Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
16. oktober 2006

Respekt - men også kritik

Jacob Ki Nielsen og Thomas Håkanssons kronik den 10. oktober er et lærestykke i konsekvensen af et ytringsfrihedsbegreb, hvor ytringer ikke må krænke men bør tilpasses kravet om 'respekt'. En dansk forsker har nægtet at udtale sig kritisk om Thailands konge, fordi dette ville være respektløst overfor kongen og krænke thailændere. Kronikørerne bakker op, idet vi bør "respektere hinandens værdier."

Og en sådan respekt indebærer, at man ikke kritiserer Thailands konge. Denne er nemlig ifølge "det buddhistiske verdenssyn" fredhellig og har igennem mange inkarnationer oparbejdet en karma, der gør ham til befolkningens retmæssige åndelige vejleder. Når thailænderne generelt godtager militærkuppet, skyldes det således, at kongen har accepteret kuppet. Og vi andre bør holde lav profil, for "hvem har retten til at definere, hvorledes et demokrati bør fungere," spørger kronikørerne.

Nu er dette spørgsmål relevant, for ingen kan tage patent på demokratibegrebet, og Vestens forsøg på at bombe de sande demokratisk-kapitalistiske værdier ind i folk er forkastelige. Men derfor skal vi vel ikke af lutter mellemfolkelig respekt afholde os fra at kritisere egne og andres verdslige og religiøse anskuelser, handlinger og ikoner. Selvom dette måtte såre en kær leder i Nordkorea eller en hellig konge i Thailand.

Søren Nielsen-Man
Knebel

Selvmodsigende reform

Nicolas Marinos kritiserer mig i indlægget "Lad fagfolk komme" den 4. oktober bl.a. for at overse gymnasiereformens invitation til at styrke den faglige autonomi.

Men Marinos overser for det første, at reformen er upræcis samtidig med, at den rummer mange modstridende principper. Der optræder mindst fem forskellige idealer i gymnasiereformen. Det er svært - hvis ikke umuligt at prioritere et kanonideal samtidig med et kompetenceideal.

For det andet opererer reformen med en række begreber, der endnu ikke er indholdsbestemt, men som heller ikke uden videre lader sig fortolke individuelt eller i en snæver faglig sammenhæng af de enkelte gymnasielærere. Det centrale er, at disse begreber har en politisk status. Der er tale om begreber, som forskellige fortolkninger 'kæmper' om at indholdsudfylde.

Jeg har vanskeligt ved at sætte et simpelt lighedstegn mellem på den ene side reformens selvmodsigende og politiske karakter og på den anden side autonomi og faglig udvikling. Det forekommer mig faktisk absurd at forstå et utydeligt arbejdsgrundlag som autonomi.

Jeppe Wolff Ejlskov
cand.mag., MIG/gymnasiepædagogik, København Ø

Skarpsyn og blindhed

RL's leder den 9. oktober peger på den nuværende regerings akilleshæl: Den statslige kontrol med velfærdsydelser. RL har en pointe i, at de idelige evalueringer og kontroller, regeringen udsætter offentligt ansattes arbejde for, er udtryk for en regulær mistillid, som vil stå tilbage, når protesterne mod kommunalreformens økonomistyring har lagt sig.

RL har imidlertid en blind plet, hvad angår regeringens stimulering af det private forbrug. Denne side af sagen har også en kvalitativ side, som går ud på at vise små privatfirmaer samme tillid som store virksomheder med hensyn til beregning af skat og moms.

Dette er efter min mening det fuldendte billede af den nuværende regerings akilleshæl: Velstand uden velfærd gennem overdreven tillid til den private sektor og overdreven mistillid til brugen af offentlige ydelser. Denne forskel mellem hvem, den nuværende regering behandler med mistillid og hvem der nyder tillid, kaldte man for nogle år siden klassepolitik.

Ole Bredo
København N

Apropos dødstal i Irak

Præsiden Bush siger om The Lancets artikel om civile dødsfald i Irak, at han ikke anser det for at være en troværdig rapport. Han har tilsyneladende ikke forstået, at et kvalificeret gæt er bedre end ikke noget gæt.

Alternativet til et kvalificeret gæt er ikke ingen gæt, men bedre og mere kvalificerede gæt. Man kunne med John Maynard Keynes sige: "It is better to be roughly right, than completely wrong." Præsidenten ude i hampen.

Søren Peter Iversen
Sønderborg

EU's hykleri vil bremse Tyrkiet

Europaparlamentets seneste udtalelse satte en fed streg under den hykleriske tilgang til Tyrkiet:

For det første understregede udtalelsen det nuværende mantra; Tyrkiet skal åbne sine havne og lufthavne for transport fra det sydlige Cypern og anerkende den græskcypriotiske regering. I en klub som EU synes dette krav ikke at være uretfærdigt; man kan ikke have et medlem, der ikke anerkender andre medlemmers eksistens, hvilket Tyrkiet da også skrev under på i 1996. Alligevel er der grund til at holde tungen lige i munden. Som statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede under sit besøg i Cypern, så er der to parter bag Cypern konflikten. Har Europaparlamentet glemt det?

Den anden del af Europaparlamentets rapport om Tyrkiet sigter mod at tilføje et nyt krav til optagelseskriterierne. Tyrkiet skal anerkende, at man stod bag et folkemord på armenierne under Første Verdenskrig. Hvis Tyrkiet stod bag disse handlinger, kan dette krav også synes meget rimeligt.

Situationen er blot den, at der rent faktisk stadig er tvivl om, hvad der skete den gang. Arkiverne har i både Armenien og Tyrkiet været lukkede, og en dybdegående undersøgelse har været umulig. Som bl.a. Information har skrevet, har Tyrkiet tilbudt at åbne arkiverne, armenierne ønsker ikke at samarbejde. Hvorfor kræver Europaparlamentet ikke at denne undersøgelse gennemføres?

Michael Johnson
International Sekretær, Frit Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her