Læsetid: 6 min.

LÆSERBREVE

Debat
17. juni 2006

Ejendom og egendom

Simon Espersen fra Copenhagen Institute fremturer den 13. juni med sin påstand, at ingen har "ret til andres ejendom" - og at det at modtage f.eks. kontanthjælp er lig med at forbruge noget, der tilhører andre.

Konsekvensen af Espersens påstande er, at enhver form for skatteopkrævning er tyveri. En lille samfundsmæssig fælleskasse er blot et mindre tyveri end en stor fælleskasse. Det er hans præmis, det er galt med. Hans ideer stammer fra 1700-tallets naturret og har aldrig fundet anvendelse i nogen statsdannelse.

Espersen er også i modstrid med Grundloven, som bl.a. definerer, hvordan staten må indskrænke den enkeltes ejendomsret (ud fra Anders Sandøe Ørsteds betragtninger i begyndelsen af 1800-tallet), f.eks. ved ekspropriation og skatteopkrævning. Når den arbejdsløse får dagpenge og den udskilte 63-årige efterløn, så er disse penge deres retmæssige ejendom, og de må selv bestemme om de køber kirsebærvin i Aldi eller Den Gule Enke i en specialforretning. Endnu.

Henrik Okkels
Hornslet

Bedre medicin til børn

I dag er over halvdelen af de lægemidler, man giver til børn, slet ikke afprøvet eller godkendt til behandling af børn. Det er voksenmedicin, der blot bliver brugt i mindre doser, og det giver alvorlig risiko for fejlmedicinering. Men i fremtiden bliver det anderledes.

EU har netop vedtaget regler, der sikrer, at lægerne ikke længere skal sjusse sig frem til, hvilken dosis børn skal have. Medicinalvareindustrien tvinges nu til at lave medicin specielt til børn. Dvs. at der f.eks kommer 'voksenpiller' og 'børnepiller'. Sidstnævnte vil være mærket tydeligt.

Dan Jørgensen
MEP (S)

Suzuki og spilleglæde

Den 6. juni har Anne Middelboe Christensen en "kommentar" - det er genren, og den forpligter - til et arrangement i Tivolis koncertsal, hvor Martin og Ketil, kendt fra Naturpatruljen på DR1, havde inviteret fire danske børn i alderen 5 til 10 til at optræde.

Det er i sig selv utilgiveligt, at skribenten på det groveste latterliggør børn, der har mod til at stå frem i Tivolis koncertsal. Men hele Anne Middelboe Christensens en kommentar er galt afmarcheret. Fra noget, som hun sikkert meget rigtigt beskriver som et uhøjtideligt showstunt, drager hun pædagogiske konklusioner vedrørende Suzukimetoden. At Informations medarbejder ikke har moret sig over børnenes optræden, er ikke det samme, som at disse børn ikke har umådelig glæde af deres musikundervisning.

Suzukimetoden hviler grundlæggende på den lidet elitære antagelse, at alle børn kan lære at spille, ligesom alle børn lærer et tale. Og når spilleglæden først driver værket, er det næsten utroligt, hvad de små kan drive det til, både musikalsk og teknisk. Det er formentlig det, Anne Middelboe Christensen har været vidne til i Tivolis koncertsal uden end at opdage det.

Måske har kontrasten til Martins og Ketils klovnerier været for stor, måske har hendes musikpædagogiske fordomme været for tykhudede. I hvert fald gør hun sig skyldig i forhastede, fordømmende slutninger. Og det er lidet begavet. Suzukimetoden er tilmed ikke kun interessant som musikundervisning, men også som input i folkeskolens søgen efter solide pædagogiske metoder.

Anne Sejten
mor til klaverspillende Rasmus på 11 år, København Ø

Kollektiv offentlig ulydighed

Bertel Haarder har for nylig sendt en betænkning ud til høring. Betænkningen fastslår, at der fremover skal laves skriftlige elevplaner til alle elever i alle folkeskolens fag. Elevplanerne betyder en omfattende ekstra arbejdsopgave for lærerne. Det vil gå ud over den tid, der er afsat til undervisning, forberedelse og andre opgaver.

For så vidt ministeren ikke fortæller os, hvad lærerne så til gengæld ikke skal lave, må svaret være offentlig ulydighed, således at lærerne til august kollektivt dropper disse skriftlige elevplaner. Det er vigtigt, at lærerne står sammen om protesterne, så de enkelte lærere ikke bliver slidt ned ved at søge at overkomme arbejdspresset. Lærerne kan herefter fortsætte den konstruktive mundtlige dialog med forældre og elever om planlægning og status, et arbejde der i årtier har fungeret udmærket.

Partiet Enhedslisten stillede her i foråret et beslutningsforslag om at gøre den nuværende gode skole bedre via nogle forbedrede rammer - men regeringen har det øjensynligt bedst med kontrol, bureaukrati og slankning af den offentlige sektor.

Finn Gunst
fhv. folkeskolelærer og ungdomsvejleder, Brønshøj

Jens Rohde og trusselskulturen

I Venstre stod man som bekendt i Muhammed-sagen urokkeligt fast på ytringsfriheden, også når den provokerer. Derfor er det stærkt interessant, at Tøger Seidenfaden, der i en ny bog har kritiseret regeringens håndtering af sagen, efter Jens Rohdes eget udsagn nok skal "være glad for, at jeg ikke er hans arbejdsgiver" (Information den 14. juni).

Bemærkningen er tankevækkende: Hvorfor trækkes netop arbejdsgiveren ind i billedet? Ville Rohde som arbejdsgiver have brugt sin magt til at lukke munden på Seidenfaden eller blot taget til genmæle (hvad man også kan gøre uden at være arbejdsgiver)? Ville han ligefrem have fyret ham for de synspunkter, der fremføres i bogen?

Mener han generelt, at de ansattes ytringsfrihed ligger bedst i arbejdsgiverens lomme? Svarene vil sige en del om hans eget forhold til både ytringsfriheden og trusselskulturen.

Villy Søgaard
Ribe

Gud og Gade

At blive indsmurt i kristen metafysik og religionsfilosofisk ammestuesnak hver dag i den følsomme morgenstund af serviceorganet Danmarks Radio kan nok gøre en lytter forstemt, men når man hyrer Sven Ove Gade til i hele fem dage at underholde om sin og afdøde Victor Andreasens heroiske baksen med deres forhold til Vorherre og hans enbårne søn og den hellige ånd, forvandler forstemtheden sig til vrede.
Når man tænker på, hvad de to herrer i deres regeringstid har søsat af menneskeforagtende, hadske og ukristelige kampagner, må man for alvor korse sig. Jeg ved ikke, hvordan Vorherre ser på det, man kunne forestille sig, at han henviste til det opbyggelige i, at en omvendt synder er bedre end hundrede retfærdige.Men én ting er sikkert, fanden gnider sig i hænderne, så det flammer.

Klaus Rifbjerg
forfatter

Politisk hykleri om kvindehandel

Debatten om kvindehandel har endelig bidt sig fast. Det må man vel glæde sig over. Ligesom man vel ligeledes i tålmodighedens navn, bør skubbe til side, at opmærksomheden, der gives de opportunistiske borgerlige pip, blot er resultatet af den længerevarende tavshed.
Alligevel er der hår i suppen, når den nye politiske opmærksomhed går hånd i hånd med en selvvalgt berøringsangst overfor egen lovgivning og prostitutionens rod: Mænds ligegyldighed overfor at skade et andet menneske ved at købe det til sex.
Iboende i de borgerlige udmeldinger ligger der et forsøg på at dele prostitution op i tvungen og ikke-tvungen prostitution. En sådan opdeling beror i bedste fald på en mangelfuld (magt)analyse af menneskers muligheder for at træffe frie valg, men i værste fald på et forkvaklet syn på nogens ret til at skade andre, så længe det sker i vareudvekslingens ukrænkelige navn.
At bekæmpe handel med kvinder uden fokus på vores egen prostitutionskultur, svarer reelt til at acceptere et mangelfuldt resultat, idet efterspørgslen der opretholder markedet forbigås i pinlig tavshed.

Balder Mørk Andersen
SF’s Ligestillingsudvalg

Snæversynet Rockwoolfond

I artiklen »Det ’delte Danmark’ er en myte« undrer bl.a. journalisten Lars Olsen sig den 12. juni over den fortolkning, Rockwool-Fonden præsterer om den sociale opsplitning i Danmark. Det ér da også i overordentlig grad påfaldende, at Rockwool-Fonden ved forskningschef Torben Tranæs har fundet det interessant at producere en udlægning af livsvilkår og deres konsekvenser, der så målrettet er ude af trit med virkeligheden. Så påfaldende, at man må spørge, hvilke interesser Rockwool-Fonden har i at kamuflere de meget store forskelle i folks livsvilkår.
Det er godt, at Ritzau-meddelelsen fra sidste uge nu følges op med en kritisk indgangsvinkel. Endnu bedre hvis Information tog fat på det indlysende: Hvorfor har Rockwool-Fonden designet og promoveret en undersøgelse, der i den grad ligner ideologisk bestillingsarbejde.
Første fase i en kritisk tilgang til Rockwool-Fondens undersøgelse er at kigge undersøgelsens design og konklusioner efter i sømmene. Det er i beskedent omfang gjort.
Næste fase at fokusere på, hvilke interesser – økonomiske, ideologiske, karrieremæssige – forskerne har i at insistere på udlægninger, der miskrediterer deres videnskabelige seriøsitet og integritet.
Eller må man bare konstatere, at de er snæversynede og bureaukratiske regnedrenge?

Poul-Erik Hjort Pedersen
Esbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her