Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
31. juli 2006

Sabbatår, fjumreår eller kompetenceår

Debatten bølger frem og tilbage. Studerende er for længe om at blive færdige med uddannelsen.

Studerende har brug for at afprøve sig selv og træffe valg på et oplyst grundlag. Arbejdsgiverne savler efter højtuddannede unge på 25 med erhvervserfaring - helst masser af erhvervserfaring. Politikerne truer med bål og brand, hvis de genstridige studerende ikke makker ret og bliver færdige og helst uden pause mellem gymnasium og universitet.

Fjumreår indikerer en famlende ung, der måske hænger ud i parken og drikker øl og fjumrer med forskellige småjobs. Sabbatår indikerer en ung i hængekøje under palmerne eller måske en, der plukker dadler i syden. Flere forskere og andre med erfaring og indsigt i uddannelsesområdet maner til besindighed og igen og igen bekræftes det, at de unge faktisk bruger tiden til noget konstruktivt.

Hvorfor ikke betegne fjumreåret som noget helt andet? Nemlig som en tid hvor den unge får prøvet nogle ting, bliver lidt klogere på hvad man har af lyst og talenter. Desuden tæller erhvervserfaring på cv'et langt tungere i jobsøgningen i forhold til et hurtigt studieforløb uden joberfaring.

Fjumreåret kunne hedde 'kompetenceår' eller afklaringsperiode, reflektionsår eller en tid in between. Denne periode kunne med fordel hedde noget helt andet og mere positivt.

Et nyligt projekt fra RUC lavet af tre studerende viser, at de unge bruger tiden til andet og meget bedre end at hænge ud på gadehjørnerne. Faktisk viser projektet, at de der har taget sabbatår, er de mest afklarede i forhold til arbejdsmarkedets efterspørgsel, og de er i højeste grad afklarede og målrettede mod arbejdsmarkedet. Så måske er det berettiget at kalde fjumreåret noget helt andet.

Dorthe R. Horvath
erhvervsvejleder, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Sociale skattelettelser

Tove Sandersen (TS) skriver den 22. juli som svar på mit indlæg i Information, at det vil fremme ligheden mere, hvis man afskaffer bundskatten frem for at afskaffe topskatten. Hun skriver desuden, at folk ofte er for dårlige til at lytte til hinanden. Deri kan hun have ret.

Det ville dog være passende, om TS valgte at lytte til de argumenter, der bliver fremført, og som der er stor enighed om i økonomiske kredse. I mit oprindelige indlæg argumenterer jeg for, at en afskaffelse af topskatten vil bidrage til øget aktivitet i samfundet, eftersom de der pt. ikke betaler topskat vil have mere interesse i at yde en ekstra indsats. Langt de fleste økonomer er således enige i, at det som betyder noget for, om folk vil yde en ekstra indsats, er marginalskatten dvs. skatten på den sidst tjente krone.

En marginalskattesænkning vil betyde langt mere dynamik; og vil muligvis være selvfinansierende, som følge af at flere tjener flere penge. Dermed er topskatten (og for den sags skyld mellemskatten) direkte skadelig for dansk økonomi: Den medvirker til, at der på sigt er færre skatteindtægter og dermed også færre penge til at betale for de sygehuse mv, som TS m.fl. er så glade for.

En sænkelse i bundskatten har langt fra samme effekt og er derfor langt dyrere at gennemføre, dvs. der vil skulle foretages ekstra store besparelser på de offentlige udgifter. En afskaffelse af top- og mellemskat vil derimod give flere i arbejde - formentligt svarende til mere end 30.000. Det er trods alt en del.

På sigt vil en afskaffelse af topskatten samtidig give mere til rådighed via en forbedret købekraft som følge af produktivitetsforbedringer. Den samfundsøkonomiske kage vil så at sige blive så meget større, at det vil gavne os alle sammen endnu mere. En afskaffelse af topskatten (og gerne mellemskatten) er dermed samtidig den socialt mest hensigtsmæssige skattelettelse, også hvis man tænker på de kommende generationer.

Chresten Anderson
direktør, Copenhagen Institute

Menneskeheden er en bestand af dyr

Ove Møbjerg Kristensen (OMK) finder i interviewet med mig "en af den slags uigennemtænkte ideer, som det er filosofiens opgave at afsløre og afklare" (den 27. juli).

I sagens natur kan man ikke få afklaret alle detaljer i et kortfattet interview, men at ideen og problemet om evolutionær altruisme skulle være uigennemtænkt, kan kun hævdes, hvis man ikke har beskæftiget sig med problematikken før. Jeg opfordrer derfor OMK til at sætte sig ind i litteraturen på området: evolutionær teori og navnlig evolutionen af altruisme.

Til en start kan jeg forhåbentligt kortfattet berolige OMK med det følgende: Der er ingen steder i interviewet, hvor det hævdes, at myrer tænker på deres slægt eller deres gener.

Ej heller hævder jeg, at evolutionen har et mål, hvis det skrevne kan tolkes således, undskylder jeg gerne derfor: Biologiske adaptationer skabes udelukkende af arvelig variation i fitness.

Det er ganske rigtigt, at vi har psykologiske mekanismer: Empati, sympati mv., der er afgørende for vores næstekærlige handlinger her og nu. Evolutionær teori er dog nødvendig, hvis man vil forstå hvorfor de er til stede. Darwinismen (forstået som evolution ved naturlig selektion) giver de ultimative forklaringer på næstekærlighed, psykologien de proksimale.

Menneskeheden er 'blot' en dyrebestand. Skulle dette forhold i særlig grad kunne føre til kynisme overfor bestemte folkeslag sammenlignet med religiøse opfattelser af menneskeheden vil jeg gerne se dokumentation herfor. Det er dog min erfaring, at data antyder, at det forholder sig omvendt.

Darwinismen kan meget mere end "at relatere dyrearter til hinanden", bl.a. forklare hvorfor arterne har de karakteristika, de har, herunder også hvorfor mennesket nogle gange udviser næstekærlighed.

Gorm Nissen
ph.d.-stud., Inst. for Medier, Erkendelse og Formidling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her