Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
16. september 2006

Ikke et ord om censur og ytringsfrihed

På RUC findes der et regelsæt for vejledere, om at vejledning af unge kvindelige studerende ikke må foregå i private hjem. Her kan opstå situationer, der kan misforstås. Regelsættet overlader til fantasien, hvad det er, der kan misforstås.

Til gengæld findes der ikke noget regelsæt for rektorer om, hvad de må sige til kritiske studerende, der er indkaldt til samtale på rektors kontor. Må man for eksempel advare den kritiske studerende om, at hvis ikke kritik trækkes tilbage, så vil det skade pågældendes fremtidige karrierer? Kan det misforstås?

Når rektor Poul Holm indkalder Jeppe Trolle til samtale (Information den 8. september) for at få ham til at trække et indlæg til RUC-nyt tilbage; når Jeppe Trolle bliver fortalt, at hans indlæg er noget vrøvl, der vil skade han fremtidige karriere - kan det så misforstås?

RUC har tydeligvis mere brug for et regelsæt om rektoral opførsel end for et regelsæt om omgang med unge kvindelige studerende.

Thomas Hvid Thingstrup
medlem af Konsistorium på RUC 1994-1997

København som reklamefilmskulisse

Nogen drømmer om at blive statister i en reklamefilm. Og nu er muligheden der. Faktisk kan man komme til ikke blot at spille med i men at leve i en reklamefilm.

Folketinget har besluttet en ny, vidtgående reklamelov, der åbner op for, at offentlige bygninger kan sælges som reklameplads, ligesom det bliver muligt at købe plads på f.eks. kommunale biler og offentligt ansattes arbejdstøj.

Loven er så vidtgående, at den ikke sætter grænser for, hvad der kan udloddes som reklameplads og hvilke firmaer, der kan reklameres for. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at der kan opstå meget uheldige situationer, hvor f.eks. Coca Cola vil reklamere i skolegårdene, hvor hjemmehjælperne iklædes tøj fra medicinalindustrien, og hvor politiske eller religiøse grupper overtager de fælles bygninger.

Resultatet bliver, at den kommunale troværdighed går i vasken. Københavnere vil ikke længere kunne skelne mellem, hvad der er offentligt, og hvad der blot er et forsøg på at sælge dem en privat vare.

Jens Kjær Christensen
medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten

Pas på i havecentrene

I forbindelse med Voldsmose sagen blev der i TV-Avisens 21-udsendelse sagt, at man nu vil holde nøje øje med salg af den specielle kunstgødning, som kan bruges i fremstilling af farlig eksplosion,brugt bl.a. ved terrorangrebet i Bali. I den forbindelse skulle havecentre holde et vågent øje med, hvem der købte den pågældende kunstgødning.

For mig at se er vi ved at nærme os sovjetiske tilstande under Stalin-tiden. Hvis man af en eller anden grund blev fundet usympatisk enten af naboer, arbejdskammerater, eller steder hvor man handlede, kunne man blive indberettet til myndigheder og dernæst bare forsvinde. Man kunne f.eks. blive meldt, fordi man havde et klaver i hjemmet, for så straks at blive arresteret som værende vestlig spion. Det var den eneste forklaring på, at man havde råd til sådan en aristokratisk ting som klaver.

Jeg ser lige scenariet for mig. Et par mørklødige personer kommer ind i et dansk havecenter i provinsen på en fredelig søndag. De ruller rundt med deres indkøbsvogn med ting og sager til deres hårdt erhvervede kolonihave (eller lille sommerhus), hvori der bl.a. også er kunstgødning. De er højrøstede, opfører sig ikke som de fleste. Det støder den pæne Dansk Folkeparti-borger eller ekspedient, og de bliver meldt til politiet. Det lokale pressehysteri ruller, osv.

Måske vil det kun være tilladt personer af lys hud at køber køkkenknive i fremtiden? Vil man også holde øje med hvilke bøger, der bliver lånt på biblioteket i fremtiden, og hvem der låner hvad?

Det minder mig i øvrigt om et andet land i 1930'erne, hvor man også holdt nøje øje med en bestemt gruppe i samfundet.

Vesna Andersen
Nykøbing F

Løkkes halve løsning

Lige ved og næsten. Og så alligevel slet ikke. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har bevilget 12,2 mio. af satspuljemidlerne til et sundhedsrum for narkomaner. Initiativet kommer efter, at både brugergrupper og beboere i områder, der er belastet af problematikken, har råbt op om behovet i årevis.

SAND og SVID, brugerorganisationerne på hjemløseområdet, støtter oprettelsen af sundhedsrum, men dette initiativ vil aldrig komme de svageste grupper af narkomaner til gode.

For at komme i sundhedsrummet skal man lade sig cpr-registrere, ligesom man skal være visiteret til metadoninjektion - i øvrigt det eneste stof, der må indtages i rummet - hvilket betyder at det kun er et forsvindende lille antal narkomaner, som vil få glæde af det.

Hele idéen med sundhedsrum er netop, at man skal kunne komme anonymt fra gaden. Via sundhedsfaglig hjælp og hygiejniske forhold vil man kunne nå en gruppe meget udsatte mennesker, der ellers slet ikke er i kontakt med systemet, ligesom man vil kunne højne deres livskvalitet betragteligt ved at give dem mulighed for at indtage deres stoffer andre steder end i rendestenen og på offentlige toiletter. Disse centrale aspekter afskærer man sig fuldstændigt fra ved at opstille nævnte kriterier for brug af rummet.

Lars Løkkes bud på et sundhedsrum er en halv løsning og en stor skuffelse. Men et fremragende eksempel på en narkopolitik, der er blottet for visioner, på trods af at der faktisk er menneskeliv på spil.

Lilian Singh, formand for SVID og Torben Høecke, formand for SAND

Tøffelhelt som antihelt

For nogen måneder spurgte jeg min dansk kone, »hvad er det danske ord for ’hen-pecked husband’?«. Svaret var ’tøffelhelt’. Så jeg slog op i min gamle danske ordbog for at finde ud, hvad ’tøffel’ betyder. Bogstaveligt talt blev det på engelsk til ’bedroom- slipper hero’. Et rigtig hyggelig udtryk skulle jeg mene. Ikke helt så nedsættende som det engelske.
På daglig-engelsk kommer nedsættende termer ofte af husdyr og deres adfærd, ’bitch’ er det mest udbredte. ’Hen -pecked husband’ udpeger konens magt over manden. Hun hakker ham ned, med en usædvanlig klar metafor, hvor imod den obskure ’tøffelhelt’ kræver sin mand i fortolkningsarbejdet.
Illustrationen til Tine Byrckels artikel den 13. september er en karikatur på en kone, der holder sin mand i en snor som en hund. I stedet for et kunstig kød ben, burde han have taget en hjemmesko i sin mund. Billedet udtryker den strukturelle relation mellem menneske og husdyr, hvor en person bliver behandlet og hånet som et dyr, en hund, ikke en tøffelhelt.
Den franske strukturalismetradition om kønnene, som Byrckels artikel fint henviser til, trives i analysen af mandens krise og forfald som tøffelhelt – på fransk ’pantouflard’. Ordet er ikke i sig selv nedsættende. Betydningen er imidlertig strukturel og påpeger et magtmættet forhold mellem mand og kvinde.
Dette forhold kan ikke kun forståes som en vandret binær opdeling. Der må være også et afgørende, lodret, hierarkisk forhold mellem de to elementer i en struktur. Franske forfattere er hurtig til at dechifrere komplekse, sociale situationer og reducere dem til elementer i en magtstruktur og kamp. Vi beundrer disse strukturalister, når de skuder fra hofte, og de rammer ofte.

Jonathan Schwartz
antropolog

SF slås mod uligheden

Det ville være et groft svigt overfor de dårligst stillede, hvis SF droppede sin deltagelse i satspuljeforliget, sådan som Jeppe Milthers forleden opfordrede os til.
Årsagen til Milthers opfordring må skyldes manglende kendskab til satsreguleringens baggrund. Under den forrige borgerlige regering i 1980’erne blev den automatiske regulering af overførselsindkomsterne fjernet, og kun ved et markant pres fra bl.a. SF, blev reguleringen genetableret i 1990, dog ikke i fuldt omfang, da de borgerlige var imod. En mindre del blev og bliver i stedet overført til den såkaldte satspulje. Så i forhold til udgangspunktet fra 1980’erne sikrer satsreguleringen i virkeligheden arbejdsløse, pensionister og andre en bedre regulering. For uden satsreguleringen kunne VK-regeringen bestemme, hvor meget eller hvor lidt arbejdsløshedsunderstøttelser, kontanthjælp mv. skulle sættes op. Og kan nogen forestille sig Thor Petersen som julemand i den forbindelse? Nej vel!
Jeg er helt enig i, at reguleringen ikke er god nok. SF går ind for en fuld regulering, men det er der bare ikke flertal for i dagens Folketing. I det lys er det trods alt en trøst, at de penge, der mangler i den fulde regulering faktisk går til en række gode formål til gavn for folk på overførselsindkomster.
Så nej, jeg har på ingen måde en dårlig smag i munden. SF slås til stadighed mod uligheden konkret i hverdagen.

Ole Sohn
finanspolitisk ordfører for SF

Drop berøringsangsten, Eva Kjer

Socialministeren insisterer den 14. september på at adskille handel med kvinder i Danmark fra den såkaldte ’almindelige’ prostitution i Danmark – trods den omstændighed, at de handlede kvinder i Danmark også arbejder som prostituerede i Danmark.
I SF’s optik indebærer et liv som prostitueret mange sociale problemer for langt de fleste. Problemernes omfang kan naturligvis være forskelligt afhængigt af, om man er gået ’frivilligt’ ind i prostitution pga. eksempelvis store gældsproblemer, eller om man er tvunget ind i ’faget’ af en skummel bagmand. Men den konsekvente opdeling af de handlede kvinder overfor de ’almindelige prostituerede’ giver ganske enkelt ingen mening.
Hvad enten ministeren bryder sig om det eller ej, bliver hun nødt til at forholde sig til det faktum, at kvindehandel ikke kan bekæmpes med mindre, der tages fat om efterspørgselssiden – kunderne. Kunderne bestemmer udbuddet, kunderne bestemmer varerne og kundernes penge er bestemmende for bagmændenes ivrige transport af fattige mennesker over landegrænser. Den såkaldt »misforståede sammenblanding af handel med kvinder og almindelig prostitution« er helt nødvendig – kunderne er jo de samme – uanset om ministeren bryder sig om det eller ej.
Ministerens berøringsangst må enten bunde i uvidenhed eller dække over en liberal kynisme, som hylder det frie valg – uanset til hvad.

Pernille Vigsø Bagge
MF, SF’s ligestillingsordfører

Dementiet viser løgnen

Kulturminister Brian Mikkelsen deltog forleden i en public service-seance om Informations afsløring af politiske udnævnelser (den 12. september, tak for den). Han nævnte, at hans udnævnelser alene beroede på saglige – og helt udelukket politiske – kriterier. Han var ikke interesseeret i politisk tilhørsforhold og havde aldrig spurgt, om det eller var interesseret, ved udnævnelser.
Men to minutter senere redegjorde han omhyggeligt for, at de to seneste direktør-udnævnelser fra ham bestemt ikke var borgerlige, men socialdemokratiske (kunstmuseet og sprognævnet).
Han dementerer kontant sig selv. Og hans dementi afslører løgnen. Så hellere: ’ja, selvfølgelig foretager jeg politiske udnævnelser.’ Repressiv tolerance eller sølle legitimering?

Jørgen Hunsdahl
København K

Giv ikke op, Krarup

Åh, nej! Nu er osse kronprinsen blevet manipuleret til gerningsretfærdiggørelse. Er der da ingen nedre grænse for, hvad Systemet Thøger vil udsætte brave danske mænd for?

Ib Jensen
Søborg

Aristoteles – ikke Sokrates

Den 15. september bringer Information et godt interview med filosoffen Jacques Rancière. Som illustration bruges Rafaels fresko i Vatikanet, Skolen i Athen. Fint nok, men den er gal med billedteksten. Platon står ganske rigtigt i billedets centrum, men ikke som skrevet i diskussion med Sokrates, men med Aristoteles. Platon står til venstre og Aristoteles til højre.

Ebbe Hertel
Værløse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her