Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
14. juli 2006

Energipolitikkens nødvendighed

Den 12. juli skrev Camilla Rosenhagen fra Dansk Energi et læserbrev under overskriften "Markedet er det bedste". Hun reagerede imod en leder i Information den 10. juli, hvori EU's energikommissær citeres for at udtale, at markedet alene ikke kan klare den grønne omstilling tilstrækkeligt hurtigt.

Camilla Rosenhagen ønsker at "markedskræfterne" skal være omdrejningspunkt for udviklingen, og hun er imod "at skrue tiden baglæns", ligesom hun også er erklæret modstander af "gammeldags planøkonomi". Det er brede udsagn, som jeg helt kan tilslutte mig. Heller ikke Informations lederskribent mener vel, at man skal afskaffe "markedet" og "skrue tiden baglæns" til "gammeldags planøkonomi". Men lad os komme væk fra de upræcise plus-og minusord og se lidt på virkeligheden.

Før 'liberaliseringen' var alle danske kraftværker enten kommunalt- eller forbrugerejede. Efter 'liberaliseringen' er 85 procent af de danske kraftværker statsejede. Det statsejede danske DONG ejer 60 procent, og det statsejede svenske Vattenfall ejer 25 procent. De resterende ca. 15 procent ejes af det store tyske elselskab E.ON og en række mindre elsselskaber. Det var så den liberalisering, og vel aktørerne på det marked Camilla Rosenhagen taler om?

Disse selskaber udgør Dansk Energi-produktions 'medlemsskare', og er dem,der gennem Camilla Rosenhagens læserbrev ønsker "markedet som omdrejningspunkt", og at der ikke skal føres en aktiv målformulerende og målsøgende energipolitik. De har magten på det marked, som de ønsker skal have magten over politikken.

Siden 2001 har Danmark været eksperimentarium for en 'politik', hvor 'det reelt eksisterende marked' har haft magten over politikken. Resultaterne af dette forsøg er både stigende elpriser og stop for den vedvarende energi.

Efter 'liberaliseringen' er elpriserne (minus alle afgifter) for husholdninger i Danmark steget med 19 procent, mod fem procent som gennemsnit i EU (2001-2005). Dette til trods for, at den afgørende begrundelse for liberaliseringen var, at den ville medføre faldende elpriser.n Og endnu vigtigere; den danske udbygning med vedvarende energi er gået helt i stå i perioden.

Dette danske eksperiment viser, at EU-kommissæren havde ret i, at markedet alene (det reelt eksisterende marked) ikke kunne sikre en tilstrækkelig hurtig udbygning af de grønne teknologier- herunder også besparelsesteknologierne.

Derfor er der behov for en aktiv politik, der både sikrer øget markedskonkurrence og genstart af den vedvarende energi. En politik der også giver bedre muligheder for at forbrugere, mindre virksomheder, kommuner m.v. kan investere i vedvarende energi projekter. Der er brug for et selvbevidst Folketing, der ved, at en aktiv energipolitik er både mulig og nødvendig. En sådan politik skal udstikke mål for udviklingen både på forsynings- og besparelsessiden og sikre markedsbetingelser, så disse mål nås.

Frede Hvelplund
professor i Energiplanlægning, Aalborg Universitet

Væk med topskatten

I Information den 12. juli kan man læse, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anklager Lene Espersen for falsk varebetegnelse, når hun siger, en afskaffelse af topskatten vil komme den almindelige lønmodtager til gavn.

Som begrundelse gives, at de 140.000 danskere, som tjener mellem 350.000-375.000 blot vil få 2.800 kroner ekstra om året, hvis topskatten afskaffes, alt imens personer, der tjener to millioner om året i gennemsnit vil få 294.000 kroner mere til sig selv om året.

Derfor mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at en afskaffelse af topskatten vil være et brud med konsensus i omfordelingspolitikken, hvor ønsket er, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Hvis Lene Espersen laver falsk varebetegnelse, når hun siger noget, der er faktuelt korrekt, hvad gør Arbejderbevægelsens Erhvervsråd så, når deres påstande er decideret forkerte?

Faktum er, at en afskaffelse af topskatten vil være til gavn for rigtigt mange almindelige lønmodtagere; ikke blot fordi de skal betale 2.800 kr. mindre i skat om året, men fordi det nu vil kunne betale sig for dem at arbejde over. Al økonomisk teori påpeger, at det er reduktion af marginalskatten, som påvirker arbejdsudbuddet mest - og dermed vil tilskynde flere til at arbejde, og flere til at arbejde mere.

En afskaffelse af topskatten vil også gavne de, der ligger tæt på topskattegrænsen, for det vil også blive mere attraktivt for dem at tage ekstra timer. Som bekendt er der mangel på arbejdskraft i bl.a. byggeriet. En afskaffelse af topskatten vil kunne afhjælpe dette: Incitamentet til merarbejde øges.

Den anden og langt mere graverende fejl er påstanden om, at en afskaffelse af topskatten vil betyde et opgør ved konsensus på omfordelingsområdet. En afskaffelse af topskatten vil ingenlunde betyde at de, som nu betaler topskat ikke fortsat vil betale mest i skat.

De vil skulle betale procentuelt mindre i skat, end de gør i dag, men de vil stadigt skulle bære en større del af byrden end dem, som tjener mindre. Hvis man oven i købet antog at både top- og mellemskat blev afskaffet, ville en person, der tjener 500.000 om året, stadig betale over 75.000 kroner mere i skat end en person, der tjener 300.000 kroner om året. Hvis det ikke er at bære en større byrde, ved jeg ikke hvad det ellers skulle være.

Chresten Anderson
direktør, Copenhagen Institute

Tænk at have sklerose.

Tænk at have sklerose og bo i Danmark og få frastjålet sin normale og yderst rimelige ret til gratis fysioterapibehandling af den nuværende danske regering.

Nåh nej, det hedder ikke at stjæle, det hedder at lovgive, men gør det dermed regeringens handling etisk og moralsk korrekt? Jeg tør vædde på, at danskere, der stadig har deres medmenneskelighed i behold, er dybt uenige i regeringens besynderlige måde at spare på.

Pia Urban Swart
Brede

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her