Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
30. oktober 2006

Hvem sagde STASI?

Det er faldet Bjarne Nielsen fra Brabrand for brystet (indlæg den 26. oktober), at jeg - som jeg skrev i min klumme den 21. oktober - ved at tage del i den kollektive anmeldelse af en række DF'ere for overtrædelse af straffelovens § 266b har meldt en ven til politiet. Hensigten med klummen var ikke så meget at retfærdiggøre selve anmeldelsen, men så meget desto mere at henlede opmærksomheden på det principielle skel mellem det private og det offentlige.

En sådan skelnen diagnosticerer Nielsen resolut som "selektiv skizofreni," men dermed kommer han ironisk nok for skade at stille den samme diagnose på min omtalte ven - identisk med Søren Krarup, som Nielsen har gættet. Krarup har nemlig for ganske nyligt her i bladet besværet sig over, at man ikke evnede at skelne mellem, hvad DF's ungdom foretog sig ved en privat fest, og hvad der kan og bør have offentlighedens interesse.

Ikke desto mindre synes Nielsen netop at have gået i skole hos Krarup, da han i en håndevending præsterer at sidestille anmeldelsen af DF'erne for overtrædelse af straffeloven med STASI-meddelernes angiveri af "venner og familiemedlemmer for at tale ondt om den totalitære stat," altså det hedengangne DDR.

Sådan gør Krarup også: Jævnfører prompte sine politiske modstandere med totalitaristiske medløbere eller stikkere under besættelsen, så han kan gøre en myte af sig selv som dissident eller modstandsmand.

Men bedste dr. Nielsen, det er jo dig og Krarup, der sanktionerer STASI-metoderne, når I og jeres ligesindede agerer tankepoliti over for "landsforrædere", "femtekolonner" og "overløbere", som I - trods forargelsen over den aktuelle anmeldelse - lover et "retsopgør", når tiden er inde! Det er jer, der ligner STASI, når I tager deres metoder i brug i jeres kamp mod alt ondt i denne verden: islamismen sidestillet med terrorismen og humanismen sidestillet med terrorismens blåøjede støtte!

Og i flagrant modstrid med dine sammenligninger er anmeldelsen netop et udtryk for en afstandtagen fra STASI-metoderne, da vi - de 66 anmeldere - ene og alene forholder os til offentlige udsagn og deres formentlige karambolage med en demokratisk og parlamentarisk vedtaget straffelovsparagraf, ikke til fuldemandsudtalelser i spejderhytten!

Peter Tudvad
Berlin

Borgerløn i stedet for sort arbejde

I artiklen "Sort og hvidt - skat og velfærdsstaten" den 26. oktober lufter Ole Thyssen og David Bakkegård Karsbøl nogle ældgamle travere. At folk hellere vil have velfærdsydelser end løn, er det samme som at sige, at folk hellere vil nøjes med levemuligheder for 8.000 kr end for 16.000 kr. pr person.

At folk skulle 'forsørge sig selv som i gamle dage,' er også en kær, gammel misforståelse; thi vi har ikke 'gamle dage,' og forudsætninger ville være, at vi kunne leve på landet i midten af en nyttehave og have tid på at pleje den. Hvor man kunne holde svin, en ko, ænder, gæs, kaniner og høns ved siden af hinanden i en stald bag ved huset og havde tid til at sanke træ, kartofler og naturens frugter. Lad os hellere få borgerløn og derefter lade folk selv finde ud af at arbejde for deres egen nytte. Det er da det sidste, begge de to herrer ønsker - eller?

I dag bor vi i højhuse til en høj leje, mildnet med en ofte for lille boligstøtte; der er mange gebyrer og omkostninger alle steder. Det offentlige overførselsbeløb til dem, som er uden arbejde, er syge, ikke er uddannet nok eller holdt hjemme af forpligtelser overfor gamle, er alt for lille.

Og endeligt: Hvor meget personlig sikkerhed og motorvej kan David Bakkegaard Karsbøl egentlig købe sig for sin evt. sparede skat?

Peter Voss
Odense

Godmorgen morder

Jeg har opfundet et middel til aktiv bekæmpelse af den dyne af glemsomhed og ignorance, som de fleste af os har pakket os ind i. Det er åbenbart gået hen og blevet en del af vores mentalitet - en del af danskheden - at gå rundt med briller på, som er filtreret for alle hændelser, der ligger på den anden side af grænsen til vores meget begrænsede lokalmiljø.

Dette nærhedsprincip har den konsekvens, at vi snildt kan være bekymrede og have ondt af vores nabo, som har fået et brandsår i ansigtet, mens vi skal anstrenge os for at føle noget som helst andet end væmmelse, når vi ser billeder af blod og ødelæggelse fra verdens brændpunkter.

Når jeg ser mig om, går det op for mig, at alle mennesker i dagens Danmark er i gang med en eller anden form for selvrealisering. Enten slanker man sig, eller man renser sjælen, eller får lavet en plastikoperation. Ligegyldigheder, mener jeg.

Jeg forestiller mig en udrensning af de skønhedsfikserede strømninger, som løber gennem os. Mit bud på en sådan udrensning er at starte dagen med, at man kigger sig selv i spejlet og siger "godmorgen morder. Du har nu godt og vel 660.000 irakiske menneskeliv på samvittigheden."

Det er så evigt vigtigt, at vi alle sammen, hele tiden er bevidste om dette faktum. At vi i denne stund mindes Sartre, som sagde, at et fravalg også i høj grad er et valg.

Der er muligvis mange af jer, der ikke har stemt vores nuværende regering ind, og mange af jer er da også modstandere af krigen, men hvad gør i ved det? Hvad gør vi ved det? Det er ikke nok at tage til nej-til-krig-demo en gang hvert kvarte år. Det er jo tydeligt for enhver, at det ikke har rykket noget som helst.

Der skal aktiv handling til, og det skal være lige nu. Hver dag dør ca. 100 irakere som konsekvens af vores passivitet. Vi har fået blod på hænderne, og det kan ikke vaskes af medmindre vi råber op.

Shekufe Tadayoni
student, Herlev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her