Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
2. august 2006

Affaldsøer

Biba Schwoon beklager sig i påtalen den 27. juli over, at journalisten, der skrev den udmærkede artikel om Galgebakken, undlod at skrive om affaldshusene.

Jeg tog imod journalisten fra Information, og vi så da affaldshusene. Og som så mange andre andre fik vi os et billigt grin. Billigt er måske så meget sagt, for affaldshusene, der i det daglige kaldes for Barbiskure, kostede os mere end tre millioner kroner.

Affaldshusene er til spot og skamme og er i øvrigt underdimensioneret, så affaldet flyder ud til alle sider. Ligeledes er vi udsat for grov fejlsortering. Så det er fejlsortering på første klasse. At arkitekten hedder Dorte Manddrup gør det kun værre, da hun vist er kendt og burde vide, at affaldshusene skal rumme beboernes affaldsmængder. Noget rigtigt skidt.

De for små affaldshuse kan sikkert finde anden anvendelse, når vi får opgraderet vores affaldssystem snarest. Om igen, Biba.

Henning Sørensen
beboer på Galgebakken gennem 24 år

Mere Galgebakke

Jeg var som tagdækker med til at lave Galgebakkens første hold tage i 1973. Utallige møder med firmaets ledelse om, at inddækningen var umulig og aldrig ville kunne holde vand ude og varme inde endte med, at jeg af kolleger blev taget under armene og ført op på et tag til fortsat arbejde. Vi var her for at tjene penge og ikke for i det uendelige at diskutere med folk, der ikke fattede noget. "Og godt vi ikke skal bo her" var en stående bemærkning.

Spørgsmål her godt 30 år efter: Hvorfor bor de nævnte koryfæer der ikke mere? Hvor bor de så? Har den nuværende triste, sociale tilstand noget med det at gøre? Hvorfor har Information en sådan aktuel artikel, hvor BOLIGEN's nylige 'hyldestartikel' heller ikke nævnes?

Herman Nielsen
bestyrelsesmedlem i, Brabrand Boligforening

Hvem lægger linjen?

Chefkriminalinspektør Per Larsen udtaler til Information: "Det er ikke sådan, at vi opfører os anderledes, fordi det er på Christiania" (25.juli). Nogle dage senere siger vicepolitikommissær Erik Larsen til bladet om de uberettigede anholdelser på Christiania, at de var "et udtryk for en bestemt linje, der blev lagt dengang" (den 28.juli).

En tidligere underofficer, P. D. Pedersen, søgte væk fra hæren og ind ved politiet, hvor han fik ansættelse i København d. 3.oktober 1885: "Var tonen i hæren rå og utiltalende, fandt jeg den ti gange værre i politietaten. Denne rå og hensynsløse tone udgik såvidt jeg kunne skønne helt oppe fra politidirektør Crone og politiinspektør Th. Petersen. Den bredte sig gennem politistationernes ledere, politiassistenter og overbetjente helt ned til de menige politibetjente." (Erindringer 1870-1900, udgivet af Nationalmuseet 1954).

Hvem lægger linjen og angiver tonen idag? Det gør justitsministeren, politidirektøren og de øvrige ledende politichefer.

Claus Bjerring
Jenstrup.

Køb, arbejd, køb, arbejd

Hvorfor skriver Charlotte Dyremose (indlæg den 15. juli) ikke bare ligeud, at hun i lighed med skatteministeriet kan fastslå, at lettelse i bundskatten gør indhug i arbejdsløsheden, og derfor via løn-prisspiralen fører til inflation - mens lettelser i topskatten skaber lønpres, fordi der bliver run op ad, og uden inflation, fordi rige sætter overfloden til side? Hun kan også stå ved, at det er en faktor at have med, hvis renten skal holdes i ro, så middelklassen kan fortsætte, hvad der er blevet normalt middelklasse-stofskifte: køb, arbejd, køb, arbejd, køb, arbejd.

Så kunne vi begynde at tale dansk og diskutere det gode liv: For eksempel om det gode livs ideologi skal være neurotisk arbejdsethos, når nu den slags økonomi, vi lever i, kræver en 'naturlig' arbejdsløshed.

Søren Jensen
Løjt

Om at dø forgæves

Mogens Camre. Medlem af Europaparlamentet kalder han sig. Ham som reelt er illoyal mod selv samme Europa. Og hvad fortæller han os så? (indlæg den 26. juli).

At Danmark deltager i den 'vestlige' alliances militære indsats i Irak og Afganistan for at hindre en islamisk-facistisk magtudbredelse . Det med 'vestlig' alliance er da vist at tage munden for fuld. Hvad angår at hindre en islamisk-facistisk magtudbredelse må man sige, at den såkaldt 'vestlige' alliance har lidt total fiasko. Det kan enhver, på blot et nogenlunde intelligensniveau indse.

DR2s dokumentarfilm Kvindernes historie fortæller med al tydelighed om de velsignelser, den 'vestlige' alliance har skænket den irakiske befolkning. Skaffet dem en masse religiøse fanatikere på halsen. Smadret deres infrastruktur og leveret enker og forældreløse børn i tusindvis. Demokrati?

Demokrati er noget, et land skaffer sig, når det er modent dertil. Demokrati lader sig ikke eks- eller importere. Se blot på Chile.

Camre siger, at Danmark ikke ville være et selvstændigt land, hvis vi ikke magtede at forsvare os og kommer med noget højtravende pladder om at dø forgæves. For de få af os, der deltog i modstandsbevægelsen og levede under en fremmed magts besættelse, er det en knugende fornemmelse at opleve Danmark som besættelsemagt og vel at mærke på et løgnagtigt grundlag.

Kedelige elementer har i de senere år sat Danmarks ære over styr. Ja, de af mine kammerater, der døde under Tysklands besættelse af Danmark, døde forgæves, for de kæmpede for Danmarks ære.

Jørgen Mouritzen
Hemmed

Kvindelighed er ingen skam

Det var interessant at læse Mette-Line Thorups artikel den 28. juli om Informations orgasmedebat fra 1980/81. Jeg husker selv de meget malende beskrivelser, som nogle kvinder gav af deres orgasmeoplevelse, hvor man kom til at tænke på, om de mon havde haft papir og blyant med ved natbordet!

Vi kvinder har sommetider en tendens til at ville dupere hinanden og leve op til et eller andet ideal om, hvordan vi skal være. Desværre er de idealer, som nogle kvinder søger at leve op til, direkte undertrykkende for dem selv. Ikke mindst på det seksuelle område. Det skyldes nok, at kulturen altid har fortiet og fordrejet den kvindelige seksualitet. Det sker nok i højere grad i dag under indflydelse af pornografien, end tilfældet var i begyndelsen af 1980'erne.

Den værste fejl, nogle kvinder begik dengang og stadig begår, var efter min mening dette at ville spille stærk rent seksuelt. På mig virker det nærmest som en kappestrid om hvem, der har den største klitoris og hvem, der tænder hurtigst og hvem, der lettest opnår den største orgasme. Det er som om, mandens seksualitet er idealet. Men derved bliver det jo en maskuliniseret testosteroniseret seksualitet, som bliver normen.

Jeg synes hellere, at vi kvinder skulle indtage en mere afslappet rolle, hvile i os selv, være bevidste om vore egne behov og ikke føle os mindreværdige, fordi vi behøver mere optakt og berøring og har særlige behov for stimulering af klitoris for at opnå orgasme samt blive klar til samleje. Det er kvindeligt og helt naturligt at have det sådan. Og man skal ikke skamme sig over at være kvindelig, men tværtimod være stolt over, at man er det.

Nanna Gersov
Kastrup

Ynkeligt, DF

Det er altså svært at tage Pia Kjærsgaards planer om at fyre socialministeren, fødevareministeren og transportministeren seriøst.

Ingen tvivl om at de tre ministre er udskiftningsmodne og har været det rigtig længe, men vi husker vist alle sammen, hvad der skete sidst, Dansk Folkeparti stillede et krav til regeringen: Ingenting. Hvor er det ynkeligt.

Mads Brandsen
hovedbestyrelsesmedlem i Radikal Ungdom, Odense

Slatten gummi

Så oplever man igen Pia Kjærsgaard puste sig op og foreslå ministerfyringer.

Desværre giver det mindelser om de store ballondyr i Tivoli. Jo mere man puster dem op, desto større og farligere ser de ud. Men når man tager dem med hjem, så fiser den varme luft langsomt ud, og i løbet af få dage står man tilbage står med slatten gummi.

Ole Hvas Kristiansen
København NV

Genbrugsstationen som endestationen?

Jeg har med interesse fulgt Informations artikler om genbrugsstationen og det dobbelte pres, som de her oplever, når de uden yderlige bevillinger skal modtage godset fra en stadig mere hidsig brug-og-smid-væk-kultur.

Som det fremgår af en af artiklerne fra den 27. juli er en stadig større portion af de ting, der havner her, helt og aldeles funktionsdygtige. Med den frekvens som boliginventaret udskiftes, mættes de traditionelle genbrugsmarkeder med sidste års modeller, og tingene bliver åbenbart i stedet bortskaffet over genbrugspladsen.

Kunne det ikke tænkes, at der i tilknytning til disse genbrugsstationer blev etableret forskellige typer af værksteder orienteret mod at redesigne form og funktionalitet på disse stadigt velfungerende sager? Så kunne de med lidt snilde igen fremstå appellerende for den store forbrugerkreds, der er interesseret i det unikke og brugte.

Dette vil ikke alene aflaste genbrugsstationens modtagelse af reelt affald, det kunne også skabe arbejdspladser. Oven i købet noget så sjældent som bæredygtige arbejdspladser med et alsidigt arbejdsindhold, der fordrer et kreativt og opmærksomt samspil mellem hænder, hoved, og hinanden. Et godt sted at arbejde for de stadig flere mennesker, der er blevet overflødiggjort og marginaliseret fra arbejdsmarkedet.

Jens Christian Elle Jystrup

Forglemt FN

I anledning af 50-års-dagen for Suez-konflikten serverer Frank Jørgensen i Information 26. juli et lærestykke i forvrænget geopolitik ("Kanalpolitik"):

Efter Israels invasion af Gaza og Sinai skulle USA og Sovjet som Verdens 'nye sheriffer' have "gjort det klart for London og Paris (medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, rcd), at tiden som kolonimagter og imperier var endegyldigt slut." Oven på bombardementer og invasionsforsøg imod general Nasser, der havde nationaliseret kanalen, blev Israel og de to gamle europæiske magter effektivt verfet ud.

Men hvad var det for en "til lejligheden konstrueret alliance," der forenede USA og Sovjet? Det spørger Frank Jørgensen ikke om. Danske Jens'er, der var med som FN-soldater med blå baretter kunne fortælle mere om det.

Historiebøgerne nævner Dag Hammarskjölds succes med at få organiseret FN's første fredsskabende mission netop i denne konflikt. Bag ved succesen (der sikrede 10 års fred i Mellemøsten) lå de blokfrie staters bevægelse fra Bandung 1955. Deres begæring om hasteindkaldelse af FN's Generalforsamling ved hjælp af Uniting-for-Peace resolutionen blev støttet både af USA og Sovjetunionen.

Resolutionen kan altid bruges, når Sikkerhedsrådet er uenig. Præcis som USA gjorde under Koreakrigen, da de skabte den, og som de i 2003 gjorde alt for at undgå den.

Rolf Czeskleba-Dupont
Hvalsø

Tak til Bush

Jeg har nyt den varme sommer og vil hermed takke, den amerikanske præsident for sine bestræbelser på at skaffe mere af samme slags.

P. Henriksen,
Odense C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her