Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE - PROTESTER PÅ INSTITUTIONSOMRÅDET

Debat
3. oktober 2006

Jeg er hverken doven eller forkælet

Jeg er pædagog i en daginstitution i Århus, jeg har arbejdet der i ca. 10 år. Jeg har siden den 13. september strejket mod de omfattende besparelser på daginstitutionsområdet, som et flertal i Århus byråd har besluttet.Det er i orden, at politikere og andre mener, at strejke og protester ikke er en rimelig måde at vise ens utilfredshed på. Jeg gør det af harme og indignation over de vilkår børn, forældre og personale i institutionerne får fremover.

Derfor finder jeg det dybt krænkende, når den politiske 'elite' og dele af pressen påstår, at jeg og mine reaktioner er styret af en rød sammensværgelse ved navn BUPL. Jeg finder det krænkende, at de politikere, der ikke må eller tør fremkomme med andre holdninger og meninger end de statsministerautoriserede, beskylder mig for at være styret af en sammensværgelse, der er under stærk indflydelse, af en tidligere malingkaster.

Det virker som om, den politiske 'elites' spindoctorer med én stemme har sagt; 'hvis I, i denne sag argumenterer ud fra virkeligheden, har I på forhånd tabt, derfor må I finde en syndebuk. Vi har flere bud, prøv i første omgang med en socialdemokratisk borgmester - hvis det ikke slår til, må det være BUPL, I falder over.' Som sagt så gjort.

Jeg har ingen højt betalt spindoctor, der kan fortælle mig, hvordan jeg skal forholde mig og udtale mig i enhver situation. Jeg har et arbejde, der bla. kræver totalt nærvær og opmærksomhed i mange timer hver eneste dag, og er ikke i stand til at præstere endnu mere. Derfor er det sårende og nedværdigende, at jeg direkte og indirekte bliver fremstillet som både doven og forkælet.

Jette Andreasen
Hjortshøj

Afskaffelse af folket.

I 1953 protesterede de østtyske borgere mod den politik, de østtyske politikere førte. 'Opstanden' blev slået ned med hård hånd. Forfatteren Bertold Brecht foreslog da, at politikerne skulle afskaffe folket.

Selvom metoderne ikke er så brutale, så får man alligevevel den samme fornemmelse, når ledende politkere fra Venstre bagtaler deres modstandere, forældre og pædagoger, på groveste vis.

Det kan dog være at folket ikke lader sig afskaffe, men afskaffer regeringen.

HC Grau Nielsen
Odense

Hvor er du, Nicolai?

Efter den seneste uges intense debat har jeg et åbent spørgsmål - rettet især til en person i Århus. Har Århus en borgmester? Og i så fald, hvor gemmer han sig?

Vi har nu i mange dage måtte finde os i, at børnene i Århus kommune er taget som gidsler. Taget som gidsler i en strid som de færreste arbejdsløse demonstrerende forældre har sat sig ind i. Millionerne ryger ud af kommunens økonomi, børnene keder sig på forældrenes arbejde, og striden tager til. Men hvor er overhovedet lederen, chefen, ham med borgmesterkæden?Manden med overblikket som kan løse striden, opløse blokaderne, minimiere kommunens udgifter og finde en løsning, så byen kan komme videre?

Hvor er manden, som underskrev aftalen med regeringen, som valgte hvor der skulle spares i Århus og underskrev budgetforliget? Hvor er manden, der burde forsvare forliget, og forklare hvorfor han har valgt at skære ned hvor han har? Forklare hvorfor børnene er dyrere at passe i Århus i forhold til resten af Danmark.

Hvor er du lille Nicolai?

Christian W. Pedersen
Risskov

Konservativ osteklokke

Det er ikke så overraskende, at familie- og forbrugsminister Lars Barfoed høstede bifald for sit udfald mod BUPL. Aktive fagforeninger har aldrig været de konservatives kop te. Men snart lægger begejstringen sig oven på partiets landsråd, og hverdagen indfinder sig.

Da vil jeg foreslå, at hr. Barfoed tager på en rundtur til nogle af de institutioner og skoler, som har indgået i de tiltagende protester mod regeringens politik.

Ta' en snak med pædagoger og forældre. Forklar dem, hvorfor der er råd til at lempe topskatten, men ikke til at sikre fuld dækning i institutioner med hensyn til pædagoger, åbningstid osv.

Ta' dernæst en snak med lærere, elever og forældre. Forklar dem, hvorfor det er nødvendigt at nedsætte eller afskaffe arveafgiften, men ikke at holde klassekvotienterne på et niveau, der bare er tåleligt for lærere og elever.

Hvor velfærden er særdeles konkret for forældre, børn, pædagoger og lærere, ser det nemlig ud til, at Lars Barfoed lader sig nøje med konservative bragesnak. Har han mistet forbindelsen til verden uden for den konservative osteklokke?

Magter han ikke at tage en åben snak med borgere, der er uenig i regeringens politik? Eller i det mindste bare med de konservative borgmestre, der også har protesteret mod nedskæringerne i velfærden?

Eller har han reelt bare besvaret den socialdemokratiske udfordring: Velfærd eller skattelettelser?

Carsten Skov Teisen
Slagelse

Om igen

Nedskæringsmassakren i Århus: Daginstitutioner, Ældreplejen, Huset, Åby Bibliotek. Det kræver årtier at bygge gode solide traditioner op - at skabe en god velfungerende kultur Det kræver et pennestrøg en eftermiddag at sløjfe en kultur.

Om igen.

Erik Lyhne
Åbyhøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her