Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Det frie valg I Information den 17. juli kommenterer Joan Bach Ludvigsen et læserbrev af min hånd. Desværre har hun misforstået mit læserbrev, da ...
25. juli 2006

Forbrydelse mod menneskeheden

Den israelske offensiv i de seneste tre uger, som synes på vej mod en optrapning og indsættelse af landstyrkerne i Libanon, kan kun karakteriseres som en forbrydelse mod menneskeheden. Landet praler jo med dets 'nålestiks-præcisision' og 'kirurgiske indgreb'.

Netop i det lys kan man kun se på drabene af hundredvis af uskyldige børn og kvinder, der var på vej til at forlade deres hjem efter israelsk opfordring, som en brutal og målbevidst handling. Derfor kan den seneste i en lang række af israelske operationer kun betragtes som 'forbrydelse mod menneskeheden', og Israel som stat bør stilles for en krigsret, ligesom det tilfældet var med Tyskland efter Anden Verdenskrig og med Serbien og MonteNegro efter de blodige Balkan-krige. Alt andet er hykleri og dobbelmoral.

Sacir Camo,
Hjørring

Fortielse

"Den der har magt over fortiden behersker fremtiden," siger George Orwell i sin fremtidsroman 1984. Er det også mediernes politik, når de viser Hizbollah som kidnappere af israelske soldater, så Israel må forsvare sig selv ved at bombe befolkningen i Sydlibanon for at få soldaterne frigivet? Vi vil ikke forhandle med terrorister siger Israel; til gengæld har Hizbollah foreslået en fangeudveksling.

Men hvad siger den forsvundne historie? I januar 2004 indgik Hizbollah og Israel en aftale om fangeudveksling efter et forarbejde af en tysk mægler. Israel frigav ca. 440 arabiske fanger, herunder 400 palæstinensere, mod frigivelse af en israelsk forretningsmand og ligene af tre dræbte soldater. Og i 1996 foregik ligeledes en byttehandel mellem Hizbollah og Israel under tysk mægling.

Nu har både det russiske og det tyske efterretningsvæsen igen taget kontakt til Hizbollah og Hamas for en diplomatisk løsning fremfor fortsat krig.

Det bør Danmark støtte fremfor umiddelbart at indsætte Nato-soldater som USA's forlængede arm i Sydlibanon. Forhandling er som tidligere vejen frem, og det bør medierne ikke fortie som en mulighed.

Kai Dalsgaard,
Odder

Hvornår lærer vi

Tak for en øjenåbnende og tankevækkende forside mandag den 24. juli. Endnu engang må man græmmes og deprimeres over at skulle ledes af en dikkende lammehaleregering, der mod resten af verden holder lydigt fast i at være USA's - og i dette tilfælde dermed Israels - vasalstat, mens Libanons civilbefolkning må bøde og bløde for to kidnappede israelske soldater skyld. Hvem tror stadig på, at en løsning, i Mellemøsten såvel som i Sri Lanka, kan opnås ved at ignorere den ene parts interesser? When will we ever learn?

For nylig talte jeg i Frankrig med to kunsthistorikere, som til min store lettelse ikke anede, at Danmark var til stede med soldater i Irak. Men vi kan vel ikke blive ved med at skjule, at dette lille land, på trods af erklærede stolte demokratiske traditioner, er ved at bevæge sig mod afgrunden af umenneskelig opførsel, både på det ydre og indre plan.

Er I vågne derude? Hvornår skal vi samles og få væltet denne regering af pinden?

Christine Marstrand,
Frederiksberg

Pigedrab

Ikke nok med at en lille pige blev dræbt af israelske bomber i en libanesisk landsby - hendes lig skulle også udstilles for alverden i Information den 21. juli.

Så kan man vist heller ikke finde på flere måder at skade og forulempe et forsvarsløst barn på.

Kirsten Rask,
Tølløse

Retten til at forsvare sig

Dansk presse går vældig meget op i, at Israel skal have lov til at forsvare sig. Men gælder denne ret kun for Israel? Burde denne ret ikke også gælde for palæstinensere og libanesere?

De palæstinensiske selvmordsbombere mod uskyldige israelske civile skal selvfølgelig fordømmes på det kraftigste. Men, når en bus med libanesiske civile bliver bombet, eller en israelsk snigskytte skyder nogle legende palæstinensiske børn, burde det så ikke også fordømmes?

Når en palæstinensisk selvmordsbomber sprænger sig selv i luften i en bus, hvor 80 procent af passagererne er soldater, bliver det kaldt en terrorhandling.

Når Israel derimod sprænger en boligblok i luften med 25 civile døde til følge, blot for at ramme én mistænkt palæstinensisk terrorrist, så er det blot en militæroperation med uundgåelige civile tab.

Der bliver talt meget om terrorbekæmpelse i Israel, USA og Vesteuropa. Men hvordan kan det være, at de israelske gengældelsesaktioner altid har været meget kraftigere, når palæstinensiske angreb er gået ud over israelske soldater end civile?

Hele denne blodige optrapning med mange uskyldige libanesiske, palæstinensiske og israelske ofre, der er sket på grund af tre israelske soldaters bortførelse, er blot en bekræftelse på denne praksis.

Hvordan skal man som palæstinenser kunne forsvare sig mod den israelske besættelsesmagt, når man ikke engang må ramme deres soldater?

I denne sag er tre israelske soldater taget til fange. Til sammenligning sidder der 10.000 palæstinensere i israelske fængsler - heraf 1,000 børn og 3,000 uden at have været stillet for en dommer.

Per Sørensen,
Åbyhøj

Det frie valg

I Information den 17. juli kommenterer Joan Bach Ludvigsen et læserbrev af min hånd. Desværre har hun misforstået mit læserbrev, da jeg ikke beskriver min holdning til prostituerede, men derimod stiller et relativt simpelt spørgsmål.

Jeg vil dog gerne give min holdning til prostitueredes situation: Ifølge dansk lovgivning er alle forhold, herunder også seksuelle der eksisterer på baggrund af tvang, ulovlige og dette tager hånd om det meste. Undtagelsen er narkoludere, og dette problem kan løses ved en liberalisering af narkomaners tilgang til offentlig narkotika. At visse prostituerede kan få psykiske problemer pågrund af deres frie valg af virke vil jeg ikke bestride, men dette gælder saftsuseme også for en hel del andre frie valg.

Anders Johansen,
Humlebæk

Amerikansk-israelsk angrebskrig

I en FN-stridig aggression bomber atommagten Israel løs i Libanon. Selvom Hizbollah har foreslået fangeudveksling med Israel, der har kidnappet, fængslet og myrdet tusindvis af palæstinensere og libanesere, så afviser Israel enhver forhandling og bomber videre.

Men Fogh-regeringen og 'Mellemøsteksperterne' lægger skylden for blodsudgydelserne på Hizbollah, som de kræver afvæbnet, mens den amerikanske klientstat Israel, der med USA's støtte i hele sin eksistens har blæst på utallige FN-resolutioner, smadrer Libanon fra nord til syd.

Israels angreb er del af en fælles amerikansk-israelsk plan for Mellemøsten, som sigter på at nedkæmpe Intifadaen gennem et opgør med modstandsorganisationen Hamas, at etablere et proisraelsk styre i Libanon gennem nedkæmpelsen af Hizbollah og så at gå videre mod Syrien.

I stedet for at fordømme Israels blodige statsterror fabler FN om en 'fredsstyrke' i Sydlibanon, som reelt set vil være en israelsk besættelse. Må palæstinenserne, libaneserne og irakerne besejre det amerikansk-israelske tyranni.

Carsten Kofoed,
København N

Krarup som integrationsminister

Igen og igen, senest i sagen om trafikministeren agerer Dansk Folkeparti som grænseløse hyklere. Er der da slet ingen grænser for, hvor langt DF vil lade sig trække ned i den politiske mødding?

Bestandigt farer de op og falder så efterfølgende til patten i det forfængelige håb, at de efter et valg kan få nogle ministerposter. Søren Krarup som integrationsminister?

Har DF da slet ingen minimumsgrænser for, hvor langt de vil følge arven efter Mogens Glistrup?

Aage Hedegaard Mikkelsen,
Silkeborg

Arriva, nej tak

Udbuddet om Øresundtrafikken nærmer sig, og Arriva begynder at fylde pressen med hurra-ord om deres fortræffeligheder. Jeg husker deres (og Trafikministeriets) mangelfulde håndtering af privatiseringen af den temmeligt beskedne trafik i Vestjylland. Med mindre deres indlæringskurve har været særlig stejl, er jeg ikke tryg ved tanken om, at de måske skal overtage trafikken på Kystbanen og i Øresundsregionen.

Stig Bang-Mortensen,
Tønder

Landmænd saboterer pesticidreduktion

Landbrugets markant stigende forbrug af pesticider skyldes, at de fleste landmænd mangler vilje til at reducere det. Alle landmænd kan gratis få lavet en pesticidreduktionsplan for deres bedrift af deres landbrugskonsulent. Men kun få benytter sig af tilbuddet, selv om erfaringerne viser, at det fører til et markant fald i deres pesticidforbrug, så de fastsatte reduktionskrav bliver mere end opfyldt. Hvis alle landmænd fik lavet en plan og fulgte den, ville pesticidplanens mål om et faldende forbrug blive mere end opfyldt.

Hertil kommer, at landmændene får stadig bedre teknologiske muligheder for at reducere pesticidforbruget bl.a. ved at benytte sprøjteudstyr, der tilpasser doseringen af sprøjtemidlet til det aktuelle behov i marken.

Det Økologiske Råd foreslår, at landmændene forpligtes til at offentliggøre deres sprøjtejournaler, så det bliver synligt, hvilke landbrug der har et stort overforbrug af pesticider. Disse landmænd skal så forpligtes til at få udarbejdet en reduktionsplan, som de skal efterleve.

På den måde undgår man også at straffe de landmænd, der faktisk har gjort en indsats for at reducere forbruget, og som allerede opfylder pesticidplanens mål.

Hans Nielsen,
Det Økologiske Råd

Om igen på Galgebakken

Jeg blev rystet over at læse Ulla Dubgaards ensidige og overfladiske artikel (den 21. juli) om mit eget boligområde Galgebakken i Albertslund. Hvilket journalistisk formål er der med at skrive sådan en artikel? Den er tendentiøs og eenøjet.

Galgebakken er for mange af os, der bor her, et fantastisk godt sted at bo. Det har selvfølgelig nogle skavanker som følge af det gamle industrielle betonbyggeriers skavanker. Men Galgebakken er først og fremmest et meget eftertragtet boligområde, hvor der stadig er plads til frirum, fællesskaber og tolerance. Her kan nabofællesskaber og nærvær stadig udfoldes, selvom husene er slidte og der (i nogle haver) er ukrudt mellem fliserne!

Jeg glæder mig til den dag, hvor Information skriver en ny artikel om Galgebakken, en artikel som både er Information og Galgebakken værdig.

Lise Drewes Nielsen,
mangeårig galgebakkeboer, Albertslund

Bedre løn til de hårdeste job i det offentlige

I det private erhvervslivet har de mange redskaber til at tiltrække gode medarbejdere f.eks. lønnen. Men i den offentlige sektor har man ikke samme grad af tiltrækningsværktøjer og mangler derfor arbejdskraft til de hårdeste job: pædagoger, lærere og andet plejepersonale.

P. Henriksen,
Odense C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu