Læsetid: 3 min.

Arbejdsmiljøet er langtidsygemeldt

Det kan ikke gå på efterløn, så derfor må vi gøre noget ved det. Desværre ser det ud til , at den forenklingsgruppe, som beskæftigelses-ministeren nedsatte, fik hedeslag allerede i maj
20. juli 2006

Vi ser det dagligt. Nye overskrifter og undersøgelser viser, at det står dårligt til med arbejdsmiljøet på rigtig mange danske arbejdspladser. Her er et udpluk af den seneste måned overskrifter:DR 7. juli 2006: Smadret af presse i arbejdsulykke.Fyens Stifttidende 8. juli 2006: Håndværker faldt 10 meter ned fra lift.BT 11. juli 2006: Krav om at få indført overvågning i taxaerne. J, 13. juli 2006: Ny kritik af smiley-ordning. Derudover kommer der løbende undersøgelser, som alle peger på at det går den forkerte vej for arbejdsmiljøet. Parallelt med dette står dansk erhvervsliv over for en af de største udfordringer i dets historie. Hvordan får vi medarbejdere til at blive længere på arbejdsmarkedet, så vi kan opretholde/udvikle velfærden for alle i de kommende generationer?

Nøglen til dette skal efter 3F's overbevisning findes i de vilkår, vi mødes med på arbejdspladsen. Arbejdsmiljøet og de krav, den enkelte stilles over for, er meget afgørende for, hvor længe man bliver på arbejdsmarkedet.

Men arbejdsmiljøet har det skidt. Det er langtidssygemeldt på femte år, og diagnosen er, at arbejdsgiverne og deres organisationers det-går-jo-nok-mode. Det er stort set kun, når endnu et af vores medlemmer falder i døden fra et stillads, mast i en maskine eller raget på af sin chef, at stemningen kan piskes op til, at nu må der gøres noget.

Har koden

Vi ved, at den screening af arbejdsmiljøet, som alle virksomheder skal igennem, overhovedet ikke får fat i de problemer, som gennem de seneste ti år har haft den største stigning, det psykiske arbejdsmiljø. Vi ved, at halvdelen af det sygefravær, som vores medlemmer har, skyldes arbejdsmiljøet. Vi ved fra bl.a. WHO, at stress og følgesygdomme bliver et af de største helbredsproblemer i de kommende år. Vi ved at hver fjerde erstatning for tab af erhvervsevne til mennesker i gruppen 30-50 år skyldes psykiske lidelser - og at stress er et hurtigt voksende problem, som p.t. belaster statskassen med 14 milliarder gode danske kroner hvert år.

Noget kunne tyde på, at hver tiende medarbejder til stadighed vil være væk fra arbejdspladsen, hvis vi da ikke vil gøre noget effektivt.

Arbejdsgivere og ledere ligger for en stor del inde med den kode, der kan låse op, hvis de i langt højere grad vil se mulighederne (også de økonomiske) i at sikre deres ansatte et godt arbejdsmiljø. Ellers vil problemerne tårne sig endnu mere op. De bliver nødt til at skrue op for ambitionerne og se mere systematisk, strategisk og langsigtet på arbejdsmiljøet, altså en ressourcetilgang frem for en udgiftstilgang. Men der er desværre langt igen. Det er meget nedslående at se ambitionsniveauet hos de ansvarlige.

Det understreges bl.a. af de konklusioner, som den forenklingsgruppe, beskæftigelsesministeren nedsatte på arbejdsskade- og arbejdsmiljøområdet for at se på, om der var mulighed for at lette de administrative byrder indenfor områderne for erhvervslivet.

Hovedkonklusionerne viser desværre, at gruppen er gået langt videre end kommissoriet foreskrev - der er med andre ord gået politik i foretagendet, og resultatet er blevet - hvis der skal skrives med den store pen - at hvis bare arbejdsmiljøforpligtigelserne på landets virksomheder dereguleres hurtigst muligt, så skal det nok gå. Hvis ikke gruppens afrapportering var foregået i maj, skulle man tro at hele gruppen var ramt af et kollektivt solstik og alvorligt hedeslag. Der mangler sådan set bare et lille 'efterskriv', der konkluderer, at Arbejdstilsynet er overflødigt, for "vi kan jo meget bedre selv".

Kæden hopper af

Gruppen foreslår f.eks. sanering af de indholdsmæssige krav til APV, alene ud fra en argumentation, der hedder, at de virker overdimensionerede for mange virksomheder, og kæden hopper helt af i forslaget om sikkerhedsudvalgsmøder efter behov. For meget papir uden nytteværdi lyder argumentet, skønt det handler om, at virksomhederne ikke gider indblandingen fra de ansatte.

Det er ikke 3F's opfattelse, at det ser så skidt ud, hvis der ses ud over det ganske land, men det er foruroligende, at arbejdsgivernes organisationer og repræsentanter fra virksomheder vil sidde med på den vogn, der kører i retning af, at det er de administrative elementer i arbejdsmiljøet, der er årsag til al elendigheden. Der er potentiale til udvikling, kære venner - et stort potentiale. Vi finder det ubegribeligt, at det netop kun er på arbejdsmiljøområdet, at der ikke skal udarbejdes strategiske løsninger, at det kun er på arbejdsmiljøområdet, at dokumentation ikke er nødvendig, og at mødevirksomhed er et overflødigt onde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu