Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

20. maj 2006

Folkedrab og EU

Der har lydt mange krav om, at Tyrkiet skal anerkende det Osmanniske Riges folkedrab på rigets armeniske minoritet i 1915, før landet kan optages i EU.

Da staten Tyrkiet opstod på ruinerne af det Osmanniske Rige kan man med rette hævde, at Tyrkiet intet har med det pågældende folkemord at gøre. Man kan også med rette hævde, at da Belgien aldrig har anerkendent den belgiske konges Leopold II's ansvar for folkemordet i hans len, Congo, hvor over halvdelen af Congos befolkning omkom svarende til ca. ni mill. mennesker. Så anerkendelse af et historisk ansvar for folkemord kan ikke være en betingelse for optagelse eller medlemskab i EU.

Anders Johansen
Humlebæk

Bredsdorffs svage vidneføresle

I en kommentar den 10. maj til Nils Bredsdorffs fundamentalistiske ytringskronik forsøgte jeg at overbevise ham om, at den politiske baggrund for ytringsfriheden var beskyttelsen af den enkelte borger imod misbrug fra magthavernes side. Jeg tilføjede, at muligheden for at forhåne og latterliggøre andre mennesker og svage grupper ikke var et centralt politisk motiv i den forbindelse.

Nu påkalder Bredsdorff sig overraskende nok Voltaire og Daumier som vidner imod min argumentation (den 17. maj). Voltaires satiriske epigrammer var primært rettet mod de politiske magthavere i Frankrig i 1700-tallet. Det førte både til fængselsophold og landsforvisning.

Den satiriske tegner Daumier hudflettede især retsvæsenet og de højtstående i 1800-tallets Frankrig. Dette supplerede han med en række medfølende skildringer af de socialt værgeløse. Begge Bredsdorffs indkaldte vidner støtter således min argumentation.

Jeg vil medgive Bredsdorff så meget, at Voltaire også bekæmpede magtmisbrug hos den katolske kirke. Men han vil trods alt næppe hævde, at man kan sammenligne den magtfulde katolske kirke i 1700-tallet med svage muslimske mindretal i Danmark i 2005.

Niels I. Meyer
professor emeritus

Kampen om ordet

Det kan på ingen måde komme bag på nogen, at Fogh har ønsket at holde journalistbal for en udvalgt presse på Marienborg. Foghs politiske strategi har siden 2001 været at spore pressen og befolkningen ind på en bestemt politisk dagsorden, hvis retoriske omdrejningspunkt er sloganet 'noget for noget'.

Men hvis man kigger dette budskab lidt nærmere i sømmende, viser det sig, at der ligger en nøje tilrettelagt strategi og styring bag ordene. Det handler i bund og grund om at mindske den offentlige sektor og trimme velfærdstaten.

Derfor er det naturligt, at flere fra den ikke-borgerlige presse ikke er inviteret med til ballet. Den store retoriske masterplan skal ikke spoleres af den lille del af den danske presse - der stadig forholder sig kritisk til regeringens politik. Det er 'noget for noget' i en nøddeskal, og det er ikke tilfældigt, at Fogh netop er pressens minister.

Jon Kiellberg
København

Skal vi have et forsikringssamfund

Hvilke konsekvenser har de trendy sundhedsforsikringer? Det er et af de fundmentale spørgsmål, vi bør stille os lige nu.

På kort sigt får vi et større råderum i statens sundhedsbudget, da mange rigere vil tegne en sundhedsforsikring. Desuden vil privathospitalerne og forsikringsbranchen få kronede dage. På sigt vil sundhedsudgifterne dog stige markant. Forsikringsselskaber har en interesse i, at vi tegner flere og større forsikringer. Så er der mere at tjene penge af, og priserne kan ikke konkurreres ned, da vi af selskaberne får for uoverskuelig information om de mulige forsikringer.

Endnu værre er, at opbakningen til den offentlige forsikringsordning, skatten, gradvist forsvinder. Hvorfor skal jeg betale over 50 procent af min løn, når et forsikringsselskab kan levere noget lignendebilligere for mig?

Det skaber store skel i samfundet mellem dem på og udenfor arbejdsmarkedet. Dem udenfor bliver stadigt sygere, samtidigt med at de kæmper med problemer som tab af identitet, netværk og noget meningsfuldt at beskæftige sig med. I forsikringslandet USA betaler de ca. dobbelt så meget for deres sundhedssystem - uden at de af den grund får mere sundhed end andre. Spørgsmålet er, hvilket samfund vi ønsker. Et indkluderende - eller et forsikringssamfund?

Matthew Frandsen
studeredene, medl. af Det Radikale Venstre

Totalitær

Vil Thue Kjærhus (Information den 19. maj) være rar at dokumentere eller bare sandsynliggøre, at Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1960'erne og 1970'erne tilhørte en totalitær retning på venstrefløjen?

Med sin begejstring for 1970'ernes kapitallogik og sin afvisning af operationalitet i marxismen er det i virkeligheden heller ikke det totalitære, som Kjærhus er bange for.

Hvad han ikke bryder sig om ved marxismen er, at den er et redskab til handling. Det kan man - som Kjærhus skriver - muligvis ikke udlede af Kapitalen i sig selv, men det er til gengæld en ubestridelig hovedpointe i Marx' samlede værker.

Den manglende interesse for dette element, og i nogle tilfælde den rene fornægtelsen af det, var også kapitallogikkens hovedsvaghed. Størsteparten af kapitallogikerne forstod aldrig, hvorfor Marx et sted skrev: "Filosofferne har kun fortolket verden forskellligt, men det handler om at forandre den."

Michael Voss
Roskilde

RUC spærrer ikke vejen for studerende

Under overskriften »RUC forbyder de studerende at tage fag på andre universiteter« skriver journalist Kristian Villesen i Information den 17. maj, at »RUC mener, at en ny bekendtgørelse forhindrer de studerende i at læse et fag på et andet universitet. Men på andre universiteter kan man godt finde ud af at låne de studerende ud.«
Roskilde Universitetscenter både udsender og modtager mange meritstuderende, og RUC har ingen som helst intentioner om at spærre vejen for de studerende – tværtimod.
Lad mig fastslå, at det stadig er muligt at læse dele af sin uddannelse på andre universiteter end RUC ved meritstudier. Hele forløb med eksterne overbygningsfag er midlertidigt stoppet, indtil der findes en bedre og holdbar løsning, der er i overensstemmelse med reglerne.
Udover de almindelige meritforløb har RUC haft en ordning for eksterne fag. RUC’s studiestruktur med et toårigt basisstudium og et treårigt overbygningsforløb uden skel mellem bachelor og kandidat har været udgangspunkt for dette særlige forløb, der desværre nu ikke længere kan lade sig gøre. Derfor kan denne ordning ikke sammenlignes med de øvrige universiteters studiestruktur og ordninger for meritforløb.
Lad mig også benytte lejligheden til at korrigere en fejlagtig oplysning i samme artikel: Der har aldrig ligget en liste tilgængelig på nettet over fag, det var muligt at læse som eksternt overbygningsfag. Der har været tale om individuel ansøgning og sagsbehandling fra gang til gang, hvilket har været med til at sikre de studerende, at der bliver produceret kvalitetssikrede og fagligt forsvarlige studieforløb.

Inger Jensen
prorektor, Roskilde Universitetscenter

Uenighed gør stærk

Hvor er jeg dog enig med Bertel Haarder: »Eksamen skal give det bedst mulige billede af, hvor eleven står« (indlæg den 18. maj). Men så stopper enigheden også.
Når Haarder efterfølgende siger, at det sikres bedst gennem individuel eksamination, så er det efter min mening ikke et empirisk udsagn, men en personlig holdning ministeren giver udtryk for. For nogen forholder det sig sikkert sådan, men for andre hænger det anderledes sammen. Det er min holdning.
Hvor tit har jeg ikke siddet i en situation, hvor jeg er gået i baglås, fordi jeg mutters alene har skullet redegøre for en sag. En sag som jeg i øvrigt har udviklet og belyst i samarbejde med andre i en gensidigt inspirerende dialog ud fra research, viden og holdninger. Sammen med hine andre ville jeg kunne have udfoldet et bedre billede af, hvor jeg selv står. Fordi 1en plun en her ikke følger de matematiske love, men oftest bliver mere end to.
For mig gælder, at en individuel eksamen ikke vil give det bedste billede af, hvor jeg står. Det ville være helt klart for både medelever, lærere og censorer. Det jeg kan, kommer bedst til udfoldelse i et samarbejde og i en situation, hvor det jeg kan ikke primært har noget med egen vinding at gøre, men med ansvarlighed i et socialt fællesskab at gøre. Derfor giver en gruppeeksamen et bedre indtryk af, hvor jeg står.
Jeg skal så nok ikke være øverste direktør for en stor virksomhed, hvad jeg i øvrigt heller ikke er blevet. Men det er vel ikke alene det, en eksamen går ud på at afdække? Det er vel også andre sider af personligheden, f.eks. de sider, som for nogen ikke kommer bedst til udtryk gennem individuel eksamination.

Erik Torm
konsulent, Fleksibel Skole

Teaterblokade

Det var som en scene fra 1970’erne, da jeg mødte på mit specialekontor torsdag. Store bannere og en flok sociologistuderende med frisurer og tøj fra perioden havde taget opstilling rundt om på Center for Sundhed og Samfund på Københavns Universiu.
Jeg havde hørt i radioen, at de havde blokeret universitetet. Alligevel tog jeg af sted. Jeg har nemlig for længst fået al den SU, som den overhovedet kan trække – otte år for at være helt præcis – og det er jeg ikke blevet færdig af. Det ville med andre ord gøre ondt på pengepungen, hvis jeg ikke kom hen på specialekontoret.
Blokadevagterne var åbenbart statister, for ind kom jeg. Men da scenefolkene begyndte at spærre mig inde med havemøbler og skraldespande, blev jeg nødt til at tage mig en snak med dem. Jeg spurgte ind til deres aktion og blev hurtigt klar over, at den havde meget lidt at gøre med 68’ernes studenteroprør.
Dengang handlede det om at få væltet professorvældet, så der kunne forskes og uddannes til et bedre samfund. De havde en solidarisk dagsorden med det omgivende samfund.
Nu er dagsordnen langt mere småborgerlig: at sikre sine velerhvervede privilegier som fastlønnet studerende uden resultatkontrakt. 70’er-scenografien er blot blændværk.

Frederik Rostrup-Nielsen
specialestuderende, KU

I min stue er vi ikke ligeglade

»Ude i de små stuer, der er man hamrende ligeglad med, hvem statsministeren spiser middag med,« skriver Peter Mogensen i Information den 18. maj.
Det kan da godt være – hvor han så ellers ved det fra. Men ude i min lille stue er man aldeles ikke hamrende ligeglad med statsministerens skandaløse optræden i Folketinget i onsdags, da han skulle svare på spørgsmål om det omtalte men aldrig afholdte middagsselskab.
Hvorfor gør pressen, inklusiv Information, så lidt ud af en så alvorlig sag som statsministerens åbenlyse foragt for Folketinget?
Kunne en opmærksom presse ikke tænkes at vække interessen for statsministerens gøren og laden »ude i de små stuer«?

Jørgen Lehrmann Madsen
Thurø

Benneweis er martyr

Diana Benneweis sigtes for at have slået sin far ihjel. Hun har udøvet aktiv døshjælp. Hendes far var 82 år og uhelbredelig syg af lungekræft og havde kun en kort lidelsesfuld dødskamp tilbage. Er det ikke på tide at få indført aktiv dødshjælp, som der jo er flertal for i befolkningen?

P. Henriksen
Odense C

Numerologiske betragtninger

Om der var 50 eller 100.000 til onsdagens demonstration er ligegyldigt – vi savner nemlig stadig at se en demonstration på bare 1.000 højreorienterede, som i egen person og med åbent ansigt tør stille sig bag regeringens dekonstruktion af velfærdssamfundet.

Sven Karlsen
Brøndby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu