Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
28. december 2006

Dagens kulturtip

Den radikale politiker, Manu Sareen er pludseligt parat til at finde et nyt hus til Ungdomshusets brugere, og til at lade kommunen betale driften. Mordforsøg med brosten er åbenbart et argument, som Det Radikale Venstre lytter til.
Så dagens tip til de mange århusianere, der forgæves protesterede mod, at den radikale kulturudvalgsformand Uffe Elbæk lukkede kulturcenteret Huset, er selvfølgelig, at de skal invitere et par hundrede Blitz-krigere fra Norge og få dem til at smadre byen og forsøge at myrde betjente ved at smide brosten i hovedet på dem. Så bliver det åbenbart meget nemmere at få radikale byrødder til at makke ret.

Jakob Schmidt-Rasmussen
København S

Unge og voksne

Tak til Anna von Sperling og Nikolai Lang (den 22. december) for en udmærket diagnose af grundproblemet omkring Ungdomshuset i København: Identitetsskabende som den er, er konflikten i sit væsen uløselig og hverken ’den pædagogiske’ (dialog i lange baner og et nyt hus) eller ’den autoritære’ (politi og tåregas) fremgangsmåde kan ændre på dette forhold.
Kommentaren rundes af med en sympatisk opfordring til, at vi som samfund besinder os på denne konfliktualitet og alternativitet og opgiver forestillingen om, at vi kan få de unge tilbage til samtalekøkkenets rundkreds af omklamrende konsensus.
Imidlertid forholder klummen sig kun til automatholdninger og ikke til det, der er sagens kerne: At man nu fra politisk hold står overfor et uundslippeligt valg mellem netop de to fremgangsmåder: Enten lader man ’de unge’ få deres vilje og finder et påskud for at gribe til ekspropriation af Faderhuset (hvilket med garanti vil blive fulgt op af en længere serie af ordensbetingelser, som brugsretten af huset vil være betinget af). Eller også lader man ’de voksnes’ samfund (=et samfund med ejendomsret) gå sin gang og hælder de unge ud af huset med de midler, som det nu kræver.
Was tun, Anna og Nikolai? Hvilken fremgangsmåde mener I selv yder mest respekt mod den grundlæggende konfliktualitet i forholdet mellem ’unge’ og ’voksne’?

Jens Eistrup
Århus C

Missionskvababbelser

Nu er det jo sådan, at min avis, der netop har sendt mig det næste indbetalingskort, forhåbentlig har overstået den missionskvababbelse, der griber alle omkring vinterjævndøgn. Noget har man læst med nysgerrighed, noget med afsky, og sådan er det jo. Men da Søren Ulrich Thomsen 23. december fortæller om »Kristus særlige offer,« må jeg spørge, hvad det egentlig går ud på?
Manden, om han nogensinde har levet, blev henrettet efter romersk lov, fordi han var en ganske almindelig lovovertræder. Det kan man selvfølgelig kalde et offer. Men var det sket i vor tid, havde vi nu nok ikke valgt at hylde ham i særlige huse, men nok snarere, om noget, beklaget dødsstraffens barbari, og hellere ladet ham præke videre på en institution beregnet for den slags lidelser. Men lov er jo lov, og lov skal holdes, som kristendommens sorteste forsvarere siger.
Jeg undrer mig blot over, og må spørge troens forsvarere, hvad skal der blive af alle de stakler, der blev født, før de kunne blive frelst? Eller ordnede den henrettede også lige alle forudgående generationer af menneskeheden, nu han alligevel var i gang med at ofre sig? Der var der jo selvfølgelig det, at de alle sammen troede på noget helt andet, solen, hellige sten, As – er hvad som helst – og dermed måske fortabt. Hvor heldigt. Så blev der mere plads i himlen til de troende? Er det sådan, det skal forstås?
Nu betaler jeg igen min avisregning, men med det nytårsønske, at avisen det næste år vil være støvsuget for præster og deres jammerlige udgydelser. De bedste nytårshilsner, jeres meget forbundne

Hans Bredahl
Roskilde

Omvendt logik

Jeg har med interesse læst Jørgen Steen Nielsens artikel i Information af 20. december om den påståede uforenelighed mellem Storbritanniens politik til imødegåelse af klimaforandringer og den udvikling inden for flytrafik, der forudsiges i en for nyligt udgiven hvidbog fra det britiske transportministerium, Air Transport White Paper Progress Report.
Logikken bag artiklen er, at ingen økonomisk sektor bør tillades at vokse, hvis dette medfører øgede emissioner og dermed forårsager klimaforandringer. Men dette giver åbenlyst ingen mening. I stedet er den rette vej fremad at skabe mekanismer, der sikrer, at de enkelte industrier indkalkulerer alle de eksterne klimaforandringsomkostninger, som de påfører.
Dette er også den strategi, der lægges frem i hvidbogen. Den principielle metode for at gøre dette er at sikre, at luffart hurtigst muligt medtages i EU’s emissionshandelsordning. Dette er den mest effektive og mest omkostningsrigtige fremgangsmåde til at sikre, at også luftfarten bidrager til at modvirke klimaforandringer, idet større rejseaktiviteter herved tillades om fornødent, samtidig med at det generelle emissionsniveau nedbringes.
Men samtidig er det essentielt, at vi alle også gennemfører andre miljøforholdsregler såsom: Forbedrede arbejdsgange for lufthavne, flyruter og lufttrafikkontrol; øget forskning og udvikling af en grønnere flyindustri og incitamenter, der kan stimulere branchen til frivilligt at holde emissioner under kontrol og udvikle bæredygtige strategier. Alle disse initiativer er da også beskrevet i hvidbogen.

David Frost
Storbritanniens ambassadør i Danmark

Arabisk - fordi Mohammed var araber

Steen Laier spørger i sin kronik, "Paven i dialog med islam" den 23.-24. december, hvorfor man kun siger trosbekendelsen på arabisk i islam. Koranen og profeten Mohammed har altid opmutret folk til at stille spørgsmål om islam, så derfor siger jeg tak for spørgsmålet, der kan afklare et aspekt af islam.

I islam har Allah ubegrænset magt over alle skabninger. Det vil sige, at skabninger adlyder Allah og ikke omvendt. Allah har blandt andet bestemt, at muslimerne skal bede deres bøn i retning af Mecca. Allah har bestemt, at muslimerne skal bede fem bønner om dagen og ikke to eller 10. Allah har således bestemt, at det arabiske sprog skal bruges til trosbekendeslen.

Jeg kan ikke se problemet med at vælge et repræsentativt sprog på et bestemt område. Det gør vi i vores daglig liv, f.eks. når en pilot kommunikerer med en fremmed lufthavn på engelsk, eller når vi deltager i en international videnskabelig kongress. Tænk også på internetadresser, som kun er på engelsk. Desuden har vi valgt et arabisk nummersystem. Hvorfor mon?

Det er jo klart, at forståelse af arbisk er vigtig for forståelsen af islam, fordi Koranens og den omfangsrige islamiske litteraturs oprindelige sprog er arabisk. Vigtige nuancer i disse værker kan gå tabt i oversættelse. Hvis man spørger, hvorfor Koranen er på arabisk, så er svaret, fordi profeten Mohammed var araber, og han indstiftede islam i et arabisk land; hvilket sprog skulle han ellers have valgt?

Alaa El-Hussuna
læge, Frederiksberg C

Velbekomme

Kære Informationshoveder

Endelig har Information opnået samme svimlende høje kvalitetsniveau som landets tv-kanaler. På forsiden den 20. december annonceres den sensationelle opdagelse af, at "Gud findes inden i hovedet på folk." På den mindst ringe avis har man åbenbart glemt begreber som "Verdenshistorie' eller "Verdenslitteratur," der kunne have fortalt én nøjagtigt det samme. Jeg kunne også have sagt "Korstog," "Inkvisition," "Heksebrænding" eller for den sags skyld "Selvmordsbomber" eller "George W, Bush."

Og hvad med Afghanistan og Irak? Handler de to krige ikke netop om, at det folk har i hovedet, er Gud og ikke fornuft?

Nu glæder vi os til næste år, hvor vi forhåbentligt kan forvente ligeså sensationelle afsløringer fra livet på Amalienborg. Velbekomme!

Henrik Nordbrandt
forfatter

Demokrati i Mellemøsten

Kirsten Damgaard opgør den 13. december antallet af palæstinensere dræbt af israelere i 2006 i de besatte palæstinensiske områder til 20, andre 312 er dræbt i interne opgør, fortrinsvis mellem religiøse militser; heraf er 27 kvinder dræbt i såkaldte æresmord.

Det sidste tal vil jeg lade ligge, uanset at palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer opgiver tallet til 12, men her kan sagtens være en del mørketal. Men ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem har den israelske hær i 2006 dræbt 639 palæstinensere i de besatte områder, og af disse var 136 mindreårige og 34 kvinder. Palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer opgør tallet til 694 per 8. november. Samtidig angiver de, at per 20. oktober er 297 palæstinensere blevet dræbt af andre palæstinensere; begge tal er steget siden opgørelsestidspunktet.

Når Kirsten Damgaard skriver, at de interne palæstinensiske opgør fortrinsvis er mellem religiøse militser, er det udtryk for vestlig automattænkning, og det der er værre. Kampene i Palæstina handler om magt og ikke om religion, uanset hvor meget der råbes "allahu akhbar". Kampene handler også om, at Vesten, inklusiv Danmark, skriger på demokrati i Mellemøsten, men når nogen derefter praktiserer det, straffes de, hvis de er kommet til at stemme på de forkerte.

Birgitte Rahbek
Hellerup

Hvor forudsigeligt

Herbert Rosenbaums reaktion (den 23. december) på Robert Fisks artikel den 21. december er åh, så forudsigelig. Hver eneste gang nogen kritiserer Israel, bliver der reageret per automatpilot, ikke blot fra jødisk side men desværre også i det meste af den vestlige presse.

Fisk er en usædvanligt hæderlig journalist - han holder ikke med nogen, men går altid efter magthaverne. Enhver der ytrer sig om Mellemøsten, skulle tvinges til først at læse Fisks bog: The Great War for Civilisation. The Conquest of the Middle East. Det er fortvivlende læsning, men denne bog bør kunne bidrage til at kvalificere debatten. Den burde også kunne gøre indtryk på f.eks. regeringen - for der er faktisk noget at komme efter.

Finn Herlles
professor, dr. merc., Charlottenlund

Muligheder i stedet for tæv

En stor tak til Pia Fris Laneth for det fantastisk store og prisværdige arbejde med Lillys Danmarkshistorie. En vidunderlig beskrivelse og illustration af den forudgående kamp for køn og klasse gennem de sidste fire generationer. En kamp, der er det reelle grundlag for det samfund, hvorfra vi i dag kan trække ressourcer og overskud til at hjælpe andre.

Kamp har altid været nødvendig for forbedring og ændring, der betød udfordring for den hierarkiske top, det være sig den politiske, religiøse eller familiære. Lad os ikke glemme det, når de unge i dag kæmper mod bureaukrati, kapital og religiøs manipulation, for deres egen livsstil og holdninger. Lad os derfor give dem muligheder i stedet for tæv. Så de ikke skal leve med de samme traumer, som mange af os fra de forudgående generationer.

Inge G. Larsen
København N

Ikke morsomt

Jo længere væk, borgmestre i hele landet, bor fra Ungdomshuset på Nørrebro i København, jo mere tolerante er de over for Ungdomshuset. Men, det er ikke særlig morsomt at være tolerant over for Ungdomshuset og dets brugere, når de unge ’alternative’ slet ikke er tolerante over for alle de andre borgere, der bor på Nørrebro.

Finn Rudaizky
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Systemskifte

Med Jens Rohde solidt placeret i TV 2 og Søren Krarups datter i DR’s bestyrelse har regeringen fuldbragt kampen mod Socialdemokratiets kammerateri.

Ib Jensen
Søborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her