Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
28. oktober 2006

DSB – slet ikke lige til

»DSB – det er lige til« – men ikke hvis man skal rejse på business class med DSB og bruger kørestol. Det kan nemlig bare ikke lade sig gøre!
Selv hvis man medtager sammenklappelig kørestol, og selvfølgelig er villig til at betale, er det ikke muligt at benytte DSB på 1. klasse, så man f.eks. kan holde møde med sine kolleger undervejs i komfortable omgivelser. Man tror det er løgn – det burde kunne lade sig gøre.

Mette Vejstrup Madsen
Odense C

Hunden får jo af sin egen hale

Tak til Troels Lund Poulsen for hans svar den 26. oktober på mit indlæg. Først må jeg lige korrigere ham. Det var ikke af hensyn til hans helbred, at jeg ønskede ham og regeringen på tidsubegrænset orlov. Hans helbred kender han nemlig mere til end jeg. Det var alene af hensyn til velfærdssamfundet.
Troels Lund Poulsens eksempel på at Enhedslisten ikke vil deltage i arbejdet er fremragende valgt. Troels Lund Poulsen bruger nemlig satspuljeforliget, som resten af Folketingets partier deltager i, som eksempel. Her deler partierne ud , med megen selvfed patos, til – hvad de betragter som – værdigt trængende. Men hvor er det pengene i satspuljen kommer fra Troels Lund? Fra Nordsø-olien? Eller de multinationale? Nå nej, de skal ikke betale skat.
Pengene kommer fra de selv samme mennesker, som I nu deler dem ud til. Fordi overførselsindkomsterne ikke bliver reguleret i takt med lønudviklingen. Kort sagt fodrer i hunden med dens egen hale.
Eller hvis vi skal blive i dit verdensbillede, så svarer det til, at skattelettelser skulle finansieres af skattestigninger. Og det går da virkelig ikke.
Du har fuldstændig ret. Når arbejdet er regeringens beskidte, der går ud på at forringe forholdene for de økonomisk dårligst stillede, så er Enhedslisten aldrig i arbejdstøjet.

Peder Hvelplund, Enhedslisten
Hjørring

Vi er altid på banen i kamp mod ulighed

Som udenrigsordfører for Venstre havde Troels Lund Poulsen travlt med at fortælle os, hvor godt det gik i Irak. Yderligere kommentarer hertil forekommer i dag ganske overflødige.
Som politisk ordfører har han nu travlt med at skamrose satspuljeforliget. Det satspuljeforlig, der betyder, at mennesker på overførselsindkomst år for år sakker længere og længere agterud i forhold til lønudviklingen, og derved koster f.eks. førtidspensionister 6.000 kr. på årsbasis. Det satspuljeforlig, der med sin helt egen automatik sikrer at uligheden i Danmark øges år for år, og at eventuelle gode sociale tiltag altid er finansieret af de fattige selv.
Det er rigtigt, at Enhedslisten modsat alle andre partier i Folketinget står uden for dette forlig. Når det handler om at fremme ulighed, vil man altid finde os på sidelinjen. Når det handler om at kæmpe for lighed, er vi til gengæld altid på banen. Det kunne de øvrige oppositionspartier og såmænd også Troels Lund Poulsen lære ikke så lidt af.

Ulf V. Olsen
provinssekretær i Enhedslisten

Vi fødes for at dø

Som supplement til Informations leder, »Arbejde kan dræbe«, den 24. oktober kunne man tilføje: Det er arbejdets formål. Vi lever i et samfund, hvor det er en dyd at konsumere; konsumption er blevet lig med produktion. Derfor bekymrer vi os heller ikke, når noget går i stykker. Som den tyske filosof, Jürgen Habermas, har lært os, ødelægger vi for at skabe. Glæden ved at ødelægge er en skabende glæde.
Arbejdsglæde får herved ny betydning, da arbejde både er ødelæggende og skabende. At det så er os selv, vi ødelægger, er måske mindre heldigt. Men glædeligt er det i hvert fald, at arbejde er en hel legitim måde at slå tiden og sig selv ihjel på. Ellers er der stadigvæk alternative måder, hvorpå man kan forkorte sit eget liv: Rygning, druk, fed mad, for lidt motion, sex.
En anden tysk filosof, Martin Heidegger, sagde engang, at vi fødes for at dø – simpelt sagt. I dag kan vi stort set intet foretage os uden at fremstå som selvmordskandidater, hvilket han vil kalde noget forbandet ynk, der ene og alene skyldes, at vi ikke ved, hvad det vil sige at leve egentligt.
Hvad et sådan egentligt liv så end er, det kan den stressede medarbejder passende tænke på, når powerpointen driller. Måske er det netop det, det egentligt handler om, at det rent faktisk kan være sjovt, når noget driller.

Finn Janning
filosof

SF: En vare er en slave er en arbejder

Nu ved vi det så endelig: Det er ikke kun Pernille Vigsø Bagge, der har kollapset de mest elementære begreber i arbejderbevægelsens politiske økonomi. Nej, det er hele SF, i al fald hovedbestyrelsen, som klart udstiller sit opsigtsvækkende begrebsbogholderi for hele landet via sin repræsentant Trine Perthou Mach (Information den 26. oktober).
En mand, der sælger sin arbejdskraft i tre timer for at male i mit hjem, er en slave, ved jeg nu; jeg har købt ham med hud og hår, hans liv er et »liv som handlet krop.« Det skal jeg godt nok huske, næste gang jeg har sexede håndværkermænd i mit hjem! Og her i landet er det, forsikrer SF, ikke blot lovligt at købe en seksuel tjenesteydelse af en ikke-mindreårig kvinde. Nej, det er lovligt at købe en kvinde eller en pige, og så bruge hende til sex! Så hvad fanden klager I over, I gamle grise!

Henning Bech
København K

Ikke-volds alternativer

"Fogh vil næppe kunne kritiseres for at gå med i krigen. Det er et fair standpunkt." Sådan skriver Peter Mogensen i en 'analyse' i Information den 25. oktober - og gentages af redaktionssekretæren med fede typer. Men der kører altså en retssag imod Fogh for hans ulovlige angrebskrig.

Tager Peter Mogensen virkelig SF og Enhedslisten med, når han mener, oppositionen kan anklages for at slå plat på Irakkrigen? Og Socialdemokraterne og de radikale stemte dog i 2003 imod, at Danmark skulle gå i krig. Det er reel information, vi betaler Information for at levere - ikke spindoktorers snak om 'hvis og hvis...'

Det er dog glædeligt, at Information nys havde artikel om Bush' fremturen om ret til ensidig militarisering af rummet, hvortil Danmark har tilladt carte blanche-brug af Thuleradaren .

Krigsherrernes tid må være forbi, nu alle ved, hvor afskyeligt destruktiv krig er. Brug Cavlingprisvinderne Jørgen Steen Nielsen og Charlotte Aagård - også til at skabe diskussion af ikkevolds-alternativer.

Arne Hansen
Frederikshavn

Jødisk identitet?

I sin artikel "Jødisk identitet og Israel" i Information den 26. oktober finder den amerikanske, jødiske forfatter George Blecher lighed mellem den jødiske kliché "om at være et udvalgt folk" og "skandinavernes stolthed om at være mere fredselskende end alle andre folkeslag."

Når en jøde kan se en sådan lighed, så er det måske en af de sider ved jødisk identitet, der gør det så svært at finde frem til en løsning på konflikten mellem Israel og den palæstinensiske befolkning.

Poul Milberg
Bagsværd

Mine helte - morgendagens lys

Ind i stuen buldrer billeder af betjente i blodsrus. Et kampklædt korps tæsker løs på unge helt ned i børnestørrelse. Et surrealistisk scenarium som fremkalder ækle billeder fra fjernere egne, jeg helst ville være foruden. Liberalismens Danmark år 2006.

Det er unge, der kæmper for at bevare det hus, der har været deres gennem de sidste 23 år. Et hus de først blev lovet og siden frataget. Et hus med en unik kulturhistorisk fortælling, som rækker tilbage til 1800-tallet, som i sig selv tilstrækkeligt til at bevare stedet, som det er. Folkets hus. Arbejderbevægelsens vugge. Dengang som nu rammen om rigeligt med knippelsuppe. På den måde er der sammenhæng i tingene.

260 anholdte og fem tiltalte taler sit tydelige sprog om magtmisbrug. Med intolerant konsekvens sættes unge på plads med rå og afstumpet vold, som kun er en politistat værdig. Alle er enige om, at Københavns Kommune har klokket i det. Hvad med at tilbyde ejeren et nyt sted. BZ-erne har betalt deres i form af brækkede arme og ben, forstuvninger og hoved-traumer.

BZ-ernes kamp er en kamp for et fast tilholdssted i livet. Hjemløse eller bare anderledes. Diversitetens ambassadører. Huset er deres. De har gjort sig fortjent til det. De har valgt at kæmpe på trods og at leve livet på egne præmisser. Kreative sjæle og positiv energi. Mine helte - morgendagens lys. Respekt!

Pia Larsen
Århus C

Ungdomshusets kærlighed

Som forhenværende bruger af Ungdomshuset ærgrer det mig atter at skulle lægge øre til Frank Dahlgaards agenda imod stedet (Synspunktet den 24. oktober). Det er synd, hvis hans rigide fordomme skal stå alene, så jeg vil fortælle om stedet, som det også er.

Ungdomshuset udgør et vigtigt fysisk og mentalt rum, hvor man lærer at tage initiativ og indgå i et demokratisk miljø med ansvar for sig selv og andre. Det er gavnligt for de unge, som har brug for at blive hørt for at udvikle sig til at blive kreative, omsorgsfulde og selvstændigt tænkende individer. Kompetencer der også efterspørges på arbejdsmarkedet.

De fleste brugere benytter stedet som en platform til at skabe. Der er folkekøkken, biograf, øvelokaler og scener til musik, cirkus, teater mv. Performere verden over har gæstet Ungdomshuset, hvilket tusindvis af tilskuere har haft gavn af.

Vil man selv opleve stedets atmosfære, kan man kigge ind denne weekend til fødselsdagen, hvor der er flere arrangementer.

Huset er enestående og vidner om kærlighed til tilværelsens finere sider, som ikke bør opgøres økonomisk, fordi der i Danmark er behov for andre værdier.

Aslaug Winge Lind
studerende, forhenværende bruger af Ungdomshuset

Hvad mener du, Søren?

For nyligt udtrykte Søren Espersen (DF) tillid til, at USA kender til den danske lovgivning og respekterer den, så der er ikke nogen grund til at lave en tilbundsgående undersøgelse om CIA's ulovlige trafik med mistænkte terrorister.

Det kunne derfor være interessant at høre, hvorfor Søren Espersen mener, at netop Danmark indtager en særstilling i USA's 'øjne. Grunden til mit spørgsmål er sagen i Italien, hvor en højtstående italiensk spion, Pollari, mistænkes for at have hjulpet CIA med bortførelsen af egypteren Hassan Abu Omar for snart fire år siden. Pollari står nu tæt på en anklage for at hjælpe CIA med bortførelsen.

Så hvis CIA går så langt som at samarbejde med andre landes efterretningstjenester, selvom begge parter er helt på det rene med, at landets lov overtrædes, ser jeg frem til Søren Espersens svar på, hvorfor CIA skulle respektere Danmarks love.

Arnt Pedersen
Tisvilde

Spredt fægtning

Til spørgsmålet om Danmark skal levere et felthospital til irakerne, har Venstres Karsten Nonbo en klar holdning: »I øjeblikket har vi sådan set nok at se til i forhold til at beskytte os selv, så derfor skal vi ikke sende et felthospital til landet. Det er spredt fægtning.« Venstre vil åbenbart koncentrere sig om at være besættelsesmagt – alt andet er spredt fægtning?

John Ekebjærg Jakobsen
Valby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her