Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
12. december 2006

Omregning uden hovedregning

Undervisningsministeriets har udsendt en omregningstabel, der skal gøre det muligt for landets videregående uddannelsesinstitutioner at oversætte den gamle 13-skala til den nye syv-trinsskala. Omregningen forringer dog i høj grad mine (og andres) chancer for at blive optaget på en 'gennemsnitstung' videregående uddannelse til næste år.

Målet med den nye syv-trinsskala er at internationalisere det danske karaktersystem og gøre det nemmere at sammenligne med karaktererne fra ECTS (European Credit and Accumulation System). En fin og meget fremadskuende idé, men hvorfor skal det ske på bekostning af mig, der er dimitteret med karakterer fra 13-skalaen?

Ifølge den nye omregningstabel bliver mit afgangsgennemsnit (9,8) til 9,8 på syv-trinsskalaen. Ifølge beskrivelsen af omregningstabellen skal der: "på lang sigt og på landsplan for store populationer" opnås en karakterfordeling således, at 10 procent af de givne karakterer er på 12, 25 procent er på 10 osv.

Det betyder, at de 20-35 procent dygtigste elever i teorien bør få 10,0 eller derover i afgangsgennemsnit. Mit afgangsgennemsnit 9,8, der var blandt de 10 procent højeste afgangsgennemsnit i sommer, bliver altså kraftigt forringet.

Medmindre målet for omregningstabellen er en politisk beslutning om at nedprioritere 13-skalaen, kan jeg ikke se logikken i den nuværende omregningstabel, som åbenbart er blottet for respekt for demitenter med gennemsnit fra 13-skalaen.

Andreas Plum Forrest
Virum

Forsvarspolitik

Har Danmark en forsvars-/sikkerheds-/militærpolitik? Aviserne bugner af rapporter om de igangværende krige, men hvor er debatten om de store linjer? Er det ikke lige nu, det vil være på sin plads med en dybtgående debat om vores militære opgaver?

Forsvarskommissionen har i de seneste mange år ikke kunnet pege på en fjende; i henhold til ofte gentagne udtalelser fra skiftende forsvarsministre skal vores militær deltage i fredsbevaring, genopbygning og humanitære opgaver, og bl.a. vores grundlov stadfæster, at kun forsvar er lovligt.

Ingen kan vel påstå, at hverken irakere eller afghanere på noget tidspunkt har truet dansk territorium eller suverænitet. Alligevel er vi indblandet i angrebskrige i Afghanistan og Irak. Alligevel er vi lige nu ved at købe jagerfly for et astronomisk antal milliarder. Jagerfly kan næppe anses for velegnede til humanitære opgaver eller genopbygning, hvad skal vi så med dem? Krigen mod terror?

Har vi ikke nok ekspertudtalelser og eksempler til at påvise, at magtanvendelse ikke duer til at bekæmpe terror? Disse krige har ødelagt liv og tilværelse for et mange gange større antal mennesker end antallet af ofre for terrorangreb. Hvornår får vores politikere skabt lidt bedre proportioner i vores indsatser?

Dorte Valentin Sørensen
Bagsværd

Statsminister gør ikke statsmand

Anders Fogh bærer et stort medansvar for regeringens vigende opbakning. Under Muhammed-krisen inddelte han befolkningen i får og bukke. Dermed valgte statsministeren at optræde som spreder i stedet for samler. I en vanskelig situation for landet optrådte han - af kortsigtede indenrigspolitiske grunde - som provinsiel V-formand frem for som samlende statsminister.

Jeg anerkender Fogh som sin generations mest driftsikre dag-til-dag-politiker. Dygtigt politisk håndværk har præget hans færd fra han blev partiformand i 1998 til og med valgsejr nr. to i 2005. Men jeg tror, statsministeren kommer til at fortryde sin kortsigtede Muhammed-adfærd, hvor han såede unødige skel i befolkningen.

For når man den ene dag optræder som spredende hardliner, er det svært dagen efter - over for de samme mennesker - igen at skulle ud og sælge sin kerneydelse: Fortællingen om Venstre som et bredtfavnende, velfærdsbevarende og 'ufarligt' midterparti. Det har ikke mindst de kvindelige vælgere opdaget.

Foghs forgænger som V-formand talte allerede sidste efterår sit parti imod ved at kalde JP's tegninger for infantile og forhånende - til trods for deres uomtvistelige lovlighed. Man kan sige, at Uffe Ellemann var statsmand men aldrig blev statsminister. Anders Fogh er statsminister, men bliver aldrig statsmand.

Bo Sandberg
folketingskandidat (S), København

Katastrofal fejltagelse

I de debatter, der har været om filmen Den hemmelige krig har ingen nævnt den kendsgerning, at mændene, der blev taget til fange, var allierede og var der på den afghanske regerings ordre. De var bevæbnede men de forsvarede sig ikke - tværtimod lod de sig roligt anholde af de danske soldater, da de vidste, at det var en misforståelse. Som lederen sagde til sin gruppe; 'forhold Jer roligt, de tror vi er talebanere.'

At man senere kunne finde mændene og interviewe dem, skyldtes netop, at fejltagelsen var blevet erkendt, og at de var blevet løsladt (efter tortur i adskillige dage) og ikke videresendt til Guantanamo. Hvordan kunne de danske soldater totalt mangle situationsfornemmelse og anse dem for at være 'farlige terrorister'? Plejer bevæbnede terrorister ikke at forsvare sig mod at blive anholdt?

Den katastrofale fejltagelse burde have medført skarpe protester fra den afghanske regering og en stor erstatning til de fejlagtigt anholdte. Men alle love for anstændig behandling af allierede såvel som ikke-allierede er åbenbart et ukendt begreb i denne terrorkrig.

Birte Nyholm
København

EU-hæren undervejs

"Jeg kan godt forstå nervøsiteten for en EU-hær, men det er bare ikke aktuelt mere," siger folketingskandidat Rachid El Mousti (SF). Hun må have overset, at den EU-forfatning, SF støtter, bemyndiger stats- og regeringscheferne til med enstemmighed at oprette en fælles hær, og at udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger vil kunne gennemføres ved flertalsafgørelser. Endvidere, at EU vil kunne igangsætte militære "fredsskabende" aktioner ( = krige) uden FN-mandat.

Nu mangler vi kun, at SF efter næste folketingsvalg indgår i en S-RV-SF regering og tilslutter sig EU-regeringernes hemmelige plan om at gennemføre EU-forfatningen uden folkeafstemninger.

Ib Christensen
fhv. MEP & MF, Randers

Evidensbaseret medicin

Jeg er glad for, at lektor i retorik, Hanne Roer, tager ordet evidensbaseret op til drøftelse i sin kommentar i Information den 4. december. Inden for medicinen er det naturligvis al ære værd, at det kræves, at man kan dokumentere eller i det mindste med statistisk signifikans kan sandsynliggøre effekten af en behandling, men mange lidelser er af en sådan beskaffenhed, at hverken grundig klinisk undersøgelse, blodprøver eller avancerede former for scanning munder ud i en klar diagnose.

Effektiv, evidensbaseret behandling kan man derfor ikke byde på. I det hele taget vil jeg tro, at hovedparten af dagligdagens lidelser og sygdomme både diagnostisk og terapeutisk befinder sig uden for det evidensbaseredes område. De bliver ofte stedmoderligt behandlet, fordi lægen er oplært i, at det ikke evidensbaserede ikke eksisterer på samme overbevisende måde som det evidensbaserede og derfor ikke behøver at blive taget helt så alvorligt.

Når patienter med diffus livskvalitetetsødelæggende symptomatologi af lægen mødes med interesse, empati og omsorg, skyldes det medmenneskelige kvalifikationer, som ikke er næret af den meget stringente og positivistiske undervisning, der I overvejende grad gives på universitetet.

Niels Hansen
speciallæge i børnepsykiatri, Risskov

Videnskabsministerens 'idealisme'

Videnskabsminister Sander hævder den 4. november, at universiteterne har forskningsfrihed. Og institutionerne skal oven i købet forsvare denne ifølge universitetsloven. Og ja - der er nok at forsvare!

Hvorfor skal der ifølge regeringen etableres konkurrenceudsættelse af alle basisforskningsmidler? Og hvilke kriterier vil udbyderen benytte sig af? Bliver der tematiseret, kan den del af forskningsfrihedsbegrebet, der drejer sig om eget emnevalg godt slettes af definitionen. Hvordan bidrager de meget detaljerede udviklings/resultatkontrakterne til forskningsfriheden? Kan indfusionering af sektorforskningsinstitutionerne i universitetsmiljøet ske uden at antaste forskningsfriheden?

Hvorfor skal universiteterne motiveres til at søge flere EU-midler og private midler til forskningsaktiviteter? Hvor meget plads giver det til det frie emnevalg eller for så vidt til metodefrihed?

I Norge er man på vej med et lovgivningsinitiativ, der sikrer den individuelle forskers akademiske frihed. I en række andre lande er forskningsfrihed allerede en grundlovssikret rettighed. Vi har meget at lære og gøre, hvis vi skal hævde, at vi har forskningsfrihed. Det er svært at følge videnskabsministerens idealisme på dette felt!

Mogens Ove Madsen
lektor, Aalborg

Drop hattedamementaliteten

Det kan godt være, at Søren Krarups formål, med at gå ind for lavere, offentlige ydelser til arbejdsløse flygtninge og andre indvandrere, er, at de skal holde sig fra Danmark. Men regeringens formål er ligesom med sultecirkulæret at motivere en bestemt gruppe, der har en meget høj arbejdsløshed, til at søge arbejde. Da socialdemokraterne indførte sultecirkulæret, var det hovedsageligt etnisk danske unge, der var arbejdsløse og måtte motiveres med lavere ydelser, idag er det hovedsageligt visse indvandrergrupper.

Aviserne fortæller i dag, at ikke en eneste af 110 arbejdsledige, der fik besked på at søge en stilling som postomdeler, søgte jobbet. Så der er helt objektivt og indiskutabelt brug for, at gøre det personligt nødvendigt for arbejdsduelige arbejdsledige at søge arbejde. Ellers bryder velfærdssamfundet sammen inde for et par årtier, og så er den såkaldte sociale massegrav en permanent realitet. Det vil ikke bare være ondt, det vil være idiotisk. Så tag og voks op og drop hattedamementaliteten.

Jakob Schmidt-Rasmussen
København S

Demokratisk revolution

Tak til Jens Peter Bonde for den klare tilslutning (Information den 9.-10. december) til anvendelsen af en demokratisk procedure ved valgene i Europaparlamentet. Det ligner da ikke noget, at vigtige poster fordeles genem "en række studehandler, som er blevet indgået bag lukkede døre i gruppebestyrelser og i korridorerne." Selvfølgelig skal posterne da besættes på grundlag af de forskellige kandidaters evner, kvalifikationer og programmer.

Jeg vil på denne baggrund opfordre Jens Peter Bonde til at stille op til næste folketingsvalg, så vi kan få indført det sande demokrati også i det danske Folketing. Den parlamentariske praksis, Jens Peter Bonde kritiserer Europaparlamentet så markant for at følge, ligner til forveksling den, der følges i Folketinget.

Spørgsmålet er derfor nu: Er Danmark overhovedet demokratisk? Men det kan Jens Peter Bonde vel ikke udtale sig om?

Torben Siersbæk
Odense

En sørgelig sandhed

Jeg husker, at Rifbjerg engang sagde, at der er den fordel ved at være kendt, at så lytter folk til en.

Leif Grage
Valby

Strandet nat

Månetaklet på badebroen. Forsvarsløs og blød. Stille som et bål. Tænker på i går og rører lidt ved i morgen. Det er nat med gode stjerner. Havet tager tilløb. Jeg rejser mig.

Rolf Steensig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her