Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

10. juni 2006

Fodboldlir og ellers tak

Fem biedere herrer skal nu i den næste måneds tid skrive om fodbold i Berlin, ser man i Information. Tilmed om så hårrejsende interessante emner som Ronald'ernes mulige genvinden af VM-trofæet og om Zidane vil "genrejse Frankrig efter skuffelsen i 2002". Vorherrebevares, siger jeg bare, skal jeg og min husstand nu betale for det? For ikke at tale om at bruge tid på at bladre forbi det?

Nej, jeg læser ikke ugeblade. Maskinelt fabrikeret, hjernedødt tomgangslirumlarum rager mig en papand, uanset om det skal gå for at være essentielt for "kvinder" eller for "mænd". Det skal hedde sig lidenskab, uden tvivl, og konstitutivt for samfundet. Men evner blot en af de biedere herrer monstro så meget som at skildre et par mandelægges erotik uden de rituelle, maskinelle distancerende tekstmanøvrer?

Og når det kommer, og det gør det jo, til det nationale "vi," der skal deltage som
fælleshed i glæde og - i særdeleshed og uundgåeligt - skuffelse og sorg, så skal jeg hermed forlange mig undtaget. Hver gang og med navns nævnelse.

Henning Bech
Kbh. K.

Barnets tarv

Homoseksuelle kan nu, med det offentli- hjælp, blive forældre som alle andre, og det er da også kun ret og rimeligt, eftersom børn og forældreskab jo er absolut topscorer på statussymbolranglisten i dagens forbrugersamfund ved siden af bilen, sommerhuset og alt det andet. Det er deres soleklare ret, og hvem skal blande sig i det?

Det hævdes, at børn ikke tager skade af at vokse op i homoseksuelle familier, og det skal såmænd nok passe. I al fald ville noget sådant være yderst vanskeligt at påvise, eftersom børn jo "kan tage skade" af så meget, og ingen i øvrigt har patent på at definere, hvad der er sundt og naturligt i et barns udvikling.

Men hvad med barnets og den senere voksnes ret til at kende og kunne udforske sine biologiske rødder?

Nå, nu har ufødte børn jo af gode grunde ikke stemmeret eller kan spørges om deres mening, og så kan det vel være ret så lige meget.

Søren Blaabjerg
Hørning

Ethanol en fejltagelse ?

Det forekommer mig, at fremstilling af bioethanol ikke er en del af løsningen på vores energiproblemer. I Tønder kører et forsøgsanlæg, hvor man omdanner korn til ethanol. Perspektivet for en sådan proces vil blive en konkurrence mellem dyrkning af fødemidler eller brændstof til transport. Der opstår et etisk problem.

Men så landbrugets affaldsprodukter da, f. eks. halm? Her kører et forsøgsanlæg i Odense. Men halm er en voluminøs vare, som vil kræve i hundredevis af lastvognstog til transport, hvilket vil indsnævre den indvundne effekt. En god ven af mig, som er økologisk landmand i Løgumkloster, fremfører desuden, at halmen i snittet tilstand gør mere gavn på markerne, som i forvejen lider af mangel på organisk materiale.

Vejen frem må være adfærdsstyring gennem hård beskatning af unødigt forbrug af energi, forøget satsning på vind og bølgeenergi, solfangere, varmepumper, geotermisk varme og endelig forøget forskning på brintteknologi. Bioethanol kan let blive både en sovepude og en narresut.

Jens Kimby
Haderslev

Bertel og arbejdsmarkedetl

Bertel Haarder har en vision for folkeskolen. En vision, der indeholder mere læsning og mere regning. Børnene skal frem for alt kunne læse deres ABC og sætte kommaer bedre, end de kan i andre OECD-lande. Til gengæld skal skolens indsats for at gøre børnene til frie, selvstændige individer begrænses. Ligesom gruppearbejde og gruppeeksamen betragtes som værende af det onde.

Spørgsmålet er blot, om Bertel Haarder læser job-annoncerne eller har for travlt med at reformere folkeskolen. Læste han i job-annoncerne, skulle han lede meget længe efter en annonce hvor der stod:

"Salgsdirektør med evnen til at læse og regne søges", "Læsestærk innovationschef søges" eller "Kommunaldirektør med grammatisk overblik søges."

Arbejdsmarkedet efterspørger innovation, samarbejde, selvstændighed, kreativitet, erfaring og evnen til at fungere i en gruppe. For heri har vi vores styrke internationalt. Det er det, folkeskolen har oplært os til - og fortsat bør gøre i fremtiden.

Daniel Witt Jason
Brabrand

Kulturel udørk

Der er i Århus en stærk trang til at hævde sig på kultur-området. Tag f.eks. Jan Fabre's forestilling Quando L'umo Principale É Una Donna, hvor koreanske Sung-im her vred sig nøgen rundt i en pøl af olivenolie på scenen. Det var der virkelig overskrifter i! Desværre sker finansieringen af sådanne prestige-projekter på bekostning af andre kulturelle tilbud, såsom Aarhus Musikskole, der står til at skulle spare 650.000 kr. næste år. Det svarer til en nedskæring på 10 procent af timetallet eller en stigning i brugerbetalingen på 10 procent. Der er i øjeblikket 600 børn og unge på venteliste, så time-nedskæringer er reelt set ikke en mulighed. Derfor vil besparelserne gå ud over børn, hvis forældre ikke har råd til en sådan ekstraomkostning.

Hvad er det dog for en kulturel udørk, hvor en så basal service som musikundervisning af unge mennesker nedprioriteres i en sådan grad? Det er simpelthen ikke Danmarks næststørste by værdigt.

Adam Etches
fysik-studerende på Aarhus Universitet

En hjælpende hånd

Ole D. Rughede stiller den 3. juni et fortvivlet spørgsmål, som afslører, at han har haft et forfærdeligt hyr med at finde rundt i Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana). Ole Rughede stiller følgende spørgsmål: »Mon Henrik Frost venligst ville oplyse, hvor i Confessio Augustanas første artikel, han læser »fordømmer« og »således...Muhammedanerne«?
Jeg ved ikke, om det må være tilladt en ikke-teolog at række Ole D. Rughede en hjælpende hånd i en fortvivlet og forvirret stund? Da jeg selv skulle finde citatet, gjorde jeg simpelthen det, at jeg først fandt Den Augsburgske Bekendelse frem, herefter slog jeg op på første artikel og begyndte at læse, og da jeg var nået halvvejs i de ca. 20 linier stødte jeg på citatet.
Jeg har tidligere, når jeg har skullet slå et citat efter, brugt samme metode, og den har endnu ikke svigtet mig. Et lille tip: I min udgave står første artikel lige foran anden artikel. Pøj, Pøj og held og lykke med søgningen.

Hans M. S. Christensen
Vanløse

Et acceptabelt folkemord?

København har i små to uger haft en mindre fotoudstilling, som desværre ikke har været et tilløbsstykke, men alligevel har vakt en vis opsigt, idet alle de store aviser har omtalt den. Politiken kommenterede den på lederplads og Berlingske Tidende og Weekendavisen ofrede den tilbørlig opmærksomhed – og Information som den mest ringe – men den havde også et tydeligt politisk indhold.
Temaet for udstillingen var den årelange udryddelseskrig, som Rusland har bedrevet overfor Tjetjenien, en krig, som Putin overtog fra Jeltsin, men selv har videreført med en uhørt kynisme.
Det er svært med få ord at beskrive udstillingen, fordi den har været en meget rystende oplevelse, idet den fortæller om den hensynsløse nedslagtning, som har foregået i en årrække uden at hverken USA eller Europa har protesteret højlydt. Folkemord er den korrekte betegnelse for denne massakre , som er ført med en brutalitet, som kan sammenlignes med Scbrenizia, men kun i en langt større målestok.
Både Bush og Berlusconi har benævnt Putin som en ven, og både vores udenrigs- og statsminister har ikke haft noget imod fortsat at trykke hans hånd. Det er mærkeligt, at vi uden skamrødme og protester kan omgås med en politisk leder, som har mere blod på sine hænder, end Milosevics havde.
Vi er alle skyldige ved at vi tier.

Erling Salomonsen
Værløse

Genudsendelser af kunst

I sidste weekend besøgte jeg Exit 2006. Jeg skal være ærlig og sige, at det er første gang, jeg besøger Kunstakademiets afgangsudstilling. Men hvis det, jeg så, er repræsentativt, så står det sløjt til i disse år.
Kunst er subjektiv. Og kan som sådan ikke puttes på nogen intersubjektiv overførbar formular. Det vigtige er forholdet mellem mig og værket. Jeg skal vækkes, rives ud af min hverdag. I sidste weekend var jeg stort set ligeglad.
For det første er mediehistorien den samme som på 13.000 andre udstillinger verden over.
Find kussen/pikken, det sjove eller det makabre, og sælg så udstillingen på det. Sådan var det også her – desværre. Betal venligst for din billet, drej om hjørnet og få smækket en sovende luder i et kollegieværelse, fanden ikke ville lade sin søn bo i, lige op i ansigtet. Det er effektfuldt!
Problemet er bare, at det slår de helt forkerte toner an. For hvad er der på første sal? Frank Sinatra med stådreng?
Der var også en stådreng på første sal! Og det er måske præcis det, jeg savner hos de udøvende i dag. Alt for megen kunst afprøver provokationens grænser. Problemet er bare, at jeg ikke kan flyttes mere. Jeg har set det på tv. Så giv mig noget nyt! Tal til mit intellekt og giv mig en æstetik uden special effects!

Gorm Boe Petersen
fuldmægtig, cand. scient. pol.

Asocialt medieforlig

Medieforliget er asocialt og udtryk for et knæfald for regeringens privatiseringspolitik. Med forliget accepteres regeringens krav om privatiseringen af TV2 og at denne del af aftalen ikke har nogen udløbsdato. Det er et helt uhørt krav, som vi er skuffede over, at de øvrige oppositionspartier har accepteret. En accept af dette krav forhindrer, at et nyt flertal kan finde en fornuftig løsning på TV2’s fremtid. Det er særligt tåbeligt i en situation, hvor intet tyder på, at salget af TV2 kan gennemføres før efter et folketingsvalg
Det er trist og perspektivløst, at medieforliget puster nyt liv i et forældet og asocialt licenssystem ved at udvide det til også at omfatte computere og visse mobiltelefoner. Hermed antager licensen endnu mere karakter af en ekstra-skat, hvor alle betaler lige meget uanset indtægt og bliver mere asocial end den er i forvejen.
I stedet burde der satses på en social og fremtidssikret løsning i form af en fem-års aftale om økonomi og indhold mellem DR og staten baseret på et bredt flertal i Folketinget. Det ville både sikre DR’s uafhængighed og økonomi.
Per Clausen
medieordfører for Enhedslisten

Dræbte ællinger

Danmark kloner nu grise, så de fødes med forskellige sygdomme så som alzheimer, for at vi kan forske i sygdommene. Forleden dræbtes 20.000 ællinger, fordi de måske havde fået fugleinfluenza.
Hvor mange dyr skal lide og dø for vores frygt for døden?

Siri McIlquham Schmidt
Hf-studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu