Ny svensk undersøgelse konkluderer, at den racistiske retorik præger Sverigedemokraterna, som henter inspiration hos Dansk Folkeparti og ser sig selv som bærere af Tage Erlanders Folkhemmet
I september 2002 gik svenskerne til valg, og forventningerne var store hos højrepopulisterne og hos ekstremisterne på den danske side af Øresund, de kunne næsten ikke vente. Dansk Folkeparti gjorde, hvad det kunne for at understøtte de nordiske frænder, Sverigedemokratarna. Jyllands-Posten oprettede en valg-redaktion i Malmø, og VKO-partierne, som mindre end et år forinden havde overtaget regeringsmagten, håbede på et svensk 'systemskifte', som Søren Krarup i sin underholdende selvhøjtidelighed kalder flertalsskiftet herhjemme i november 2001. Forventningerne blev gjort til skamme.
Sverigedemokratarna kom ikke i nærheden af Riksdagen, selv om et konservativt medlem konverterede til dem inden valget. De blev repræsenteret af 49 mandater i 29 kommuner sammen med enkelte andre fremmedfjendske bevægelser som f.eks. Skånepartiet i Malmø og Nationaldemokraterne. Ved kommunalvalget i 2002 fik Sverigedemokraterna 47.690 stemmer, ved valget til Riksdagen samme dag 76.300. Denne gang prøver de lykken i 97 kommuner, 18 flere end sidste gang.
Gennembruddet, om man kan kalde det sådan, skete fortinsvis i de områder i Skåne, hvor nationalsocialistiske sympatier havde medvind i 1930'erne og 40'erne. Sjøbopartiet fik f.eks. ni mandater i kommunalbestyrelsen.
Folk på den danske højrefløj - bl.a. kommentatorer, som jævnligt udtaler sig som "særligt politisk sagkyndige" i public service-medierne - forklarede det ringe resultat med censur-tendenser i svensk presse. Man må forstå, at medieteknologien, som var stærkt medvirkende til at nedbryde muren til de sovjetiske vasalstater, mere end 10 år senere måtte give op ved Sveriges hermetisk lukkede grænser. Skal man tro de danske kritikere, holdes et af verdens mest oplyste folk hen i politisk uvidenhed - ligesom i Nordkorea!
Borgerlig afvisning
Den 17. september skal svenskerne stemme igen til både Riksdagen og til de lokale og regionale råd. Som ved sidste valg er Sverigedemokraterna kålhøgne, selv om deres repræsentation i kommunalbestyrelserne ikke fik synderlig betydning. I modsætning til Danmark, hvor VK-regeringen har gjort sig afhængig af Dansk Folkepartis luner, nægter de borgerlige svenske partier at indordne sig under DF's søsterparti. De har heller ikke noget sted indgået valgteknisk samarbejde med de fremmedfjendtlige partier. I samtlige kommuner, hvor Sverigedemokraterna umiddelbart skulle være tungen på vægtskålen, er situationen blevet afværget af umage alliancer, f.eks. mellem Socialdemokraterna og det konservative Moderaterna.
Ligesom i Danmark, hvor mange ud over Dansk Folkeparti - blandt andre Karen Jespersen og flere gamle venstrerevolutionære - misbruger H. C. Hansen som argument mod nutidens socialdemokrati, nasser Sverigedemokraterna på afdøde statsminister Tage Erlander. Vi vil genskabe Erlanders 'Folkhemmet', hævder de i deres politiske ligskænding af den begavede og humorfyldte svenske statsmand.
Om Sverigedemokraternas Skåne-baserede magtelite, som altså er stærkt inspireret af Dansk Folkeparti, får held med sit forehavende er svært at sige. Som i Danmark er målgruppen 'gamle socialdemokratiske mænd'. Og det er da heller ikke kvinderepræsentationen, eller de unge, som præger den beskedne repræsentation i kommunerne. Af de 49 medlemmer er fem af hunkøn.
Løbende undersøgelser før og under den valgkamp, som nu er i fuld gang, viser, at svenskernes skepsis og modstand mod flygtninge er aftagende, og at flygtningespørgsmålet rangerer forholds lavt på vælgernes prioriteringsliste.
Dertil kommer en nylig undersøgelse, foretaget af to fremtrædende forskere, fil.dr. Ulla Ekström von Essen og docent i samtidshistorie, Rasmus Fleischer, begge fra Södertörns högskola. Undersøgelsen konkluderer, at "nazismens racistiske retorik præger Sverigedemokraterna". Ifølge de to forskere "gemmer der sig under en ny partiklædning det samme antidemokratiske menneskesyn".
Efterligner DF
2o af de 29 kommuner, hvor Sverigedemokraterna er repræsenterede, havde før sidste valg socialdemokratisk ledelse. Højrepartiets nye 'klædning' fremstår netop i 'sossarnes snit'. I modsætning til Norge, hvor Fremskrittspartiets leder, Siv Jensen, erklærer sit parti for "liberalistisk", og føler sig i slægt med Anders Fogh Rasmussen, forsøger Sverigedemokraterna at efterligne Dansk Folkeparti. De fører sig frem som et "hyggeligt, rundt og tryghedsskabende socialdemokrati i det erlanderske folkhemmet".
Men det er et falsk billede, skriver forskerne.
"Den nationalchauvenisme og kulturmystik, som er fremtrædende hos Sverigedemokraterna, har i et historisk perspektiv altid gået hånd i hånd med raceteorierne."
De fremhæver grunden til, at Sverige - i modsætning til flere andre europæiske lande - har undgået højrepopulismens opblussen:
"Ingen af de etablerede svenske partiet har taget en åben debat med Sverigedemokraterna og på den måde legitimeret dem i offentligheden," skriver forskerne.
Omdrejningspunktet i den svenske valgkamp er 'den røde koalition' af Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet kontra 'den blå koalition' af Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterne. For blot et halvt år siden lå oppositionen langt forud for det nuværende flertal, i enkelte meningsmålinger med over 10 procentpoint. På det seneste fører Göran Persson svagt, og det er næsten efter traditionen. Så spændingen er stor, men ingen tager notits af Sverigedemokraterna.
De tre partier bag Göran Perssons S-regering og de fire partier i den borgerlige Alliancen har altså lagt Sverigedemokraterna på is, og det fremstilles af flere borgerlige debattører herhjemme som en kortslutning af demokratiet. Men pressen - også de dominerende borgerlige medier - er dagligt fulde af analyser og debat om fænomenet.
Det borgerligt/liberale Sydsvenska Dagbladet - Skånes største avis - skrev den 3. august en ledende artikel under overskriften "Duften af 30'erne". Heri siges det blandt andet, at selv om det ikke er lykkedes fremmedfjendske partier at skaffe sig parlamentarisk indflydelse som i Danmark og Norge, "fornemmes en usund duft inden den 17. september". Og ladet konkluderer:
"I realiteten er Sverigedemokraterna et parti, hvis samfundssyn forener korporativisme og xenofobi. Det har en udtalt berøringsangst overfor alt, som ikke er svensk eller nordisk. Et velfungerende samfund, hedder det i partiets principprogram, 'forudsætter en høj grad af etnisk og kulturel lighed i befolkningen'."
Dansk Front skræmmer
Ordvalget er kraftigere blandt frontkæmperne i selve valgkampen, og det gælder både regeringsblokken og den borgerlige blok. Her trækkes Dansk Front - og den tiltagende vold fra danske højreekstremister - frem som skræmmebillede. Svenskerne selv er ellers vant til lidt af hvert i den retning, men Dansk Fronts fraterniseren med det regeringsbærende Dansk Folkeparti undrer - og forklares med citater af fremtrædende DF-politikere. F.eks. Mogens Camres udtalelse 16. september 2001 på DFs årsmøde:
"Alle Vestens lande er infiltreret af muslimer, der venter på at blive nok til at slå os ihjel."
Citat fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaards ugebrev 13. juni sidste år:
"København er befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin."
Fra Louise Freverts hjemmeside 15. september 2005:
"Den muslimske fare kan sammenlignes med en kræftknude, som vi ved vil fælde os, hvis vi ikke finder den og tilintetgør den."
Og fra Krarup i Berlingske Tidende 2. februar sidste år:
"Islam ender rent logisk ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker."
Der tales i valgkampen ligefrem om en 'dansk virus', men de to samfundsforskere er nok så optaget af parallellerne til dele af det svenske samfund før og under Anden Verdenskrig. Som de skriver:
"Man bør ikke glemme, at det var de samme ideologiske mekanismer, som pumpede det tyske folk fuldt med forestillingen om dets kulturelle storhed i relation til de jødiske 'parasitter'."
Lars Weiss er folketingskandidat for Socialdemokraterne
