Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Lykkeridere Tidligere anvendte man i udlændingedebatten ofte udtrykket 'bekvemmelighedsflygtninge' om fattigdomsflygtningene. Altså de, der ...
Debat
20. september 2006

Lykkeridere

Tidligere anvendte man i udlændingedebatten ofte udtrykket 'bekvemmelighedsflygtninge' om fattigdomsflygtningene. Altså de, der ikke var egentlige konventionsflygtninge, men som søgte bedre vilkår ved at tage til et andet land. Undertiden anvendtes også ordet 'lykkejægere'. Især Dansk Folkeparti var kendt for at bruge disse vendinger.

Vi bør egentlig takke Dansk Folkeparti for, at man er ophørt hermed. I al fald har jeg ikke bemærket, at noget medlem af dette parti har anvendt nogle af disse udtryk de senere år.

Men forleden skulle jeg så gense dem. I dagbladet Information! Udtrykket "Det sorte kontinents lykkeriddere" blev anvendt af dagbladets redaktion i forbindelse med en artikel af en udsendt medarbejder. Og hvem var - er - så disse lykkeriddere? Det er de, der for tiden i hundredvis om dagen anvender eller prøver at anvende de formentlig allerfarligste flugtveje, fra Vestafrika til Spanien eller fra Nordafrika til Italien eller Spanien. I tusindvis er omkommet!

Ole Espersen
dr.jur., København K

Fortegnet billede af gymnasiereform

Information har den 18. september et tema om, hvordan gymnasiereformen ødelægger lærernes arbejdsglæde og gymnasiets faglighed. Årsagen er, at fagene skal samarbejde, og der skal evalueres.

Temaet giver et fortegnet billede. Af en uddannelsestid på 2.470 timer i alt er de 352 timer flerfaglige. Resten (2.118 timer) er stadig timer til fagene hver for sig. For få år siden skrev Information kritisk om det gammeldags og alt for faglige gymnasium. Nu kender jeremiaderne ingen ende, fordi 14,3 procent af tiden bliver brugt på at behandle problemer, som kun kan belyses når flere fag bidrager, og fordi lærerne skal aftale en plan og progression i arbejdsformer og kompetencer.

Informations redaktion bør overveje, om avisen ikke bliver til grin, når den kritikløst fylder spalterne med bestemte personers brok uden selv at vurdere substansen i deres påstande. 14,3 procent er jo ikke meget. Og ingen forventer vel, at gymnasiet skal byde eleverne en ukoordineret undervisning, eller at en af verdens dyreste ungdomsuddannelser bare kan bruge ressourcer uden efterfølgende evaluering.

Søren Hindsholmrektor,
Nørresundby Gymnasium og Hf

S bremser velfærdsforbedringer

Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen har flere steder udtrykt stor frustration over den igangværende budgetlægning i kommunerne. Carsten Hansen forivrer sig i negativ kritik uden at søge oplysninger i de faktiske forhold i den virkelige verden.

Fakta er, at der adskillige steder er gode eksempler på, at kommunalreformen og den igangværende budgetlægning også resulterer i velfærdsforbedringer. Flere skoler oplever nu at få flere ressourcer og dermed flere undervisningstimer. Adskillige steder bliver der mulighed for flere og mere fleksible åbningstider i børnehaver. Ældrepleje søges sikret og forbedret ved at bruge de nye værktøjer i kommunalreformen til at sætte fokus på drift og organisation.

Alt dette overser Carsten Hansen fuldstændig i sin kritik og medvirker dermed til at bremse for at få gennemført velfærdsforbedringerne alle de steder, hvor det er muligt.

Først ville Socialdemokraterne ikke være med i hverken kommunalreformen eller finansieringsreformen og nu ender socialdemokraterne helt uforståeligt med at bremse velfærdsforbedringerne.

Erling Bonnesen
MF (V) fmd. for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Putin Rasmussen

I 1948 holdt en allerede dengang visionær ung mand tale ved årsafslutningen på Vestre Borgerdydskole. Han sagde blandt andet: "Før i tiden gik man i gymnasiet for at få kundskaber; nu går man der for at få karakterer." Den unge student hed Villy Sørensen (ja, den V.S.).

Omtrent samtidig rumsterede universiteterne med at ville stille højere krav til studentereksamens karakterer for at give adgang. Min farfar, V.A.C. Jensen, rektor for Helsingør Gymnasium, udtalte i den anledning: "Hvis universiteterne kræver højere karakterer af vores studenter, så skal vi nok sørge for, at de får dem." Et yderst pragmatisk forhold til karaktergivningen må man sige.

Nu kræver undervisningsministeren i den internationale konkurrences navn en ny karakterskala, hvor 10 procent skal have topkarakter. Pragmatiske lærere vil formentlig rette ind - sikkert med en hovedrysten. Og artige studenter kan få et procenttillæg oveni. Karakterskala - godmorgen, madam Dik!

Men ikke nok med det. Anders Putin Rasmussens halsstarrige og hovedløse skattestop tvinger kommuner til at lukke deres biblioteker. Putin Rasmussens centraliserings-stræb sigter åbenlyst på en langsigtet fordummelse - og den har han i høj grad brug for.

Derfor er det konsekvent, at man i den nye karakterskala har (gen-)indført en negativ karakter: minus tre. Med tiden kan der blive brug for at forlænge skalaen nedefter. I takt med, at den planlagte fordummelse fortsætter.

Heldigvis er der lyspunkter. Kommuner gør oprør mod Putin Rasmussens centralistiske angreb på det kommunale selvstyre: al magt til Kreml.

I eftertænksomme stunder kan man håbe på, at de kommende kommunale nedskæringer på børn, unge og gamle - og ikke mindst biblioteker - kan åbne vælgernes øjne for, hvad der er på færde. Putin Rasmussens velfærdshærværk kører. Hvor dælen er Socialdemokraterne? Hvor er vi?

Jesper Jensen
Dragør

Skyums slappe fleuret

I Informations "Bogspidsen" den 14. september foreslår kritikeren Erik Skyum-Nielsen, at jeg i min anmeldelse i Politiken af Pia Tafdrups digtamling Tarkovskijs heste var styret af kønsfordomme, idet jeg kommenterede digterindens efter min opfattelse vel selviscenesættende forfatterfoto.

Skyum gør gældende, at "litteraturkritikken" (under ét) burde forbigå den slags branding med et "overbærende smil"; og han hævder endelig, at min påtale på dubiøs måde er helt uforbundet med min - i øvrigt begejstrede - læsning af Tafdrups digte. Tre synder altså, som Skyum bogspidst forsøger sig med at påtale.

Det kommer næppe som et chok for samme Skyum, at jeg melder hus forbi, og dernæst supplerer med et det-kan-du-selv-være. Skyum har ikke skyggen af belæg for sin forhastede påstand om et kønsmotiv i min afstandtagen til Tafdrups selviscenesættelse. Jeg kan i øvrigt ikke se, hvorfor min positive vurdering af digtene burde være forbundet med min negative vurdering af forfatterfotoet? Er det ikke netop udtryk for fair play og respekt helt at adskille de to størrelser? En sondring Skyum muligvis ikke altid selv overholder (læs Poul Behrendt herom) - og her pudsigt nok kritiserer mig for at respektere.

Endelig: Når Skyum advokerer for, at vi anmeldere skal overse selviscenesættelse med et overbærende smil - er han da netop og par excellence patriarkalsk nedladende: 'Herregud, de kære små forfattere er jo bare en slags børn - lad dem dog'. Skyum modsiger med andre ord sig selv, han belærer malplaceret, og han gør det i faderligt nedladende gebærder overfor de kvindelige (?) digtere, hvis skytsånd han galant udråber sig selv som.

Skyums fleuret er ikke spids - den flagrer bare lidt forvirret rundt i luften, uspidst og slapt. Ikke desto mindre: Jeg sender hermed Skyum et polisk smil som tak for hans behjertede forsøg på at gå op i en spids.

Mikkel Bruun Zangenberg
anmelder, lektor, litteraturvidenskab

Er vi virkelig så enige?

Dansk Industri bryder tavsheden, står der over forskningschef i Dansk Industri Charlotte Rønhofs indlæg i Information den 14. september, hvor hun kommenterer mit indlæg fra den 9. - 10. september. Men desværre er mystikken ikke brudt.

Det paradoksale i Rønhofs indlæg er, at hun formelt tager afstand fra min analyse, men i realiteten giver mig ret angående dimensioneringen af uddannelsespladser ved universiteterne. Det fremgår af det følgende.

Rønhofs anfører jo direkte, at løftningen af denne opgave "må forudsætte, at de (universiteternes bestyrelser) også forvalter det ansvar, de er blevet tildelt." Og efterfølgende må Rønhofs konstatere, at det kun er sket på Aarhus Universitet i et enkelt tilfælde. Som følge heraf må hun også vedstå, at det ikke er nok, at der er indsat bestyrelser for universiteterne - som i øvrigt er domineret af repræsentanter fra erhvervslivet - hvis det skal sikres, at der uddannes til beskæftigelse og ikke til lediggang. Derfor foreslås, at der indføres et incitamentssystem for universiteterne, som belønner uddannelse i overensstemmelse med de samfundsmæssige behov.

Jeg går ud fra, at vi kan være enige om, at da det tager ca. tre-syv år at uddanne fra bachelor til ph.d., er det de fremtidige beskæftigelsesmuligheder, der også efter Rønhofs opfattelse bør være afgørende. Hvis man imidlertid skal tage Dansk Industris forslag for pålydende, er det de enkelte universiteter via deres bestyrelser, der skal forsøge at prognosticere de fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Dette er efter min mening ganske utopisk.

De enkelte universiteters bestyrelser har hverken de faglige forudsætninger for at lave sådanne prognoser eller incitamenter hertil. Det manglende incitament skyldes, at et andet universitet så måske blot vil udbyde de studiepladser, som det pågældende universitet nedlægger. Det er vel også det, Rønhof udtrykker ved, at et supplerende belønningssystem er nødvendigt for at sikre, at bestyrelserne forvalter det ansvar, de er blevet tildelt.

Jeg må desværre derfor tilstå, at jeg meget vanskeligt kan se, at Rønhof, hvis hun altså nærmere overvejer DI's forslag, kan komme til et andet resultat end jeg: At det nødvendigvis må være en central enhed, mest nærliggende forskningsministeriet, der laver disse beskæftigelsesprognoser og dermed fastsætter normtal for den samlede optagelse - og tilpasser belønningerne i overensstemmelse hermed.

For mig er det helt i orden, at Rønhof mener, at hun skal repetere DI's forslag for mig. Men det er - som det er fremgået - ikke nok. Det er også nødvendigt at overveje realiteten i et forslag. Og realiteten er - så vidt jeg kan vurdere - at det ikke kan overlades til de enkelte universiteters bestyrelser at dimensionere optagene. Men jeg lader mig gerne retlede og vejlede af Rønhof, hvis hun altså kan.

Christen Sørensen
professor, Syddansk Universitet, Odense

Idioti

Assalamu alaikum, kære trosfæller. Jeg kan, som mange af Jer, ikke lide, at min religion bliver tilskrevet noget, eller hånet og spottet fordi nogle mener at vide, hvad der er bedst for mig og følger af min religion, islam.

Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan profeten Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, ville reagere, hvis han så den marginale gruppe af muslimer, der råber og skriger på gader og stræder med fråde om munden, sætter ild til ting, der ikke tilhører dem selv, og udgyder forbandelser i en lind strøm. Personligt tror jeg ikke, at han ville kunne genkende budskabet han bragte til menneskeheden. Jeg ser den beskrevne opførsel hos den marginale gruppe af muslimer, som en analog idioti, der findes i de grupper, som de selv langer ud efter.

Massalam (med fred)

Zubair Butt Hussain
Taastrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her