Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
19. maj 2006

Vold

Af avisen fremgår det, at muslimske mænd ( ifølge Søren Krarup) "udøver en særlig form for sadistisk og brutal vold over for deres børn." I sin tid støttede samme Krarup bevarelsen af revselsesretten og lagde ikke skjul på, at han slog sine egne børn, når det passede ham.

Jeg ved ikke, om kristen vold mod børn er værre eller bedre end muslimsk, jeg synes under alle omstændigheder, det er kvalmende på kanten af det forbryderiske, når voksne slår børn.

Klaus Rifbjerg
forfatter

Atomkraft

Herbert Rosenbaum mener (den 17. maj), at Preben Maegaard tager fejl, når han siger, at olie- og uranreserverne er ca. lige store. Rosenbaum mener, at der er uran til at dække verdens samlede energibehov i mindst 33.000 år og giver som begrundelse, at han er fysiker.

Nu er fysikere ikke mere ufejlbarlige end andre, men rigtige fysikere har dog under deres uddannelse lært, at man altid skal opgive sine kilder. Hvis man kigger i opgørelserne af uran-ressourcer hos det Internationale Atomenergiagentur eller hos World Energy Council, finder man samstemmende, at uran-ressourcerne kan dække det totale energiforbrug i ca. 33 år, når de anvendes i dagens letvandsreaktorer, altså præcis som olie.

Det er muligt, at der findes yderligere uran-ressourcer, da efterforskningen ikke har været så intens som for olie, og anvendt i formeringsreaktorer kan tidsrummet stækkes op til 20 gange, men under ingen omstændigheder til Herbert Rosenbaums gæt.

Bent Sørensen
professor i fysik, RUC

Fred i stedet for tropper

I går diskuterde Folketinget, om danske soldater skal være i Irak et helt år endnu. Den debat viste, at flertallet for den fortsatte besættelsesstyrke i Irak er på plads med regeringens og DF's stemmer.

Det er glædeligt, at også R og S nu har indset, at de udenlandske tropper er en del af problemet - og ikke en del af løsningen. Besættelsen af Irak har ført til en humanitær katastrofe. Den har ført til et land i opløsning. En borgerkrig truer. Og besættelsen har ikke mindst ført til, at fundamentalistiske religiøse kræfter står stærkere end længe.

Men Enhedslisten kræver ikke kun tilbagetrækning af de danske soldater fra Irak. I stedet for at bruge penge på besættelse og krig vil vi bruge ressourcerne på at sætte gang i en forsonings- og fredsproces, der omfatter alle etniske og religiøse grupper i landet, som vil være med. Man kunne for eksempel udnævne Desmond Tutu til leder af forsoningsprocessen.

Vi vil bruge pengene på en civil genopbygning af skoler, hospitaler, veje, vandforsyning og så videre. En genopbygning som er målrettet mod at forbedre livet for den almindelige iraker.

Men vi kan og vil ikke støtte fortsættelsen af en grufuld og ulovlig krig.

Rune Lund
udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten

Gruppeeksamen som undtagelse

Vi har også gruppeeksamen ved 'det gamle universitet' i Aarhus, selvom andet antydes i Information den 13.-14. maj. Dagens studerende vil leve op til krav om selvstændighed, individualisme og personlig karriére. Men de lægger også vægt på fællesskab og samhørighed. Det behøver ikke være uforeneligt, hvis studievilkårene kan tilgodese begge sider på en fornuftig og inspirerende måde.

Humanistiske kompetencebeskrivelser rummer faglige, sociale, individuelle og samarbejdsmæssige elementer og ønsker om sammenhæng mellem undervisning, eksamen og mulige jobs. Samarbejde bør derfor også kunne finde sted i testsituationen.

Projekter med to-syv personer får flere til at gå til eksamen og gennemføre. Det skaber tilsyneladende også et større fagligt overblik og bedre dybde for flere. Gensidige inspirationer og krav kan give større og mere langtidsholdbar viden og kunnen i 'læsefag', 'på gulvet' og i sammenlignende, eksterne feltstudier og praktikker. Og styrke et fagligt og socialt tilhørsforhold internt.

Vi vil ikke afskaffe individuelle eksamener. Studerende bør kunne veksle mellem solo og samarbejde som i reelle jobs. Hvorfor forringe denne træning? Lad gruppeeksamen være en god undtagelse i stedet for at blive fjernet helt.

John Andreasen
lektor ved Dramaturgi, Aarhus Universitet

Handicappede tvinges ud København

Nu må det simpelthen være på tide at den enkelt borgere vågner op og indser, at Danmark er ved at udvikle sig til en non-velfærdstat, hvor uligheden bliver større og større blandt borgere, og hvor den enkelte ikke længere har samme muligheder.

Med stor skuffelse og dyb bekymring har jeg måtte konstatere, at Justitsministeriets udsendte ordre om, at handicappede bilister i København ikke længere kan favoriseres ved at kunne have en parkeringsplads med et markeret skilt med bilens nummerplade, nu er en realitet.

Hvordan vil regeringen snart være bekendt at kalde sig et moderne samfund? Et moderne samfund, hvor handicappede, som ønsker at bo i Danmarks hovedstad, nu tvinges ud af byen på grund af en latterlig og bureaukratisk lovgivning. Hvor skal de berørte så flytte hen?

Jeg græmmes i den grad over den drejning, som samfundet tager, hvor ligestillingspolitikken endnu engang sættes på standby.

Annette Collins
medlem af Muskelsvindfonden, Greve Strand

Velfærdsreformer

Apropos nedskæringerne i velfærdsstaten for at sikre den: Var det ikke USA’s forsvarsministerium, som under Vietnamkrigen udtalte:
»For at frelse landsbyen var vi nødt til at udslette den?«

Michael K. Carlsen
Brønshøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her