Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

25. august 2006

Israels legitimitet

Det undrer mig, at flere skribenter, som jeg langt hen ad vejen er enig med, sidst Georg Metz, lægger så stor vægt på staten Israels legitimitet. Det forekommer mig, at med Israels oprettelse gav 'vi' noget bort, som ikke var vores eget. Den slags gavmildhed har ulykkelige konsekvenser, nu set i snart 60 år: Krig, ødelæggelse, undertrykkelse og terror. Selvfølgelig kan alt dette kun standses - i samråd med Israels økonomiske støtte USA - ved indførelse af en meget håndfast international økonomisk/politisk/administrativ kontrol af hele Palæstina-området, altså inklusive Israel. Så længe dette forbliver en utopi, fortsætter tragedien.

Børge Spang-Thomsen
Birkerød

Det er en om'er

Ralf Pittelkow og Karen Jespersen vender verden på hovedet, når de med terrorplanerne i London argumenterer for en monokultur. De bruger nu i henholdsvis Jyllands-Posten og Berlingske Tidende det forpurrede bombeangreb i London til at tale for en monokultur. Det multikulturelle samfund har spillet fallit, hedder det.

Nogle få tosser skulle der til, så var den potte ude. Det er vist længe siden, Pittelkow eller Jespersen har været i London eller alternativt: hos optikeren. Og ideen, at nogle få ekstremister kan eller skal have lov til at repræsentere et land, folk, eller befolkningsdel, er som at gøre hooligans til essensen af fodboldkulturen. Det er hverken særlig demokratisk eller klogt. Som Peter Frödin i Carlsbergs reklamefilm nægter de to at se verden, men accepterer den kun som skabt i deres eget billede. Det er langt fra særligt fresh...Aggressionen kunne jo komme som et modsvar til den sort-hvide retorik, der dækker over manglende argumenter og retfærdighedssans i Vestens krig mod 'de andre'. Krigen mod en usynlig fjende, som er alle og ingen steder samtidig, og som kun kan udpeges af de særligt udvalgte. Her skulle der gerne ringe nogle klokker eller på radikalsk: wake up and smell the cofee.

Andreas Relster
stud. jour.

SR forsømte også skinnerne

Enhedslistens Jacob Nicolaisen mener den 17. august, at jeg er for hård i kritikken af transportministeren for den katastrofale tilstand på de danske skinner. Men jeg mener faktisk, at den nuværende regering groft har svigtet de nødvendige investeringer, hvis man vil have en tidssvarende jernbanedrift. Prisen bliver betalt i disse år, hvor forsinkelser og aflysninger mere er reglen end undtagelsen. Jeg kan til gengæld berolige Jacob Nicolaisen med, at Flemming Hansen langt fra er eneste ansvarlige for fadæsen. Socialdemokrater og radikale kan bestemt heller ikke lægge ansvaret fra sig, efter at de i årtier investerede alt for lidt i modernisering af skinner og signaler, osv., så Danmark nu ligger med nogle af Vesteuropas ringeste jernbaner. SF har derimod fremlagt en plan, der er finansieret krone for krone, som på få år kan få dem på omgangshøjde igen - uden at privatisere eller udlicitere. Nu mangler vi et flertal, der vil være med til at løse problemerne.

Morten Homann
trafikordfører for SF

Det konstruktives kunst

Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen (den 18. august) efterlever deres ideal om politisk diskurs ved at udnævne mine tanker til "imbecile". Jeg ser intet formål i at tage imod en implicit invitation til gensidig hån og spot. Lad mig gentage: Mange påstande, der er blevet fremsat i løbet af karikaturkrisen, er rent subjektive. Det centrale eksempel er påstanden om karikaturernes harmløshed. Vi kan ikke objektivt afgøre sandhedsværdien heraf, som debatten tydeligt har vist. En uenighed om subjektive udsagn er snarere udtryk for en væsentlig konflikt, og en konstruktiv diskussion vil have som mål, at deltagerne forstår hinandens rationaler med det mål at nå nærmere en løsning af konflikten. Man både kan og bør fremsætte generelle påstande. Jeg lever som naturvidenskabsmand af at opstille generelle teorier. Men de politiske generaliseringer, der er stereotyper og fjendebilleder, hindrer konstruktiv diskussion og konfliktløsning.

Platon så dialog som middel til erkendelse. I dialogen Protagoras er målet at argumentere imod sofisten Protagoras, og dette gøres overbevisende og med stor respekt. Platon behøvede ikke hån eller spot. I en politisk diskussion bør man kunne behandle sin modstander på lige så saglig vis.

Hans Hüttel
lektor

Vred minister

Bendt Bendtsen bliver vred, ved spørgsmål om lukningen af MUV. Han gør med reference til den manglende folkehøring opmærksom på, at der ikke sker en sådan, når der lukkes kaserner, som også koster arbejdspladser. En erfaring, BB endnu ikke havde gjort, da han i 2000 foran Christiansborg protesterede imod lukningen af Marstal Navigationsskole. Folketingets erhvervsudvalg og de maritime erhverv havde dokumenteret skolen som værende overflødig. Specielt med hensyn til kasernelukninger er det særpræget at se, hvor langt et par erhvervsministerbukser kan skræve. Kaserner lukkes, når Forsvaret skal bruge færre soldater. BB lukker maritime uddannelsesinstitutioner, når erhvervet står i sin hidtil alvorligste krise med hensyn til at skaffe kvalificerede danskere til bemanding af danske skibe. De mange protester, der til stadighed indløber, også nu mere end to år efter BB's ministerbeslutning, går ikke så meget på tabet af lokal beskæftigelse, som på ønsket om at sikre dansk søfart og valutaindtjeningen til landet.

Rasmus Büchert
maskinmester

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu