Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

3. oktober 2006

Papirnus og fravær af etik

Bent Winther skrev den 29. september tankevækkende om regeringens fremme af papirnusseri i den offentlige sektor. Jeg vil blot tilføje et par konkrete eksempler set fra den offentlige arbejdsplads.

Bekendtgørelsen om fravigelse fra deltagelse i folkeskolen afgangsprøver og fra de nationale test, som denne sommer er kommet ud til skoler og kommuner, forlanger, at alle elever, der ikke kan deltage i disse, søger fritagelse. Det betyder, at mentalt retarderede elever skal søge fritagelse for at gå op til afgangsprøve og for at deltage i de nationale test. En sådan ansøgning skal være udformet af skolens ledelse og skal anbefales af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Der skal altså søges dispensation til et barn, som går på en specialskole for retarderede elever.

Udformningen af en sådan udtalelse er ikke blot overflødig, og misbrug af fagfolks kompetencer Det er heller ikke i orden hverken etisk i forhold til barn og familie eller fagetisk i anvendelsen af den psykologfaglige ydelse.

Tove Jørgensen,
Holstebro psykolog ved en Centerafdeling

En omvendt synder?

Medicinalgiganten Glaxo Smith Kline reklamerer for sig selv i en stort opsat annonce i weekendudgaven af Information (30. september-1. oktober). Firmaet beskriver sig selv i meget rosende vendinger med ord som "Corporate Social Responsability" og hævder, at det har indført "skrappe, etiske regler."

Det lyder godt. Der bliver mere glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som der står i Biblen.

Må jeg minde om, at den britiske professor David Healy har påvist, at Glaxo Smith Kline i årevis skjulte informationer om, at firmaets antidepressive medicin Seroxat gav forøget risiko for selvmord og aggressivitet og desuden skabte en form for afhængighed, der bevirkede, at mennesker, der havde taget medicinen, men ikke længere havde brug for den, i visse tilfælde fik forfærdelige abstinenser, når de forsøgte at trappe ud af den.

Glaxo Smith Kline hævder i annoncen, at devisen "Går'n, så går'n" ikke er forenelig med firmaets politik. Men netop denne devise har firmaet jo fulgt i årevis. Annoncens selvros virker meget usmagelig, set i lyset af de mange ulykker, Seroxat har været årsag til (selvmord, mord, forfærdelige abstinenser), således som det er blevet påvist ved flere retssager, især i USA.

Doris Møller Århus

Venstres værdier

Venstre, Danmarks Liberale Parti, og Dansk Folkeparti "deler centrale værdier," siger Claus Hjort Frederiksen. Det ligner en tilståelse. Dansk Folkeparti har som grundopfattelse, at det, der konstituerer os som individer, er den jord, vi er født på og den nationale kultur, vi er født ind i.

Heraf følger en nationalisme, der udelukker de, der ikke har deres rødder i Danmark, der afviser forpligtende internationalt samarbejde i EU og FN og fornægter menneskers rettigheder, således som de er formuleret i FN's menneskerettighedserklæring.

Dansk Folkepartis demokratiopfattelse, således som den afspejler sig i deres eget parti, bygger på topstyring og ikke på et aktivt medlemsengagement og -debat. Ytringsfriheden er begrænset for medlemmer, der er uenige med ledelsen.

Intet af dette er jo særligt liberalt, så Hjort Frederiksens uforbeholdne tilslutning skal vel så opfattes som det endelige farvel til Venstres liberale grundlag og forklaringen på den centrale styring af sundheds- og skolevæsen, universiteter og kommuner - og den interne partidebat - som er blevet udviklet af Fogh Rasmussens regering.

Hvordan mon de har det i baglandet med dette værdifællesskab? Hvad siger en Birthe Røn Hornbæk eller en Uffe Ellemann?

Svend E. Petersen
Køge

Røgslør

Information melder sig som den ridderlige forsvarer af dronningens ret til at vælge sin egen usunde livsstil (leder den 27. september). Samtidig omtales den sunde livsstil som synonymt med statsministerens, tydeligvis som noget mere end meget uheldigt. Usund levevis fremhæves som en triumf. Information skriver ellers forbløffende lidt om sundhedsstoffet.

En belgisk epidemiolog mente for et par år siden, at dronningen som rollemodel kunne have medvirket til, at danske kvinder ryger mere end kvinder i andre vesteuropæiske lande. Informations leder kunne virke på samme måde.

Kan man ikke lide statsministeren, skulle det gerne skyldes andet end hans levevis..

Finn Edler von Eyben
speciallæge, Odense M

Selvcensur, uha

Demokratiet smuldrer mellem vores vestlige elites valg af magtmetoder. Eller er det på grund af kulturarbejderes selvcensur? Sjovt nok hører jeg mest 'selvcensur' blive kritiseret, når talen er om hensynet til muslimer. Men der er sandelig andre hellige køer i farvandet.

For nylig blev en annonce afvist fra en af de nye gratisaviser, der som bekendt lever af annoncer. Den propagerede ikke for pædofili; det var bare en invitation til David Ray Griffins foredrag om muligheden for at Bush-administrationen selv havde en finger med i terrorspillet den 11.september 2001. Hermed en behørig kritik af den selvcensur som stopper visse politiske emner i vores medier.

Doris Kruckenberg
Frederiksberg

Perestrojka i BUPL

BUPL skæmmer den sag, de arbejder for, ved at have folk på den yderste venstrefløj i bestyrelsen og kæmpe for en anden regering. Sandheden er, at de største besparelser i omsorgssektoren er sket under socialdemokratiske regeringer.

P. Henriksen,
Odense C

Apropos 'ulækre alliancer'

Hvordan har Venstres vælgere det med, at partiets spidser føler et nøje værdifællesskab med Dansk Folkeparti? Vi hører gerne fra jer, kære Løkkeriddere.

Ib Jensen,
Søborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu