Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Forkælet? Lad mig præsentere min situation: Jeg er en 18 årig pige, jeg går i 2.g. på Vestre Borgerdyd Gymnasium, og jeg er vild med at gå ...
16. november 2006

Forkælet?

Lad mig præsentere min situation: Jeg er en 18 årig pige, jeg går i 2.g. på Vestre Borgerdyd Gymnasium, og jeg er vild med at gå i skole.

Desværre er jeg blevet forhindret i går, i dag og sandsynligvis det næste stykke tid. I går besluttede skolen, at vi skulle gå i strejke i håb om at få de penge, der blev os lovet ved struktur- og gymnasiereformen.

Jeg ved ikke, om en strejke kan hjælpe os, eller om løftebrud bare er noget, man må vænne sig til, når det gælder det politiske spil. Jeg ved faktisk ikke ret meget om politi. Men til gengæld ved jeg, at der er over 200 klasser landet over, der har 29 elever eller derover. Jeg kan se, at vores lærere bliver syge af stress, og jeg ved, at mange af mine lærere har måttet arbejde gratis for at få reformen til at hænge sammen.

Jeg er glad for, at så dygtige og hårdtarbejdende mennesker tager hånd om min uddannelse. Jeg forstår dog ikke, hvordan man fra politisk hånd kan retfærdiggøre et løftebrud, som ikke alene er i strid med alle demokratiske principper, men som også efterlader mine og resten af landets lærere og deres skoler i en utrolig svær situation. De vil jo på den ene side gøre, hvad der er bedst for eleverne, for skolen og for min uddannelse, men føler sig tvunget til at sikre fremtiden - for dem selv og fremtidige elever.

Jeg har læst mange hårde ord om os, gymnasieeleverne, rundt omkring i den offentlige debat. Vi er møgforkælede, venstreorienterede tåber, hvis eneste mål er at rage flere penge til os. Helst på bekostning af kræftramte børn og svage ældre.

Men det er langt fra sandheden. For det første handler det ikke om at rage til sig, blot om at få hvad vi er blevet lovet. For det andet er dette her jo netop en politisk diskussion, hvor venstrefløjen er de eneste, som vil tale om problemerne. Fra højrefløjen lyder der intet. Kun Dansk Folkeparti turde møde op til stormødet på Frederiksberg Gymnasium forleden. Hvor er regeringen, når vi ønsker vores fremtid afklaret?

Jeg håber og opfordrer til, at man vil komme med de lovede penge, sådan så jeg ikke behøver at bruge mere tid af min uddannelse på at få den sikret for kommende elever. Tænk på fremtiden!

Johanne Storm
2.C. på Vestre Borgerdyd Gymnasium

Skal EU føre Bush' udenrigspolitik?

EUobserver citerer den 15. november USA's præsident George W. Bush for endnu en gang at opfordre EU til give Tyrkiet EU-medlemskab.

Bush' argument er først og fremmest, at et tyrkisk EU-medlemskab vil støtte demokratisering af Mellemøsten. Men USA's demokratiseringsprojekt i Mellemøsten har indtil nu været en uhæmmet katastrofe, der har bragt den muslimske verden og Vesten på kollisionskurs. EU skal ikke føre Bush' fejlslagne udenrigspolitik.

Det er vigtigt både for Europa og for Tyrkiet, at det tyrkiske folk selv ønsker demokratiske reformer i landet, og USA har hverken juridisk eller moralsk ret til at presse Tyrkiet ind i EU på trods af de betingelser, EU har sat for processen.

USA må respektere behovet for demokratiske reformer i Tyrkiet. Og Tyrkiet må indse, at deres modvilje mod for eksempel at ophæve besættelsen af Cypern, tillade fuld ytringsfrihed, beskyttelse mindretal og sikring af religionsfriheden alle er forhindringer, som de selv er herre over at løse. EU må ikke lade sig presse, hverken af USA eller andre, til at ignorere så fundamentale problemer.

Henrik Ræder Clausen
Brabrand

Innovative Fogh

Det er på tide at få gjort op med den myte, at det er en integreret del af den danske talentløshed, at vi er ude af stand til at tænke en original tanke.

Foghs ide om at der var hjemmel til at angribe Irak allerede i de gamle FN-resolutioner er så original, at jeg ikke har kunnet finde noget tilsvarende i de internationale nyhedsmedier. Selv ikke Bush eller Blair skulle have fået et sådant indfald på trods af, at den potente udenlandske presse gang på gang bringer dem i situationer, hvor dette argument kunne have været brugt.

G. Petersen
Hornslet

Medielicens

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg i gårsdagens avis læste, at alle med netadgang skal betale medielicens fra den 1. januar.

For otte år siden smed jeg fjernsynet ud, fordi det var for dumt, hvad der foregik der, og jeg har aldrig savnet det. Nu har jeg fået netadgang for at kunne udveksle materiale med en vejleder på universitet, finde relevante artikler på nettet og kommunikere med offentlige myndigheder. Men jeg kunne aldrig drømme om at se noget som helst fjernsyn ( jeg ved ikke engang om jeg kan).

Min intuitive retsfølelse siger mig, at der er noget juridisk betænkeligt her; at man er tvunget til at købe og betale for noget, som man ikke vil udnytte. Har jeg ret?

Ole Hansen
pens.civ.ing, Middelfart

Manjana, manana

Imorgen

Imorgen sir vi

I morgen mødes vi og fester

Vi mødes i hvertfald i morgen og hygger

I morgen

Ja imorgen

Det bliver fedt i morgen

Ring til mig imorgen

Du skal love mig at ringe til mig imorgen

Det skal bliver rigtig hyggeligt, i morgen

Alan Hammerlund
Banana Replublica

Kilden

Gorm Winther efterlyser den 11. november kilden til min kritik af SF. Kilden er Aksel Larsens bog Den levende vej fra 1958, hvor han offentligt undsiger Ungarn-invasionen efter to års tænkepause.

Bag kulisserne arbejdede han ganske rigtigt i november 1956 for en kritisk vurdering af invasionen fra DKP's side. Han blev nedstemt. Det betød dog ikke, at han tog sig sammen til at forlade skuden. Det skete først, da han blev ekskluderet i oktober 1958.

Men de fantastisk Sovjet-kritiske artikler fra Larsens hånd i slutningen af 1950'erne har jeg ikke fundet.

Jeg har iøvrigt aldrig været medlem af KAP

Mikkel Plum
Bergen

Rasmussens ordflom

Jeg har svært ved at tro, at Anders Rasmussen (kronik den 14. november) selv kan høre, hvad det egentlig, er han skriver. For i samme åndedrag som han bebrejder venstrefløjen, at de ikke har taget større ansvar og vist mere vilje til at få integreret indvandrere i samfundet, påberåber han sig retten til fuldstændig at afkaste sig sit eget ansvar og tværtimod stemme på Dansk Folkeparti, et parti som han åbenlyst selv erkender i hvert fald ikke fremmer nogen form for integration.

Gennem en længerevarende, højtravende og metaforisk ordflom anklager Anders Rasmussen venstrefløjen for ikke at have andet end fine ord at sætte ind i kampen for integration og respekt for mennesker. Men hvad er det lige, du bidrager med, hvad det angår, Anders Rasmussen?

Du skriver, at "vi vil intet hellere end at miraklet skal ske; at vore nye landsmænd vil blive en integreret del af samfundet; at de vil trives." Hvis du virkelig mener det, du skriver, kan jeg kun opfordre dig til at forlade Dansk Folkeparti og stemme på et venstrefløjsparti ved næste valg.

Jo flere mandater, jo mere kan vi gøre for integrationen. Så har du taget det første skridt til at bære din del af ansvaret - og vi på venstrefløjen og andre steder, hvor der arbejdes for mennskerettigheder og tolerance, vil byde dig velkommen ind i arbejdet.

Katrine Kent
medlem af SF, Hundested

Husk skatten på jorden

Den 13. novemeber skriver Poul Erik Christensen (R) og Charlotte Fischer (R) i Information, at skattestoppet primært kommer boligejerne til gode. De to radikale vil ændre på dette ved at nedsætte skatten på arbejde.

Der er mange gode grunde til at nedsætte skatten på arbejde, men hvis nedsættelsen ikke ledsages af en løbende afgift på jordens samfundsskabte beliggenhedsværdi, vil det øge boligejernes og andre jordejeres gevinster yderligere. Medmindre, selvfølgelig, at nedsættelsen modsvares af andre skatter. I så fald vil boliguligheden ikke påvirkes nævneværdigt.

De radikale har en historisk set enestående mulighed for at formulere en skattepolitik, der kombinerer nedættelse af skatten på arbejde med social retfærdighed. Ingen af Folketingets partier vil nemlig gøre noget effektivt ved uligheden på boligmarkedet.

SF og Enhedslisten vil ganske vist beskatte fortjenester ved boligsalg, men det vil ikke løse boligmarkedets ulighedsproblem, og det vil resultere i uens beskatning af sammenlignelige boliger.

Jeg vil derfor opfordre de de radikale til at kombinere deres forslag om at nedsætte skatten på arbejde med en løbende afgift på jordens beliggenhedsværdi. Denne skatte-cocktail vil sikre, at samfundsudviklingen kommer alle til gode - uafhængigt af om de ejer eller lejer deres bolig. Og den vil sikre, at alle kan beholde en større del af deres arbejdsløn.

Lars Bækgaard
Skørping

Hvor kom løgnene fra?

Det centrale spørgsmål gøres i sagen mod de to journalister fra Berlingske Tidende til regeltolkning om borgerens pligt til at respektere magthavernes ret til hemmeligholdelse. Men grundlæggende etisk er det mere et spørgsmål om løgn og sandhed: Hvorfor var sandheden hemmelig? Hvor kom løgnene fra? Og hvad nu hvis, vi havde kendt sandheden noget før?

Jørgen Aanæs
Roskilde

Krigsmoral

Man kan være krigsmodstander af to modsatte grunde: Fordi vold er et umenneskeligt og et dårligt argument - eller fordi man er ved at tabe.

Tørk Haxthausen
Sandvig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu