Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
30. december 2006

Hvorfor nøler du, Fogh?

Kære Anders Fogh Rasmussen.

Du og dine fæller må nu have nået et af jeres mål: En irakisk domstol og appeldomstol har nu dømt tyrannen Saddam til døden. Som statsminister for et land som ikke støtter dødsstraf, bør du klart og tydeligt sige til omverdenen, at Danmark netop ikke går ind for dette.

Den 1. januar, når du holder din nytårstale, er det din sidste chance for offentligt klart at meddele, at dødsstraf ikke er en straf, som det danske folk idømmer nogen. Hvor bliver du af? Alle alliancens regeringsledere, på nær Bush, har taget afstand. Som repræsentant for det danske folk har du en klar forpligtelse til at sige det højt og klart. Her er din chance for at understrege, at Danmark er et samfund båret af humanistiske værdier.

Vis nu at du er en modig og værdig statsminister. Hvorfor nøler du?

Arthur Krasilnikoff
forfatter

Hold Saddam i live

Det var meget ulykkeligt, at det ikke lykkedes at få stillet Pol Pot og hans nærmeste medskyldige for en international krigsforbryderdomstol, så man der igennem kunne få afdækket de nærmere omstændigheder omkring det uhyggelige folkemord, de Røde Khmerer begik i Cambodia.

Det er kendt, at Pol Pot fik støtte både fra Kina og fra USA. Det har vi bla. Per Stig Møllers ord for til Danmarks Radio på et tidspunkt, da han var udenrigspolitisk ordfører for de konservative.

Set i dette perspektiv er det yderst tankevækkende, at 'nogen' for øjeblikket har vældig travlt med at få henrettet Saddam Hussein for en forbrydelse, der ganske vist er meget alvorlig, men slet ikke tåler sammenligning med de forbrydelser mod menneskeheden, som Saddam Hussein begik, mens han i intim forståelse med USA førte krig mod ayatollaernes Iran. Bla. fandt hans ækle gasangreb på den kurdiske befolkning sted på et tidspunkt, hvor USA's senere forsvarsminister Donald Rumsfeld var på besøg i Bagdad.

Det siger sig selv, at verdensoffentligheden har stor interesse i at få afklaret, hvor vidtgående samarbejdet var mellem den amerikanske regering og Saddam Huessin under den langvarige og morderiske krig mellem Irak og Iran. Alene af den grund har de mere anstændige dele af verdensoffentligheden krav på, at Saddam Hussein holdes i live, så han på et senere tidspunkt, eventuelt ved den internationale domstol i Haag - som USA iøvrigt ikke anerkender - kan gøre fuldt rede for omstændigheder, der ellers ikke synes at tåle dagens lys.

Leif Aage Rasmussen
København V

Godt gået

Nu hvor dødsdommen over Saddam Hussein er stedfæstet er det vel kun de færeste, der stadigvæk er i tvivl, at denne dom er en politisk dom og har intet med retfærdighed at gøre. Med eksekvering af denne dom er startsskuddet mod en egentlig borgerkrig i Irak for alvor affyret. Godt gået Bush, Blair og Fogh.

Sacir Camo
Hjørring

Godt at Etiopien tager ansvar

Med stor hjælp fra Etiopien er det lykkedes Somalias overgangsregering igen at overtage magten i Somalia fra de islamiske domstole. Det er fortrinligt, at den etiopiske regering dermed har valgt at tage ansvar for udviklingen på Afrikas horn.

Den islamistiske udvikling i Somalia har været stærkt bekymrende. Risikoen for at Somalia udviklede sig til et nyt Afghanistan var bestemt til stede, og al-Qaeda-netværket havde allerede udset sig landet som nyt hovedsæde.

For første gang i verdenshistorien har et afrikansk land taget globalt ansvar og fjernet et udemokratisk, menneskefjendtligt regime fra magten ikke med det formål selv at overtage magten eller indsætte en venligsindet marionet, men for at sikre en fredelig og demokratisk udvikling i et naboland.

Etiopien har dermed lagt sig på samme linje som USA og de øvrige deltagere i de villiges alliance ved at afsætte et despotisk islamistisk regime fra magten. For Afrikas fremtid er det utroligt opmuntrende, at Etiopien på den måde har taget ansvar for hele den regionale udvikling i Østafrika.

Etiopien kan med afsættelsen af islamist-regimet i Somalia have sparet mange vestlige såvel som somaliske menneskeliv.

Kenneth Kristensen
landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

Send regningen til Ruth

Det er ikke rimeligt, at vores underbetalte politibetjente skal sætte livet på spil, bare fordi Ruth & Co. skal øge omsætningen i deres virksomhed, som angiveligt 'tager sig af' søgende sjæle, og deres sparepenge.

Hvis jeg køber et hus, hvor der tydeligt af handelen fremgår, at bygningen er fyldt med rotter, kan jeg vel ikke få politiet til, at fjerne rotterne?

Hvis Faderhuset har købt Ungdomshuset, vel vidende, at det er fyldt med voldspsykopater, må hun selv klare problemet. Det må være en skærpende omstændighed, at intentionen med købet muligvis er, at opnå billig og effektiv pr for Faderhusets pengemaskineri, hvilket efter min mening klart dokumenteres ved deres afslag af, at sælge Ungdomshuset til en fantastisk overpris.

Ruth sætter bevidst sig selv i en situation, som hun må tage ansvaret for. Er der nogen jurister, der har undersøgt muligheden for, at hun og hendes tilbedere kan dømmes til, at betale regningen for deres pr-show?

Benjamin Kristensen
Svendborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her