Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
24. oktober 2006

Beskedne Dyremose

Nu rabler det for TDC-chef og DI-formand Henning Dyremose: "Der har dannet sig den myte, at jeg har fået 100 mio. kr. Det er forkert... Medierne har overdrevet... Min opgave er at bidrage til, at vi får nogle fornuftige overenskomstforhandlinger."

Formanden med denne åbenhed håber på, at dæmpe lønmodtagernes forventninger om et tag-selv-bord ved forårets lønforhandlinger. Salget af TDC har kun indbragt formanden 29,5 mio. kr. efter skat. Javel, Hr. Formand. Lønmodtagerne skal nok møde op med nedkastede blikke og blød-hat i hænderne.

Vi kan i øvrigt være taknemlig for, at CEPOS ikke fik gennemført deres krav om fjernelse af top-skatten. Det kunne have ført til udbredt uro og pøbelvælde til foråret.

Herbert Rosenbaum
Gentofte

Boligforliget giver færre stemmer

Jeg kan godt forstå, at regeringen, DF og de radikale går tilbage i meningsmålingerne. Når de afskriver hver fjerde vælger, som bor i de almene boliger, må det have konsekvenser.

Siden 2001 har man allerede inddraget otte mia. kr. af lejernes opsparede midler i Landsbyggefonden. Nu er der lagt op til at inddrage yderligere tre mia. Det vil give højere huslejer og dårligere vedligeholdelse af boligerne.

John Møller
Hvidovre

Krarups Verden

I Information den 17. oktober skriver Søren Krarup om "stikkerne iblandt os" der har "infiltreret" DFU. Han sammenligner her DF(U?) med krigstidens modstandsbevægelse og dens behov for "årvågenhed og mistro." I dette indblik i Krarups Verden kan har vi en mand - forfulgt af "Systemet Politiken" - hvis verdensbillede består af at være med i et "nationalt selvforsvar" (Information den 19. august) og ude omkring ham er en farlig verden fyldt med "stikkere," der vil ham og hans parti til livs.

Skal man tage dette i betragtning, sammen med partiets udprægede topstyring, tegner der sig et billede at et mistroisk og lukket parti, der mest af alt bringer minder frem fra de 20. århundredes totalitære bevægelser og ikke et moderne, demokratisk parti, sådan som folketingsgruppen ellers forsøger at profilere sig.

Mads Munch Hansen
Slagelse

Prøv det, forældre

Tak for Erik Skyum-Nielsens artikel "Godnatlæsning" den 21. oktober. Begge mine døtre får læst højt. Også den ældste på snart 14. Modsat ESN's yngste vil hun næppe have noget imod at fortælle om det. Hun vil berette om Skatteøen og Peter Pan. Om W.I.T.C.H. og Hobitten.

På det seneste er der kommet faglitteratur med i højtlæsningen: Om to danskere, som gik på ski til Sydpolen. Før det en lille bog med navnet Far til datter. Den næste bog er om Dalai Lama. Jeg lægger til (trækker sjældent fra) og kommenterer. Hun spørger - og jeg spørger. På den måde bliver vi begge klogere på os selv og hinanden. Min kone fortæller, at hun har den samme oplevelse. Vi skiftes, og det er et af de faste gøremål, vi virkelig ikke frivilligt giver fra os, så vi har en meget fast ordning.

Som far er jeg kulturformidler. Derfor veksler jeg mellem min egen barndoms bøger (de bedste af dem) og nyere litteratur. Til glæde for mig, som elsker god litteratur - også den, som ikke er forbeholdt voksne. Til glæde for mine børn, som supplerer deres egen læsning og introduceres til forfattere og genrer, de ikke havde kendskab til. Og ikke mindst til glæde for far-datter-forholdet, som på den måde slutter dagen af med fordybelse.

Til alle forældre: prøv det!

Bjarne W. Andresen
Risskov

Erigerede principper

Tine Byrckels "Erigerede principper" i Information den 14.-15. oktober var ubetalelig morsom, men morskaben nåede virkelig højde, da Jacob Lautrup Kristensen den 17. oktober imødegik ved hjælp af Kloge-Åge-argumenter om Kant i stedet for at gå i dialog om det, det drejede sig om. Sådan afsporer man quindelig vrede let og elegant, tror man da.

Den forsinkede reaktion skyldes bunken af ulæste aviser efter ferie, men til dem, der er gået glip af ovenstående underholdning, kan med største fornøjelse hente de gamle Informationer frem.

Birgit Horn
Gandrup

Åbenhed - ja tak

Godsforvalter Sune Norsker dundrer i avisen den 21. oktober mod mit forslag om at indføre åbne skattelister som i f.eks. Norge og Sverige. Men forslaget kan være med til at nedbringe skattesnyd - og det betyder flere penge til velfærd og lavere skatter for alle de lovlydige skatteborgere.

I Norge kan enhver i en periode på tre uger hvert år slå op på internettet, hvor meget naboen eller onklen betaler i skat. Det har en betydelig afskrækkende virkning for dem, der måske tænker på at snyde i skat. Og i Sverige har åbenheden netop fået de nye ministres licenssnyd og brug af sort arbejde frem i lyset.

I Danmark offentliggør man allerede i dag ejendomsvurderingerne på internettet. Og vi får - bl.a. takket være internet - stadig mere åbenhed på en række samfundsområder. Med åbne skattelister på internet kan man forebygge skattesnyd. Og snyder man i skat, er de eneste man snyder, alle de ærlige, hårdtarbejdende skatteydere, som hvert år skal knokle for at betale op mod 50 mia. kr. ekstra i skat for alle dem, der kører på frihjul. Det er usympatisk at lade sin nabo betale sine regninger.

Morten Homann
MF, skatteordfører (SF)

Sæt riven i garagen

Karen M. Larsen er den 20. okotber atter ude med riven mod de kristne djævle, hun ser alle vegne. Anledningen er de sølle 40.000 kr. som hjemmesiden adamogeva.dk har fået for sit rådgivningsarbejde.
Larsen gør dog regning uden vært, for fakta er, at hjemmesiden er kærkommen for mange unge, der i årtier har skreget på holdningspræget sexoplysning. Hvis andre har lyst til at oprette hjemmesider med en anden holdning end adamogeva.dk, er der jo god mulighed for at få offentlig støtte til det. Så sæt blot riven ind i garagen, Larsen. Foråret er forbi.

Per Holbo Rasmussen
politisk næstformand for KD i Vejle Amt

Tabere

Hvem er I, at I dømmer andre? (Informations forside den 21.-22. oktober) Jeg er så træt af at blive dømt for min rygning.
Et eksempel: Jeg kommer fra rygerummet til frokost, men en kollega sætter sig overfor mig, og hans deodorant/barbersprit oser og tager enhver smag fra min mad. Han pendler fra Nordsjælland hver dag, læggende et dødsspor gennem Gribskov, så de små harekillinger lægger sig på ryggen med alle fire ben i vejret, gispende efter vejret. Fra den 1. januar må der ikke ryges i Statens bygninger; jeg arbejder selv nær Lyngbyvej og skal så helt ud på vejen for at ryge, med frygt for om min cigaret går ud på grund af iltmangel. Og kigger man op i den blå himmel, er den fyldt med kondensationsstriber fra fly, men det er vel en del af opsvinget? Hvem sagde tabere? Og efter samtalekøkkenerne er nyeste hit udendørs spa-pools. Tabere?
Tag lige en tænker og koncentrér jer om det vigtigste, rygning er røget ned på andenpladsen over helseproblemer, overhalet af stress og andre arbejdsrelaterede sygdomme. Man knokler røven ud af bukserne for at få udendørs-spaet, eller en forurenende flyvetur til et hjernedødt sommerland. Så hvem er tabere?
Og angående livsstil: Forbruget af luftfriskere, hormonforstyrrende kosmetik og legetøj, junk-food, light-drikkevarer, fire hjulstrækkere osv., osv., taler vist sit eget sprog. Sig mig, hvem er egentlig tabere?

Hans Henrik Vejlby
København Ø

Arbejde og rygning næsten lige skadeligt

Fornylig kunne man læse, at arbejdsmiljøet er årsag til 20 pct. af hjerte-kar-sygdomme, mens rygning er skyld i 25 pct. af hjertelidelserne. Dvs. statistisk set er det næsten ligeså sundhedsskadeligt at gå på arbejde, som det er at ryge.
Konsekvensen i sundhedskampagner vil da betyde, at der på arbejdspladserne skal være skilte med: »Arbejde kan dræbe« eller »Arbejde er yderst sundhedsskadeligt.« Eller hvad med arbejdsstopkurser eller anti-arbejdskampagner?
Erhvervslivet og politikkerne kan ikke forstå, at Danmark mangler arbejdskraft, selvom mange går ledige eller er på kontanthjælp. Har mange af dem ikke bare valgt et usundt arbejdsmiljø fra? At vælge usund levevis fra betragtes almindeligvis som en meget ønskværdig adfærd for en befolkning eller en person. Men når det gælder om at vælge usundt arbejdsmiljø fra, betragtes man som en, der ikke gider arbejde og bare vil nasse på samfundet.
Er medmenneskeligheden ofret på konkurrenceevnens alter? Alt for ofte har vi set regnestykket: Effektivitet = konkurrenceevne = øget indtjening = mere velfærd. Men hvad er velfærden værd, hvis vi bliver syge eller dør af at tjene til den? Er vi så ikke bedre tjent med mindre velfærd og mere sundhed?

Johnni Jakobsen
bestyrelsesmedl., Foreningen for sensitive mennesker

Tavse Fogh

Den danske regering siger, at grunden til at de danske tropper forbliver i Irak er, at arbejdet skal gøres færdigt. Det lyder absurd, for hvordan skal man gøre noget, man ikke kan gøre, færdigt?
Amerikanerne står nu i kø for at indrømme, at det går fra slemt til værre i Irak. De har indrømmet, at der ikke var noget masseødelæggelsesvåben – Danmarks statsminister sagde en gang, at det var ikke noget, han troede, det var noget han vidste, det med masseødelæggelsesvåben. Og således vildledte han både Folketinget og befolkningen og førte Danmark ud i en ulovlig krig.
Amerikanerne har indrømmet, at mere end en halv million mennesker er blevet dræbt i Irak-krigen, men Anders Fogh er tavs, mere tavs end de 650.000 dræbte, for disse taler til vores samvittighed, til vores moral.
Anders Fogh taler ikke, hverken til pressen eller til irakerne, han indrømmer ikke, at det hele hviler på vildledning, at krigen er en brutal og tragisk fejltagelse. Mere katolik end paven, eller rettere mere amerikansk end Pentagon.
Der er ikke noget at komme efter, siger han, og afbryder dermed enhver demokratisk samtale. Tænker man blot en anelse over, hvor ulogisk og forstemmende dette er, finder man rigeligt at komme efter.
Når selveste præsident George W. Bush indrømmer, at Irak er ved at udvikle sig til et nyt Vietnam, hvorfor kan Anders Fogh så ikke overveje at afbryde den danske deltagelse i krigen, og trække tropperne hjem? At gøre arbejdet færdigt betyder vel ikke at udrydde flere danske eller irakiske liv?

Marina Jakobsen
ph.d., forsker, København Ø

Livscyklus

Børnehuset
Ungdomshuset
Faderhuset
Plejehjemmet
Lighuset…

Ask Katzeff
København Ø

Med fryd vi ser

Det er med fryd, man ser, at det højrenationale Dansk Folkeparti løber tør for foder og æder hinanden op indefra.

Ulla og Per Madsen
Middelfart

Borgerlig udenrigspolitik

Venstre ønsker kun højt uddannede flygtninge til Danmark. 18.000 læger er flygtet fra Venstres demokrati i Irak. Missionen er lykkedes.

Ib Jensen
Søborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her