Arno Fakkelbærer
Arno Victor Nielsen får tæsk i to læserbreve i Information (den 21.-22. oktober), hvor hans kritik af Christian Scherfig (Tæskeholdet, bagsiden den 19. oktober) bl.a. sammenlignes med DF's nedgøring af muslimer.
Kritiken overser den afgørende forskel, at Arno Victor Nielsen rejser folkets røst overfor uduelige, magtmisbrugende magthavere, som en David overfor Goliath. Derfor er Arno Victor Nielsen helt nødvendig, ja absolut uundværlig i en demokratisk samfundsdebat.
DF'ere derimod projicerer deres personlige mindreværd over på en svag part, der i forvejen ofte er plaget af angst og posttraumatisk stresssyndrom efter tortur og krigsskader. Det er ondskabsfuldt og ødelæggende at føje akkulturativ stress til disse menneskers lidelser ved at skabe et klima af racisme, diskrimination og marginalisering.
Mange DF'ere er banalt dumme som Eichmann overfor fanger i koncentrationslejr. Arno Victor Nielsen derimod er en David, og en David er samfundets Darling.
Fremad Arno Victor Nielsen, du kække fakkelbærer. Hold galden flydende. Lad taburetterne ryste.
Anne Marie Dam Pedersen
Frederiksberg C
Dramatisk forside
Hvad skulle forsideartiklen "Revolvermænd dræber 15 politimænd og to tolke med skud gennem hoved og bryst" til for (Information den 30. oktober)? For at slå det dramatiske fast nævnes også på forsiden: "sidste nyt fra 'det danske område' i Irak."
Jeg er ikke uenig i, at vi skal trækkes os ud og at vi måske aldrig skulle have været i Irak, men nu er situationen, at vi er her med en masse unge mennesker. Hvor pårørende sidder tilbage med angsten.
Den 30. oktober var Information blevet til Ekstra Bladet.
Steen Flemming Jørgensen
København
Statsministerkonens indkøb
Anne-Mette Rasmussen har i udlandet købt sig en taske. Den viser sig at være en kopi af det originale Louis Vuitton mærke. Selvom købet må siges at være under bagatelgrænsen, har medierne, inklusive Information, alligevel lavet en sag ud af det.
Når sagen nu er rejst, kan der være grund til at overveje, om menneskeheden ikke kunne leve lykkeligt uden mønsterbeskyttelse af dametasker og andre luksusvarer? Der var muligvis nogle medarbejdere i modefirmaer, som måtte finde noget mere nyttigt at tage sig til, men det var vel heller ikke en global ulykke. Og de færreste kan have ondt af de damer med mange penge, som ikke mere kan prale med deres eksklusivitet i forhold til deres medsøstre.
Dametaskernes forsvarere har i flere indlæg blandet patenter og mønsterbeskyttelse sammen. Trods visse lighedstræk er kravene højere ved en patentbeskyttelse, og analysen af samfundsnytten ved patenter er mere kompliceret end ved mønsterbeskyttelse. Det betyder ikke, at den nuværende form for patentbeskyttelse er uproblematisk.
Jeg vil foreslå, at Information benytter lejligheden til en dybdeborende analyse af hele vores patentsystem. Der kan være god grund til nytænkning på det område på basis af erfaringerne med medicinalindustrien og dens behandling af u-landene.
Niels I. Meyer, professor emeritus
Hellere sundhed end økologi
Henrik Juhl Andersen foreslår i Information den 25. oktober lavere moms på økologisk mad, angiveligt til gavn for både miljø og sundhed. En besnærende tanke, men ikke det bedste råd.
Differentierede afgifter er et godt samfundsøkonomisk redskab. Men hvorfor netop moms, når ét afgiftsredskab ikke alene kan tage effektivt hånd om både miljø og sundhed? Hvis pesticider skader miljøet, bør pesticidafgiften hæves, ikke momsen på fødevarer. Omvendt bør moms på kost, der gavner folkesundheden, være lavere end på usund kost. Og hvorfor netop økologisk kost når denne ikke nødvendigvis er lig med sund kost?
En undersøgelse om kostvalgets miljøeffekter viser, at mere frugt, grønt og groft er forbavsende effektiv miljøbeskyttelse (www.imv.dk). Følger man de officielle kostråd, gavner man med sikkerhed både sundhed og miljø.
Vejen til en sund og miljøvenlig fremtid går via god samfundsøkonomi: Sænk momsen på sunde kontra usunde fødevarer - hellere end på økologi. Sundhed og miljø er vigtigere end momsfri økologi.
Henrik Saxe, biolog
Uffe Nielsen, økonom
Institut for Miljøvurdering
Menneskelivets mudder
I dag fejrer man Allehelgensaften. I forbindelse med allehelgen mindes vi ifølge kristen tradition dem, som vi i sorg måtte tage afsked med på kirkegården, og vi ser frem til mødet med dem igen, mens vi med tak gentager de ord, som både ledsager dåbens tre håndfulde vand og gravens tre skovlfulde jord: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, fordi han har genfødt os til et levende håb.
Dåbens tre håndfulde vand markerer altså begyndelsen. Begravelsens tre skovlfulde jord markerer afslutningen.
Der synes at være en vis symbolsk og teologisk ræson i, at en sammenblanding af yderpunkternes to markører - vand og jord - bliver til mudder.Et mere præcist billede på jordelivet og dets vilkår finder man næppe.
Uwe Max Jensen
Egå
Irak-krigen er ulovlig
"Fogh vil næppe kunne kritiseres for at ville gå med i Irak-krigen," skriver Peter Mogensen i Information den 25.oktober.
Jo, det vil Fogh bestemt kunne kritiseres for!
Grundlovskomiteen af 2003 har samlet 26 sagsøgere og ca. 3.500 medsagsøgere, biintervenienter, som har anlagt en sag ved det danske retsvæsen for at få rettens ord for, at dansk deltagelse i Irak-krigen var i strid med den danske Grundlov. Irak-krigen blev påbegyndt i strid med FN's beslutning og er i strid med folkeretten.
Sagsøgerne håber med en retskendelse at kunne forebygge, at Danmark fremover involveres i lignende angrebskrige i strid med FN's beslutning.
I slutningen af januar 2007 skal sagsøgernes søgsmålskompetance afgøres ved Landsretten. Det er svært at forstå, at ikke alle danske statsborgere er søgsmålskompetente i forhold til Grundloven. Man må håbe på megen opmærksomhed om sagen, den er vigtig.
Hanne Norup Carlsen
Maribo
Protest
Man er da ikke uenig i Jens Eistrups udsagn (Information den 27. oktober), at "der ikke kommer for fem flade ører meningsfuld debat ud af det, han (Søren Krarup) skriver." Jamen, det har da vel heller aldrig været meningen (og nu bliver man pludselig usikker).
Man har da forstået det sådan, at den mindst ringe kolporterer pastor Krarups rablende udgydelser med det ene formål at forsøde hverdagen for avisens læsere med et af den slags billige grin, som er enhver landsbytosses eksistensberettigelse, og således kompenserer for de mange - desværre alt for troværdige - spaltemillimetre, som godt kunne få et tænksomt menneske til at græmmes over verdens virkelig alvorlige dumheder.
Tænk blot: En luthersk pastor, som på den mest velformulerede facon er i stand til at argumentere for, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner i virkeligheden burde hedde lignelsen om den selvgode samaritaner - det er da guddommeligt morsomt.
Man anmoder derfor høfligst debatredaktionen om at se bort fra Jens Eistrups forslag: At erstatte pastor Krarup med en hvilken som helst anden tumpe ville være en katastrofe - og fætter Langballe har da slet ikke fætter Krarups format.
Claus Cornelius Hansen
Hørsholm
Jamen, man skyder da stikkere
Jens Eistrup har ret (indlæg den 27. oktober); det tjener intet til at have Søren Krarup som fast kommentator i Information: Han er totalt udialogisk og kan kun omfatte andre synspunkter end sine egne med ringeagt eller had.
Heldigvis retter hadet retter sig især mod nogen, der kan forsvare sig, nemlig dem han opfatter som sine afsporede landsmænd: Det er os, han hader, foragter og håner. Vi kan tåle det, men senest gik han dog over stregen ved at stemple nogle af dem, han ikke bryder sig om, som stikkere, og advare sine egne mod dem.
Det er ikke blot modbydeligt, men højst foruroligende, når man erindrer, hvad man førhen gjorde ved stikkere og lignende. De blev likvideret (ikke alle med lige gode grunde, ved vi forresten nu).
Ordet stikker er ikke en metafor, der kan tolkes efter behag, og de følelser der er på spil her, er ikke til at lege med. Jeg kan ikke opfatte det på anden måde, end at Krarup reelt og bevidst ophidser til fysisk vold, eller det der er værre, mod dem der går ham og hans for nær.
Det er nok omsonst at bede ham tage sig i vare med sin hadefulde retorik, men burde dette seneste udslip ikke være anledning til at frabede sig hans faste kommentarer fremover? Derefter kan han jo fortsat komme til orde på samme betingelser som alle os andre.
Ole Meyer
København S
Rusland kalder
Man bebrejdes, at man ikke sagde fra over for udviklingen i Sovjetunionen. Det er for sent nu. Landet hedder Rusland og lederen Putin. Hvordan får vi nu vores informationer? Rusland er så godt som lukket land, på mange måder også for russerne selv.
Men så går Putin i dialog med folket, og Information refererer den 27. oktober dette rent ud imponerende arrangement: 2,3 mio. mails og sms'er indsendt og sorteret, to landsdækkende tv-kanalers kameraer og mikrofoner opstillet "i alle 11 tidszoner i det gigantiske land."
Putin "undgik behændigt" de sædvanlige grovheder, var "dybt bekymret" over racehad og over russisk-georgiske udviklinger, en karelsk sag havde allerede ført til fyringer i sikkerhedsorganer og administration, og selv om det dalende befolkningstal er et problem, så vil der blive "indført lov og orden i forbindelse med de op mod 15 mio. indvandrere i landet." Mange kaukasere kontrollerer nemlig, til gene for russiske producenter, markedspladserne. "Det vil Putin nu have sat en stopper for."
Ved et ekstraordinært regeringsmøde har man fulgt op på tv-showet, og befolkningen på gaden er meget tilfreds med Putins optræden. Dog udtrykker en 40-årig lærerinde på indkøb "formentlig mange intellektuelles bekymringer," russerne må finde en fornuftig mellemvej mellem økonomi og demokrati.
En sådan reportage er lige så lærerig som i sin tid reportager fra USSR. Kunne man opfordre Information til herudover at formidle artikler direkte fra Novaya Gazeta, sålænge denne avis, som Anna Politkovskaja skrev for, eksisterer?
Helle Degnbol
København Ø
Folkemor(d)skabsteater
Den dansk-angloamerikansk iscenesatte borgerkrig i Irak har nu så mange ofre, at publikum råber på felthospital.
Ivan Gullev
Frederiksberg
Noget at komme efter
Vores militær vil have et felthospital til Irak. Som pynt på et fælles dansk-amerikansk krigstogt.
The Guardian sammenligner det med et folkemord.
Vagn Søndergård
København K