståelig og legitim grund til, at de ikke rejser hjem. Anders Fogh udtalelser viser det, vi er mange, der har ment i lang tid:
Vores regering er umenneskelig, den optræder umenneskeligt og den tænker umenneskeligt. Alt sammen for at tækkes Dansk Folkeparti. Der er efterhånden ikke noget at sige til, at de konservative er ved at være lidt betuttet ved det hele. Det ville jeg også være.

Søren Højlund Carlsen
medl. af Det Radikale Venstre, Århus C

Tilbage til fremtiden

Det franske forårsoprør, der bragte hundredetusinder på gaderne og stoppede arbejdsmarkedsloven CPE, kæmpede mod det uundgåelige. Så meget var hovedparten af danske kommentatorer enige om.
I modsætning hertil var maj 1968 et oprør ’for’ noget. Og det var skamløst ambitiøst med sine paroler om at bringe ’fantasien til magten’. 68’erne turde tro på en anden fremtid end den, som efterkrigstidens veldresserede lønarbejds- og masseforbrugssamfund kunne tilbyde.
Sådan er det angiveligt ikke i dag. Forårsdemonstranterne stillede sig spektakulært, men, hed det sig, håbløst i vejen for den ’nødvendige’ trimning af virksomheden Frankrig til at matche tidens globale konkurrencevilkår. Men hvori består dette ’vilkår’?
International Herald Tribunes klummeskribent William Pfaff perspektiverede oprøret den 29. marts: I årtier har der været bestræbelser på at implementere en samfundsmodel globalt, hvor arbejde betragtes som en vare, der må prissættes af det frie marked.
Ifølge den klassiske økonom David Ricardos ’jernhårde lønningslov’ vil priskonkurrencen sammen med et ubegrænset udbud af arbejdskraft sænke lønningerne til subsistensminimum. Det ubegrænsede udbud har aldrig været en realitet – før nu. Det muliggøres af globaliseringen, og beslutningstagerne negligerer de menneskelige konsekvenser.
Derfor, slutter Pfaff, kan de franske protester, som ved første øjekast kan forekomme reaktionære, vise sig at have vidtrækkende, positive perspektiver. Demonstranterne har slået fast, at udviklingen er politisk, idet de nægter at deponere alle fremtidsforestillinger hos markedskræfternes forgodtbefindende.
Dermed har de demonstreret en optimisme og et vovemod, der ikke står tilbage for 1968.

Anders Hassing
København N

Handling efterlyses

Jeg håber, at FN og EU vil tildele statsminsteren og Rikke Hvilshøj »motivationsfremmende« foranstaltninger med henblik på at opnå almindelig menneskelig anstændighed og overholdelse af menneskerettighederne.

Andreas Nielsen
Århus C