Skil erhvervsliv og politik ad
I medierne fortæller ministrene med stolthed, hvordan regeringen samarbejder med og inddrager virksomhederne i beslutninger.
Samtidig hører vi fra vismændene, at danske erhvervsledere 'malker' statskassen for ca. 30 milliarder kroner hvert år. Det får mig til at mene, at virksomhederne ikke bør inddrages i politiske beslutningsprocecsser. Vi bør tværtimod skille erhvervsliv og politik ad ligeså stærkt som politik og religion skilles ad i Danmark.
Det er ikke godt, når erhvervslivets ledere kan sidde på skødet af de politikere og embedsmænd, der skriver lovene. Det kan ikke være rigtigt, når man legitimerer det politiske arbejde med, at man 'samarbejder positivt' med virksomhederne, når dette fører til milliardtilstilskud og begunstigelser.
Virksomhederne kører for fuld kraft for tiden, derfor bør de netop nu være selvkørende nok til at klare sig uden 'bistandshjælp' fra staten. Vismændene har i sin rapport skitseret størrrelsen af den samlede økonomiske støtte fra statskassen og påvist dens skadevirkniger i form af lavt afkast i støttede erhverv.
Gert Wiik
Nykøbing F.
Det urene demokrati
Niels Hansen, læge med speciale i børnepsykiatri, mener (den 21. juni), at det er "mobbernes filosofi" at "slås for retten til at kritisere, krænke og latterliggøre såvel politiske som religiøse overbevisninger."
Det er en ret speciel demokratiteori. Fred være med mobberne Voltaire, Tom Paine og Swift - og Holberg, Heiberg og Grundtvig, og de forfatningsfædre, der satte rammerne for ytringsfrihed for dem, der mobber.
I modsætning til personlige relationer, som muligvis kan være herredømmefri, så kan politiske relationer ikke frigøres fra magtrelationer. Til gengæld er det i den demokratiske proces - som i psykiatrien - sådan, at tingene ikke altid er, som de ser ud:
De mobbede - Uffe Ellemann og Tøger Seidenfaden - står tilsyneladende for den forsonlige og høflige linie i debatten. Men i realiteten er det Arlas linie, fortielsens og overfladens linie, nemlig osteeksportens mobning af den politiske debat. Det er den herskende politiske opdragelses forsøg på at undertrykke interessemodsætninger og principielle politiske uenigheder.
At se den katolske og den lutheranske kirkes prælater og den politiske islamismes imamer som de mobbede kræver en særlig faglig synsvinkel.
Nils Bredsdorff
forskningsbibliotekar i politik, Roskilde Universitetsbibliotek
Martyr i kampen for retfærdighed
Endnu en forsvarer for Iraks ulovligt afsatte præsident Saddam Hussein er blevet dræbt. Khamis Al-Obaidi er den tredje, siden 'retssagen' begyndte i oktober.
De tilbageværende forsvarere, der omfatter USA's tidligere justitsminister Ramsey Clark, placerer skylden for drabene på besættelsesmagten og dens marionetstyre. De er nemlig ansvarlige for forsvarernes og de tiltaltes sikkerhed.
Men hvor er FN's Kofi Annan? Hvor er Folketingets partier? Hvor er Amnesty?
Mens de har været fuldstændigt tavse, så har modige advokater i Irak ofret deres liv i forsvaret for retsprincipper, som ellers hyldes i Vesten og i Danmark, for eksempel den anklagedes ret til et forsvar. Disse advokater døde for deres tro på retfærdighed.
USA's skueproces mod præsident Saddam Hussein er ikke bare et bizart produkt af den FN-stridige angrebskrig. Den er en hån mod al lov og ret og må stoppes.
Kun et frit Irak kan bedømme sin egen historie.
Carsten Kofoed
København N
Slip kvinderne fri!
Roskilde Festivalen sætter i år fokus på slaveri, og flere medlemmer af Venstre er ved at få øjnene op for problemstilling.
Fire millioner kvinder og børn udnyttes årligt i sexindustrien.I Danmark bor der mellem 2.000 og 2.500 udenlandske prostituerede, primært fra Østeuropa og Afrika. I København bruger politiet 70 gange så mange ressourcer på at jage hashhandlere og herreløse hunde på Christiania, som de bruger på at jage menneskehandlere.
Som det er nu, kan politiet arrestere en kvinde, der i månedsvis har været tvunget til sex, overlade hende til udvisning og fuldstændig ignorere den mand der har betalt penge til bagmænd for at bruge hende til sex.
Omfanget af handlen med kvinder og børn til sexindustrien er frygtindgydende stor, og indsatsen mod denne moderne form for slaveri skal opprioriteres kraftigt. Et vigtigtredskab vil være en kriminaliseringaf kunden så der ikke er et legalt marked for køb og salg af mennesker.
Det er umenneskeligt overfor kvindenog til storskade for efterforskningen, at de slavehandlede kvinder udvises efter bare 15 dage. De skal have mere hjælp, bedre beskyttelse og mulighed for at blive i Danmark i op til tre måneder.
Jeg opfordrer socialministeren til ligesom Roskilde Festivalen at tage denne sag meget alvorligt.
Jeg vil selv kæmpe i EU-parlamentet for en massiv indsats for at komme handlen med kvinder og børn til livs. Jeg vil bl.a. opfordre til oprettelsen af krisecentre i alle store europæiske byer. Her skal tilbydes professionel hjælp til de ramte kvinder, og de skal have støtte til at vende hjem under ordentlige forhold.
Margrete Auken
SF's medlem af EU-parlamentet
Christiania og kulturkamp
Christiania-chikanen skal nok ses som en del af kulturkampen. Den manglende indsats mod hårde stoffer kan undskyldes med, at brug af disse stoffer bærer straffen i sig selv så hvorfor straffe yderligere. Meen, når flertallet skifter bliver det pay back time. Så rettes indsatsen mod spirituskørsel, organiseret kriminalitet, hård narko og børneporno.
G. Petersen
Hornslet.