Korte liv skal finansiere lange liv
Alle undersøgelser viser, at de lavtlønnedes og de lavtuddannedes gennemsnitslevealder ikke stiger: Det er de højtlønnedes og de højtuddannedes stigende gennemsnitlevealder, der trækker samfundets gennemsnitslevealder op.
Alligevel mener Socialdemokraterne åbenbart, at det er de ufaglærte, der skal finansiere deres bedre stillede medborgeres stigende gennemsnitslevealder ved at komme senere og senere på efterløn. Det sker oven i købet samtidigt med, at højtuddannede kommer senere og senere ind på arbejdsmarkedet.
Derfor bør alle ufaglærte huske til næste valg, at Dansk Folkeparti fakt isk tilbød Socialdemokraterne at fastholde efterlønsalderen, selvom det har skadet partiets fremtidige muligheder for at komme i regering. For dermed er det entydigt S' skyld, at nedslidte specialarbejdere, der arbejder i den nedskæringsramte offentlige sektor og i globaliseringstruede virksomheder, fremover får en kortere pension, for at finansiere de højtuddannede og højtlønnede stigende gennemsnitlevealder og stadigt kortere tid på arbejdsmarkedet. Føj for pokker, S.
Jakob Schmidt-Rasmussen
fhv. tillidsmand i SID, København S
En vaskeægte Århushistorie
Nogle århusianske præster har fundet en fidus: Etik er godt, så hvorfor ikke gøre etik til business, sælge etik i metermål som enhver anden vare (i stedet for at prædike for hel- eller halvtomme stolerækker)?
Gad vidst om præsterne har en prisliste, hvoraf det fremgår, hvilken form for etik, der er finest og altså dyrest at erhverve sig for firmaer, der har ondt i etikken, men ikke rigtigt kan finde ud af det med etikken selv?
Nul putte. Etik drejer sig jo om at handle uegennyttigt til andres fordel, altså uden hensyn til, om handlingen er til ens egen fordel eller ej. Business handler stik modsat om at skabe profit, dvs. at handle i egen (eller egne interessenters) interesse, om end selvfølgelig dette ikke behøver at være til andres ufordel. Kan man blande ild og vand? Nix.
I øvrigt kommer etiske spørgsmål overhovedet kun på bane, såfremt, der er tale om et dilemma: Skal man i sådanne konkrete tilfælde følge sin samvittighed og handle etisk? Eller skal man følge sin magelighed, fejhed og/eller egoistiske tilbøjelighed og handle uetisk?
Søren Blaabjerg
Hørning
Brødrister syndromet.
Det er forlængst gået som forudset i Oprør fra midten. Automatiseringen har medført, at vi på en meningsfuld måde kun kan beskæftige en brøkdel af den arbejdskraft, der er til rådighed.
Fritidssamfundet er over os, hvorfor stresser vi så som aldrig før og råber om mangel på arbejdskraft? Formentlig fordi langt de fleste producerer overflødigt pjank, vi sagtens kunne undvære. En af økonomiens fædre brugte engang et eksempel på, at det markedsstyrede samfund har sine grænser:
"Den dag folk løber sig ihjel for at producere en brødrister, der kan brænde ejerens initialer ind i brødet - den dag er det gået for vidt".
G. Petersen
Hornslet
Biodynamik
Tak til Information for den 24.-25. juni at skrive om biodynamik. Det var glædeligt og vigtigt. Blot et par rettelser:
Artiklen oplyser, at biodynamiske metoder ikke er naturvidenskabeligt beviste. Men blandt andet de økologiske landbrugsorganisationers internationale organisation, IFOAM, har i sine Proceedings beskrevet naturvidenskabelige forsøg med biodynamiske præparater, der viser en styrkende effekt på jordkvaliteten. Disse rapportsamlinger kan lånes på Landbohøjskolens Bibliotek.
Lis fra Kiselgården citeres (måske misforstået?) for, at biodynamik "er et nyere system end det økologiske." Det er nok et definitionsspørgsmål, men så er jeg ikke enig i definitionen. Biodynamikken blev jo opfundet - eller snarere opdaget og systematiseret - af Rudolf Steiner i 1924, længe før nogen tænkte på økologisk landbrug.
Økolandbrug er en moderne idé og, som biodynamikken, meget mere end blot gamle dages fravær af kunstig kemi. Økologi udelader (desværre) bare en række af biodynamikkens elementer.
Magnus Falko
Miljøorganisationen NOAH
Reform uden bæredygtighed
Det er helt klart et skridt i den rigtige retning, at man i forhandlingerne om velfærdsreformen blev enige om at sætte efterløns- og pensionsalderen op, men hvorfor kun gøre tingene halvt?
Som følge af den ændrede befolkningssammensætning er danskerne nødt til at blive længere på arbejdsmarkedet, men regeringen tager ikke konsekvenserne af dette. Der må simpelthen afsættes flere midler til at afhjælpe og forebygge fysisk såvel som psykisk nedslidning, hvis folk skal kunne holde til et længere arbejdsliv.
Man hører jævnligt, at stress og andre livsstilsrelaterede sygdomme er blevet folkesygdomme, og at disse koster samfundet dyrt. Hvorfor ikke tænke langsigtet og forebyggende?
Det er ikke nok, at belønningen for at arbejde er stor nok, folk skal også være i stand til at varetage deres job. Selv hvis man som regeringen gør alt op i økonomisk effektivitet, er man derfor også nødt til at tænke det hele menneske med, såfremt man vil gøre sig nogle som helst forhåbninger om at sikre velfærden - også i fremtiden.
Anne Marie Geisler Andersen
stud.scient.pol., København V
Døden kommer før efterlønnen
Det langsigtede mål med den såkaldte velfærdsreform er, at rengøringsassistenten, bygningsarbejderen og buschaufføren skal kradse af, før de overhovedet får mulighed for at gå på efterløn eller folkepension.
Denne påstand er der næppe mange, som umiddelbart vil tro på efter den dygtigt orkestrerede lancering af velfærdsforliget til at handle om en beskeden stigning i efterløns- og pensionsalderen. Men på Finansministeriets hjemmeside har man fra den 20. juni over middag kunne læse:
»Alderen for efterløn og folkepension tilpasses fra og med 2025, hvis levealderen øges. Princippet er, at efterlønsperioden hele tiden skal være fem år, og at den samlede maksimale periode på efterløn og som pensionist skal være upåvirket af ændringer i levealderen.«
Med andre ord: Når gennemsnitslevealderen stiger med et år, så skal efterløns- og pensions-alderen stige tilsvarende. Men et gennemsnit dækker selvfølgelig over, at nogen lever over, og andre lever under dette gennemsnit. Og hvor man ligger afhænger i høj grad af, hvor man er placeret i samfundet.
Derfor er kendsgerningen: Ikke bare regeringen, men også Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale har med åbne øjne indgået en aftale, som betyder, at de mest hårdtarbejdende og nedslidte i vores samfund får vanskeligere og vanskeligere ved at nå efterlønsalderen, for slet ikke at tale om pensionsalderen. Det kunne Fogh ikke have gjort bedre alene.
Søren Søndergaard
byrådsmedlem, tidl. MF
Hvad gavner hvem?
I et demokratisk samfund, hvor materielle goder og rettigheder skal fordeles, opstår der konflikter. Nogle beslutninger er umulige at nå ved konsensus og må afgøres ved, at flertallet bestemmer. Flertallet argumenterer i et demokratisk samfund for sin beslutning, og mindretallet kritiserer og forsøger at omgøre beslutningen. Ytringsfriheden garanterer, at det er mindretallets ret at vælge både krænkelse, forhånelse, satire og latterliggørelse til at formidle sin kritik under ansvar.
Niels Hansen mener (den 28. juni), at sådanne kritiske krænkelser betyder, at den krænkede og mobbede blot bliver »dybt såret og fyldes af hævntørst.« Vi er enige om, at det ville være dejligt, hvis alle mennesker havde de samme forsonlige meninger og interesser. Men sådan er kampen om indvandring, arbejdspladser og globalisering ikke.
De, som føler sig trådt på af de privilegerede i denne omfordelingskamp, kender ikke altid kammertonen. Mobbede mindretal har beskyttelse i et demokrati og ret til at kritisere, krænke og latterliggøre flertallets beslutninger, hvis de føler sig mobbede og det tjener deres interesser. Kynisk set legitimerer denne ret flertallets beslutning - og muliggør at den kan laves om.
Fromt siges: »Alt er tilladt men ikke alt gavner.« Gavner hvem?
Nils Bredsdorff
Roskilde
Gaza
Der er intet nyt under solen, så længe den israelske høge-fløj og militæret har den virkelige magt i Israel, bliver der ingen fred. At Israel ville bruge kidnapningen af en ung korporal som anledning til statsterror mod palæstinenserne var givet på forhånd.
Da Hamas (regeringen) strakte hånden frem, efter måneders tumult, med en delvis anerkendelse af Israels eksistens blev der ledt med lygter efter en måde at bringe konflikten tilbage igen.
Hverken Olmert eller militærledelsen ønsker en egentlig fred og tostatsløsning, og så længe USA bærer en stor del af Israels økonomiske militære omkostninger og forsyner dem med isenkram er verdensopinionen uden betydning.
Bent Brogaard
Galten
Strømslugere
At forbrugerne køber strømslugende digitalbokse som aldrig før viser kun, hvor dumme og egoistiske de er. Ellers havde de gennemskuet DRs digitaliseringsprojekt, som den statsstøtte til erhvervslivet det er, og forlangt det sparet væk, mens tid var. Sikken masse strøm og materialer, man kunne have sparet, og sikken masse tid man havde fået tilovers.
Tørk Haxthausen
Sandvig
