Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
11. november 2006

Forbud rimer ikke på frihed

Vibeke Manniche er i sin gode ret til ikke at bryde sig om tørklæder, men i kronikken den 8. november, taler hun mod bedre vidende.

Det er korrekt, at vi får D-vitamin fra sild og sol, men som læge må Vibeke Manniche kende til både advarsler og risiko ved ophold i solen. Kronikken ligner mest af alt manipulation under dække af lægefaglighed.

På fynbomaleren Peter Hansens billede, Høstfolk, fra 1902 bærer kvinderne 'helgolændere' - store kyser i hvid bomuld - og mændene stråhatte. Da min mor var barn i 1930'erne, sagde den gamle nabokone til min mor og hendes veninder, at de skulle tage deres 'møsser' på, når de legede ude i solskin. Møsser var solhatte, og hvordan det svenskklingende ord er opstået på Møn, kan man kun gætte på.

I den kristne kultur har tørklæder og anden tildækning af håret været benyttet fra vikingetid og frem til den lilla ble. Også i vores kultur har håret været forbundet med en seksualitet, der skulle tæmmes. I renæssancen bar den unge pige kun udslået hår en dag i sit liv, nemlig på bryllupsdagen. Gjorde hun det ikke med ære - hun fik barn før tiden - skulle der betales bøde.

Den 12. november 2003 havde jeg en kronik i Information med titlen "Læg an dit hovedklæde." Jeg kan kun anbefale, at Information med jævne mellemrum genoptrykker den, da den er mere aktuel end nogensinde. Og Vibeke Manniche vil jeg foreslå at anskaffe vinterhat/hue/tørklæde og i øvrigt overveje, om forbud nu også rimer på frihed.

Susanne Nielsen
Morud

Saddam og samarbejdspolitik

Det netop overståede 'retsopgør' over Saddam Hussein mindede mig om nogle af statsministerens bevingede ord: "I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet."

Jeg er ganske enig. Statsministeren har også sammenlignet Saddam Hussein med Hitler. Og ved flere lejligheder kastet sig ud i et opgør med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. En politik, som Fogh har kaldt "et politisk og moralsk svigt" og udtryk for en "farlig tankegang." Havde alle tænkt, som de danske samarbejdspolitikere, havde Hitler vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Så langt kan jeg følge statsministeren.

Men: Hvem sad i regering i 1980'erne da Saddam Hussein etablerede sin magtbase gennem forbrydelser mod menneskeheden? Jo, blandt andet Fogh selv i Poul Schlüters regeringer. I USA folk som George Bush senior og den nu afgåede forsvarsminister Donald Rumsfeld - Foghs nære allierede.

Dengang opretholdt en række danske virksomheder og politikere - ligesom i USA - samarbejdspolitik med Husseins styre. Danske virksomheder leverede kemiske stoffer og atomteknologi til masseødelæggelsesvåben. Skiftende danske regeringer varetog en industriel og videnskabelig samarbejdsaftale med Irak. Flygtninge blev sendt retur til Saddam Husseins bødler i fængslerne.

Og så må man spørge Statsministeren: Står sammeligningen mellem Hussein og Hitler stadig ved magt? Og i givet fald: Hvad - om noget - vil du gøre for at rydde op blandt de personer, virksomheder og politikere, der samarbejdede med Hussein? Hvilke konsekvenser skal samarbejdspolitikken have? Og hvilket grundlag vil du fremover vælge dine udenrigspolitiske krigsvenner på?

For som du selv har sagt det: I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Hvornår begynder du?

Astrid Krag
formand for SFU

Et åbent og attraktivt Danmark

Med green card ordningen understreger regeringen, at Danmark er et åbent og internationalt samfund. Dygtige udlændinge får fremover lettere ved at få arbejdstilladelse i Danmark. Det har vi brug for. Undersøgelser viser, at hver gang vi ansætte en højtuddannet udlænding giver det arbejde til to danskere. Derfor er green card-ordningen et fremragende tiltag.

Jeg har tidligere foreslået en lignende model, så jeg er naturligvis meget tilfreds. Men jeg noterer samtidig også, at oppositionens billede af et navlebeskuende og indadvendt Danmark nu har fået endnu et skud for boven.

Faktum er, at siden 2001 er antallet af opholdstilladelser til arbejde og studie fordoblet. I 2005 fik 35.053 EU-borgere og udlændinge udenfor EU en opholdstilladelse, fordi de enten havde fået et arbejde eller var i gang med et studie i Danmark. I 2001 fik mindre end 19.141 denne type opholdstilladelse.

Danmark er et åbent og attraktivt samfund. Med green card-ordningen gøres det endnu lettere for højt kvalificeret arbejdskraft at få adgang til Danmark. Det er til gavn for fortsat vækst og udvikling i Danmark.

Torsten Schack Pedersen
MF(V)

Apropos ofre

Over hele forsiden af Information den 9. november - et foto af en nedbøjet Donald Rumsfeld, "første offer for Bushhs nederlag" - en krigsgeneral, der slipper for at tage ansvar for dén tragedie, han om nogen har ansvaret for, udnævnes af min avis til "offer"!

På bagsiden beder Arno Victor Nielsen om et brækmiddel, hvis han skulle få lidt til overs, vil jeg gerne have en mundfuld, inden jeg i dag, den 9.november går til krystalnatsdemonstration og mindes verdens mange ofre for krig og racisme.

Disse mange ofre nævnes ikke med ét eneste ord i dagen avis.

Robert Refby
Vanløse

Plums fortsatte projiceringer

Jeg kan godt forstå, at Mikkel Plum har et stort behov for at fortælle Informations læsere, at der ikke var nogen forskel mellem Larsenfløjen, og så det såkaldte kommunistiske arbejderparti (KAP), som Plum selv var en del af.

KAP står fortsat som forsvarer af det afskyelige Pol Pot regime i Campuchea, der deporterede befolkningen og gennemførte massive udryddelser. Ungarn 1956 ligner en formiddagsoplæsning i søndagsskolen ved siden af KAPs herlige kampucheanske 'slaraffenland'. Så man undres ikke al den stund, at den stalinisme, som Plum i sin tid var med til at glorificere, er et spejlbillede af de ulykker, det internationale borgerskab påtvinger os gennem krig, sult og miljøødelæggelse i dag.

Det borgerskab, som han nu appellerer til som 'den fortabte søn', der vender tilbage med frivillig bodsgang for ungdommens politiske letsind. Han forstår ikke, at der findes socialistisk tænkning ved siden af de ubehjælpsomme barnesko han betrådte. Altså, det er ikke Benito Scocozza, Plum og andre stalinistiske fantaster, der skal drages frem i lyset. Nej, det er Larsenfløjen og Ungarn 1956, som visionært og alene blev forløberne for en demokratisk socialismeopfattelse - ganske interessant og forståeligt, nu hvor unge mennesker er begyndt at genopdage socialistiske værdier? Og interessent, fordi en Plum, jo egentligt ikke har taget et stort spring, når det kommer til stykket!

Jeg kan kun gentage - kilderne må Plum selv finde, hvad han jo ikke gad hidtil - Larsenfløjen kritiserede Sovjet umiddelbart efter opstanden.

Gorm Winther
Aalborg

Godt nyt for Israels fjender

Den seneste bombeulykke i Gaza er gefundenes fressen for Israels fjender, der normalt ikke kerer sig om de ofre for arabisk blodlyst i Darfur eller Irak. Nu ser vi billeder af døde kvinder og børn, og folk, der ellers ikke siger noget, når israelske kvinder og børn sprænges i luften, pludselig vågner op. En af dem er Jørgen Flindt Petersen.

Den 9. november er han forfærdet over, at Israels svar på raketterne kan ramme civile. Ved han ikke, at Hamas og Hizbollah netop regner med det, så de kan bruge ofrene i propagandaøjemed? Ved han ikke, at det er derfor, de skyder fra tæt bebyggede områder?

Geoffrey Cain
Hellerup

Stop stop stop

Nu vil jeg indtrængende bede redaktionen stoppe den strøm af ævl og kævl brevveksling mellem Søren Krarup og hans opponenter. Det er hverken underholdende, oplysende eller på nogen måde givende.

Lad det nu være nok indlægget fra Peter Norsk den 8. november, for man må nok gå ud fra, at Krarup ligger på lur og straks har en ny kronik, et debatindlæg, læserbrev eller kommentar. Den stakkels pubertære voksenperson (som Nørgård udtrykker det) laver åbenbart overhovedet ikke andet end at replicere på alt, hvad han læser i dagens aviser. Han kan da dårligt have tid til sit folketingsarbejde.

Vær venlig at respektere mig og min husstand, som almindeligt seriøse avislæsere, der interesserer sig for almindelig etik og moral i samfundet. Vi er alvorligt trætte af, at Information lægger spalter til det nonsens, som Krarup er eksponent for. Vi håber meget på, at Information har en smule rygrad til at rette fokus mod noget andet af interesse fra den brede befolkning, end en fortsat strøm fra Krarups pen.

Birthe Kruse
Odder

Nederlag må få konsekvenser

At have ladet hånt om det voksende befolkningsflertals modstand imod Irak-krigen har nu givet kontant afregning i USA. Bush og det republikanske parti har lidt et historisk sviende nederlag som følge af Irakkrigen. Det får forhåbentlig den konsekvens, at Guantánamo nedlægges hurtigst muligt, at tortur stoppes definitivt, at menneskerettighederne genindføres uomtvisteligt, at der indledes seriøse undersøgelser af de overgreb, der har fundet sted såvel på Guantánamo som i de hemmelige CIA-fængsler, at Europa tager sit ansvar for hemmelige overflyvninger alvorligt.

For den danske involvering må det også få konsekvenser. Det er på tide at den danske regering kulegraver dens medansvar for at krigen kunne føre til så meget kaos, blodsudgydelse og menneskelig lidelse. Det må også være på høje tid, at der sker et markant og mærkbart kursskifte i den følgagtige og ukritiske måde, som den danske regering har fulgt USA's krigseksempel på.

Aktioner, som forebygger og stopper eventuelle terrortrusler, må opbygges bredt og inkludere sociale, økonomiske, kulturelle og politiske strategier og ikke være snævert knyttet til selvbestaltede militære aktioner udenom verdenssamfundet.

Birthe Gamst
København Ø

Blokpolitik over miljøet

Dansk Folkeparti ejer tilsyneladende ikke bare skyggen af pli. Først får miljøminister Connie Hedegaard på hattepulden for overvejelser om, at flere partier i brede løsninger. Derefter kritiserer partiets miljøordfører, Jørn Dohrmann, hende for manglende resultater og for ikke at være god nok til at samarbejde med Folketingets partier.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har imidlertid givet sin klare opbakning til, at Dansk Folkeparti holder oppositionen ude. Det viser med al ønskelig tydelighed, at fortsat borgerlig blokpolitik er vigtigere for begge parter end at sikre brede løsninger på miljøområdet. Men det må ikke være helt nemt at være miljøminister med de arbejdsbetingelser.

Carsten Skov Teisen
Slagelse

Herrefolket

Jeg har ikke læst Søren Krarups nye bog. Men læste jeg uddraget i Information. Skræmmende er hans definition på et indvandrerland, et tomt land. Australien, USA og Canada var 'tomme' lande; man behøver åbenbart ikke regne med inuitter, indianere og aboriginals i Krarups verdensbillede? Så meget for grundig analyse og systemskift. Hvem sagde herrefolk?

John Jakobsen
Valby

Rotter og dødvægt

Rumsfeld stopper. Hmmm, er det kaptajnen der dropper dødvægten, eller er det rotten, der forlader den synkende skude?

Sven Karlsen
Brøndby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her