Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

15. juli 2006

GMO kan redde den tredje verden

Du er forsker og befinder dig i dit laboratorium, og netop nu ’klipper’ du det uønskede gen fra en plantes arveanlæg.
Du indsætter i stedet genet, som gør planten modstandsdygtig over for tørke, eller genet, som øger plantens indhold af vitaminer, eller genet, som får planten til at vokse hurtigere og højere, eller genet, som øger plantens modstand mod sygdom og skadedyr, hvorved brugen af pesticider overflødiggøres eller genet, som...
Du smiler, du har netop givet vort dyrebare miljø bedre forhold, og du har netop mindsket en kommende sultkatastrofe i den tredje verden. Det føles skønt, ikke?
Ja, jeg er også begejstret, men helt så ukompliceret er brugen af gmo desværre ikke. Modstandere heraf påpeger mange uheldige konsekvenser som eksempelvis, at den samtidige tilstedeværelse af naturlige og genmodificerede plantearter i naturen vil gøre en krydsning af disse uundgåelig.
Sådanne muterede planter kræver eksempelvis mere sprøjtning end de oprindelige planter, og vort miljø vil alligevel påvirkes uønsket og negativt.
Desuden kan planter, som er designet til udvikling af resistens mod antibiotika, overføre netop denne egenskab til sygdomsfremkaldende bakterier, som heraf ikke kan slås ihjel. Fejl som disse er ukontrollerbare i naturen og kan ikke gøres om.
Yderligere bliver planter, som er designet til at tåle ukrudtsmiddel, sprøjtet mere end konventionelle, netop fordi de tåler det, og nogle gmo-planter er mistænkt for at være allergifremkaldende.
Hvad vi så skal gøre? Tja, grundlæggende ved vi endnu ikke, hvad vi roder med, når vi snakker om gener. Men tænk, hvis ikke vi havde givet penicillin en chance.
Min personlige holdning er, at vi på den ene side bør forholde os åbne og nysgerrige og på den anden side forholde os stærkt kritiske. Sidstnævnte er selvfølgelig for at sikre os selv og vort miljø mod uoprettelige skader. En sådan holdning tror jeg, vil gavne både forsker som lægmand samt vor livgivende natur.

Pernille Valét
Vanløse

Zidanes hovedstød

Medierne verden over har fokuseret på Zidanes hovedstød mod Materazzi i VM-finalen. Men pressen har været tavs om baggrunden for Zidanes handling. Materazzi er før kommet med racistiske ytringer og skal spille for det Italienske hold Lazio, hvor hans far er tidligere træner. Lazios fanklub, The Ultras, er kendt for deres fascistiske sympatier.
Lazios hardcore Ultras har medlemmer, som er ledende kræfter på den italienske udenomsparlamentariske, fascistiske højrefløj og bruger klubben til rekruttering. Ultras har ofte racistiske og anti-semitiske banner med til kampe.
Vi ved ikke med 100 procents sikkerhed, hvad Materazzi sagde til Zidane. Den meget respekterede franske anti-racistiske gruppe SOS Racisme udsendte kort tid efter hændelsen en pressemeddelelse, der refererede til flere velinformerede kilder i fodboldverdenen, at Materazzi kaldte Zidane en »beskidt terrorist«.
Hvis det kommer frem, at Materazzi er kommet med nogen form for racistiske ytringer, så må Italien frivilligt afgive sin mesterskabstitel.
Racisme skal bekæmpes både uden for og inden for banen. Zidanes handling er blot et resultat af, at FIFA intet har gjort for at slå hårdt ned på den racistiske virus i international og national fodbold.

Jan Hoby
København Ø

Er det et æble-æ?

I artiklen Tosprogede elever misser studenterhuen i Information den 13. juli har en trykfejl sneget sig ind: »Men bør sætte ind...« i stedet for »Man bør...« Det minder mig om ’min’ lektiecafe for tosprogede. Mange af børnene her har svært ved at skelne mellem ’man’ og ’men’ og endnu sværere ved at høre forskel på vores tilstræbt tydelige udtale af a, e og æ – deraf spørgsmålet: »Staves det med a eller æble-æ?«
En del af vores hjælp foregår ved, at vi læser elevernes stof igennem og derfra prøver at diskutere os frem til, hvad deres opgave overhovedet går ud på. Ofte er det i læsefag nødvendigt at forklare meningen med dagligdags begreber og udrede hvert enkelt tekstafsnit. For mange har af helt naturlige årsager slet ingen baggrundsviden eller referencer til indholdet i de stillede opgaver.
Det er utroligt spændende at se sit eget sprog gennem fremmede øjne og at blive mindet om, hvor mange lag af unyttige oplysninger, tillæst viden, barndomsoplevelser m.m. der skal til, for at man kan begynde at forstå en tekst i samfundsfag eller gammel dansk litteratur. For ikke at tale om alt det mellem linierne.
Det samspil af læring, interesser, erfaringer, samfundsorientering via medier (for bare at nævne nogle ting), som et dansk ’normalliv’ består af, er efter min mening det vigtigste, vi frivillige kan tilbyde.
For os er der ingen tvivl om, at al ’udenomssnakken’ og det, at børnene kan spørge om alt mellem himmel og jord, er et vigtigt grundlag for at fatte lektierne. Det fremmer forståelsen og interessen på begge sider – og åbner i heldige tilfælde for venskabelig kontakt til forældrene og lidt mere sammenhæng i børnenes liv i to verdener.
Har man brugt nogen tid på lektiehjælp, undrer man sig ikke over, at nogen falder af i svinget i en videregående uddannelse, for de har så mange store huller, de kan falde i.
Derfor mener jeg, man i den grad bør satse på og udbygge nettet af frivillige lektiecafeer som supplement til ’den rigtige’ undervisning. Det kan kun blive bedre!

Eva Feldbæk
Ballerup

Skatten og det gode liv

Ursula Andkjær Olsen spørger i et 'tæskeholdsangreb' på mig (Information den 13. juli), om vi dog ikke kunne beskæftige os med, hvad det gode liv er, frem for at drøfte, hvad der er godt for samfundsøkonomien. Meget gerne. Men hører det ikke til et andet sted? For mig er en del af det gode liv dog, at vi sikrer en fornuftig samfundsøkonomi, der gør os i stand til at tage vare på samfundets svageste, og som sikrer, at der er råd til den basale velfærd også i fremtiden.

Derfor må jeg som politiker beskæftige mig med, hvad der er godt for samfundsøkonomien. Gjorde jeg ikke det, ville jeg svigte min politiske opgave og i stedet henfalde til drøftelser om, hvad der for mig som enkeltperson er det gode liv.

Det er i sig selv en spændende diskussion. Men jeg ser ingen grund til at blande den ind i diskussionen om skattelettelser. De to ting må holdes adskilt.

I debatten om skattelettelser kan man vælge at have et af to mål med sin argumentation: Man kan have det mål, at skattepolitikken skal skabe mest mulig økonomisk lighed. Eller man kan have det mål, at skattepolitikken skal sikre en sund og kraftfuld samfundsøkonomi, der giver råd til fremtidens velfærd. Ligheden sker på bekostning af økonomisk vækst. Væksten sker på bekostning af den fuldkomne lighed.

Ønsker man lighed frem for en sund økonomi, så er det en reel sag. Jeg derimod ønsker først og fremmest en sund økonomi, der skaber råd til fremtiden velfærd - særlig for de svageste i vores samfund. Kun sådan sikrer vi bedst muligt det gode liv også for dem, der har det svært.

Beregninger fra skatteministeriet har netop vist, at en lettelse i topskatten skaber flere hænder på arbejdsmarkedet, end den skaber efterspørgsel efter arbejdskraft. Dermed vil en lettelse i toppen ikke skabe den overophedning, som UAO er bekymret for - tværtimod.

Overophedning får vi derimod, hvis vi blindt letter skatten i bunden. Her vil der nemlig ifølge de samme beregninger skabes mere efterspørgsel efter varer og dermed også arbejdskraft, men ikke så mange flere hænder på arbejdsmarkedet. Derfor er lettelser i topskatten kloge skattelettelser til gavn for samfundsøkonomien. Det er min pligt som politiker at sikre den.

Diskussionen om det gode liv hører til et andet sted og handler vel i det store og hele om så meget andet end kolde tal.

Charlotte Dyremose
MF, skattepolitisk ordfører (K)

Tid eller topskat

"Hvis vi skal have folk til at gøre en ekstra indsats, skal det ske ved at sænke topskatten" . Sådan lyder ordene fra VU's formand, Karsten Lauritzen i Information den 14. juli. Det er et almindeligt brugt argument, og dog synes det aldrig rigtigt foldet ud. Tillad mig derfor at spørge:

Hvor er det egentlig lige, at vi skal gøre en ekstra indsats? Det provokerer mig - og formodentlig også andre, at det gang på gang skal antydes, at vi, der betaler topskat, ikke gør nok? Jeg sværger på, at hvis topskatten sættes ned, så vil jeg da ikke arbejde mere, men tilbringe den sparsomme tid med familien. Folk der virkelig betaler meget i topskat, arbejder i forvejen rigtig meget, og hvis man har en arbejdstid på f.eks. 50 timer om ugen, kan det måske være svært at se, hvor de ekstra timer til den ekstra indsats skal findes.

I mellemtiden er det rart at vide, at børnene kan have det godt i børnehaven (betalt over skatten), mens mor og far arbejder. Så drop dog det tåbelige argument!

Mette Hedegaard
Ballerup

Enhedslistens nationale

Jakob Lindblom bekræfter den 12. juli i Information, at Enhedslisten vil have et nationalt samarbejde i Europa og verden, som hviler på enstemmighed og princippet om ét land én stemme. Nyt Europa vil have overnationale samarbejdsfora og flertalsafgørelser i retning af devisen om ét land én stemme og én person én stemme. Forskellen mellem Enhedslisten og Nyt Europa ligger altså i spørgsmålet om flertalsafgørelser og princippet om én person én stemme. Nyt Europa holder med de kræfter i verdenssamfundet, som arbejder for, at fremtidige generationer af verdensborgere skal lykkes med en fortsat udvidelse af demokratiet. WTO/FN skal udover flertalsafgørelser og princippet om ét land én stemme også baseres på princippet om én person én stemme. I Nyt Europas fremtidsunivers har en inder og en dansker hver én stemme, når globale problemstillinger skal håndteres. Sådan er det ikke i Enhedslistens mellemstatslige univers. Her har fem millioner danskere samme vægt som en milliard indere.

Lindblom spørger så, om Nyt Europas modstand mod det såkaldte offentlighedsargument skal forstås sådan, at vi ikke ser en fælles offentlighed, som en forudsætning for demokratiet.

Svaret er, at fraværet af en fælles offentlighed aldrig kan bruges som argument imod den del af demokratiet, som handler om én person én stemme. I så fald kunne de hvide i Sydafrika have forhindret indførelsen af lige valgret for den sorte del af befolkningen. Herunder også Nelson Mandela, som i sit fængsel på Robben Island var på sikker afstand af den fælles offentlighed.

Søren Winther Lundby
Nyt Europa

Dansk Snerpethed

Hvad er værst? En tildækket kvinde - eller en forarget bh-løs kvinde på strand, der bliver forarget over opmærksomme øjne?

P. Henriksen
Odense C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu