Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
14. juni 2006

Elleman-Jensens hykleri

Hvis Uffe Elleman-Jensen var konsekvent i sin kritik af "misbrug af ytringsfriheden", ville han nu mene, at Salman Rushdie burde have "vist hensyn" til muslimernes sårede følelser, i stedet for at skrive De Sataniske Vers, hvor han afslører muslimernes teologiske hykleri. Hvilket gjorde det nødvendigt for 'lærde' muslimer, at lokke sindssyge bøller til at true Salman Rushdie med døden, ved at love dem evigt liv og fri rådighed over 72 jomfruer.

Hykleriet består i, at tidlige muslimske teologer bortredigerede nogle Koranvers, de såkaldte sataniske vers, ved at påstå at Muhammed var blevet inspireret af Satan. Det er en langt værre form for blasfemi at redigere i Allahs ord til Muhammed, end at afsløre at det er sket.

Desuden forstår Uffe Elleman-Jensen tilsyneladende ikke, hvorfor det er vigtigt at forsvare ytringsfriheden i en tid, hvor religiøse tosser af enhver tænkelig og utænkelig afart forsøger at bemægtige sig samfundsdebatten med vold og trusler, både når det gælder kulturelle, politiske og videnskabelige emner.

Svaret er, at ytringsfrihed er en forudsætning for den åndsfrihed, ja åndsfrimodighed, der gør det muligt at udvikle ny erkendelse og at kritisere magtmisbrug og overgreb, uanset om de begås af folk i toppen eller i bunden af samfundet.

Jakob Schmidt-Rasmussen
København S

Tolerance og frihed

Henning Tjørnehøj havde den 12. juni en sædeles læseværdig fremstilling af "liberal og liberalist".

Til den fremstilling af liberalisme tillader jeg mig at føje to almene bemærkninger om højre- og venstrefløjens forskellige opfattelse af frisindet.

For det første indeholder det politisk begreb 'tolerance', som Fogh Rasmussen bruger - men reelt afviser som konsekvens af sin tilegnelse af frisindet - forestillingen om 'lighed'. Venstrefløjen har traditionelt taget udgangspunkt i oplysningsbegreberne og tidligt indarbejdet 'det liberale' eller 'frisindet' i den indbyrdes afhængighed mellem 'frihed, lighed og broderskab', hvilket antagelig kunne have løst op for de senere års væsentlige udenrigspolitiske vanskeligheder.

Den anden bemærkning angår kulturradikalismens grundlæggende debat om frisindet. Ikke Tjørnehøjs egen 68'generations, men spændingsfeltet mellem Brandes, Hørup og Poul Henningsen op til kredsen omkring Scherfig, der var demokratiets dannelsestid. På den ene side betegner udviklingen den kulturelle afklaring af forholdet til religion og grundtviganisme, internationalisme og moralske oprustning og tidehvervets ensretning gennem nazisme.

På den anden side beskriver det særligt nationale skift i tilhørsforholdet fra partiet Venstre (Morgenbladet) til Radikale (Politiken) og videre til venstrefløjen (Aktuelt og Information), i en periode kommunismen, hvor Chr.Berg, P.Munch og E.Scavenius forsøgte sig som ligfærdsmænd.

Det er i dag historie og dog kontroversielt, fordi deres overvejelser er mange andres om forståelsen af demokrati og danskernes opfattelse af sig selv over for omverden.

Per Diepgen
Horbelev

Guds ord - rent og purt

Rebekka H. Jensen vælger i sit seneste indlæg om Islamkritisk Netværk ikke at svare på kritikken. Det hele beror ifølge hende selv på én lang række af misforståelser, og anholdelsen af hendes mildest talt uklare både-og-position er blot udtryk for den rene manipulation.

På trods af krumspringene forbliver faktum nu alligevel, at RHJ ikke rigtig i sine læserbreve har kunnet bestemme sig for, om det er passende, at præster i Den Danske Folkekirke tager præsteløftet alvorligt, når det deri hedder: "Jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt (...) og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse."

Henrik Frost
Vanløse

Hvorfor tier alle

Da Muhammed-krisen var på sit højeste, havde alle travlt med at fortælle danskerne om, hvad der er 'god opførsel'. Selv danskere belærte danskere omkring almen dannelse og grænser for ytringsfrihed.

Danskere med muslimsk herkomst var forargede over Muhammed-tegningern og havde travlt med at formane os om, hvad man må og ikke må i forhold til Muhammed. Danmark blev udsat for hårde anklager alle steder fra.

Så spørger jeg: Hvorfor er der ingen, som står frem og reagerer på Irans antisemitiske udtalelser og Holocaust fornægtelse? Hvorfor accepterer vi den iranske præsidents grove udtalelser? Hvor bliver reaktionerne af? Hvor bliver demonstrationerne af? Hvor bliver forargelsen af? Dem var der uendelig mange af under Muhammed-krisen.

Hvor bliver alle I kloge hoveder af? I havde så travlt med at belære danskerne om, at vi lever i en verden, hvor en forkert udtalelse omkring islam eller Muhammed giver rystelser i den anden ende. Er det virkelig kun os som skal passe på, når vi udtaler os? Hvorfor er der ingen som tør reagerer på Iran? Er vi bange for at få nogle muslimer på nakken? Hvorfor skal vi bøje os?

Jeg er træt af tavsheden. Kom dog ud af busken. Hvorfor ender det med et flammehav af vrede, når danskere eller andre europæere udtaler sig frit eller er kritiske omkring islam? Vi får straks af vide, at vi har krænket en hel civilisation. Vor herre bevares!

Er det ikke krænkelse, når den iranske præsident siger, at Holocaust ikke har fundet sted? Hvorfor tier I alle sammen?

Sally Goldfinger
København Ø

Hurra for selvcensuren

Efter at have udvist mod nok til at fortælle Europarådets kommissær for menneskerettigheder, den konservative katolik Alvaro Gil-Robles, at han ikke forstår det kvindeprogressive Danmark på grund af sin spanske oprindelse, efter at have skrevet sjove sange til partifester, efter at have været integrationsminister med alt andet end integration på dagsordenen, ja så sluttede Bertel Haarder sit korstog mod alt det udanske med en sidste stort iscenesat og fremmedfjendsk advarsel til Grundvigs solskinsramte Danmark; en advarsel om de farlige fremmede.

Haarder vil ud¢ve selvcensur. Hermed er Haarders smukke og lyriske kælen for vort modersmål for altid tabt for den nationale offentlighed. 'Tag en udlænding til din kone, en lille villig taknemmelig gås'. Hvor findes den danske skjald, der kan svinge sig op på det niveau?

Må selvcensuren vare længe og være omfattende.

Uffe Jensen
Frørup

Kunstnernes ansvar

I Informations fine serie om unge kunstnerkarrierer peger Olufur Eliasson (den 7.juni) og Lars Gramby (den 8.juni) på, at vilkår for samtidskunsten er for ringe i Danmark og at de unge flygter til Berlin.

Uanset om der er tale om egentlig flugt, skal det fastholdes, at Information har et medansvar ved at nedprioitere billedkunst til lejlighedsvis socialreportage.

Det er lidt fortegnet, at det statslige støttesystem sigter på den unge kunst. Både Statens kunstfond og Kunstrådets Billedkunstudvalg og Udlandsudvalg kan og skal støtte ung og udviklende kunst - uden aldersdiskreminering. Udstillingslokalet Overgaden - Institut for samtidskunst har til formål, at vise det eksperimentende lag. Hvis det er det for ydmygt - lokalerne er dog fuldt på højde med, hvad Information beretter om i Berlin - så er der den traditionsrige Charlottenborg Udstillingsbygning i Det Kgl. Kunstakademis baggård.

Kunstnerne har et betydeligt kollektivt ansvar for, hvordan disse institutioner fungerer. Det er fint, at de yngre tager ansvar for deres personlige karrierer og er dygtige til netværke, men hvis de forsømmer deres del af det kollektive ansvar for pluralistisk åbenhed, for et rigt facetteret generøst kunstliv, så får beklagelser en forkælet mislyd.

Kunstnerstandens opsplitning i mange organisationer giver mange bestyrelsesposter, men det blokerer desværre for et samlet forsvar for de kunstnerne overordnede interesser. Den splittelse er alle kunstneres ansvar.

Hvis kunstnerne i rivalisering om selv at få plads ser bort for det overordnede langsigtede ansvar for pluralismen, så går det som på Charlottenborg Udstillingsbygning, som nu synes forfalden til forhåndspral, publikumsleflen, mindre kunst og mere direktør.

Samtidskunsten spænder fra de unge, der forlader akademierne i dette århundrede til Ib Geertsen. De nulevende må regnes med i koret, hvad enten de eksperimenterer, genopdager eller fordyber sig. Rivalisering mellem kunstsyn, grupper og generationer er kun sund, hvis man giver hinanden plads til synlighed.

Ole Sporring
billedkunstner, professor, tidligere bestyrelsesformand Ved Center for Dansk Billedkunst og ved Charlottenborg Udstillingsbygning

For klimaets skyld

Det var i den grad opmuntrende at læse Jørgen Henningsens kronik i Information den 8. juni om den danske klimapolitik.

Jørgen Henningsen, der i en menneskealder har bestredet de højeste embeder på miljøområdet både i Danmark og i EU, slog nemlig fast, at Kyoto-aftalen trods alle gode hensigter stort set er uden betydning for det globale udslip af klimagasser.

Kyoto-aftalen er desværre blevet reduceret til en klods om benet for en række lande med ambitiøse målsætninger på klimaområdet. Det skyldes, at aftalen kun dækker en fjerdedel af de globale udledninger, og at lande som USA, Kina og Indien har valgt at stå udenfor.

Skarpt trukket op medfører aftalen, at en del af den europæiske industris produktion gradvist flyttes til områder af verden, hvor der kan produceres uden at skulle betale for udledningen af klimagasser.

Det er derfor tid til selvransagelse især i EU, der har påtaget sig rollen som indpisker på klimaområdet. Det er afgørende, at vi finder en model, som stimulerer udviklingen af nødvendig ny teknologi.

Og i Danmark i særdeleshed er det helt nødvendigt, at diskussionen om den globale klimapolitik kommer ud af det ideologiske dødvande, hvor alt andet end en hyldest til Kyoto-aftalen straks stemples som miljømæssigt uansvarligt.

Klimaproblemerne er for alvorlige til, at vi kan fortsætte ind i den nuværende blindgyde.

Lars Hansen
chefkonsulent, Dansk Industri

Med Information I blazerlommen

Som andre læsere af Information godtager jeg, at alle standpunkter må komme til orde, så at vi f.eks. også må døje med Søren Krarups udgydelser.

Men efter mine begreber udtrykker lederen bladets eget standpunkt, og derfor er det mig uforståeligt, at rl på lederplads den 12. juni fremstiller Foghs kritikere som reaktionære tåber "med Information i blazerlommen", som udstøder "ramaskrig" og skaber myter, mens Foghs politik skildres som den eneste mulige, rimelige, tidssvarende.

Jeg troede, at Information i hovedsagen forholder sig kritisk til Foghs politik. Tager jeg fejl?

Børge Spang-Thomsen
Birkerød

Haarders selvcensur
Tillykke, Bertel Haarder, med den nyerhvervede selvcensur. I den forbindelse en enkelt bemærkning: Nej, det gælder ikke os alle, at vi her efter Muhammed-krisen undlader at sige ting, vi sagde før. Vi er nemlig nogen, som heller ikke tidligere sagde ting, der kunne støde andre.

Laurids Kristian Fahl,
København V

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her